Afhandlingen skaber viden om mikro-politiske processer i skole-hjem-samarbejdet på to forskellige måder: dels ved at sætte fokus på, hvordan fore-stillinger om forældres roller i samarbejdet bliver til og udtrykkes i råd og vej-ledninger om skole-hjem-samarbejde, og dels ved at sætte fokus på, hvordan forældre i hverdagslivet håndterer samarbejdet, når børn har det svært i sko-len.
De to måder afspejles formidlingsmæssigt ved, at afhandlingen består af to dele, som tager udgangspunkt i to forskellige former for empirisk materiale.
Den første analysedel af afhandlingen består af fire kapitler, som jeg har kaldt
”At gøre forældre til ressourcer - Policing af forestillingsverdener om det ’gode’ (sko-le)forældreskab”, hvor jeg med et nedslag i Organisationen Skole og Forældres materialer fremanalyserer, hvordan forældres roller i samarbejdet bliver til og udtrykkes i råd og vejledninger igennem det, jeg kalder for to ’involverings-maskinerier’ (’familielæringsmaskineriet’ og ’trivselsmaskineriet’). Det empiri-ske materiale i denne del af afhandlingen består af tekstdokumenter.
Afhandlingens anden analysedel består af fire kapitler med overskriften ’For-ældres arbejde og mikro-politiske kampe mellem engagement, håb og afmagt’. Her går jeg tæt på forældres levede hverdagsliv og præsenterer tre Forældreet-nografier. Forældreetnografierne er udviklet på baggrund af et længerevaren-de etnografisk inspireret feltarbejlængerevaren-de, hvor jeg har fulgt forældre i længerevaren-deres hver-dagsliv. Det empiriske materiale, som analyserne i denne del baserer sig på, består af etnografiske feltnoter, fotografiske feltnoter, interviewudskrifter og skriftlige materialer indsamlet i forbindelse med feltarbejdet.
Sammenhænge mellem de to analysedeles forskellige fokus på mikro-politiske processer diskuteres løbende igennem afhandlingen, særligt i metodologikapitlet i del 1 og i det afsluttende kapitel. Grundlæggende ser jeg den første del som analyser af ’skabeloner’ for idealer om ’det gode forældreskab’, som indgår i det, jeg kalder for et kulturelt land-skab for forældreland-skab (Francis, 2015). I kapitel 2 skitserer jeg inspirati-onen til at se dette landskab som opkomsten af et ’intensivt forældre-skab’, både i relation til den historiske udvikling af skole-hjem-samarbejdet og som en bredere tendens. I den anden analysedel med forældreetnografierne udforskes, hvordan forældre forholder sig og
Denne inddeling er inspireret af Charlotte Faircloths antagelse om at der forefindes ’cultural scripts’ (som jeg oversætter til begrebet ’skabe-loner’) for ’det gode forældreskab’, som forældre responderer på, per-former og forhandler deres praksisser i relation til (Faircloth, 2014a).
Når jeg betegner begge analyser som analyser af mikro-politiske pro-cesser, er det således på to forskellige niveauer og i to forskellige be-tydninger. Det ene mikro-politiske niveau omhandler, hvordan en dagsordensættende forældreforening skaber forestillinger om det gode forældreskab gennem aktiv policing af råd og vejledninger med kon-krete anvisninger til, hvordan forældre kan og bør udøve deres foræl-dreskab. Det andet mikro-politiske niveau omhandler forældres levede liv og det, som jeg, efterhånden som feltarbejdet skred frem, kom til at opleve, betragte og belyse som forældres mikro-politiske kampe for at forbedre deres børn liv(smuligheder). At begribe det på denne måde fandt jeg teoretisk inspiration til hos kultursociolog Charlotte Palludan, som kaldte det for forældres performative mikro-politiske kampe (Pallu-dan, 2008, 2012).
Analysedelene kan således læses som to selvstændige analyser, der hver kan stå for sig selv, men jeg sammenfletter dem også som analyser, jeg forsøger at bringe i spil med hinanden. Inspirationen til denne analytiske tænkning om at kunne sammenflette analyserne har jeg fundet hos sociologen Dorothy Smiths institutionelle etnografi, som jeg anvender som en analytisk dåseåbner til at få øje på sammenfletninger mellem forskellige niveauer af mikro-politiske processer. Hos Smith er det grundlæggende forskningsperspektiv at det lokale og situerede må forstås i sammenhæng med makropolitiske og translokale styringsrelationer (Smith, 2005).
