RYTTERSKOLER I NUVÆRENDE VEJLE AMT Ændringer
VI. KIRKERNES ØKONOMI OG FORHOLD MED INDFLYDEbSE HERPÅ
De ting, som skal tages op i dette slutafsnit, ligger lidt uden for det egentlige administrative, men til gen- gæld har de relevans som faktorer med indflydelse på balancen i kirkernes Økonomi, og da det er varetagel- sen af denne, som er den egentlige årsag til kildernes opståen, må en kort omtale af sådanne forhold være berettiget.
Forholdet mellem indtægter og udgifter.
Ideen med at tillægge kirkerne en række ret faste indtægter var, at man deraf skulle kunne afholde de nødvendige udgifter. Størrelsen af indtægterne kunne imidlertid ikke kun fastsættes herefter, den afhang også af sognets størrelse og jordens bonitet, som ud- gjorde grundlaget for tienden og indtægterne af kirke- jorderne.
En følge heraf var det, at mange små eller fattige sogne da heller ikke var i stand til at nøjes med dette Økonomiske grundlag, hvis deres kirke skulle vedlige- holdes forsvarligt. I regnskabsmaterialet er især Bred- strup og Kongsted kirker eksempler herpå21 ), men også flere andre var ofte i vanskeligheder. Oftest rakte ind- tægterne til de løbende udgifter, men meldte der sig behov for større investeringer, måtte man ty til at låne hos kirkeværgerne. Nogle kirker var i stand til at gen-
188
oprette balancen i løbet af få år, mens andre kørte med konstant underskud og til sidst måtte søge kongen om hjælp fra de omliggende.
I modsætning hertil står de kirker, som af den årlige indtægt kunne oparbejde en betydelig beholdning, fordi eventuelt overskud ikke blev brugt til unødvendige og luksusbetonede udgifter, men sat på rente hos kirke- værgerne. Der er Øjensynlig ikke blevet gjort forskel på, hvad den rige og den fattige kirke fik lov til at anskaffe af inventar, undtagen hvis der forelå en kon- gelig befaling herom, som da det i 1635 befaledes, at alle landets »formuende« kirker skal anskaffe et eks- emplar af de »store, nye bibler«22). BI. a. Harte, Herslev og Erritsø kirker er blevet anset for »kvalificerede«
hertil. Forholdene står her i modsætning til Skander- borg len, hvor kirkerne synes at have fået lov til at anskaffe inventar nogenlunde efter behag, forudsat at bygningerne ikke trængte til istandsættelser.
Renter.
Som følge af disse ofte betragtelige beholdninger, måtte der opstå et spørgsmål om opkrævning af renter heraf. I en reces fra 1615 var det påbudt, at der skulle opkræves renter for kirkernes beholdning, samt at denne skulle anbringes på betryggende vis.
I praksis synes beholdningen altid at have stået hos kirkeværgerne, ligesom disse også måtte lægge ud for kirken, hvis det blev nødvendigt. Rentetilskrivningen findes næsten kun i krongodsdistriktet og var i den første tid udelukkende til kirkernes fordel, idet renter kun beregnedes i tilfælde af overskud. Derimod har man ikke umiddelbart betragtet kirkeværgernes udlæg som egentlige lån, og kun Pjedsted kirkes værge, provst
189
Bernt Falenkamp, har ved revisionen i 1624 krævet
»rente af de 50 daler, kirken blev mig skyldig«, men ikke alle kirkeværgerne har åbenbart været orienteret om denne mulighed. Det er ikke lykkedes at finde år- sagen til den ændrede praksis, men den kan være foranlediget af den ny lensmand, Ernst Norman, som tiltrådte på denne tid. Det har åbenbart ikke været nogen generel praksis, for i Skanderborg len forekom- mer det aldrig, at kirkeværgerne får skrevet renter på deres lån til kirkerne.
Rentefoden synes ikke at have rettet sig efter tidens almindelige regler; maksimalrenten var siden 1557 5 %23), men trods det er den faktiske rente af kirker- nes beholdning indtil 1630'erne omkring 6-61/t %, ofte angivet i et afrundet beløb. Denne sats passede til tidens møntsystem24), og denne lettere håndter lige rentefod har sikkert været nok så udbredt i praksis25). Dog må Bernt Falenkamp i 1624 nøjes med 5 % .
I 1632 legaliseres imidlertid en rente på 6 %26), men i regnskaberne sker der det paradoksale, at den i løbet af 1630'erne går ned til 5 %, og fra artiets slutning nævnes denne rentefod direkte. Dette er også den sats, som fastsættes i recessen ( § 82) for kirkernes behold- ning, og kirkeværgerne får det samme for deres udlån til kirkerne. Også her kan der konstateres en forskel fra Skanderborg len, hvor rentefoden i hele perioden er 6-6% %.
