Prosopografien
Dette er fortællingen om en gruppe mænds liv og levned i 1600-tallets Aalborg. Det er disse mænds personlige historier, både som enkelte individer og som repræsentanter for rådsaristokratiet som gruppe, der her skal fortælles. Den metodiske tilgang får derfor karakter af prosopografi, der bedst kan betegnes som personbeskrivelse eller personalhistorie. I historievidenskaben er prosopografi af den britiske socialhistoriker Lawrence Stone blevet defineret som”…the investigation of the common background characteristics of a group of actors in history by means of a collective study of their lives”.82 Igennem indsamling af data på individniveau bliver det her muligt at stille og besvare spørgsmål om “…birth and death, marriage and family, social origins and enherited economic position, place of residence, education, amount and source of personal wealth, occupation, religion, experience of office and so on”.83
I forhold til mit undersøgelsesfelt er prosopografien en særdeles brugbar metode, da den, hvad enten der nu er tale om romerske senatorer, britiske parlamentsmedlemmer eller Aalborgs rådsaristokrati, åbner op at undersøge en udvalgt gruppe af mennesker på detaljeplan.84 Via en decideret støvsugning af kilderne for oplysninger om det enkelte individs aktiviteter og baggrund bliver det muligt at undersøge den samlede gruppes udvikling og bevægelser over tid gennem flere generationer.85 Uden at skrive det direkte, var det en sådan metodisk tilgang, som Svend Larsen benyttede i sine ”Studier over det fynske rådsaristokrati i det 17de Århundrede”, mens Ole Degn i
”Rig og Fattig i Ribe” anerkendte prosopografiens force i forhold til undersøgelsen af den enkelte Ribeborgers aktiviteter og levevilkår.86
I sin vurdering af prosopografiens begrænsninger og muligheder konkluderede Stone, at metoden fungerede bedst,”…when it is applied to easily defined and fairly small groups over a limited period of not much more than a hundred years, when the data is drawn from a very vide variety of sources which complement and enrich each other, and when the study is directed to solving a specific problem”.87 I udgangspunktet skulle det altså nok være muligt for denne afhandling at følge
82 Lawrence Stone (1972): Prosopography: s. 107.
83 Ibid.
84 Ibid: s. 108.
85 Ibid.
86 Degn 1 (1981): s. 18. Vedrørende Svend Larsens brug af den prospografiske metode, se Larsen 1 (1965): s. 10-11.
87 Ibid: s. 130.
op på Stones succeskritier. Vi arbejder med en lille udvalgt skare af borgmestre og rådmænd over en 60årig periode, som vi straks skal se, er kildematerialet både rigt og varieret og endelig er det formålet at afklare om det gik mod nye tider for Aalborgs rådsaristokrati 1600-1660. Men hvordan har jeg så helt konkret grebet den prosopografiske metode an?
Til brug for den prospografiske undersøgelse af Aalborgs rådsaristokrati 1600-1660 havde jeg med i udgangspunktet i Emanuel Taubers og A.H. Nielsens ”Embeds- og Bestillingsmænd i Aalborg i Fortid og Nutid” og magistratens mødelister i Aalborgs rådstueprotokoller fra 1604-1660 navnene på i alt 59 individer, nærmere bestemt 11 borgmestre og 48 rådmænd, der var medlemmer af magistraten 1600-1660.88 Det kan selvfølgelig ikke afvises, at der har været flere borgmestre og rådmænd, men via sammenføringer af Tauber og Nielsens oplysninger og rådstueprotokollerne er de fleste magistratsmedlemmer forhåbentlig blevet lokaliseret. På baggrund af de registrerede 59 navne indhentede jeg nu via det trykte og utrykte kildemateriale og den eksisterende lokalhistoriske litteratur nu så mange oplysninger om disse 59 mænd, som det var muligt.
