• Ingen resultater fundet

Kvinden, jordemoderen og informationen (Anne)

In document at være igangsat (Sider 32-35)

5.0 Diskussion  

I denne del af opgaven vil vi, med udgangspunkt i analysens resultater, først diskutere

jordemoderens rolle i forhold til kvindernes oplevelse ved igangsættelse af fødslen. Efterfølgende vil vi forholde os kritisk til empiri og teori samt egen metode.  

5.1 Kvinden, jordemoderen og informationen (Anne)  

En problemstilling, der går igen igennem vores analyse, er kvindernes mangel på information. Vi finder, at manglende information kan være et resultat af kvindernes lavere position og være

medvirkende til, at en igangsættelse fører til et brud på kvindernes narrativ. Vi finder det relevant at gå dybere ind i dette emne, da det er en problemstilling, som jordemoderen i høj grad har mulighed for at have indflydelse på. Det vil vi blandt andet gøre ved at diskutere Region Hovedstadens retningslinjer for derved at finde frem til, hvilken information det i praksis forventes at jordemødre giver kvinderne i forbindelse med en igangsættelse, og om denne kan betragtes som fyldestgørende.  

 

Hvis man ikke forstår eller kender til det kommende forløb, skaber det, ifølge vores analyse, utryghed hos kvinden og kan gøre, at hun mister følelsen af kontrol og sammenhæng i

fødselsforløbet. Derfor er den information, som kvinden modtager fra jordemoderen, essentiel for at kvinden får en god oplevelse af fødslen.  

Alle hospitaler i Region Hovedstaden har specifikke retningslinjer for igangsættelse af fødsler og beskriver heri, hvorledes jordemødrene bør informere kvinderne under forløbet.  

Nordsjællands Hospitals retningslinjer (2014, ¶ I forbindelse med igangsættelse…) beskriver detaljeret, hvad den gravide i forbindelse med en igangsættelse skal informeres om.

Retningslinjerne fra henholdsvis Hvidovre (2014, ¶ Generelt), Herlev (2014, ¶ Fremgangsmåde), Bornholm (2014, ¶ Instruktion til kvinden) og Rigshospitalet (Region Hovedstaden, 2013, ¶ Instruktion til kvinden) er ikke ligeså fyldestgørende og angiver blot, at kvinderne før igangsættelsen skal informeres mundligt og skriftligt om regimet ved igangsættelse. I

retningslinjerne fra Herlev Hospital (2014) står der eksempelvis kun ”Patientinformation mundtligt og skriftligt” (¶ Fremgangsmåde), og hvad dette indebærer, er da op til jordemoderen selv at

vurdere. Med udgangspunkt i denne vejledning er det forståeligt, hvis kvinderne oplever, at der er variation i den information, som de modtager fra jordemødrene. At informere kvinden om hvornår hun skal møde op til igangsættelsen samt udlevere en pjece vedrørende processen, vil ifølge denne retningslinje være tilstrækkeligt. Man kan dog overveje, om dette vil være fyldestgørende ifølge de kvinder, der i empirien beskriver at mangle information.  

Fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) har i oktober 2014 (s. 17) lavet et forslag vedrørende patientinformation om misoprostol og alternativerne hertil. RADS (2014, bilag 1) foreslår at, man informerer kvinderne om behandlingsmuligheder, risici, bivirkninger og det faktum, at misoprostol ikke er et godkendt lægemiddel. Den anden del af forslagets formål, at foreslå alternativer til misoprostol, opfylder de dog kun med følgende alternativ

”igangsættelsesmedicin til indføring i skeden” (RADS, 2014, bilag 1). De pointerer desuden, at det medikament, vi ”plejer” at bruge, er bedst ”Fødselslæger og jordemødre i Danmark er dog enige om, at misoprostol tabletter er mere sikre” (RADS, 2014, bilag 1). Denne mangel på alternativer til den gængse behandling ønsker vi at gå mere ind i.  

Det er ifølge vores analyse en problemstilling, at sundhedsprofessionelle ønsker at følge

regelmæssighederne og ikke altid tilbyder og anerkender alternativer dertil. Ifølge Sundhedsloven (2007, kap. 5, § 16, stk. 4) er jordemødre ellers forpligtet til dette, da patienter altid skal informeres om andre behandlingsmuligheder samt oplyses om, hvilke konsekvenser det vil have at undlade

behandling. Det er altså lovpligtigt, at kvinderne skal have information om, at igangsættelse er en af flere muligheder.  

Retningslinjerne fra Hvidovre Hospital (2014) og Herlev Hospital (2014) skiller sig ud fra de andre retningslinjer fra hospitalerne i Region Hovedstaden ved at imødekomme de kvinder, som ikke ønsker at få deres fødsel igangsat. Det gør de ved at beskrive, hvorledes jordemødrene skal forholde sig til en sådan beslutning. I Herlevs retningslinjer (2014) nævnes alternativet til en igangsættelse ganske kort: ”Såfremt kvinden ikke ønsker at tage imod tilbud om igangsættelse, bookes i stedet tid til læge i Svangreambulatoriet uge 41+0...” (¶ Fremgangsmåde), mens der i Hvidovres

retningslinjer (2014, ¶ Såfremt kvinden ikke…) er en tidsplan for, hvorledes forløbet vil komme til at se ud for kvinden, indtil hun ønsker at blive igangsat eller føder spontant.  

