An-m u th , a b e r An-m it seh r M ånlichkeit v erein t og soAn-m d e r V ater m u th ig , ta p h e r och klu g o ch m it g ro z e r K drperkrafft«, ja h a n m u th ig w a r «endoch til d et E ffen ty rlig e» : «huissom det sjuntes som om F a re n ey fo r h a m till w ar».
Af V æsen v a r h a n s rolige K oldblodighed en A rv fra h a n s F a r, m en m ed H en sy n til h a n s ste rk e «sinnliche Antriebe«
w a r det h a m th u e rc k e n fra h a n s V ater, n o ch m in d re von M utter, m en visseligen en A rff u d aff h a n s V aters M utter«.
H an h av d e neto p b eg y n d t O rlogstienesten i H olland, da F a d e re n blev h je m k a ld t 1627 og h a n forblev endel A ar i denne. Saaledes v a r h a n A d lerb o rst (Cadet) p a a et Skib, som førtes a f d en sen ere sa a n a v n k u n d ig e A dm iral M artin H er- p erzo o n T ro m p , og som A d lerb o rst o m b o rd v a r och Ian van W assen a er, den sen ere sa a o m ta lte A dm iral B a ro n de O pdam , som red d ed e K jø b en h av n fra O vergivelse 1659 60. I B eg y n delsen a f 1630-Aarene g ik h a n o v er i H jem lan d ets O rlog, h v o r h a n p a a G rund av sin sæ rd elis go d e F o rsk o le, n atu rlig e A nlæ g («Adhue» = Ad. H u g — In teresse) og k ra ftig e Villie gjo rd e en ra s k C arriere. «H an v a r ligerviis som sin F a d e r — k o ld b lo dig, m en och ligerviis «forvoffen, h u o rso m e ffen ty rack tig udi K am p h en (sic.)» : «ligerviis som en Løffve dristigen, som en RefF listigen«. Som Skibshøffvidsm and (Capt., Skibschef) k jæ m p ed e h a n i A dm iral E rik O ttesens (F ad e re n s) E sc a d re i Slaget ved K o ld b erg erh eid e Vi 1644, sæ rlig t ta p p e rt m o d selve d et sv en sk e A dm iralskib «och b le ffh a n — ligesom sin F a r — tem m elig b leseret («af et S ty k k e a f en Q vartove- Kugle b le ffh a n s H o v ed e pløiet ligerviis som ud aff en Plough«) uden det, a tt h a n d o ck det ik k e villte sin C om m ando afF- give, m en det u d h o ld et, indtil Slagets E n d elig t (sic) w ar».
B ern t O rning v a r S tø rsted elen a f sit Liv k n y tte t til Orlo- gen i sit F æ d re n e la n d N orge. H an v a r en sæ rd eles ivrig Skibschef, h a n s Skib v a r h a n s san d e H iem , Søen h a n s T u m leplads, Seilladsen m ed alle dens O v e rra sk e lser og F a r e r stod som en ren festlig D y stleg fo r h a n s k jæ k k e M od og eventyrlige Sind. D enne V iking v a r d e rfo r idelig til O rlogs, flere G ange p a a de lange S ø to g te r.61 H an gjo rd e o g saa flere T o g te r til V estindien («paa Strædet«).
I 1647—48 fa a r h a n a tte r kongelig T illadelse til en saa d a n L a n g fa rt: «E fterso m Oss elskelige B e rn t O rn in g till V atne m.fl., b e sta lte t S kibshøffvidsm and u n d e rd a n ig st h a ffu e r begiæ- rendis, a t vi h a m n a a d ig st ville forlove a t g iø re een Reise eller tw o e «paa Stræ det* (V est-Indien) d a vi h a m n aad ig st bevilger og im id lertid h a m B esoldning ligesom h a n i v o res virk elig e T ieneste w a r, nyde, d o ck m ed den d C ondition, a tt h a n sk all v æ re i B ered sk a b a t indstille sig udi v o r T ieneste, n a a r h a n behøffves eller p aak ræ v es* . D agen e fte r e r føl
g ende B rev fra K ongen sen d t til Hr. B e rn t O rnings M o rb ro r H r. A dm iral Axel M o u att till H ovland, m. fl. «Vid, a t e fte r
som oss elskelige B e rn t O rning (o. s. v. som ovenfor) og der- fore ik k e k a n d fo resta a h a n s M oders Oss elskelige F r u K aren M ouatts V æ rg e m a a l62, d a efterdi ingen n æ rm e re efter L o v en v æ re k a n d end Du, bede vi Dig, a tt D u Dig for n æ v n te h en d es V æ rg e m a a l p a a ta g e r og d e rm e d h a v e In d seende, indtil h å n d igjen hjem kom m er*. C hristian Rex
Skibshøffvidsm and B e rn t O rnings A nseelse som O rlogs
m an d blev o g saa b e m æ rk e t a f frem m ed og fiendtlig M agts R ep ræ sen tan t. D en sv en sk e d ip lo m atisk e R esident i Kjøben- havn, som siden de stadige K rige m ellem h a n s L a n d og D a n m a rk h o ld t g o d t Øie m ed d et sidste L an d s K rigsm agt, sig er i en In d b eretn in g (findes i kgl. G e h e im e a rc h iv : d an sk e Sam ling, no. 400 b. B.) følgende: «(Lars G alt och) B eren t O rningh (s ic )6S, h a alles fo r w a r a dee beste C apiteener och fd rfarn e Siom enn*.