Afhængigt af kildematerialets oplysninger og beskaffenhed lykkedes det at samle personalhistoriske oplysninger på i alt 37 af disse borgmestre og rådmænd, der hver fik deres kartotekskort. På hvert kartotekskort anførte jeg nu oplysninger om det pågældende magistratsmedlems oprindelse, erhverv, hustru(er), børn, rådmandsperiode, evt. borgmesterperiode, dødsår, dato for afholdt skifte, ligesom der på kartotekskortet også blev anført, om der eksisterede bevarede borgerhuse, verdslige malerier eller gravminder med relation til den pågældende mand og hans familie. Under overskriften ”Yderligere oplysninger” var der mulighed for at anføre begivenheder, hvor den pågældende mand havde gjort sig særligt bemærket. På dette tidspunkt i processen var der ikke tale om tilbundsgående analyser af den enkelte borgmesters og rådmands købmandshandel, politiske engagement, sociale baggrund og boligforhold. Det drejede sig først og fremmest om at skabe et overblik, og finde ud af, om kildematerialet overhovedet ville kunne bære det tema, og den analyse, som jeg havde i tankerne. Det viste sig heldigvis at være tilfældet.
På nuværende tidspunkt vil den opmærksomme læser sikkert have undret sig over, at der mangler kartotekskort på 22 mænd. For denne resterende gruppe, der alle var rådmænd, var de personalhistoriske oplysninger af en meget mangelfuld karakter og af meget ringe beskaffenhed,
88 E. Tauber og A.H. Nielsen: Embeds- og Bestillingsmænd i Aalborg i Fortid og Nutid: s. 96-106 og s. 124-140 og Aalborg Rådstueprotokoller (AAR): 1604-1660
hvilket kan forklares med fravær og mangler i kildematerialet. I flere tilfælde kunne oplysningerne om en rådmand i denne gruppe derfor blot reduceres til et navn og et årstal, hvilket blandt andre var en skæbne, der blev rådmændene Niels Skriver og Knud Poulsen til del. Om Niels Skriver ved vi kun, at han var rådmand i Aalborg omkring år 1600, mens vi i Knud Poulsens tilfælde er så heldige at kunne datere hans rådmandsperiode til årene 1587-1604, men det er også alt.89 Hvor det er muligt vil de 22 rådmænd selvfølgelig blive inddraget i undersøgelsen, men ellers er fokus altså på de 11 borgmestre og 26 rådmænd, som det har været muligt at udarbejde fyldestgørende personal-historiske oplysninger på.
Afhandlingens emne og fire temaer var ensbetydende med, at der måtte foretages nogle valg, da en samlet analyse af alle 37 rådsaristokraters økonomiske, politiske, sociale og kulturelle forhold langt ville overskride de fysiske og formelle krav til en ph.d afhandling. I forhold til udvælgelsen af de borgmestre og rådmænd, hvis liv og karriere skulle gås efter i sømmene, gjorde visse udvælgelseskriterier sig gældende. Eftersom vi skal have afklaret, om det gik mod en ny tid for Aalborgs rådsaristokrati 1600-1660, skulle både borgmestre og rådmænd fra alle 60 år være repræsenteret. I den forbindelse udgjorde tilstedeværelsen af skifteprotokoller med relation til den enkelte borgmester/rådmand et væsentligt udvælgelseskriterium. I den kommende præsentation af kildematerialet vil der blive redegjort mere udførligt for de fordele og faldgruber, der følger med brugen af netop kildegruppe, men allerede her skal det slåes fast, at skifteprotokollerne åbner op for at komme ganske tæt på den afdøde rådsaristokrats handelsforbindelser, ejendomme og ejendele.90 Som et sidste udvælgelseskriterium indgik rådsaristokratiets bevarede købmandsgårde, malerier, interiører og gravminder. Hvor sådanne materielle vidnesbyrd gjorde det muligt at sætte et ansigt på det enkelte menneske og dertil bringe indsigt i dette menneskes udseende, personlige smag og sociale ambitioner, har sådanne borgmestre og rådmænd fået fortrinsret frem for andre og mere anonyme standsfæller.
Vores fire temaer om handel, politik, social sammensætning og kultur betyder, at denne undersøgelse vil veksle mellem undersøgelsen af rådsaristokratiet og den enkelte rådsaristokrat.
