• Ingen resultater fundet

Karriereplanlægning i SO'erne

af ingeniør Max Hansen

Mandag den 15. september 1969 lidt før kl. 9:00 stillede jeg på Sønderborg Teknikum, Voldgade 5, for at begynde på forberedelseskursus. Der var ikke en sjæl at se. Efter at have ventet lidt gik jeg op på kontoret, og en mand, som jeg senere skulle kende som Madsen, spurgte, hvad jeg ville. Jeg spurgte: "Er det ikke her, der starter et forbere-delseskursus til Teknikum?" "Jo", sagde Madsen, "i dag præcis om en måned'"

Jeg havde læst 15.10.69 som 15. september 1969. Efter i utrolig hast at have lejet værelse og fået mig installeret havde jeg nu pludselig en hel måned, hvor jeg ikke skulle lave noget. Så her er det på sin plads at sige noget om karriereplanlæg-ningen i tresserne.

Efter en knebent bestået præliminæreksamen var vejen til gymnasiet lukket, så jeg fik et job på Hårlev Fjerkræslagteri, Her skulle jeg med et stykke af et kosteskaft slå høns bevidstløse. Efter nogle uger med dette arbejde søgte jeg optagelse som frivillig soldat i flyvevåbnet; det var ligesom lidt mere hu-mant. Fem år som reparatør af jetjageres radar-sigtesystemer gav et svendebrev som radiomeka-niker med "veludført".

En kæreste førte mig til København, hvor jeg fik et job med at reparere Bang & Olufsen radioer i Glo-strup. Jeg syntes, det var sjovt at se, hvor mange radioer jeg kunne nå at reparere på en dag, og jeg nåede efterhånden op på 25 om dagen. De andre syntes at jeg var en morakker, og frøs mig ud. En

morgen på vej fra Ordrup til Glostrup for at komme på arbejde købte jeg Information fra dagen i for-vejen på Ordrup station. Heri var en lille annonce fra Fyr og Vager Væsenet, der søgte radiomeka -nikere til LORAN station på 0stgrønland. Henven-delse: Overgaden Under Vandet 62B. Jeg stod af på Hovedbanegården og gik ud på Cristianshavn.

Kort fortalt fik jeg jobbet, og jeg var tre år på øst-kysten af Grønland syd for Angmagssallik. Da jeg kom hjem havde jeg 105,000,-kr. på bankbogen;

nu behøvede jeg ikke at lave noget i flere år. Derfor søgte jeg optagelse på Teknikum!

Da september måned var gået, og oktober ind-fandt sig, begyndte det forberedelseskursus, som jeg formelt ikke havde brug for, da jeg jo havde en præliminæreksamen, men jeg havde besluttet, at jeg ville ikke komme bagefter, så for en sikkerheds skyld.

Det, med ikke at komme bagefter, var noget, jeg havde lært i Flyvevåbnet. Der havde jeg erfaret, at bare jeg var med, så var lysten til at lære intakt. I de fire år, jeg havde gået på realskolen, var jeg sak-ket agterud og sad og kedede mig grusomt.

Jeg klarede da også optagelsen og fortsatte på adgangskursus.

Det, jeg husker mest fra adgangskursus, var ti-merne i idehistorie. Det var rigtigt godt; jeg inte-resserede mig for stoffet, men jeg havde en stærk aversion mod, at vi skulle bruge tid på kultur, jeg var kommet for at lære teknik! Jeg følte mig sat i bås med Eliza Doolittle, og opfattede Knud Bæk

Thom-sen, som han hed den gang, som Mr. Higgins.

Adgangskursus gik udmærket, strategien med at holde mig ajour gjorde, at jeg havde masser af tid.

Bare jeg læste lidt foran, så kunne jeg stille uddy-bende spørgsmål og være med fremme i timerne.

Så var det en leg at løse opgaverne, og jeg behø-vede ikke at læse ret meget mere. Jeg tror nu nok, at det var lidt træls for både lærerne og de andre elever, for jeg kom på den måde til at fylde ret me-get i timerne.