D et b ø r o g saa a tte r noteres, a t Hr. B ern t h av d e som sin F a d e r gode m a th e m a tisk e A nlæ g og K u n d sk ab er, a tt h a n h o ld tes fo r en sæ rlig god N avigatorius m ed m eg en K yn d ig h ed udi den D isciplina: «A stronom iquen (sic) haffte*.
D en sam m e K jø b en h av n er-L itteratu s, so m h a v d e b e rø m m et h a n s M or, sag d e om H r. B ern t O rning, efterd i h a n flere G ange s a a h a m i H o v ed stad en : «H an w a r sin u n d ersk iø n n e M oders m an d ig sk iø n n e Søn. H an s sto lte o ch skiø n tfo rm ig e H offuede o ch A asiun w a r ligerviis som en ro m e rs k Im pe- ra to rs F acies, en d o ch m a n d k u n d e sige som den G uden
M ars’s, o ch h ans høie S ta tu ra w a r som dennis». H a n stod i s a a s to r G unst hos d et sm u k k e Kjøn, a t sam m e L itteratu s k a n sige: «Ligerviis som V enus o ch N y m p h ern e udi O ld
tid en inclinerede fo r den d Gud M ars, saaled es w a r d e r ingen Q vinde — hun v æ re sig A dels-D am e, B orger-M ø eller A lm ue- T øss — uden a tt h u n jo ø n sk ed e det, «at Hr. B e rn t h en d es
«kiere w ar».
Og H r. B ern t v a r n o k p a a sin Side a ltfo r im ø d e k o m m ende m ed sin ste rk e ero tisk e Sandselighed; d et O erd tø ck e m eldtes: «hand de Q vinder galen e fte r w a r, o ch de Q vinder efter h a m g aln e w are». D et h e d e r i S læ g tsk rø n ik en d ero m
«Denne c h am eleo n tisk e Sæ lsom m elighed« (sic) sig er h an s D attersø n s F ru e , m in Tip-O ldem or, F r u ju s tin e v. R eichw ein, (F ru Ju stin e sy n es h e r — p a a sine æ ld re D age — a t h a v e til
eg n et sig et n o g en lu n d e alm in d elig t d a n sk -n o rsk Id io m : ellers (isæ r tidligere) b rø d h u n tem m elig t p a a d et tyske), «synes a t haffve tw e n d e N a tu re r udi een P e rso n a . U di sin O m g æ n g eltz m ed A dels-D am er — h u ilck et h a n d o c k ey siuntes a t a m y se re sig sy n d erlig en m ed — b eg eg n ed e h a n disse m ed den galan- tigste H ø ffv id sk h ed och T æ k k elig h ed , m en h elst d o ch «gant- zede» h a n sig m ed de letfæ rd ig e o ch løse D uller o ch D eyer;
d a ikledte h a n sig ligerviis som g ro fft StofT-Tøy udi sin P erson, disse a m y se re d e h a n sig m ed, jo fræ k k e re , jo liederliche, jo u n v ersch åm te, d esto b ed re; d a k u n d e h å n d v æ re u d a ff sæ r g ro ff K iæ fftz m ed groffe O erd, S v æ rg en o ch B anden, hu il
c k et h å n d ved sin stad ig e V erdeltz (T h u n u n d T reib en ) udi O rlogen sig tillag t haffde; th i O rlogen w a r ligerviis som h an s Liffsentz L y st o ch O rlo g ssk ib et ligerviis som h a n s san d e och k iere Hiem».
