• Ingen resultater fundet

Ved juletid var der kun få syge fanger tilbage i udelejren Husum-Schwesing. Lejren havde været under afvikling siden omkring den 22. december 1944. Paul Thygesen var som fangelæge blandt de allersidste fanger, som blev transporteret tilbage til Neuengamme mellem jul og nytår. Ifølge Thygesen påvirkede julestemningen trods alt SS på en positiv måde. Eichler, der under Griems fravær fungerede som stedfortræder, sørgede således for en smule bedre forplejning juleaften, hvilket konkret betød kød og kage fra lejrkøkkenet juledag. Episoden var med til at tegne et mere positivt billede af Eichler hos Thygesen, der ikke havde set Eichler slå fangerne og mente, at denne generelt var mere åben og medgørlig, hvilket dog i lyset af fangernes elendige sundhedstilstand reelt ikke fik nogen betydning.535

De konkrete årsager til udelejren Husum-Schwesings afvikling kan ikke fastslås med sikkerhed. Det står dog klart, at den ændrede strategiske situation må have haft afgørende indflydelse. Aachen var faldet i oktober med hårde kampe til følge mellem amerikanerne og tyskerne i de efterfølgende måneder. Tyskerne ville for alt i verden undgå, at amerikanerne skulle trænge længere ind på tysk rigsområde. Begyndelsen på Ardenner-offensiven, der ligeså skulle stoppe den allierede fremrykning, er også sammenfaldende med den periode, hvor beslutningen om Husum-lejrens lukning må være truffet. Ressourcerne – i dette tilfælde fangerne – var bedre brugt andetsteds; dvs. i rustningsindustrien, der skulle levere våben til den trængte værnemagt, eller ved fæstningsbyggeri, der skulle medvirke til at standse fjenden. Dette forklarer, hvorfor de syge fanger ved en appel i december blev spurgt om særlige håndværksmæssige kvalifikationer.536

534 Benjamin Mørch: Mærket for Livet. København, 1991. ss. 79-81

535 ”Disposition of Paul Aage Jens Thygesen” 16. marts 1946. Judge Advocate General's Office, Military Deputy's Department, and War Office, Directorates of Army Legal Services and Personal Services: War Crimes Files (MO/JAG/FS and other series). Husum, Ladelund, Dalum, and Versen Camps: killing and ill-treatment of allied nationals. WO 311/449. The National Archives, Kew.

536 Benjamin Mørch: Mærket for livet. København, 1991. s. 96 ff. Benjamin Mørch blev sammen med bl.a. Carlo Markvard Thomsen, Niels Aage Skov og flere franske fanger overført til Wansleben, der var en udelejr under Buchenwald under påstand om, at de var maskinarbejdere. Her skulle fangerne være med til at producere dele til bl.a. fly samt V1 og V2-raketter. Sml. Niels Aage Skov: Brev til mine efterkommere. Viborg, 2000. Ss. 300-314.

197

Samtidig forklarer det, hvorfor en del Husum-fanger blev forlagt til Meppen-Dalum lejren for her fortsat at grave tankspærringer. Om man fra SS’ side har skelet til deres ”kvalifikation” og

”erfaring” fra Husum-lejren, står i kontrast til Griems tidligere udtalelser om ”fangematerialets”

erstattelighed. At Griem blev sendt til Dalum for at fortsætte arbejdet med at grave

tankspærringer tyder dog på, at han må have nydt en fortsat tillid hos sine overordnede og taler imod, at lejren skulle være blevet lukket ned på grund af den høje dødelighed og de mange syge i Husum. I flere fangeerindringer optræder nemlig den forklaring, at Husum-lejren blev lukket, fordi selv kommandanturet i stamlejren havde fået øjnene op for, at forholdene i lejren var for

ekstreme på baggrund af de mange døde eller syge fanger. At en sådan beslutning blev truffet, kan der ikke findes belæg for. Interessant er dog, at rygtet må have cirkuleret mellem fangerne. At Griem kom til at lede Dalum-lejren, sandsynligvis blev Stützpunkt-leiter for begge

Meppen-udekommandoerne og desuden fik mulighed for at tage flere tidligere Husum-fanger med sig, må derfor ses som en form for belønning for godt arbejde. At Griem bl.a. tog flere funktionsfanger og kapoer med sig til Dalum kan tolkes i retning af, at han rent faktisk ønskede, at kz-lejren og

tvangsarbejdet fungerede så effektivt som muligt efter SS’ og hans egne standarder: Man kan altså argumentere for, at Griem også i Dalum fra starten stræbte efter at skabe en fangeelite af

betroede fanger. Modellen var det tidligere omtalte patron-klientforhold, der var afgørende for fangesamfundets selvforvaltning og som var medvirkende til også fortsat at sikre et terrorregime med mindst mulig indblanding fra SS’ side.

