Skyggebankerne startede deres voldsomme vækst i forbindelse med, at man fra myndighedernes side indførte stadig skrappere regulering af den traditionelle banksektor. Skyggebankerne udnyttede denne fordel ved, at tilbyde de kapitaltunge virksomheder og pengemarkedsfonde noget som lignede sikre investeringsmuligheder vha. securitisation af store mængder af udlån. Dette setup sendte bankens passiver videre til investorerne som på den måde opnåede produkter, som var mere attraktive end at deponere midlerne i en traditionel bank, hvor eksponeringen ville blive stor overfor en enkelt institution. En af fordelene ved at benytte skyggebankssystemet er nemlig at investorerne køber ABS og på den måde opnås umiddelbart stor diversificering i porteføljen.
Setup’et med securitisation fungerede rigtig godt så længe der ikke var negative stød til økonomien. Idet øjeblik finanskrisen ramte og investorerne indså, at deres AAA-ratede værdipapirer viste sig at være forbundet med væsentlige risici, blev de finansielle formidlere udsat for runs. Det system som skyggebankerne benyttede til at skaffe kapital og undgå regulering medførte, at store investorer i princippet handlede uden nogen form for sikkerhedsnet. Systemet var dog så tæt forbundet med de traditionelle banker, fx igennem SIV’s, at det i sidste ende var disse banker som holdt risikoen. Bankerne havde nemlig udstedt garantier overfor de investorer som benyttede SIV’et således, at hvis et SIV ikke kunne skaffe kapital nok til at opretholde sin drift skulle banken supportere. På den måde lykkedes det for banker at omgå kapitalkrav, og finansieringsomkostningerne blev på den måde minimeret.
Kapitaltunge investorer efterspørger i høj grad sikre investeringer, men sikre investeringer er meget begrænsede. De finansielle formidlere benytter derfor securitisation til at skabe værdipapirer, som er konstrueret således, at de er mere sikre end investeringer foretaget til finansiering direkte i de underliggende projekter.
Efterspørgslen efter securitiserede produkter afhænger af, hvor kapitaltunge investorerne er og hvor mange højkvalitetsprojekter som umiddelbart er tilgængelige i markedet. Når de finansielle formidlere benytter sig af securitisation, medfører det en øget gearing for den enkelte formidler og det skaber en større korrelation på tværs af de forskellige finansielle formidlere.
I en situation, hvor velstanden blandt investorerne er så høj, at de finansielle formidlere må benytte maksimal securitisation for at kunne opsuge al kapital, falder incitamentet til at have valgt succesfulde projekter. Dette skyldes, at de finansielle formidlere videresælger samtlige cashflows fra deres projekter og dermed afhænger deres profit ikke længere af, om deres projekter viser sig som succesfulde eller ej. En stor brug af securitisation vil imidlertid medføre, at mange, også risikable projekter, bliver finansieret og på den måde kan det være gavnligt for den økonomiske vækst.
Problemet er bare i den situation, hvor investorerne ikke har taget højde for, at økonomien kan blive ramt af en recession. En sådan overoptimistisk tilgang til
investeringernes fremtidige afkast illustreres i modellen med begrænset rationalitet.
Investorer som ikke tager højde for fremtidig økonomisk recession, vil opnå højere afkast så længe, at økonomien undgår at havne i recession. Når en recession så rammer en økonomi, hvor investorerne ikke har taget højde for så negativt et udfald, vil det medføre konkurs for de finansielle formidlere, som har finansieret ikke-succesfulde projekter. Derudover vil finansielle formidlere med ikke-succesfulde projekter alligevel kunne gå konkurs, hvis ikke de havde en tilstrækkelig stor mængde af succesfulde projekter ift. deres engagementer på interbankmarkedet, i form af solgte securitiserede projekter. Skyggebankernes system kan altså pga. stor gearing og stor korrelation imellem de finansielle formidlere, som følge af securitisation, medføre konkurs for både succesfulde og ikke-succesfulde finansielle formidlere. Denne situation er resultatet af stor velstand blandt investorerne som får de finansielle formidlere til at benytte securitisation og dermed maksimere deres gearing og således skabe en systematisk risiko for samtlige finansielle formidlere.
Skyggebanker kan benytte repohandler til at finansiere deres aktiviteter, dette medfører, at de kan skaffe kapital uden at optage lån som vil tynge deres balance.
Disse repohandler kræver til gengæld at skyggebankerne kan stille sikkerhedsstillelse som de fx kan fremskaffe vha. securitisation. Når skyggebankerne benytter kortfristede repohandler til at finansiere langsigtede investeringer udsættes de for fare ift. likviditet. De finansielle formidlere, som benytter repo’er er afhængige af, at deres modparter vælger at rulle repo’erne eller, at der kommer tilstrækkeligt med nye investorer, som er interesserede i at investere i deres repo’er. Den finansielle formidler skal således konstant skaffe nye finansieringskilder for at kunne forhindre konkurs som følge af et run imod institutionen. Skyggebankerne kan imidlertid sørge for, at den sikkerhedsstillelse som investorerne får som en del af repohandlen, har en størrelse som forhindrer investorerne i at starte et run. En sådan sikkerhedsstillelse er, sammen med en tilstrækkelig stor mængde likvide investeringer de to betingelser, som kan forhindre rationelle investorer i at udsætte en institution for et run. En konsekvens af dette er også, at det især er gearede skyggebanker, som er udsatte for runs. Dette blev også illustreret med Lehman Brothers som benyttede en gearing omkring 30:1. En sådan gearing skaber ustabilitet i form af, at man som finansiel formidler er ekstremt eksponeret overfor investorernes tillid til ens institution.