Denne vekslen skyldes igen kildematerialets informationsniveau. Det har det resultat, at vi i kapitlerne om rådsaristokratiets handel og kultur for de fleste siders vedkommende befinder os på individniveau, da man netop via retsprotokoller, skifteprotokoller og regnskaber kan komme ganske
89 Ibid: s. 125
90 Johan Jørgensen: Skifter og testamenter: s. 46.
tæt på den enkelte rådmands eller den enkelte borgmesters købmandsforretning, investeringer, boligforhold og kulturelle interesser. Med en sådan fokus på individet frem for gruppen er det selvfølgelig ønskeligt at få klarlagt, om den valgte borgmester eller rådmand så er repræsentativ for gruppen af rådsaristokrater som helhed eller om vedkommende skiller sig ud i økonomisk og social henseende. Når enkelte borgmestres og rådmænds købmandsforretninger og købmandsgårde bliver trukket frem i kapitlerne om handel og kultur vil disse rådsaristokraters økonomiske placering i forhold til gruppen som helhed derfor blive præsenteret undervejs og i de pågældende kapitlers opsummeringer.
Vedrørende afhandlingens to andre temaer om politik og social sammensætning er det straks mere omstændeligt, og for en stor dels vedkommende ganske resultatløst, at forsøge at foretage undersøgelser på individbasis. For politikkens vedkommende kan dette forklares med, at borgmestre og rådmænd optrådte i samlet flok, både når de varetog byens interesser, skrev ansøgninger til kongen eller sad til doms over deres medborgere i rådstueretten.91 Via rådstue-protokollernes mødelister kan vi tidsfæste den enkelte rådmands fremmøde, men hvad den enkelte rådmand ellers har sagt eller stemt for eller imod på de ugentlige rådstuemøder ved vi intet om.92 Med borgmester Hans Sørensen Tolder som den eneste undtagelse har det ikke været muligt at lokalisere lands- og lokalpolitisk aktive borgmestre og rådmænd fra Aalborg 1600-1660. Af selvsamme årsag vil rådsaristokratiets optræden på det politiske område derfor blive behandlet på gruppeniveau.
I forhold til den sociale sammensætning er det igen kilderne, der afgør, at analysen her primært vil foregå på basis af rådsaristokratiet som samlet gruppe. Som det fremgår af de førnævnte kartotekskort er oplysningerne ganske vist indsamlet for den enkelte borgmester eller rådmands vedkommende, men grundet kildematerialets ophavssituation i personalhistoriske oversigtsværker, borgerskabsprotokoller og kirkebøger, der som oftest blot oplyser navne, oprindelse og familiemedlemmernes navne, er det den samlede gruppe af rådsaristokrater, der her skal være fokus på. En mere detaljeret undersøgelse af borgmestrenes og rådmændenes familieforhold og omgangskreds ville kræve dagbøger, erindringer, stambøger, privat korrespondance og andre personlige optegnelser. I et sådant kildemateriale vil der med lidt held nemlig kunne findes overvejelser vedrørende ægteskabs-strategier, planlægning af børnenes uddannelsesforløb med
91 Mackeprang (1975): s. 111-112 og 121.
92 Ibid: s. 112.
mere.93 Sådanne kilder har vi desværre ikke bevaret fra 1600-tallets aalborgensiske rådsaristokrati, så her må vi sætte vores lid til de personalhistoriske oplysninger om baggrund, ægtefæller og børn, der kan graves frem i den lokalhistoriske litteratur og blandt lokal- og centraladministrationens bevarede sagsakter.
Alt i alt står vi altså med en prosopografisk undersøgelse, der afhængigt af kildematerialets muligheder og oplysninger, veksler mellem undersøgelser af den enkelte borgmester eller rådmand og rådsaristokratiet som samlet gruppe. I betragtning af, at vores geografiske udgangspunkt er begrænset til 1600-tallets Aalborg og en prosopografisk undersøgelse af en lille gruppe af byens borgere kunne man spørge sig selv, om afhandlingen er inspireret af den mikrohistoriske tradition og dennes forkærlighed for at beskæftige sig med indgående beskrivelser og analyser af ganske små enheder, hvad enten der nu er tale om en enkeltperson, en institution eller en landsby.94 Om dette er tilfældet, eller om jeg i virkeligheden læner mig op ad en helt anden historisk fagtradition skal læseren straks få lov til at blive klogere på.