For dem, der overlevede Husum-Schwesing, sluttede fangenskabet ikke efter lejrens afvikling. Fangerne var en ressource, som SS kunne anvende andre steder, enten i stamlejren Neuengamme, andre udelejre eller endog andre koncentrationslejrkomplekser. Der er således eksempler på Husum-fanger, der endte deres fangetilværelse i henholdsvis Buchenwalds og Mauthausens udelejre. Det fragmenterede kildemateriale tillader desværre ikke en fuldstændig kortlægning af, hvad der skete med Husum-fangerne mellem lejrens afvikling og befrielsen. De fleste transportlister, der ville have været en oplagt kilde til at besvare problemstillingen, blev brændt af SS. Bortset fra enkelte fragmenter af kz-lejrenes administrative dokumenter kan fangernes skæbne i foråret 1945 derfor kun belyses gennem eksempler taget fra deres egne beretninger. Disse eksempler viser dog, at fangerne langt fra gik en fælles skæbne i møde og i løbet af foråret blev spredt over forskellige lejre. Deres skæbne i krigens slutfase var tillige ofte

198

meget forskellig, afhængigt af, hvilken lejr man havnede i, eller hvilken etnisk gruppe man tilhørte.

De fleste danskere var så heldige at blive befriet af ”De Hvide Busser”. Andre blev sendt til særlige lejre som Bergen Belsen eller Sandbostel for at dø, blev befriet af de allierede i de lejre, de

havnede i eller blev dræbt i Neustädter Bucht under RAF’s luftangreb, hvis overhovedet de levede så længe. I det følgende skal der gives nogle eksempler på Husum-fangernes odyssé gennem kz-systemet inden befrielsen.

Meppen-Dalum var nok den udelejr, der kom til at huse flest tidligere Husum-fanger og antageligt også Ladelund-fanger. Dette kan skyldes, at Hans Griem meget bevidst valgte at tage en del af de fanger med fra Neuengamme, som tidligere havde gravet tankspærringer i Husum – opgaven i Dalum var jo den samme. Transporten fra Neuengamme ankom til Dalum den 4. januar 1945. I Dalum-udelejren var der ikke kun tidligere danske Husum-fanger, men også en gruppe danskere, der var blevet deporteret til Neuengamme fra Frøslevlejren den 22. december. Deres oplevelse af de danske landsmænd, der allerede havde tilbragt flere måneder i tysk kz-lejr er interessant, da der her gives et billede af, hvad tiden i Husum havde gjort ved danskerne. Den 21årige modstandsmand Børge Rørvang fra Horsens berettede her om den dårlige forfatning hans fangekammerater var i på baggrund af deres ophold i Husum. Forholdene i Dalum var dog lidt bedre end i Husum. Her fik danskerne udleveret en særlig Røde Kors-pakke med tøj, der

forbedrede deres vilkår en smule og her blev de også indkvarteret i samme barak. Også i Dalum udførte danskerne hårdt fysisk jordarbejde, der blev besværliggjort af årstiden. Modsat Husum fik de dog lov til at få en dansk ”forarbejder” i stedet for en tysk kapo,537 hvilket givetvis også må have forbedret deres arbejdsforhold en smule.538

Flere fanger forblev dog i Neuengamme eller blev sendt på arbejdskommandoer i Hamburg. Gerard Nobel blev efter nogen tids ophold i stamlejren sendt til udelejren

Spaldingstraße i Hamburg-bydelen Hammerbrook. Fangernes opgave var at rydde op efter de allierede bombeangreb på byen, hvor de bl.a. også skulle reparere jernbanebanespor og

demontere blindgængere, hvilket uden nogen former for sikkerhedsudstyr var livsfarligt. Lejren var blevet oprettet i en nedlagt tobaksfabrik under kommando af SS-manden Arnold Strippel, der senere blev kendt på baggrund af sin rolle i mordet på 20 jødiske børn og 24 sovjetiske krigsfanger

537 Interviewet med Børge Rørvang, der her foreligger i transkriberet form, blev foretaget på tysk. Jeg har her tilladt mig at oversætte hans eget ordvalg til dansk og sætte dette i anførselstegn, idet det er interessant, at Rørvang ikke omtaler denne fange som ”kapo”, formentligt fordi der var tale om en dansk fangekammerat og fordi ordet ”kapo” hos Rørvang var negativt ladet.