Forældres oplevelser og erfaringer med samarbejdet med skolen
Udsagnet fra lederen om det manglende kendskab til, hvad forældre ’gør’
udenfor skolen, viser hen til en større problemstilling om, at der i praksis og i forskningssammenhæng mangler viden om, hvad forældre oplever, erfarer og gør i relation til samarbejdet, når de ikke er i direkte kontakt med de professi-onelle (Dannesboe et al., 2012). På en måde kan det betegnes som samarbej-dets ’black box’ set fra de professionelles perspektiv.
Antagelsen i og håbet med denne afhandling er, at mere opmærksomhed på disse aspekter af samarbejdet og forældres måder at håndtere samarbejdet med skolen kan medvirke til nye refleksioner over dilemmaer, problemer og muligheder i samarbejdsrelationerne. Min pointe er også at præsentere et blik på samarbejde som andet og mere end det, som foregår på møder, til skole-hjem-samtaler eller som forældreintrakommunikation. Skole-hjem-samarbejde er på spil og nærværende for forældre i deres hverdagsliv. Forskningsmæssigt ved vi ikke ret meget om, hvordan det er på spil, eller hvad eller hvordan det bliver og gøres nærværende i hverdagslivet.
Et aspekt af dette kan med et begreb fra Erving Goffman betegnes som for-ældres ’backstage’-arbejde (Goffman, 1959) i relation til skolen, hvor ’front-stage’-arbejdet kan beskrives som de fysiske eller virtuelle møder med lærerne.
I dansk sammenhæng har Bach (2011), Dannesboe (2012), Palludan (2012), Akselvoll (2016) og Hein (2012) bidraget med væsentlige indsigter om samar-bejdets følsomme karakter og belyst forskellige aspekter af forældres ’back-stage’-arbejde3. Særligt hos Palludan vises det, hvordan forældre kan benytte hinanden (hvis de er to om forældreskabet) til at samtale om skolen og kunne finde strategier til at indgå i samarbejdet med skolen, hvilket adskiller sig fra mulighedsbetingelser for den enlige mor og hendes ’backstage’-arbejde (Pal-ludan, 2012). ’Backstage’-metaforen, ser jeg ikke som velegnet til at begribe alt det, forældre gør derhjemme i relation til skolen, hvorfor jeg igennem afhand-lingen benytter mig af flere greb til at indkredse, hvad der er på spil for foræl-drene. Det har de ovenstående forskere på forskellige måder givet nogle bud på, da det fælles for dem er, at de enten har bevæget sig ind i familielivet og/eller interessereret sig for forældres perspektiver og praksisser.
Det er indsigter, som denne afhandling ’står på skulder af’ og inddrager lø-bende. Det særlige ved denne afhandling i den forbindelse er, at den handler om forældre, som har børn, der har det svært i skolen, hvor de øvrige studier (på nær Hein (2012), som har fokus på mobning4) har haft et mere alment fokus på skole-hjem-samarbejdet eller set på sociale forskelle, som det grund-læggende perspektiv. Vil vi vide mere om forældres arbejde, fx deres
’backs-3 Ingen af dem bruger dog Goffmans begreb om backstage-arbejde, men deres analy-ser giver for mig indsigt i dele af dette arbejde ved, at vise aspekter af, hvordan foræl-dre forholder sig til skolens krav og forventninger hjemme hos sig selv og/eller be-skæftiger sig med forældres refleksioner over skolens eller lærernes reaktioner i for-bindelse med konkrete møder.
tage’-arbejde i relation til samarbejdet, fx hvordan de forbereder sig til møder med lærerne, og hvad det består af for forskellige forældre, er det nødvendigt at bevæge sig ind i familierne og interessere sig for deres oplevelser og ringer med samarbejdet og spørge nysgerrigt til dette. Med oplevelser og erfa-ringer forsøger jeg at indfange to sammenhængende, men også forskellige aspekter af menneskers beretninger om deres liv. Oplevelser ser jeg som be-retninger om begivenheder eller hændelser, vi har deltaget i, fx en beretning om en konkret skole-hjem-samtale, mens jeg med erfaringer mener de beret-ninger om sansberet-ninger og fornemmelser, som bliver internaliseret i mennesker over tid, fx erfaringer med at blive mødt tillidsfuldt eller med mistillid, som viser sig i menneskers beretninger.
Afhandlingen søger at bidrage med ny viden om folkeskolens inklusionsbe-stræbelser (Ratner, 2013; Røn Larsen, 2011) set fra et forældreperspektiv. En sådan viden peger et omfattende litteraturreview om forældresamarbejde og inklusion på som noget, der særligt mangler viden om (Røn Larsen et al., 2014, s. 54).