Årsagen til denne forskel fra den tilladte rente kan der kun gisnes om, men recessens ordlyd27) antyder dog muligheden af, at man ikke har kunnet afsætte be- holdningen, og den lavere rente skal måske ses som et forsøg på at gøre låntagning hos kirkerne mere tiltræk- kende. Derimod nævner lovgivningen aldrig noget om det modsatte forhold, når kirkerne måtte låne hos vær-
190
gerne, og som nævnt synes det kun at være et lokalt fænomen, at der betales renter til disse.
Som nævnt forekommer rentetilskrivningen kun undtagelsesvis i sysselprovstiet, og kun i tilfælde af store beholdninger ved kirken. I Sindbjerg omtales i 1620'erne, at tidligere kirkeværger skal betale rente
»efter recessene (1615) af en gæld til kirken, men truslen bliver åbenbart .aldrig realiseret, hvorimod Hvejsel kirke i 1621- 23 får rente på 5 % af sin behold- ning. Dette bortfalder dog atter, skønt overskuddet vokser til over 50 daler. Efter recessens understregning af rentepligten beregnes i 1646 ca. 5 % 's rente af Hvej- sel kirkes beholdning, mens Sindbjerg kirke bliver snydt for rente af sine 55 daler, skønt det i regnskabet påhydes, at de skal forrentes. Heller ikke denne gang følges eksemplet med rentetilskrivning op.
Mens man i krongodsdistriktet på dette område stort set har været i overensstemmelse med loven, og endda ved også at give kirkeværgerne rente af lån til kirkerne er gået længere end denne, synes man i sysselprovstiet aldrig at være nået længere end til et tilløb hertil. Den brist på administrationens fuldstændighed har især haft betydning for Hvejsel kirke, som ofte havde store over- skud, mens Sindbjerg kirkes regnskab næsten altid balancerede omkring 0.
Kirkernes hjælp til hinanden og til andre institutioner.
I periodens løb kom adskillige af Koldinghus lens kirker i den situation at måtte hede om hjælp udefra, såvel krongodsdistriktets som sysselprovstiets. Hjæl- pen til Kongsted kirke i 1651 er allerede nævnt (s. 150), og i selve regnskabet findes 1652 en liste over beta-
191
lende kirker og deres bidrag, som er givet efter konge- lig befaling. Allerede i 1655 havde Kongsteds sogne- mænd klaget til kancelliet over kirkens hygfældighed= J, men regnskabet viser ikke tegn på noget resultat heraf. Også Viufs kirkeværge, Michel Jensen, søgte i 1641 kongen om hjælp ( »given for et kongebrev på kirkens hjælp 2 rigsdaler«), som tilsyneladende også blev bevilget29), men ikke førtes til regnskab og måske ikke er kommet til udbetaling på grund af krigen.
Herudover findes i regnskaberne adskillige eks- empler på hjælp udbetalt til andre af lenets og andre landsdeles kirker, og de hyppige underskud og behov for hjælp synes således ikke at være noget særegent for denne egn.
Imidlertid gjaldt denne hjælpepligt også andre end dårligere stillede kirker. Regeringen har anset sig for berettiget til at disponere over kirkernes midler til mange andre formål. Præster, hvis præstegård ned- brændte, kunne således regne med at få bevilget hjælp fra omliggende eller hele landets kirker, som f.eks. i 1639 da kirkerne betaler til den skånske præst (s. 144), eller i samme år til hr. Mads Andersen i Balle (Tørrild herred), hvis gård »af ulykkelig ildsvåde afbrændte«
(Pjedsted 1639). Ligeledes har nogle kirker i 1637
»udgiven efter kongelig majestæts brev til de kristne fangers ransoming af Tyrkiet 3 mark« (Erritsø 1637).
Af andre formål skal blot i flæng nævnes »Bispe- enkerne i Ribe« 1636, »Skolemesteren i Kolding.« sam- me år og sBørnehuset i Ålborg« 1651. Normalt findes i Kancelliets Brevbøger de til de nævnte eksempler svarende kongelige befalinger, som enten pålægger alle kirker eller de mest »formuende« at yde hjælp til disse diverse formål, eller udskriver halvdelen af kirkernes beholdning hertil. Udskrivning af hjælp har således
192
retfærdigt nok især afkrævet de kirker bidrag, hvor sognets tiendegrundlag, måske sammen med ret store jordtilliggender, gav større indtægter, end kirken havde brug for. En af de bedste repræsentanter herfor i det gennemgåede materiale er Almind kirke, som er med på listen af bidragydere til omtrent alle formål.
Ordinationspenge: Når den gamle præst døde, og en ny skulle overtage embedet, medførte det ekstraudgif- ter, som i hvert fald for en fattig kirke kunne være belastende. Kirken skulle da udrede betaling til prov- sten (1 mark pr. gudstjeneste) for at forrette de kirke- lige handlinger i ledighedsperioden, og til den ny præsts rejser i forbindelse med ordinationenw).
Landsomfattende ulykkers konsekvenser.
Skylden for kirkernes gæld kan dog ikke udeluk- kende lægges på de for lave indtægter, også uforud- selige forhold kunne spille ind på den Økonomiske balance, og regnskaberne giver på disse områder op- lysninger, som ikke blot afspejler kirkernes situation, men også kan bruges som gyldigt billede af tidens gen- vordigheder i det hele taget.