538 Archiv der KZ-Gedenkstätte Neuengamme. Häftlingsberichte. 886, Rørvang, Børge. Ss. 5-6

199

i udelejren Bullenhuser Damm natten mellem den 20. og 21. april 1945. Udelejren i Spaldingstraße blev rømmet ved to jernbanetransporter, der afgik herfra den 13. og 17. april 1945.539Gerard Nobel var sandsynligvis med den sidste af disse transporter, der endte i samlelejren Sandbostel mellem Hamburg og Bremerhaven tre dage senere. Oprindeligt havde det været tanken at samle fangerne her for senere at transportere dem videre. Dette blev dog umuliggjort af frontsituationen og fangernes dårlige helbredstilstand, således at SS kun kunne forlade lejren med omkring 800 af lejrens ca. 8000 fanger. Forplejningssituationen var således katastrofal og Nobel beretter om, hvordan han sammen med russiske medfanger tilberedte fordærvet hestekød for at overleve.540 Fangerne havde rimeligt frie hænder efter SS forlod lejren samme dag som Nobels ankomst til lejren, om aftenen, den 20. april 1945. Sult og en tyfusepidemi hærgede i de følgende dage lejren, således at briterne også i Sandbostel fandt hundredevis af døde og døende fanger, da de befriede lejren den 29. april 1945.541

Danskeren Jørgen Lind måtte gennem yderligere tre af Neuengammes udelejre, inden han i foråret 1945 blev hentet af ”De Hvide Busser” og kørt til Sverige. Lind var meget syg og udhungret efter han blev sendt tilbage til Neuengamme fra Husum i december 1944. På trods af sit dårlige helbred blev Lind efter et kort ophold i stamlejren sendt videre til udelejren

Wittenberge sammen med fire andre danskere, hvor han skulle arbejde som klejnsmed.

Wittenberge havde eksisteret som en af Neuengammes første udelejre siden august 1942, hvor fangerne var beskæftiget med produktion af gær hos firmaet Phrix. Direktøren for firmaet havde henvendt sig hos chefen for SS-WVHA, Oswald Pohl, med henblik på at få stillet

koncentrationslejrfanger til rådighed som arbejdskraft i forbindelse med etableringen af

gærproduktion, der var et biprodukt ved firmaets fremstilling af cellulose. Pohl var interesseret i et samarbejde og ville tillige aftage størstedelen af produktionen til brug som troppeforplejning.

539 Vedr. udelejren Spaldingstraße se Marc Buggeln: ”Hamburg-Hammerbrook (Spaldingstraße)” i: Wolfgang Benz og Barbara Distel (udg.): Der Ort des Terrors. Geschichte der nationalsozialistischen Konzentrationslager. Bd. 5. Hinzert – Auschwitz – Neuengamme.

München, 2007. ss. 406-410. Mordet på skolen i Bullenhuser Damm er bl.a. indgående skildret hos Günther Schwarberg: Der SS-Arzt und die Kinder vom Bullenhuser Damm. Göttingen, 1995. Dennis Larsen har beskæftiget sig med den danske vinkel på mordet, idet den danske SS-mand Hans Friedrich Petersen var involveret heri som chauffør. Dennis Larsen: Fortrængt Grusomhed. Danske SS-vagter 1941-45. Gylling, 2010. ss. 198-207. Strippel selv blev i begyndelsen af 1980erne stillet til ansvar for sine ugerninger i forskellige koncentrationslejre ved retten i Frankfurt am Main. Se tillige Bundesarchiv, Ludwigsburg. BArch B162/30612

540 Archiv der KZ-Gedenkstätte Neuengamme. Häftlingsberichte. 1559 – Nobel, Gerard. ss. 25-27.

541 Vedr. Sandbostel se: Klaus Volland: ”Das Stalag X B Sandbostel als Auffanglager für KZ-Häftlige” i: Detlef Garbe og Carmen Lange (udg.): Häftlinge zwischen Vernichtung und Befreiung. Die Auflösung des kz Neuengamme und seiner Außenlager durch die SS im Frühjahr 1945. Bremen, 2005. ss. 117-125 samt Klaus Volland: ”Sandbostel” i: Wolfgang Benz og Barbara Distel (udg.): Der Ort des Terrors. Geschichte der nationalsozialistischen Konzentrationslager. Bd. 5. Hinzert – Auschwitz – Neuengamme. München, 2007. ss.

516-520