D et e r n o k sa a b eteg n en d e fo r F o rh o ld e n e og A delens sto re og m an g e S æ rrettig h ed e r, a t denne saaled es sk ild red e Hr. B ern t O rning til V atne, b e sta lte r Skibshøffvidsm and —
«denne h o m o im pius, fo rtasse A theistus opinatus« — som B ispen b eteg n er h a m i den sen ere R etssag — i 1648 fik ju s p a tro n a tu s til S to rd ø en s K irk e r d. v. s. h a n blev K irk e h e rre eller K ald sh erre m ed R et til a t b o rtg iv e P ræ s te k a ld («kalde P ræ s t eller Degn»).
S am m e A ar v a r B ern t O rning en a f de m an g e U n d er
sk riv ere a f «al A delen i N orge, deris In d læ g g om P rivilegi
erne)); thi H r. B e rn t v a r — ligesom sin F a r f a r — ik k e uden A dhu fo r Goeds. S k iø n t S am tiden v istn o k i n ed en n æ v n te Tilfæ lde gjo rd e h a m U re t og navnlig G eistligheden afviste den G rund, h a n selv angaff, a t det «til A ffventage fo r k o n g e lig M ajestæ tz o ch Riigetz« w a r (om d et o ch en d k u nde v æ re til h a n s perso n lig e F o rd e l tillige).
E n ved A arlan d selv en s U dløb liggende G aard »Nedre A arland« v a r d en g an g P ræ ste g a a rd . N u ø n sk ed e Skibs- høfvidsm anden, som jo eiede V atnes A delsgods ved A ar- lan d sv a n d e t a t e rh v e rv e sig P ræ s te g a a rd e n fo r — som m an m en te — a t blive H e rre o v er E lv em u n d in g en fo r F isk e rie ts S k y ld 04. V ed Kgl. B efaling a f 28/e 1646 fik B efalin g sm an d en p a a B erg en h u u s Hr. H e n rik T h o tt o g saa O rd re til a t u n d e r
søge Sagen om M ageskiftet, «att Skibshøffvidsm anden m a a tte by tte en a f sine G aard e (T yse) m ed P ræ ste g aa rd e n « , u a g te t denne la a b e k v em t fo r P ræ ste n lige v ed K irken, m ed en s Tyse, som nu blev P ræ s te g a a rd («det publique tillfyllizt o ch fuldt W erd effter m it a ab n e B reffues K rafftt«) og fre m deles e r det, ligger ov er 5 k ilo m eter fra K irken. M ageskiftet fik kongelig Sanktion a f 29. A gusti 1648.
P ræ s te n m a a tte a ltsaa v æ rsg o flytte, h v o r u b e k v e m t det end fald t ham . B eb y g g elsen p a a denne tidligere P r æ s te g a a rd v a r ik k e v id ere stan d sm æ ssig , «doch h u o ru d i w a r en s to r Sahls-Stue m ed en W ind-O vn m ed fire M essing F ø d e r (sic) u n d e r och en «Koberpibue» (K obberpibe) deroffver«.
D ette e r den sam m e G aard, som efter B ern t O rnings E r h v erv else e fte r den T id e r ble ven k ald et: «Hr. O rn in g og F ru e s G aard« eller «O rninggaard» (« F ru g aard » ) og forblev i O rn in g -Æ tte n s E ie fra 1648—1710 «da L ie u tn a n t M artin u s G rø n w alld (G riinw ald) m a a tte den sælge«. D en o m tales som en sa a re skiøn E ien d o m m ed h erlig F r u g t — o ch Ziir — U rteg aard , «huilcken ø n d ig e(sic) U rte g a a rd w a r den g am b le B o n d eh au g e tillag tz och h u o ru d i w a r a lle h a a n d e U rte r och Z iir-V æ xter och desligiste T r æ r fra frem m e d e L a n d te ind- førtis och sto re U rte p o tte r fra d et L a n d t H olland«; «der
w a r o c k sa a et sm u g g t (sic) «Huus til Lyst# udi den U rte- g a a rd , sa m t en an g en eh m e C arruuse-D ahm # (sic).
