KAPITEL 4: KONFLIKTANALYSE
4.2 KAMPEN OM BÆREDYGTIGHED
4.1.3 Delkonklusion
I kølvandet på diskursanalysen konkluderede vi, at meningen med netværk ligger nogenlunde fast.
Konfliktanalysen har i den forbindelse vist os, at der, til trods for enigheden om samarbejdets seriøsitet, til stadighed foregår en kamp om at fastsætte meningen med netværk. Vi kan således konkludere, at parterne er uenige om relationen mellem forpligtigelsen og kontrakten. Kontorchefen kæder institutionernes gode intentioner om at ville forpligte sig sammen med underskriften på en netværksaftale. Heroverfor placerer både generalsekretæren og netværkskoordinatoren sig. Generalsekretæren benytter en ækvivalenslogik, idet kontrakten i partnerskabsprojektet netop konstrueres som det stik modsatte af den samarbejdsrelation, der eftersigende er nødvendig for at komme krigen mellem kommunen og selvejemiljøet til livs. Mens netværkskoordinatoren beholder kontraktelementet, men dog afviser, at kontrakten kan fortælle noget om forholdet mellem netværket og kommunen. Det bliver i stedet kontraktens opgave at fortælle noget om den samarbejdsrelation, der skal skabes internt mellem institutionerne i netværket.
Med hensyn til spørgsmålet om institutionernes indbyrdes samarbejde har analysen videre vist os, at der foregår en kamp om elementet uddannelse. I relation til institutionsledernes selvforståelse udgør uddannelsen ifølge netværkskoordinatoren selve fundamentet for netværkssamarbejdet, mens institutionslederen i stedet kæder uddannelsen sammen med det relevanskriterium, han tilskriver netværket mening i forhold til.
Grænsen for, hvem der kan deltage på hvilke betingelser udfordres på den baggrund af institutionslederen, der netop udvider ækvivalenskæden for netværk med momentet relevans og således modificerer meningen med samarbejdet: I relation til relevansen bliver der således tale om en form for forpligtende samarbejde i det omfang institutionslederen vurderer, at tiden er godt givet ud og samarbejdet derfor er udbytterigt.
kommunen så begynder at sige: ’Så har I forstået det’.” (Bilag 8, linje 60-63). Til trods for den forskel, som vi umiddelbart kan få øje på – nemlig forskellen mellem antallet af børn i netværket og antallet af børn i institutionen, tilskriver også institutionslederen bæredygtighed mening i relation til antallet af børn. De to trækker således en grænse mellem det at være bæredygtig eller ej: Er der mere end 150 børn i institutionen eller i det mindste bare børn nok i netværket, kan man kalde sig for bæredygtig. Konsekvensen bliver på den baggrund, at netværket eller institutionen, billedligt talt, kan hoppe nok så meget på tungen for kommunen og i øvrigt gøre alle de pædagogiske krumspring, de evner – de vil aldrig kunne vise sig bæredygtige, med mindre de har et minimum af børn i netværket eller institutionen.
4.2.1 Bæredygtighed som en samlet pakken
For kontorchefen synes bæredygtigheden at afhænge af mere end antallet af børn. Først og fremmest ser vi, at kontorchefen udvider ækvivalenskæden for bæredygtighed med momentet individuel vurdering, idet hun afviser, at kommunen på noget tidspunkt skulle have pålagt MDI at kræve, at deres institutioner skal have mindst 100 børnepoint13:
MDI var meget hurtigt ude og sige til deres institutioner: ’Kommunen siger, at I skal være på 100 børnepoint, hvis I skal overleve’. Hvor de [institutionerne] bagefter kom til os og sagde: ’Øhm, er det rigtigt, det der I siger med, at vi skal have 100 børnepoint?’. Hvor vi så har sagt, nu går vi ind og laver en individuel vurdering. Og altså, vi kan jo ikke tvinge de selvejende til at lægge sig sammen (…) men vi vil selvfølgelig godt sige at, vi anbefaler, at institutionerne har en vis størrelse.”
(Bilag 5, linje 262-265)
Vi ser her hvordan, det for kontorchefen snarere er ideen om større enheder end det præcise antal af børn, der fortæller noget om institutionens eller netværkets bæredygtighed. Det er således op til kommunen at vurdere, hvornår en institution er bæredygtig og der kan derfor også være forskel på, hvor mange børn, der nødvendigvis må være i hver enkelt institution, førend denne kan karakteriseres som bæredygtig.
Kontorchefen lægger dog ikke skjul på, at store enheder er at foretrække:
”(…) jeg har fået vores politikere til at lave en budgetmodel, der understøtter institutioner, der har 100 børn. Og I [de selvejende daginstitutioner] risikerer – hvis I har en langtidssygemelding med kun 20 børn – at gå fallit. For vi har ikke lavet budgetmodellen til små institutioner".
(Bilag 5, linje 301-303).