Jeg var så uforsigtig at komme til en generalfor-samling i DSR, (De Studerendes Råd). Her har jeg vel sagt et eller andet, for da der skulle vælges bestyrelsesmedlemmer, så blev jeg valgt. På det følgende konstitueringsmøde viste det sig, at in-gen ville være formand, så det blev jeg. Det var lidt af et mareridt, for det tog tid. Der var møder i "Studierådet" på rektor Grams kontor. Det var Rektor Gram, der var formand, og der var lærer-repræsentanter, teknisk administrative personale og vi var to studerende. Det var frustrerende. Når der var emner, der var interessante, var de ikke på dagsordenen, og det, der var på dagsordenen, var normalt uinteressant. En ting husker jeg dog, rek-tor Gram ville have en "Trivselsundersøgelse". Som han sagde. "Når alle siger at der ikke er noget galt med trivslen, så må der være noget galt". Under-søgelsen blev lavet af professor Eggert Petersen.

(Trivsel s Eggert.) Det stod egentligt ikke så slemt til, men slemt nok til at rektor ikke ville have rap-porten offentliggjort, da den kom. Her kom vi op på lakridserne, den ville vi have frem, så det endte med, at den blev kopieret i stakkevis.

Så kom vi til første del, og her kom der teori på skemaet! Her kom min strategi med at være på

forkant virkelig på prøve, men den holdt, selvom DSR tog sin tid. Eksamen efter første del var for mange en næsten uoverstigelig hindring: der var direkte tale om en stopprøve i matematik.

Det blev på det tidspunkt forlangt, at lærerne skul-le tage et kursus i pædagogik. Det, syntes jeg, var noget gas, for min strategi virkede egentlig bedst, når lærerne ikke var for dygtige; det holdt mig til ilden. Jeg husker, jeg i Teknikums blad skrevet ind-læg, der fik overskriften: "Op i røven med pædago-gikken!" Jeg ville helst, at lærerne kunne besvare kringlede spørgsmål, ikke noget med at servere stoffet, så jeg ikke behøvede at tænke, for så kun-ne jeg ikke huske det bagefter. Det var bedst, hvis de havde ligget søvnløse for at finde løsningen på spørgsmålene, og så var det lige meget, hvordan det blev forelagt. Den metode fik dødsstødet, da jeg selv senere fik lejlighed til at undervise i et år;

da ville de studerende ikke godtage metoden!

Anden del var meget "polyteknisk", og vi havde mangemekanik timer og meget elektrofysik sam-tidigt med halvlederteori. Der gik det op for mig, at der var stort sammenfald af teori i de forskel-lige fag. Hvor man i svagstrøm løste differentiallig-ninger med Laplace transformationer, løste man i mekanik homogene differentialligninger med parti-kulære løsninger. I reguleringsteknik regnede Illan på stabilitet i reguleringssystemer, og i elektronik regnede man på stabiliteten af tilbagekoblede for-stærkere. Jeg brokkede mig meget over, at man ikke brugte samme metoder til de basalt samme problemer, men det har siden været en stor hjælp, at vi fik forelagt forskellige løsningsmetoder. Man

har nemmere ved at snakke med andre faggrup-per, når man også kender deres måde at løse pro-blemerne på.

Det sidste år, tredje del, var ren afslapning. Her skulle vi anvende det, vi havde lært, og da min stra-tegi havde bevirket, at jeg faktisk havde lært noget, så var det bare at lege med teknikken. Vi holdt fest og tog på studietur, jeg kom til Hamborg på DESY.

(Deutsche Elektron Synkrotron.) En forsøgsstation, hvor man accelererede elektroner og positroner op til enorme energier og lod dem støde sammen.

Det var utroligt spændende, da man arbejdede med store magneter, klystroner, scintilatorer, pho-tomultiplikatorer og en masse fysik.

Så var det bare at få eksamensprojektet lavet. Jeg valgte at lave et wattmeter med stokastisk multipli-kation af strøm og spænding, fordi jeg havde set en artikel om stokastisk multiplikation. Jeg gik til den med krum hals og benyttede mig af Sigma-Delta modulatorer, kvasiergodiske sekvenser og meget andet, som jeg stødte på i litteraturen, og som jeg absolut ikke havde forstand på. Jeg tegnede også et diagram over, hvordan jeg kunne forstille mig, at apparatet skulle opbygges. Desværre rendte tiden fra mig, så da rapporten skulle afleveres, så havde jeg ikke fået skrevet noget om diagrammet, så jeg satte det bare ind i rapporten. Det skulle jeg ikke have gjort, for lærer og censor fik det indtryk, at hele rapporten var en analyse af det diagram, som jeg havde tegnet af et eller andet sted fra. Så jeg måtte nøjes med et mg+, hvilket heller ikke var så ringe endda.

Foto: Søren Petersen.

Foto: Søren Petersen.

136