D en w a r och «den H r. O rnings og F ru e s Y ndlingssted#65 n a a r — læ gges d er til — «Hr. H øffvidsm anden stundim el- lem w a r hiemm e«. H v ad selve B ygningen a n g a a r siges b lan d t A ndet om Stor-Sahlen, a t den efter «Hr. O rnings Tiid w a r b e p ry d e t m ed Stohle m ed G y ld en -L æ d er b etru k - kendis och po (sic) de V æ gghe (sic) o p h æ n g itz Im a g in e r eller B illeder u d aff h an n iz (sic) b erø m m elig e G esch leck tz-P erso n æ udi fullt P fan tz e r, som alle draffvelige S ø e-K rieg sm æ n d ter (sic) v æ re t haffuer, sæ rd elis den h ø y e L eh n s-H erre och O ffuer-A dm irale H r. E rik Ottesen#. D ette g jæ ld er form entlig det V aan in g sh u s (H use-V aaning), som Hr. B ern t lod opføre, og som i en B eretn in g o m tales som en «stor Stue-Sahl m ed K akkelovn, et K iøken o ch e t S p ise k am m er n e d en u n d e r och offenpo tw e n d e K am b ere, o ch w a r d e r udi E n d en a f dend Stue et tø m re t Illdhuus m ed offenofver et Lofte#. Af a n d re B y g n in g er w a r d e r en B o rg estu e o ch i dens N æ rh e d «en liden Stue eller Sengebod#; d er sy n tes a t v æ re adskilligt flere H uuse, m en udi T idens Løb, «bleffue de# — en d o ch i H r. B ern t O rnings D ag h e — «udi h o rrib e lt F orfaldtz#.
M en m in d re H eld h av d e S kib sh ø fv id sm an d en m ed a t faa fat i G aard en Ø vre A arland, som nu la a im ellem h an s H o v ed sæ d e V atn e og h a n s n ys e rh v e rv ed e G aard N edre A arlan d «och d enne In ten tio n v a r visselig u d aff Godsbegier#.
I en B eretn in g o m Sagen, o p b e v a re t p a a Ø vre A arland, e r d er m eg et g a m m e ld ag s v rien t in tim eret: «En Søn a f en «udaff de# (u n d er O tte T h o m asse n O rning — H r. B ern ts F a rfa r)
«dennis L ev n etslø b o m ta lte E ln as S ø n n er — P e d e r E rik ssø n (a f Æ n e s -Æ tte n ) v a r den d a v æ ren d e E ie r a f G aarden#.
D a P e d e r E rik ssø n s M or v a r en «ufri» Q vinde (fo rresten en P ræ s te d a tte r) h a v d e h a n s F a r ved d ette G ifterm aal ifølge de d en g an g g jæ ldende u h y rlig e B estem m elser ta b t sit A dels
sk ab og sine adelige R ettigheder, og h an s A delsbreve v a r a f d a v æ ren d e L e h n sh e rre til B erg en h u u s (H r. Jen s B ielke) affordrede h a m til K assation. D ette b e n y tted e nu S kibs
høfvidsm anden (H r. B ern t O rning) til som A delsm and og
O delsm and a t gjø re retslig P a a sta n d o m og p a a a t ny d e sin F ræ n d e P e d e r E rik ssø n s F a rs e fte rla d te frie A delsgods fo r en billig L øsningssum «at taxere», m en v ed k o m m en d e U n d e rd o m m e r afviste Sagen og d ø m te H r. B ern t O rning til a t b etale P e d e r E rik ssø n 10 R ig sd aler i K ost og T æ ring.
Nu u tsted te S k ibshøfvidsm anden K ongestevning til H e rre dag en i B erg en m o d L a g m a n d en for h a n s D om m o d P e d e r E rik ssø n s F a rs A rvinger. Stevningen e r p a a E m b e d s V egne u d sted t a f H r. O ve B ielke til Ø straat, H ø fv id sm an d p a a B erg en h u u is Slot, Hr. B ern t O rnings d en g an g g o d e V en;
m en sa a la — ifølge S læ g tsk rø n ik en — H r. B ern ts æ d le T rolovede, Siselle B ø rg e sd a tte r Juel sig im ellem («hun sig d et sv arlig e M od to g till fo r sit H iertes G odheds Skyld#) og ved sine in d træ n g e n d e og bønlige F o re stillin g e r fik hu n fo r denne eneste G ang sin Villie sa t igjennem . H r. B ern t tilb a g e k ald te S tæ vningen i 1650 og vedtog, a t de re tte A r
vin g er sk u ld e beh o ld e G aard en til evig Odel. E fte rk o m m ern e siges a t sidde p a a «E iendom m en den D ag idag, («m edens de O rn in g er fo rlæ n g st ere «goedsafløste# (sic) — sk al fo rm en tlig v æ re — eiendom sløse#.)