Lokalhistorien
Ganske som mange mikrohistorikere har også jeg en ambition om at komme så tæt som muligt på det levede liv hos borgmestre og rådmænd i 1600-tallets Aalborg, men herefter hører lighederne også op. Mens mikrohistorien traditionelt har haft en vis forkærlighed for at beskæftige sig med ukendte og oversete individer, har det aalborgensiske rådsaristokrati i høj grad formået at gøre opmærksomme på sig selv og sætte deres egen dagsorden, hvilket købmandsgårde, malerier og gravminder fortsat fortæller om.95 I 1600-tallets Aalborg har jeg (desværre) ikke fundet spor af forstyrrede rådmænd, der ser verden som en hul ost med tilhørende orme i rollen som engle, og jeg kan heller ikke prale med retssalsdramaer, hvor en afdød borgmester pludselig dukker op ud af det blå og afslører sin dobbeltgænger.96 I forhold til en sådan mærkværdig opførsel og sådanne svindelnumre var Aalborgs borgmestre og rådmænd faktisk ret kedelige og ganske konforme, hvilket dog ikke er ensbetydende med at de har været mindre interessante at beskæftige sig med af den grund.
93 For et eksempel på et sådant materiale, hvoraf der kan udledes sådanne oplysninger, se Holger Søgaard (red.):
Rasmus Pedersen Thestrups Stambog.
94 Bernard Eric Jensen: Mikrohistorie: s. 421.
95 Ibid. For en sådan programerklæring fra mikrohistorikernes egen mund, se Carlo Ginzburg: The Cheese and the Worms: s. xiii.
96 For fortællinger med sådanne dramatiske temaer, se Ginzburg: s. 5-6 og Natalie Zemon Davies: The return of Martin Guerre: s. 82-93.
Dertil kommer, at mikrohistorikerne i deres jagt på fortidens ukendte og sære skæbner ofte har været stærkt afhængige af domstolenes rets- og forhørsprotokoller, mens de ikke altid har haft ambitioner om at levere en større beskrivelse af det miljø og det samfund, som deres hovedpersoner færdedes i og måtte forholde sig til.97
En sådan tilgang står også i kontrast til min lokalhistoriske undersøgelse. For det første forsøger jeg helt bevidst at genskabe det samfund som rådsaristokratiet færdedes i og for det andet har jeg ikke blot anvendt retsprotokoller, men også regnskaber, kirkebøger, officielle dokumenter og meget andet kildemateriale, ligesom bevarede materielle vidnesbyrd også bliver inddraget undervejs. Det indebærer så fraværet af mikrohistorikernes intensive læsning af nogle få tekster med alt hvad det indebærer af fortolkning og afdækning af tekstens skjulte lag og symboler.98 I modsætning til en sådan ”thick description” er der for denne afhandlings vedkommende nok snarere tale om en ”tynd beskrivelse”, da så vel prosopografien som materialemængden ikke gør en ”thick description” til et realistisk alternativ.99 Til gengæld har jeg så via en mindre intensiv læsning kunne øse af flere kilder og dermed også afdække en række vidt forskellige aspekter af rådsaristokratiets dagligdag i 1600-tallets Aalborg.100
Set i lyset af disse forskelle giver det derfor bedre og mere mening at beskrive mit faghistoriske og metodiske udgangspunkt som lokalhistorie, hvor vi tager udgangspunkt i et lokalt nærmiljø og primært baserer vores undersøgelse og analyse på det bevarede lokalhistoriske arkivmateriale, hvad enten dette nu befinder sig på Aalborg Stadsarkiv, Nørrejyske Landsarkiv i Viborg eller Rigsarkivet i København.101
Der er som sådan ikke noget nyt i, at de professionelle historikere tager lokalhistorien i ed. Allerede i 1942 skitserede den danske professor og historiker Albert Olsen (1890-1949) et decideret lokalhistorisk forskningsprogram for studier af ”Bypatriciatets, navnlig Købmandsstandens og
97 Om mikrohistorikernes til tider manglende forsøg på at sætte deres hovedpersoner ind i et større univers, se Lawrence Stone (1979): The Revival of Narrative. Reflections on a new old History s. 19 og 22 samt Palle Ove Christiansen:
Kulturhistorie som opposition: s. 151-152.