Når Clearing banken benytter ”unwind” medfører det, at de finansielle formidlere opnår en øget likviditet fordi denne tredje part påtager sig kreditrisikoen og den finansielle formidler skal derfor ikke bekymre sig om investorernes krav. Til gengæld vil dette setup medføre, at investorerne trækker deres penge ud af repomarkedet, hvis de mister tilliden til den finansielle formidler. Dette kan også ske i situationer uden
”unwind”, men forstærkes af dette begreb, og vil dermed i nogle situationer føre til at institutioner begærer konkurs selvom de havde klaret den i et setup uden ”unwind”.
Brugen af ”unwind” kan således medføre, at nogle af investorerne som ville have haft
incitament til at beholde den sikkerhedsstillelse som de så ville stå tilbage med nu, kan beholde deres kapital og dermed ikke ønsker at være på repomarkedet længere.
Skyggebankernes setup forhindrer ikke, at de kan blive udsat for runs fuldstændig som en traditionel bank kunne før man indførte indskydergarantiordninger. Sådanne runs kan forhindres, hvis skyggebankerne har tilstrækkeligt med likvide midler eller er i stand til at stille stor sikkerhed overfor deres investorer. Det viste sig, at skyggebanker, som benytter repo’er til at finansiere deres drift vil møde højere krav hvis de benytter Triparty ift. bilaterale repo’er. Dette skyldes, at Triparty setup’et gør det mere fordelagtigt for investor at trække sine penge ud af repomarkedet i nogle situationer, hvor de ville have rullet deres repo på det bilaterale marked. Endelig medfører små haircuts og brug af ”undwind” til, at systemet bliver mere ustabilt og øger sandsynlighed for konkurs i den situation, hvor en finansiel formidler udsættes for et run.
Skyggebankerne har en del af skylden for den finansielle krise, men man kan ikke lade som om, at det var dette system som forårsagede hele finanskrisen. Dette system opnåede enorm succes via boligmarkedet da de kunne skaffe finansiering til låntagere som ellers ikke ville have haft en chance for at købe deres eget hus. Problemet var imidlertid, at dette system afhang af stigende boligpriser og da denne udvikling knækkede medførte det runs imod de dele af skyggebankssektoren som var engageret i dette. Som en konsekvens af panikken omkring aktører som fx MMMF’s og produkter som repohandler, blev skyggebankernes setup ødelagt, hvilket medførte stor nervøsitet og interbankmarkedet frøs til.
Reguleringstiltag er på vej imod skyggebankerne, da finanskrisen har vist hvordan det kan gå når finansielle formidlere kan agere udenom regulering. Et af de helt store problemer var, at skyggebankerne stod for kæmpe andele af den finansielle sektor og dermed blev store dele af denne sektor placeret udenfor det sikkerhedsnet, som man ellers har forsøgt at rulle ud for denne sektor.
En sådan regulering kommer til at ramme skyggebanksystemet hårdt, da en stor del af deres eksistensberettigelse ligger i, at have en fordel ift. regulering overfor de traditionelle banker. Målet med ny regulering er klar, der skal være gennemsigtighed og likviditet i den finansielle sektor.
Regulering af pengemarkedsfondene MMMF’s, ved at omstrukturere disse til specialbanker NSB’s, og dermed underlægge dem regulering vil formegentlig fjerne deres mulighed for at kunne konkurrere direkte med de traditionelle banker på favorable vilkår.
Da securitisation anses for at være en vigtig del af forklaringen på, at skyggebankerne opnåede så stor en udbredelse, er det naturligt, at man også indfører målrettet regulering overfor securitisation. Det kan ske ved, at man opretter NFB’s som er en anden type specialbank, disse NFB’s er så de eneste, som har tilladelse til at købe securitiserede produkter. På den måde vil securitisation fremover stadig kunne bruges til, at banker kan sælge deres aktiver, men dette skal så foregå via en NFB som også
er underlagt regulering. Endelig vil man indføre et minimumskrav til haircut, dette vil medføre, at evt. fremtidige runs imod finansielle formidlere, som benytter denne type af finansiering forhåbentlig ikke vil medføre konkurs, da sikkerhedsstillelsen modvirker investorernes incitament til at bidrage til et run. De finansielle formidlere vil under en sådan regulering være tvunget til lavere gearing og således vil denne type af regulering bidrage til et mere stabilt finansielt system.
Skyggebankerne kan altså reguleres ved at indføre regulering, som tvinger nogle af de involverede parter til omstruktureringer eller underlægge dem direkte regulering, som vil bidrage til et mere gennemsigtigt system. Problemet er så bare, at hver gang myndigheder indfører regulering virker det som om, at man i den finansielle sektor bliver kreative. En sådan kreativitet medfører nye løsninger, som sikrer, at de finansielle formidlere kan omgå en sådan regulering, og dermed opnå en fordel ift. de agenter som underlægges den nye regulering.