B ern t O rning v a r ca. 1650 i 35-Aars A lderen bleven gift m ed den 16—17-aarige Siselle (N av n et e r o g saa sk re v e t i et R etsd o k u m en t «Zizelle» — Cecilie) B ø rg e sd a tte r Juel, D a tte r a f S kib sh ø fv id sm an d B ø rg e M ogenssøn Ju el og B lan ch eflo r K n u d sd a tte r B ildt til M orland o ch L u n g e g a a rd («huis Olde- F o ræ ld re H r. R id d er og Dr. V incentius L unge o c k M ar
g re th e N ilsd o tter G yldenløve vare#). H un v a r a f «Stierne- Juelernes# g am le Æ t, «ock en Stierne w a r h u n udi Alt, d o ck udi a d elsa ck tig S chiønhed undtagitz#; thi «havde hu n visseligen e t b a a e (sic) frisk t o ck rø d b lo m ste rlig t (b lo m stren d e) A aziun afF en s æ r hy g g elig er och ru n d le tte r Sckik- k eltz o ck m ed sæ rd elis sto re skiønne Ø yene (sic) o c k w a r u d a f s to r o ck m e g et velskafft Skaffuelse (F ig u re), m en det m a n q u ered e h ende dock, a t h u n In te t a f fo rn e m t U dseendis det haffte ock a tt hendis N æ se n o g et liden o c k som en gem en (alm indelig) no g et o p staaen d is u d aff D anneltz fast den d o ck g a n d tzk e tæ k k e lig en w a r, (nu vilde den form entlig
k a ld e s «nez p iq u an t retroussé») o ck hu n a f L a n d e ts bedste A dels-B lood w a r » 66. S vig erm o d eren s a ’ om h en d e «at h un en E n g el udi jo rd isk K læ d eb o n d t m on n e væ re«. Og ik k e m in d st skinnede hu n som en vem o d ig ly sen d e Stierne høit o v e r den m ø rk e sk y fu ld e æ g tesk ab elig e H im m el, som h e n des letfæ rdige M and h v æ lv ed e o v e r h en d es H oved. (F ru K irsten T o rd en stiern e G rø n w ald s Siigelse.)
F ru Siselle h a v d e alle de E g e n sk ab e r, som s æ rte g n e r en H elgen og en M arty r og d en h im m elsk e B lidhed og Godhed, som s tra a le d e u d a f h en d es sto re b laa dyffve ock tungsindige Ø yen — disse «oculi profundi«, som en P ræ s t sag d e — g a v h en d es B lik et T ry llerie, som Ingen — d et sk u ld e da v æ re h en d es M a n d '57 — k u n d e m o d staae. H un v a r m eg et «gudfrygtsom », m en fo rsø m te dog ikke, eller
«justem ent d e rfo re ey», sine jo rd isk e P lig te r m o d H usbonde, B arn og T y e n d e i den m eg et «stræ ffsom m elige» H u s
holdning p a a den sto re S æ d e g aa rd V atne, hvis D rift hu n fra sit Æ g te s k a b s fø rste T id er (ca. 1650) m ed «m egen D ue
lighed, F littig h e d och Forsiunlighed« f o r e s to d 68, d a hendes M and «allenstider udi O rlogen w a r, o ch tillige ey de P fen n ig e r dem ach ted e, n a a r no g en slag s In ten tzio n (H ang, Til- bøielighed) h a m attaq u ered e« . H un fo relæ sed e dagligen aff sin «H uus-Postille» og a f og til, n a a r h u n dertil s a a T id fo r sine m an g e G jø rem aal (for a t ho ld e H us og H jem sam m en,
«da h en d es M and v a r en sv are G oeds-F orøder«), ty d e t hu n fo r sine B a rn og O m givelser opbyggelige H isto rie r om H el
g e n er og M arty re r, («der h a n g e n d o ck d a m eg et u d aff P a p ism e tid en igjen«) og verdslige som den om «Flore (F lo res) o ck B lan zeflo r (B la n c h e flo re )69 = «R osen og Lilien«, en M iddelalderens «hiertedeylige» R idder-R om an. Og d ertil v a r h u n m e g et ((forfaren saav el udi M usiquen, som udi Skialdre-K onsten«. N a a r hun, to n e k y n d ig som h u n saaled es v a r og ly k k elig ved sin M ands tilfæ ldige N æ rv æ r, to g sin L u th (H r. B e rn t «w ar m eg et k ie r udi M usicque«) d a blev d er en festlig Stund! M ed sit B lik usigelig sødt, m ild t og blødt m ed et U d try k a f n æ ste n d u eag tig v a rm og øm H en givelse og uendelig K jæ rlighed hvilende p a a M anden, san g
h u n m ed sin lyse k la re S tem m e de g a m le v a k re — m est d an sk e — K v æ d er: en ten de g am le P s a lm e r m ed deres
»hiertetagende O erd o c k M elodonter« («huad» — m æ rk elig n o k — «hendes M and allerm esten s sk iø tte d e om»), eller R idderviserne om »R idderen m ellem de g rø n n e T ræ r» eller den om «D ro sten H r. P e d e r og Helle-Liden«. E lle r den nye Vise «om B o th w ells A fsked m ed D ronning M aria Stuart«.