98 Christiansen: s. 141-142.
99 Ibid: s. 141.
100 Om forskellighederne mellem mikrohistorikere og lokalhistorikere, se Steen Busck: Mikrohistorie og lokalhistorie: s.
60. 101 Bernard Eric Jensen: Lokalhistorie: s. 389.
Raadsaristokratiets Oprindelse og slægtmæssige Stabilitet samt dets Forbindelse med Bureaukratiet” ligesom handlen, lokaladministrationen og ikke mindst ”Bypatriciatets kulturelle Niveau og borgerlige Kultur” kunne udgøre emner og temaer for en række lokalhistoriske undersøgelser i det 16-18. århundredes bevarede kildemateriale.102 I henhold til professor Olsens plan skulle det enkelte bypatriciats handel, politiske engagement, sociale sammensætning og kulturelle niveau ”undersøges lokalt og grundigt før en almindelig Skildring af det danske Bypatriciat kan udarbejdes”.103 Olsens opfordring til at foretage lokalhistoriske undersøgelser af borgmestres og rådmænds levevilkår og arbejdsforhold blev en inspirationskilde for ikke mindst de fynske lokal- og byhistorikere, mens opfordringen til syneladende gik hen over hovedet på Aalborgs lokalhistorikere.104 Den store samlede fremstilling om det danske bypatriciats/rådsaristokratis handel, politiske engagement, sociale sammensætning og kulturelle niveau i 1500-1700-tallet lader desuden fortsat vente på sig. Mens vi venter på denne bog, er det mit håb, at Mod en ny tid. Studier over det aalborgensiske rådsaristokratis økonomiske, politiske, sociale og kulturelle udvikling vil kunne bringe et nyt bidrag til Aalborgs historie og dermed også en lille brik til den store fortælling om det danske bypatriciats historie, som Albert Olsen efterlyste for snart 70 år siden.
I forholdet til emnet, materialet og metoden adskiller dette prosopografiske lokalhistoriske projekt sig altså fra mikrohistoriens fokus på skæve eksistenser, retsprotokoller og jagt efter fortidens skjulte lag og symboler. Inden vi præsenterer vores hovedpersoner og det kildemateriale, der ligger til grund for afhandlingen, vil det være på sin plads at sige et par ord om fremstillingsformen.
Fortællingen
”Historie maa i vore Dage nødigt blive ”Fortælling”, nødigt blive Historier. Det skal være sagligt Referat. Derfor er det tit kedeligt.”105 Denne håndfaste og beklagelige konstatering stammer fra forfatteren og digteren Martin A. Hansen (1909-1955), der i sommeren 1940 skrev en kronik til Aarhus Stiftstidende med titlen: Et Forord for de Voksne om Folkets Danmarkshistorie.106 I kronikken udsendte Martin A. Hansen en fælles opfordring til faghistorikerne og folkeskolen om at bruge fortællingerne om Danmarkshistoriens dramatiske hændelser og store personligheder til en