Krigenes betydning: Langt de alvorligste vanskelig- heder skabte her de ikke mindre end tre krige, landet var indblandet i mellem 1626 og 1660. Tre gange drog fjenderne hærgende op igennem Jylland, og deres frem- march satte sine tydelige spor på kirkerne som på landskabet i det hele taget. Hvor fjenderne kom frem, røvede eller Ødelagde de husdyr og afgrøder, så kir- kernes indtægter enten blev stærkt reduceret eller helt udeblev, og der måtte indhentes tingsvidner herpå for at slippe for at stå til regnskab for udeblevne afgifter.
Efter krigene var landet tillige så Ødelagt, at der ikke
193
med det samme kunne avles normale afgrøder, hvorfor kongen bevilgede afslag på korntienden til halvdelen eller mindre. De faste udgifter skulle jo imidlertid af- holdes, på trods af krigen, hvilket også medvirkede til at forværre den Økonomiske situation.
Men ikke nok hermed. Fjenderne behandlede også kirkebygningerne efter forgodtbefindende og aldeles respektløst. Som nævnt blev Viuf kirke brændt ned under Kejserkrigen, og Kongsted uoprettelig beskadiget under svenskernes hærgen 1656-58. For at skaffe sig adgang til bygningerne slog soldaterne huller i murene eller Ødelagde døre og låse, og kom de først ind, efter- lod de sig ikke meget af inventaret. Efter alle krigene er der betydelige udgifter til reparationer og nyanskaf- felser, og ofte varede det mange år, inden skaderne var rettet op. Især metal har virket tiltrækkende som røver- gods. Låse, jernbeslag og blyet i vinduerne og på tagene er væk og må erstattes, det kunne jo i omsmeltet tilstand bruges i krigen som kanonkugler; men også det mere kostbare inventar gik det hårdt ud over, som f.eks. sysselprovsten Clement Severinsen beskriver det i en anmærkning efter revisionen i 1629 i Hvejsel kirke:
»Denne kirke blev spoleret af det kejserlige folk, som drog sidst ud noget fØr pinsedag og borttagen kalk og disk, både den, som blev brugt til syge at besøge, og den store skønne kalk, som brugtes til kirken, deslige- ste hagelen, med mere skade de gjorde der de brød ind i kirken.«
Også den danske konges tropper medvirkede til at skade kirkerne, som allerede eksemplet (s. 150) fra Skanderup viser. Senere under Torstensonkrigen holdt kongens folk vagt i Ullerup kirketårn og røvede eller brændte ved den lejlighed kirkens beholdning af mate- rialer.
194
Andre ulykker: Der tænkes her især på de skader, uvejr kunne forvolde. Flere gange i periodens løb har der raset voldsomme storme, især 1624, 1635 og 1650, som har sat deres tydelige spor på kirkerne. Specielt har blytagene ikke kunnet stå et sådant »Guds vejr«
igennem, og flere kirker må bekoste omfattende repa- rationer. Også murene tog skade, således blæste Harte kirkes våbenhusgavl ind under stormen den 25. novem- ber 1624, foruden at der skete skader på taget og por- ten. Ud over de nævnte år, hvor vejrliget synes at have taget særligt hårdt på kirkerne, omtales det meget ofte, at dele af tagene er »afblæste«, eller ruderne er blæst ind.
Desuden synes kirkerne ikke sjældent at have været udsat for tyveri og endog hærværk. I 1620 må kirke- værgen i Anst forsyne vinduerne med nye ruder, efter at de er slået ud af »en afsindig eller uvillig menne- ske«, og anskaffelse af nyt inventar efter tyveri er ikke noget særsyn, ligesom tyve synes at have haft et godt Øje til portklinker og låse, formentlig på grund af metalværdien.
Konklusion.
I hvert fald i krongodsdistriktet har der således væ- ret ret stor forskel på kirkernes Økonomiske grundlag, men denne er i nogen grad blevet udlignet ved, at der synes at være blevet stillet de samme betingelser for tilladelse til brug af midlerne, men stadig havde en del kirker vanskeligt ved at klare sig, og disse ramtes desuden uforholdsmæssigt hårdt af f. eks. krigenes ulykker, hvor de rigere var i stand til at klare sig igennem endog uden underskud. En vurdering af de samme forhold for sysselprovstiet er ikke mulig på grundlag af kun to regnskaber, men i hvert fald disse
195
to kirker har været relativt velstående og kommer aldrig i større gæld, derimod har Hvejsel kirke næsten konstant et ret stort overskud, og begge kirker synes i hvert fald i den senere del af perioden at have været holdt i en udmærket stand.
De ofte store beholdninger, som oparbejdes ved en del kirker, har i stedet fra regeringens side været an- vendt til en slags fond, som kunne bruges til diverse formål, heriblandt hjælp til ringere stillede kirker.