Den e r i den g am le sk o tsk e R iddervise-T one (m e d b ra g t fra S k o tlan d a f F r u K aren M ouatt) og sk ild re r den B egivenhed, som n e d en n æ v n te N o te 70 sk izzerer. E ller den o g saa n y e re
«drøffelige Viise« om h en d es (F ru Siselles) O ldem ors S y ster:
«den u ly k k elig e L u cie N ilsd atter G yldenløw e o ck h en d es uloffelige E lsk o ff till sin Svoger H r. R id d er Niels L y k k e, h a n som den T h ru n d th e im e r-E rk e b isp Ju len 1535 lod «røge till Døde« (d. e. «bræ nde som K iætter«).
D a — sæ rlig t ved P sa lm e rn e — sæ n k e d e en Stem ning fra en h ø iere V erden sig du lm en d e n e d o v er H r. B ern ts «wild- som m e« Sind, og fo r B ø rn en e ((flettede T o n e rn e ind i D rø m m enes V erd en ligesom ly sen d e T ra a d e , v a k re læ ngselsfulde T a n k e r, fra et fjern t og h im m elsk L a n d « 71. (E fte r D atteren, E lse E lisa b e th (m in T ip-T ip-O ldem or) h en d es «Siigelse».)
B ern t O rnings G ifterm aal v a r ifølge T rad itio n en ista n d b ra g t — som saa ofte i den T id — v ed M oderen, form entlig i den T an k e, a t Sam livet m ed den æ d le F r u Siselle, — som elskede H r. B ern t m ed en sv æ rm e risk U ngdom s hele u m id d elb are og op o fren d e K jæ rlighed, i usigelig Ø m hed og dyb H engivenhed — skulde v irk e fo ræ d len d e p a a ham , v irk e til h an s m o ra lsk e F o r b e d r in g 72. Og d et sk al lades h a m «at h a n sa tte P ris p a a h en d es m ange T æ k k elig h ed er« (sic) o g saa «fordi h en d es fuldkom m elige L egem s Skaffuelse och h en d es dypfe Æ gtesk ab s-H en g iffu else fo rly sted e h a m stun- dom sviis m ed s æ r stø rre F o rn ø y e lse r end d e uloffelige, hu o r- som ellers h an sis intention och W an e w ar». Og i H jem m et i de dog sæ rlig k o rte Stunder, h a n d y rk e d e F am ilielivet, v a r h a n den m est ex em p larisk e Æ g te m a n d og kjæ rlig ste F a d e r m ed «høffviske S æ d er o ch L ader«. M en de v a r kun k o rte de gode Ø ieblikke. D et sy n tes som om den
«twesin-dede» H r. B ern t h av d e v æ re t o m tre n t ligeglad, m ed h v em h a n v a r bleven gift, n a a r h a n ku n fik en go d H u sb e sty re rin d e til H u stru og ellers u h in d re t k u n d e leve sit Sultanliv b la n d t sine g ro v k o rn ed e Duller. «H an siuntes fo r sin H u stru m eg et udafif H øy-A gtelse, m en m in d re u d a ff E lsk o ff a t h a v e hafft». H u n til
talte h ans bedste F ø lelser, m en n ep p e h a n s S andser, «huilcke til de D ullers u n v e rsch å m te G ro b k o rn ig k eit z u g e w a n d t w ar».