Det har været og er en central kundskabsambition i projektet at skabe viden om det arbejde, som forældre gør, som ofte er usynligt for de professionelle.
Dele af dette arbejde kan med udgangspunkt i Beck Jørgensens hverdagslivs-forskning anskues som et arbejde, som er upåagtet, dvs. arbejde, som vi gør, uden at vi bemærker, at vi gør det (Beck Jørgensen, 1994). Sigtet er i øvrigt også at diskutere og vise, hvordan der kan skabes kontekstsensitiv viden om forældres samarbejde med skolen, når børn har det svært i skolen.
Jeg vil argumentere for, at vi har brug for kvalitativ forskning med et udfor-skende perspektiv sammen med de mennesker, forskningen handler om. Jeg argumenterer for, at etnografisk inspireret feltarbejde, som følger forældre i deres hverdagsliv over en længere periode med en orientering mod det arbej-de, forældrene gør, og den mening, de subjektivt tillægger deres arbejarbej-de, har en række potentialer i oparbejdelsen af denne type viden. I den forbindelse trækker jeg på forståelsen af, at mening opleves subjektivt, men skabes socialt i menneskers samspil med hinanden og i sammenhæng med samfundsmæssi-ge institutioner og diskurser (Smith, 2005; Francis, 2015).
Forhandlinger, konflikter og engagement(er) i samarbejdsrelationer
Nogle gange så kan man føle sig trådt over sin professionalitet, når nogen af dem (forældrene) mener, de ved, hvad der er bedst at gøre. (Samtale med læ-rer efter et forældremøde).
Når læreren her fortæller, at hun føler sig trådt over sin professionalitet, er det lejlighed for mig til at pege på, at jeg i denne afhandling grundlæggende for-står skole-hjem-samarbejde som et samarbejde, der konstant er til forhand-ling, og som i udgangspunktet er konfliktuelt (Røn Larsen, 2005). Forældre og lærere (og andre professionelle og andre familiemedlemmer og venner mv.) indgår i det, som hverdagslivsforskeren Agnes Andenæs kalder ’kæder af om-sorg’ (Andenæs, 2011). De deler ansvar for barnets udvikling og trivsel, men gør det fra forskellige perspektiver og ståsteder (Dencik, 1999; Schmidt, 2017).
Det betyder, at jeg anskuer og interesserer mig for samarbejdet som noget, der forhandles mellem professionelle, forældre og børn i mellemmenneskelige interaktioner i en institutionel ramme eller i relation til en særlig institutionel ramme i en lokal sammenhæng. Læreren gav udtryk for, at nogle af forældre-ne trådte over hendes grænser som professioforældre-nel autoritetsperson. Da jeg sad i rummet og efterfølgende skrev mine fortolkninger af det observerede ned, kunne jeg se det som en måde at fortolke, hvad der skete på, men forældrenes reaktioner kunne også tolkes på andre måder. På mødet var der mange foræl-dre, som gav deres mening til kende om, hvad læreren skulle gøre, men lære-ren indledte samtidigt mødet med, at hun gerne ville have en dialog om, hvad de skulle gøre ved uroen i klassen.
Forældrene tog denne invitation til dialog til sig på forskellige måder, og nogle kom med gode råd til læreren om pædagogiske tilgange eller metoder, hun kunne anvende. Invitationen til dialog om uroen i klassen førte altså til, at nogle af forældrene mente noget om undervisningen og gav gode råd til lære-ren, fx om hvordan hun kunne sige det, børnene gerne måtte gøre, fremfor at sige, hvad de ikke skulle. Forældrene havde – fornemmede jeg - de bedste in-tentioner om, at ville være med til at gøre noget ved det problem om uro, som læreren oplevede, fortalte om og indbød dem til dialog om. Og nogle af deres forslag rettede sig mod læreren og pædagogens undervisning, mens
an-vise børnene, at de mente dét med ro seriøst, eller de kunne hænge klassereg-lerne op på køleskabet derhjemme og snakke om dem hver dag.
