• Ingen resultater fundet

KOKARDEN

In document Digitaliseret af | Digitised by (Sider 86-100)

1

t

* <

i < r

D et var vel derfor h an var saa m ørk;

N a a r de andre sad i B a ra k k e n

O g fik dem en O m gang D rikkelse, gik H an ensom nedenfor B akken.

\

j

O g n a a r tilfæ ldig en K am m erat S ig uset til ham havde næ rm et,

D a havde m an m ere end een G ang set

! H am tørre sit ø je med Æ rm et.

Men var han den R inge, n aar der holdtes Hvil —

H an voxed, n a a r F aren vented,

D et vidste de a lle : Niels M øller var D en K jæ k k e ste ved R e g im en te t;

T hi stod h an p a a Skandsen, hvor Prøjsernes . Bly

K u n m ødte ham allevegne,

D a turde h an løfte det djæ rve Blik, H an sæ nkede for sine Egne.

L___ ______ _...

)

H ans Mod var prøvet saa m angen G ang, A t derom man ej kunde spørge,

Men bræ ndem æ rket han var jo dog O g havde vel G rund til at sørge.

V ed D ag g ry g ik en Patrouille ud Mod Byen at recognosere,

En L øjtnant med syv eller otte M and, Jeg tror ikke, de var flere.

B landt dem N iels Å leller; hvor F a re n var størst,

H an plejed sig altid at melde,

O g det var jo givet som soleklart, A t h er vilde Livet det gjælde.

E t H alvm ørke hvilte med diset Luft S aa tungt over hele Egnen,

V ejen var ble ven et æ ltet M orads O g M arkerne opblødt a f R egnen.

L angsom t M and efter M and de sneg Dem frem ad -lan g s G røft og Gjærde, D et var jo næ sten utæ nkeligt her,

Om Prøjserne ej var paafæ rde. '

S aadan gik det udad en Tim es Tid.

P a a é n G ang b ag fra det knalded,

D et gjæ lder vort Liv, m en m ere dog A t Fjenden Ingen m aa t a g e !“

f

O g L y k k en var g u n stig ; i T aagens Skjul F orstod de T ydsken at drille,

D e m ødtes ved Skandsen, der m angled kun t o : N iels Møller og saa D en Lille**.

O g L øjtnanten ra a b te : „En for én M aa spredt vi flygte tilbage,

D er m ylrede Fjender fra D ige og H egn, P atrouillen i B ag h o ld var faldet.

J

D en L ille ! D et gjorde dem alle ondt, Just ham m aatte nødigst det væ re;

D en L ille ! der altid m ed g o d t H um ør O g som god K am m erat var paafæ rde!

D er gik en Time, m en ingen kom , S a a lod de da H aab et falde,

O g sendte D en L ille et A fskedssuk — Niels M øller glem te de alle.

D a saae de en løjerlig S kabning, som S ig næ rm ede hen mod B arak k en ;

H vad var det? D et var jo . . . en dansk Soldat,

D er gik m ed en B ylt paa N ak k en !

O g næ rm ere naaede han V agten forbi, Men da han kom helt ud af S kyggen,

S a a kjendte de alle: Niels M øller det var, Som b ar D en Lille p aa R y g g en .

/ D

D a lød et H urra, saa jublende højt, A t T ydsken det vist kunde høre,

Men L øjtnanten strøg sig om S k jæ g g et og sa’e :

„H vordan kunde det la ’e sig g jø re? 44

Niels Møller retted sig strunk og stiv:

„Hr. Løjtnant, hans Ben var blesseret, O g havde je g ik k e faaet ham med,

D e vilde ham helt skam feret !’4

„D et k an je g begribe, men b ar D u ham da ?“

„Saadan h y tted bedst je g p aa h am !’4

„Og Du h a r jo B lod paa din K olb e ?-4 — „Ja, Je g m aatte slaaes for at faa h a m !44

S aa stim lede de om D en L ille rundt, D er blev en H ilsen og S nakken — N iels M øller selv gik alene ud

Sin S ø rg ev ag t nedenfor B akken.

Men L øjtnanten stod som g an sk e perplex, S a a sagde h an : „Godtfolk, je g tykkes,

A t det fortjener et extra K ryds, N aa r saadan en G jerning lykk es!

H an m angler jo noget, vi an d re har, ' D en T ort m aa vel K nøsen nage,

ii

i Men vil I som je g : min S alig h ed skal K o k a rd e n han h a ’e tilb a g e !“

ii

„D et er h ø rt!“ O % D en L ille stam m ede frem, Skjøndt han knap kunde tale for Snøften:

„H usk paa, han var ganske alene mod fem, D a han fandt m ig derude i G rø ften !“O

S aa g ik der et T og til O berstens Telt, E t T og 'a f tro K am m erater,

H vad dér blev kræ v et og dér blev m eldt, D et ligned de danske S oldater. —

V y

77

O m E fterm iddagen P aro len lød Til R eg im en tet at stille,

D a g jæ tted de nok, hvad det betød, O g Festen, som kom m e vilde.