102 Albert Olsen: s. 2-3.
103 Ibid: s. 3
104 Knud Prange: Hvorfor lokalhistorie?: s. 9.
105 Martin A. Hansen: Et Forord for de Voksne om Folkets Danmarkshistorie: s. 9.
106 Her gengivet efter artikelsamlingen Af Folkets Danmarkshistorie, der udkom efter Martin A. Hansens død i 1957.
styrkelse af det nationale fællesskab.107 Kronikken er tydeligvis præget af nationens dystre fremtidsudsigter under nazistisk herredømme, men med opfordringen til at genoplive historie-skrivningens fortællende egenskaber, var Martin A. Hansen faktisk forud for sin tid, og helt på linje med Lawrence Stone.108
39 år efter at Et Forord for de Voksne om Folkets Danmarkshistorie stod at læse i Aarhus Stiftstidende publicerede Stone The Revival of the Narrative. Reflections on a New Old History i tidsskriftet Past and Present. Ganske som Martin A. Hansen anbefalede Stone fortællingens genkomst i historieskrivningen, men i modsætning til den danske digter var den britiske socialhistoriker mere optimistisk på historiefagets vegne.109 Blandt 1970’ernes mikro- og mentalitetshistorikere som Carlo Ginzburg og Emmanuel Le Roy Ladurie mente Stone i hvertfald at kunne se tendenser til fortællingens genkomst i historieskrivningen med deraf følgende fokus på det enkelte menneske og samfundets kulturelle og mentalitetsmæssige forhold og forudsætninger.110 I Danmark blev Stones opfordring dog ikke taget til efterretning, så bortset fra Peter Henningsens og Ulrik Langens ”Hundemordet i Vimmelskaftet og andre fortællinger om 1700-tallets København”, der udkom i 2010, har der blandt historikerne i den danske universitetsverden ikke været mange forsøg på at arbejde med selve fortællingens form og fremstilling.111 Store social- og kulturhistoriske klassikere som Troels Troels Lunds ”Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede”
og Hugo Matthiessens ”Bøddel og Galgefugl”, ”De kagstrøgne” og ”Natten”, der blev publiceret ved indgangen til det tyvende århundrede, er derfor fortsat blandt de få både forsknings- og formidlingsmæssige fyrtårn, der omhandler aspekter af borgerkulturen og dagliglivet i 1500-1600-tallets købstæder.112 Lunds og Matthiessens forcer lå i deres store arbejde med det utrykte kildemateriale, deres sprudlende fortælleglæde og eminente sans for detaljen. Sidst, men ikke
107 Martin A. Hansen: s. 7.
108 Inga Floto: Historie. En videnskabshistorisk undersøgelse: s. 243.
109 Stone (1979): s. 3.
110 Ibid: s. 23
111 Peter Henningsen og Ulrik Langen: Hundemordet i Vimmelskaftet – og andre fortællinger om 1700-tallets København: s. 262.
112 Christiansen: s. 60, note 1. I den forbindelse er det påfaldende, at Christiansen tilsyneladende ikke kunne finde nulevende arvetagere til den kulturhistoriske og fortællemæssige tradition, der blev grundlagt af Troels-Troels Lund og Hugo Matthiessen. I forhold til holdbarheden af de to historikeres bøger kan det anføres, at disse bøger fortsat optræder blandt litteraturhenvisningerne i det bind af Politiken og Gyldendals Danmarkshistorie, der omhandler tiden 1500-1600 (se Wittendorf: s. 385).
mindst besad begge historikere en uforlignelig evne til at levendegøre fortidens mennesker og deres miljøer.113
I denne afhandling vil jeg slå et slag for den social- og kulturhistoriske tradition og de formidlingsmæssige kvaliteter, som Lund og Matthiessen repræsenterede, og som forfatterne til
”Hundemordet i Vimmelskaftet” forsøgte at vække til live igen. Jeg vil i denne afhandling tilstræbe en levende beskrivelse af mennesker, hændelser, miljøer, sanse- og synsindtryk i 1600-tallets Aalborg. Her igennem er det mit beskedne håb at læseren, efter sidste side er vendt, vil dele min opfattelse af, at Aalborgs rådsaristokrati ikke blot kan reduceres til en række beløb på en fugtplettet skatteliste eller nogle ulæselige navne i en laset rådstueprotokol. Tværtimod er det min pointe, at det var og er ægte levende mennesker med alt, hvad det indebærer af styrker og svagheder, valg og fravalg, glæder og sorger, som vi her har med at gøre. For det er fortidens mennesker i kød og blod, som al seriøs historieskrivning handler om, eller måske snarere burde handle om.
Blot fordi der her er tale om en seriøs og videnskabelig funderet publikation behøver det ikke være kedeligt. I kronikken i Aarhus Stiftstidende fandt Martin A. Hansen, blandt historiefagets mange
Blot fordi der her er tale om en seriøs og videnskabelig funderet publikation behøver det ikke være kedeligt. I kronikken i Aarhus Stiftstidende fandt Martin A. Hansen, blandt historiefagets mange