Råd om forhold på skolen, som omhandlede lærerens arbejde, var tilsynela-dende ikke det, læreren mente, forældrene skulle blande sig i eller burde mene noget om. Her trådte de ind over hendes professionalitet. Hendes respons på forældrenes indlæg var, at hun så uroen i klassen som et udtryk for, at elever-ne ikke var ’undervisningsparate’, og det var noget forældreelever-ne, måtte tage op med deres børn derhjemme. Børnenes ’uro’ så dermed ud til at blive forstået som fejl ved forældrenes opdragelse af deres børn. For forældrene så det ud til, at invitationen til dialog om problemet med uro i klassen også blev ansku-et som en mulighed for at forhandle om forskellige problem- og løsningsfor-ståelser. Jeg talte ikke med forældrene i denne klasse efterfølgende. Men lære-rens fortolkning af situationen som forældre, der trådte over hendes professi-onalitet, gjorde mig (endnu) mere nysgerrig på at undersøge, hvordan forældre oplever og håndterer skolens invitationer til samarbejde. Hvad anses for eksempelvis for at være, med etnologen Karen Ida Dannesboes begreb, et
’passende engagement’? (Dannesboe, 2012). Hvordan forældre forsøger at agere med et ’passende engagement’, og hvad det er, der kulturelt og politisk skaber konteksten for dét, der anses for at være ’passende engagement’, er centrale spørgsmål i afhandlingen.
Forskningsmæssigt findes der ikke meget viden om, hvordan det ’passende engagement’ forhandles mellem lærere og forældre set fra forældrenes stå-sted(er). Hvad inviteres forældre til at engagere sig i? Og hvordan afkoder og lever man som forælder op til, hvad der er et ’passende engagement’? Og hvordan forhandler de på forskellige måder det ’passende engagement’? Hvad sker der, hvis man ikke kan udvise et ’passende engagement’? Og hvor kom-mer forestillingerne om ’det passende engagement’ i skole-hjem-samarbejdet egentlig fra? Hos Dannesboe (2012) har begrebet ’passende engagement’ af-sæt i en Foucaudiansk styringsforståelse:
I den optik kan man sige, at engagement ikke er noget den enkelte besidder, men kan anskues som handleformer, der produceres gennem bestemte magt-videns relationer. (Dannesboe, 2012, s. 77).
En af pointerne hos Dannesboe, som jeg også lader mig inspirere af, er, at hun viser, hvordan skolen arbejder på at fremme familiernes engagement på bestemte måder, hvor de forventes at være læringsassistenter i familien og
dem, der bør have ansvar for børns opførsel i skolen (Dannesboe, 2012, s.
78). I afhandlingens første analysedel ser jeg på, hvor forestillinger om ’det passende engagement’ kan kobles til særlige ideer om forældreinvolvering, som formes mellem konkrete råd og vejledninger til forældre, skolepolitiske visioner og undersøgelser og forskning. Hvor Dannesboe viser, hvordan det
’passende engagement’ produceres gennem Forældreintra, nyhedsbreve og skole-hjem-samtaler i de lokale situerede sammenhænge, hun har studeret, har jeg i denne del fokus på, hvordan forestillinger om det ’passende engagement’
også skabes et andet sted i det, som jeg kalder for ’det skolepolitiske maskine-ri’, nemlig i måderne, som dagordner om forældre aktivt formuleres og kom-munikeres som mere almene politikker.
I afhandlingens anden analysedel søger jeg med et hverdagssociologisk blik at komme tæt på, hvordan samarbejdet forhandles i hverdagen, og hvordan for-handlingerne om blandt andet at udvise ’det passende engagement’ får betyd-ning for forældrene på forskellige måder, når forhandlinger ses fra forældre-nes ståsteder. Dvs. at jeg ser på, hvordan forældre engagerer sig, og hvilke be-grundelser de giver for deres engagement(er) i skole-hjem-samarbejdet. Med begrebet forhandlinger vil jeg gerne betone, at skole-hjem-samarbejdet hele tiden er til forhandling mellem de forskellige aktører, som deltager i de sociale interaktioner, hvor aktørerne fx kan handle strategisk og intentionelt for med Goffmans ord ikke at tabe ansigt og/eller bevare den sociale samhandlings-orden (Goffman, 1990/1959). Jeg interesserer mig således for, hvordan for-ældres arbejde i samarbejdet med skolen også handler om forfor-ældres overve-jelser om, hvordan man indgår bedst muligt i forhandlinger om barnets liv, og hvordan man oplever og erfarer at indgå i disse forhandlinger.
Samtidig søger jeg at forstå episoder som den ovenstående om uro i klassen som mere end en lokal og situeret handling, men som episoder, der kan for-tolkes som værende indvævet i generaliserede og generaliserende sociale rela-tioner (Smith, 2005; Widerberg, 2015). Det kalder jeg også for en interesse for samfundsmæssiggørelsen af samarbejdsrelationerne mellem skole og hjem.