D e stod i en F irk an t, b g trindtom var En H øjtidsstem ning hos alle,

O g alt im ens hørtes fjernt og n æ r G ran ater med B ra g at falde.

Men stø rre A n d a g t vel sporedes ej I nogen H elligdom s Sale;

S a a tra a d te M ajoren, Rohiv eder, frem O g slog* til I.y d for at tale:

„K am m erater! I veed det, i K rig ens Tid M aa Loven m ed S trenghed raade,

H ver M and m aa lystre i S m aat som S tort, D er er ik k e T ale o m 'N a a d e !

r

--- _ : ^

T hi slapper vi T ugten, saa slappes alt, O g K rafte n kæ m per iblinde,

O g vi h a r Behov a t samle os helt, . Vi F a a mod den talløse Fjende!

i i

I ii

Men ét er Loven, som straffe skal,

I

i E t andet at sone sin Brøde, . ,

j

i O g han, som id ag h a r handlet saa, i A t endnu vore K in d er m aa gløde —

H an h a r g jo rt nok! H vert Minde om. det,.

D er endnu hans H jerte k an klem m e — D et er slettet ud som aldrig sket,

O g vi skal det evigt glem m e!

i

1 *

. •

V or T a k N iels M øller for D ag en s D aad, D u er en H elt a f de sande!

T ræ d frem og ta g K o k ard en igjen • O g bæ r den m ed løftet P ande !“•

D a kunde det kjendes, de danske M ænd F ik R ø ste r stæ rk e og sunde,

D er ru n g ed et dundrende stolt H u rra F ra tusinde H eltem unde. —

D e t var mod A f te n ; F eltp ræ sten sad A lene i T eltet inde,

D a kom der til D øren en m enig Soldat, Som vist havde noget p aa Sinde.

O g P ræ sten gjenkjendte M orgenens H elt O g nikked ham venligt im øde:

„Guds F red og G odaften, træ d indenfor, M an skal dig vel ikke nøde?“

N iels M eller røm m ed sig, ret som ej H an kunde faa frem, hvad han vilde,

S a a sagde h an langsom t med dæ m pet R ø st:

„Tilgiv, a t je g kom m er saa silde —

Men je g h a r ej faaet S tunder før, O g fattes nu M odet og K raften !

H r. P a sto r . . . det er kun e t S kriftem aal, Je g maa have gjort i A f te n :

D a jeg havde m istet K o k ard en og sad j

i

A lene, bedrøvet til Døden,

O g syntes, min F rem tid og Æ re var spildt, Jeg bad til V o rh erre i Nøden.

Se, O rdene faldt jo vel kejtede nok, Hvor kunde det andet være,

Men M eningen var, je g try g le d ham om, Jeg dog m aatte dø m ed min Æ re.

O g underligt var det, en lindrende T røst Jeg kunde saa sik k e rt kjende:

A t Gud fra en stakkels fortvivlet S oldat Sin N aade dog ej vilde vende!

__________________________________________________________________________________________________________________

J

_

H r. P asto r, je g tror, D e k an m ig fo rstaa:

D e t var som en R ø st fra oven!

t

D et gav m ig mit Mod og fra den D ag var j

J e g frem for de andre forvoven.

\

i

H ans Løfte je g havde, som aldrig løj, A t je g tu rd e K u g lern e friste;

J e g følte, før je g fik min Æ r e igjen, Mit Liv je g ej skulde miste!

i i

D en D a g er kom m en, D e saae det selv, D en skjønneste, som je g h a r levet —

Nu synes det mig, mit R e g n sk a b er endt, O g derfor h a r dette je g skrevet.

Giv det til min gam le velsignede M o’er, Jeg h a r ingen andre K jæ re,

D er sta a r mine sidste jublende O rd:

„Din D reng er dog falden med Æ r e ! “

T hi falde, det gjør jeg, det veed je g saa godt,

Men frejdig je g K u g len skal møde,

Je g bad ej om Livet, je g bad kun om K okarden, førend je g døde!

H an try k k ed et K y s paa sit rødhvide Tegn, Mens T aarerne stod i hans Øje,

Men P ræ sten blev tavs, som m aatte h an her F or den M eniges Tro sig bøje. —

O g D agen derefter, da L uften føg Med K u g le r og spræ ngte G ranater, O g R æ k k e rn e a tte r tyndedes ud

Imellem de danske .Soldater —

D a fandt A m bulancen b lan d t -mange fler P a a S kandsen ved A ftentide

En Mand, der var død af et H jertesk u d — K o k a rd e n laa ved hans Side.

V ____________________________________________________________________________________________________________________

J

83

D et var N iels M øller, hans S trid v ar endt, S it Løfte han holdt til det Sidste,

Men Æ re n s M æ rke, som han havde tjent, D et g av de ham m ed i hans K iste!

J,

l

i lt

■i

i

i

j

In document Digitaliseret af | Digitised by (Sider 86-100)

RELATEREDE DOKUMENTER