Vi tror, at det har stor betydning for hvilken information jordemødrene giver om alternative muligheder til igangsættelse, at der er en procedure derfor i retningslinjerne. Vi har selv erfaret i praktikken, at det føles tryggere og nemmere at følge retningslinjerne, hvorimod det kan være svært at afvige fra dem, blandt andet fordi jordemoderen da selv skal til at skabe løsningsmodeller. Vi vil mene, at det må være lettere for jordemoderen at håndtere en afvigelse fra regelmæssighederne, hvis der findes retningslinjer for, hvorledes hun skal forholde sig, eksempelvis såfremt kvinderne ikke ønsker igangsættelse. Står muligheden for at fravælge en igangsættelse beskrevet i

retningslinjerne, kan det desuden muligvis være med til at minde jordemødrene om at tilbyde alternativer. Man kan overveje, om der på Hvidovre Hospital og Herlev Hospital er flere kvinder, der informeres om muligheden for at vælge igangsættelse fra, og, med Bourdieus ord, får større mulighed for at spille efter deres egne regler.  

 

5.1.1 Kvinden, jordemoderen og positionen (Julie)  

I analysen finder vi, at kvinderne er underlagt og følger doxa i feltet, og at en doxa inden for svangreomsorgen eksempelvis er, at man følger retningslinjerne. Desuden finder vi, at kvinderne har en lavere position i forhold til sundhedspersonalet. Ligesom kvinderne er jordemoderen også underlagt feltets doxa og er også positioneret lavere end andre agenter i feltet svangreomsorgen, eksempelvis læger, overlæger, sygehusledelse og i sidste instans Sundhedsstyrelsen og

Sundhedsministeriet. Vi har med Bourdieus begreber fundet, at de agenter, der er højest positioneret i feltet, har magten til at konstruere den sociale virkelighed, og den doxa agenterne følger. Man kan derfor overveje, om jordemoderens position i feltet kan gøre det sværere for hende at informere kvinderne om alternativer til igangsættelse, som ikke er beskrevet i retningslinjerne. Er dette

tilfældet, kan man mene, at ikke kun kvindens position i feltet har betydning for hendes oplevelse af informationen, men at også jordemoderens position kan påvirke den information, kvinden får og de mulige alternativer til igangsættelse, hun tilbydes.  

5.2 Jordemoderen og kvindens narrativ (Julie)  

Vi finder i analysen af empirien, at de narrativer om fødslen, som kvinderne påbegynder i graviditeten, er en faktor, der kan have betydning for deres oplevelse ved en igangsættelse af fødslen. I det følgende vil vi diskutere jordemoderens mulige rolle i dannelsen af disse narrativer.  

 

Igennem arbejdet med narrative teorier er vi blevet bevidste om, at muligheden for at understøtte kvinder i at danne mere åbne narrativer, måske ikke er noget, der kan ske i selve

igangsættelsessituationen. Jordemoderens mulighed for at hjælpe kvinderne til at skabe åbne narrativer mener vi især findes i konsultationen og i fødselsforberedelsen. Bliver kvinderne i løbet af graviditeten gjort bekendte med, at deres fødsel muligvis kan starte med en igangsættelse, kan det måske støtte dem i at skabe et åbent fødselsnarrativ, der kan bære, hvis fødslen må igangsættes.

Selvom vi mener, at hovedfokus i fødselsforberedelsen skal forblive den normalt forløbende fødsel, er det et faktum, at 24% af gravide bliver sat i gang i dag, og større viden om igangsættelse er derfor relevant for kvinderne.  

Modsat kan man indvende, at jordemoderen ikke skal prøve at ændre på kvindernes narrativer, men i stedet prøve at imødekomme dem. I Sundhedsstyrelsens ”Plan for overvågning og tilsyn med regionernes brug af lægemidler til igangsættelse af fødsler” (2013, s. 1) beskrives det ”At

igangsættelse af fødsler skal foregå i respekt for og med udgangspunkt i den enkelte kvindes behov”

(Sundhedsstyrelsen, 2013, s. 1). Jordemoderen kan eksempelvis arbejde tættere på kvindens narrativ ved at vurdere, om den enkelte kvinde skal anbefales en igangsættelse, eller om hun og hendes barn er sunde og raske og kan forsætte graviditeten med et tilbud om flere kontrolbesøg. Hvis man kunne arbejde hen imod at give kvinderne individuel behandling og vejledning, ville flere kvinder måske have mulighed for at fortsætte det narrativ, de påbegyndte i graviditeten. I vores praktikforløb har vi desværre ikke oplevet, at jordemødre og læger har mulighed for at efterleve dette.  

In document at være igangsat (Sider 32-35)