D er sk ed e liden eller ingen F o rb e d rin g m ed H en sy n til Hr. B ern ts m o ra lsk e H oldning. H a n fo rtsa tte sit H a re m s
liv i n øieste F o rb in d else m ed sit v irk so m m e V ikingeliv og sin e v en ty rly stn e O rlo g sfæ rd p aa de m u n tre b laa B ølger.
D er v a r h a n igjen den d ristige b a rs k e Sjøulk m ed V ikinge- m o d u n d e r D agens K rafftseillads, m ed en s K væ lden og N atten s a a ofte «tidkortedes» m ed g ro v k o rn e t Spas «hos D ullerne udi Cajuten» 73 og m ed «at d rik k e G esundheitz-Salut». V ed en s a a d a n F e s t o p tra a d te en g an g «H auptdullen D iw ert fra G eelm uyden i rø d t S am m ets (F løyels) S k iø rt m ed gyldne G aloner, en g rø n b ro d e re t S ilk en attrø ie uden Æ r m e r og eet Sobels H alsek læ d e — m en sin S erck h u n efterg lem t haffte». (Citat a f den sen ere R etssag.)
D et e r «bleven sag t og o g saa beviist», a t H r. B ern t Or- nings «letfæ rd ig e Liv o m b o rd v a r ku n i en u b ety d elig G rad
— «om end o ck det» — v æ rre end saa m a n g e n an d en s a f D atidens S k ib sc h efers» 7l. H v ad d e r fæ ldede h a m — som vi sen ere sk al se — v a r h a n s — A theistens — ag ressiv e F o r ho ld lig eo v erfo r K irken. D enne v a r — d en g an g iallefald — o v e rm a a d e stren g , «naar d et g jalt a t h a a n d h æ v e den fo r
m elle Side a f den k ristelig e Diciplin, den u d v o rte s T u g t og officielle Æ rb a rh e d « , og h ertil kom , a t H r. B ern t stod i s tæ rk t fientlig F o rh o ld til flere a f sine D om m ere, sæ rlig t til N orges K antzler, som v a r en a f dem og som tidligere h av d e v æ re t h a n s m eg et go d e Ven, m en v a r bleven h ans b itre U ven fo rm ed elst e t p riv a t F o rh o ld , h v o ri U re tte n v a r u d elu k k en d e p a a den n æ rig e K an tzlers Side. Og S k an d alen kom ik k e m eg et læ nge e fte ra t Hr. B ern t «for sin sto re D ygtighed o ch Iffver udi O rlogs-T ienesten til Ø verste Skibs- høffvidsm and (C om m andeur) u d n æ v n et w ar».
Ifølge den H r. Ove B ielke p a a la g te O rd re blev '% 1655 H r. B ern t O rning, «Ø verste Skibshøffvidsm and», »tiltalt for Adskilligt, som B isk o p en udi B erg en offver h a m angivet h a f f e r 76, (cfr. N ote 75 og S o g n ep ræ sten til S tord P e d e r Svegning) och Sagen siden til H e rre d a g e n a tt indstæ fne«.
B erg en s B iskop viste sig «synderligen nidkier« i Sagen m o d Ø verste-Skibshøffvidsm anden, sæ rlig t p a a G ru n d a f dennes «aabenbarlige och «canailldsische» M isbrug a f sin ju s p atronatus».
Jeg sk al s a a m e g et som m uligt la ’ v æ re a t gjengive de m an g e fra V idnerne ved F o rh ø re n e faldne G loser og Gluffer, fast d et e r et D ilem m a, en ren B a la n c e rk u n st: p a a den ene Side form entlig utv iv lso m m e og k ræ v e n d e S an d sag n (for ik k e a t faa B esk y ld n in g fo r p a rtisk A fvigelse fra disse);
p a a den an d en den m isfo rstaaed e D ecents, d en sk y e Æ r b a r - heds- og Søm m elighedsfølelse, d er h a r s a a le t fo r a t falde o v er i a ffe k te ret og d y b t fo rn æ rm et P ru d e rie — a lts a a at re fe re re u p a rtisk de m an g e a f D atidens p o rn o g rafisk e Ord, U d try k og V endinger, som fo rek o m m e r i den n e Process. D og m a a nogle citeres som k a ra k te ristisk e fo r D atid en s lige- tille u g en erte T a le m a a d e r; de e r n em lig o v e rm a a d e løier- lige « h artad m e re løyerlige och snurrige« end «vemodelige»
(d. v. s. sk ik k ed e til a t o p v æ k k e V em o d o v e r T idens lige- tille d ra stisk e U g en erth ed i U d try k k en e). I sin u fo rb eh o ld n e L ig efrem h ed sy n es Tids-T onen ik k e a t h a v e d et sv ag este S p o r a f no g en U ndseelses-Følelse fo r a t fr a a d se ,i de m e st cu riø se U d try k fra D atidens m e g et righoldige og saftige K ip p e -S p ro g 7B.
