73
gerrig, forholde sig kritisk og selvstændigt, til at tænke innovativt og kreativt, og til at være pro-blemløsende, forfølge en idé og skabe ny viden.240 Med andre ord kan man altså spørge, om afta-gerne egentlig beder om det, de reelt set har brug for, eller om forespørgslen efter specifikke kom-petencer betyder, at de går glip af at forløse et vigtigt potentiale.
I nærværende samtidsdiagnose vil jeg derfor påstå, at såfremt man ønsker at universiteterne skal være institutioner, som uddanner kandidater der er innovative, problemløsende, fordyber sig, for-følger idéer og skaber ny viden, så skal man vælge en anden vej end den nu valgte. Hvis vi derimod ønsker at uddanne kandidater, der har specifikke færdigheder og kompetencer, som de kan tillære sig i en slags udenadslære, så er universitetet på rette vej. Vores nuværende universiteter ville uden tvivl kunne være velfungerende som erhvervsskoler, og sagtens kunne bære opgaven at undervise flere tusinde studerende i specifik viden og specifikke færdigheder. Men hvis man ønsker noget andet, så vil det være nødvendigt at ændre den kurs, som universiteterne på nuværende tidspunkt følger. Som denne undersøgelse har påvist, synes der er være en stiafhængighed i dansk uddannel-sespolitik, der tyder på, at den nuværende kurs vil vedblive med at blive fulgt.
74
lingen i denne erfaring er blevet beskrevet ved at fremvise tre problematiseringshistorier, som om-handler tre samtidige responser, der er blevet udvalgt på grund af deres forklaringsspændvidde.
Udvælgelsen af Dimensioneringsmodellen, aftagerpaneler og kompetencestudieordninger skyldes derfor en vurdering af, at historierne for disse tre responsformer ville være i stand til at afdække væsentlige karakteristika ved kandidatproduktionserfaringen.
Dimensioneringsmodellens problematiseringshistorie har vist, at erfaringen er karakteriseret ved et fortløbende forsøg på at kontrollere balancen mellem udbud og efterspørgsel, hvormed man har villet sikre, at universiteterne udbød de rette kandidater i de rette mængder, som blev efter-spurgt på arbejdsmarkedet. Problemet har udviklet sig fra 1960’erne, hvor der fra politisk side var en tillid til, at udbuddet af kandidater ville være selvregulerende, til at man allerede i 1976 indførte adgangsregulering og dimensionering af bestemte uddannelser. Fra indførelsen af adgangsregule-ringen udviklede responserne på dimensioneringsproblemet sig i retning af, at arbejdsmarkedet i højere grad skulle være direkte afgørende for, hvordan optaget på universiteterne skulle distribue-res. Dimensioneringsmodellen, hvor studenteroptaget er direkte knyttet til ledighedstal, er dermed en respons som gør arbejdsmarkedet afgørende for distribueringen.
Historien om aftagerpanelerne har vist, at kandidatproduktionserfaringen er karakteriseret ved at lade arbejdsmarkedets og dets parter være bestemmende for, hvad universiteterne bør undervise i. Udviklingen for denne del af kandidatproduktionserfaringen har været kendetegnet ved, at er-hvervslivet langsomt men sikkert har bevæget sig tættere på universitetet, og at universitetet både er blevet opfordret til og selv har taget initiativ til at nærme sig erhvervslivet. Denne afstandsfor-mindskelse har drejet sig om, at man har ment, at aftagerne bedst er i stand til direkte at angive, hvilke færdigheder og kompetencer de efterspørger fra de studerende. Ved at bringe aftagerne tæt på udviklingen af uddannelsesindholdet, har man bedre kunne sikre at de kandidater, der blev pro-duceret, havde kompetencer som svarede til hvad der blev efterspurgt. Dermed har aftagerpane-lerne karakteriseret den del af kandidatproduktionserfaringen, der har drejet sig om problemet ved-rørende, hvilken instans der bedst muligt kunne fortælle sandheden om, hvad der blev efterspurgt og dermed, hvad der skulle undervises i.
75
Problematiseringshistorien om kompetencestudieordningerne har vist, at kandidatproduktions-erfaringen er karakteriseret ved en problematisering af universitetsuddannelsernes formål. Studie-ordningerne er uddannelsernes juridiske dokument, og det er i disse dokumenter man nedskriver formålet med uddannelsen og hvilket udbytte den bør føre til. Dermed er det også studieordningen, der bliver omdrejningspunktet for debatten om uddannelsernes formål. Udviklingen af denne del af kandidatproduktionserfaringen har derfor været kendetegnet ved en fortløbende problematise-ring af hvad formålet med universitetsuddannelserne burde være og hvad de studerende burde blive i stand til. Svaret på dette er med kompetencestudieordningerne blevet, at formålet med og læringsudbyttet af uddannelsen kan udtrykkes ved beskrivelser af, hvilke arbejdsfunktioner den studerende vil kunne udføre og hvilke arbejdsrelaterede kompetencer den studerende er blevet i besiddelse af.
Kandidatproduktionserfaringen ser ud til at fortsætte i retning af en markedsorientering af de danske universitetsuddannelser, hvormed universiteterne i højere grad vil minde om erhvervssko-ler, som uddanner til arbejdsmarkedet og til konkrete arbejdsfunktioner. Der er en øget kompetence- og færdighedsorientering af uddannelserne, og det kan antages at denne orientering producerer bestemte kandidattyper, som svarer til den type, aftagerne efterspørger. Men spørgsmålet er, om det er denne type kandidat, som erhvervslivet og samfundet faktisk har brug for? Nærværende un-dersøgelse tilbyder ikke et empirisk grundlag, der kan besvare dette spørgsmål, men den tilbyder et historisk overblik, der kan nuancere refleksionen over dette spørgsmål. Den historiske indsigt og kendskab til de detaljer, der har været udslagsgivende for fortidige og nutidige responser, gør os bedre i stand til at reflektere over de samtidige omstændigheder, hvorunder spørgsmålet om hvad universitetsuddannelserne bør tilbyde, stilles. Det ser således ud til, at dette spørgsmål fortsat vil blive stillet og at kandidatproduktionen stadig vil være omdrejningspunkt for problematiseringer, som i den nærmeste fremtid fortsat vil omhandle arbejdsmarkedsrelevans og kompetenceoriente-ring.
76