Ø verste Skibshøffvidsm andens fo rn em ste «B islopperske«
eller «Haupt-Dulle» v a r — som fø r sag t — e t h o lla n d sk F ru e n tim m e r, nafnlig D y w ert fra G eelm uyden, e t D istrik t eller Sogn i H olland. N avnet b e ty d e r «de gule (lyse) M øers Land«, h v o rfra i den Tid A m sterd am s og a n d re S jøbyers
«Jom fru-Huuse» v æ sentlig re k ru te re d e s. «Hun en sæ lso m
«Q uindespersona w a r m ed s tæ rk e D rifter udi sit Kjød och an d et O ndt T ø y behåfftet«. H a n h a v d e m a a sk e i sin Tid till sin egen «u-løche» ta g e t h en d e m ed fra H olland og
ialfald b e h o ld t h an hen d e læ nge. D er h a v d e d og i den sen ere T id v æ re t «jevnlige M undthuggerier« m ellem Hr. B ern t og h a n s «Tovelille», og «w ar h a n n u g ru n d ig en k ied aff d ette m aled id ed e H esp etræ o ch Spektakkel» og v a r d e r de øien- synligste M æ rk er og A sp ek ter til, a t h u n «ligerviis som et sleipent Søe-insectum ud i S enhøsttiden a t g u stn etz og bliffue flossetz udi K anterne« b eg y n d t w ar.
E n A ften udi C ajuten k o m de op i «ugem ene S k ien d erier och da et lø y t W æ sen ingenlunde h a n s Spil w ar«, sk al h an p aa T y sk h a «udhaanet» h en d e og bl. A ndet h av e h e n k aste t:
«Du bist so se h r abgeniitzt« — en d iger Gluffe, som blev y d erlig ere p o in te re t ved, a t H r. B eren ts Livtjener, L eporello og onde A and, en vis P e d e r O ls e n 71 fra S to rd ø en foreslog en
«Raaheds-Siigelse» som v a r sa a k o lo ssal saftig, a t jeg k v ier m ig fo r a t g en ere L æ seren ved a t an fø re den, m en tillige saa k o lo ssal vittig, a t H r. B ern t m ed B ifald slatter an to g den (Citat u n d e r F o rh ø re n e).
D en fo rb itre d e Quind, som sk iø n te «huorledis hendis D age nu til E n d is w are», b e g y n d te «at la m e n tere och a t riffue p aa sine K læ d er och d e reffter a t h en fald e ligerviis som udi D a a nelse, h u ilck et A n staltm ag eri d o ch e y afficerede H r. B ern t det R ingeste; o ch su o r h u n de rfo re udi sin O b stern atz H æ vn ved alle D jeffulens K unster«. D a h u n «w ar s a a re dreffuen udi F o rræ d e ri och F o rsn ild e lse r o ch d erh o s klø g tig udi sit S n ak k e-T ø y s F o rv ræ n g e lse r, a n n am m ed e h u n G ehør b aad e h os B isp o ch an d en Ø ffrighed, som den d O ffer-H øffvidsm and s æ r ublide w are«.
I disse fo r »sensationelle A ffairs och san d se p irre n d e Be- gifFuenheder aff saa v id t s to r publique Forløstelse« m ere ((nøk
te rn e T iid er udi N orge«, g av P ro c e sse n og dens F o rlø b et y d e rst v e lk o m m e n t U n d erh o ld n in g sth em a, sæ rlig t fo r V est
lan d ets Adel, og et S am taleem n e i S yn d erlig h ed fo r D atidens ik k e g a n sk e faa L ev em æ n d a f de h ø iere S tæ n d er («H aa- m æ nd«) i B y og B ygd, d e r n atu rlig v is isæ r g o u tered e de m ange anstødelig-fornøielige U d try k , d e r frem k o m u n d er V idneforhørene. Og »Sladder og R y g te r w a r fast ud en Ende«.
D er v a r dog b lan d t Adelen, sæ rlig t S læ gtene: M ouatt, Ju el’er,