13 Et vuggestuebarn svarer til 2 børnepoint, mens et børnehavebarn svarer til 1 børnepoint (www.lfs.dk, 2011).
Så selvom der er tale om en individuel vurdering i forhold til bæredygtighed, kæder kontorchefen alligevel antallet af børn sammen med en på forhånd defineret model – nemlig budgetmodellen, der er udarbejdet med de store institutioner for øje. Antallet af børn føjes således sammen med momentet økonomi og vi kan på den baggrund tale om økonomisk bæredygtige institutioner som dem, der ikke risikerer at gå fallit, fordi de ikke har børn nok. Det hjælper imidlertid ikke meget, at institutionen formår at overholde budgettet, hvis den ikke samtidig har tilfredse forældre og medarbejdere (Bilag 5, linje 98-102). For kontorchefen handler det således yderligere om, at den selvejende institution må vise sig bæredygtig på de parametre, som kommunen opstiller i deres styringsmodel: Medarbejderne skal modtage efteruddannelse, så den pædagogiske faglighed sikres, børnene trives og forældretilfredsheden bevares. Ligesom ledelsen nødvendigvis må være faglig kompetent. (Bilag 5, linje 98-102). Bæredygtighed er med andre ord en kompleks størrelse og kan således ikke praktiseres som en skelen mellem en økonomisk og faglig bæredygtighed, men må nødvendigvis komme som en samlet pakke: Økonomien relaterer sig altså til fagligheden, der desuden står i relation til både antallet af børn, forældretilfredsheden og den gode ledelse, der alt sammen kædes sammen med den individuelle vurdering, som kommunen foretager af hver enkelt institution:
4.2.2 En (u)mulig skelnen
For direktøren findes der imidlertid to former for bæredygtighed; en økonomisk og en faglig. En sådan skelnen bliver efter vores mening mulig, fordi direktøren kæder henholdsvis den kommunale klyngemodel sammen med et økonomisk hensyn og den selvejende netværksmodel sammen med et fagligt hensyn og dermed etablerer en grænse mellem den kommunale og selvejende daginstitution. Netværksmodellen bygger efter direktørens mening på bottom-up-strategi, hvor fokus er rettet mod kompetencedeling på tværs af institutionerne. Som vi har hørt det nævnt før, er argumentet i den forbindelse, at de selvejende
institutionsledere i netværket får mulighed for at lære af hinanden at kende, hvorved deres faglighed styrkes og faglige synergier kan realiseres (Bilag 7 linje 93-96). Bæredygtighed bliver på den baggrund til et spørgsmål om høj faglighed. Modsat kæder direktøren klyngemodellen sammen med en top-down-strategi, hvis sigte har været at reducere institutionernes omkostninger (Bilag 7, linje 78). Argumentet for klyngemodellen har med andre ord først og fremmest været af økonomisk karakter, og ”(…) når man så er kommet igennem det [og altså har høstet besparelserne], så skulle næste fase gerne komme (…) med en masse fantastisk pædagogik.” (Bilag 7, linje 102-103). Den form for bæredygtighed, som direktøren mener, at de kommunale institutioner er garant for, er altså en økonomisk bæredygtighed, der tilskrives mening i relation til momentet en top-down-strategisk spareplan.
Når direktøren på den måde skelner mellem en økonomisk og faglig bæredygtighed, skaber han samtidig mulighed for at MDI og dermed den selvejende daginstitution kan differentiere sig fra kommunen og den kommunale institution. ”(…) så man netop kan få noget (…) spændende i klyngerne og noget spændende i netværk, som man kan berige hinanden med.” (Bilag 7, linje 136-137). Den selvejende daginstitution opbygger således en unik viden om faglig sparring og kompetencedeling, mens de kommunale institutioner bliver klogere på, hvordan økonomiske synergier kan realiseres. Grænsen kan mellem de to institutionsformer og altså de to former for bæredygtighed illustreres således:
Muligheden for at berige hinanden med ”noget spændende”, som modparten ikke har haft øje for, cementerer efter vores mening det elev-lærer-forhold, som vi i afsnit 3.3.2 konkluderede, at partnerskabsprojektet stiller til rådighed for kommunen og de selvejende daginstitutioner. Vi iagttog i den forbindelse hvordan, kommunen positioneres som interesseret i at tage ved lære, netop fordi de selvejende daginstitutioner evner at gøre brug af civilsamfundet på en måde, som kommunens egne institutioner ikke kan, men som det politiske Danmark efterspørger. Når vi om lidt bevæger os over en i karakteristik af de kampe, der udspiller sig om måden, kvalitet tilskrives mening på, får vi at se, at kommunen ikke er synderligt interesseret i læren om civilsamfundet. Kontorchefen tillægger således ikke elementet civilsamfund betydning i forhold til
driften af den gode daginstitution, hvilket må siges at få den kedelige konsekvens, at det selvejende daginstitutionsmiljø mister den magtfulde rolle som kommunens lærermester. Viden om civilsamfundet er ganske enkelt ubrugelig!
Vender vi nu tilbage til direktørens skelnen, ser vi hvordan, han genskaber elev-lærer-forholdet – blot på andre vilkår. Med en særlig viden om, hvordan man bør indrette et samarbejde, der fremmer vidensdeling, bliver det muligt for den selvejende institution at undervise den kommunale institution i faglig bæredygtighed. Mens de selvejende daginstitutioner på den samme måde kan tage ved lære af de kommunale institutioner og måden, de har nedbragt deres omkostninger på – for ”(…) man skulle gerne kunne (…) lære noget af hinanden. Klynger og netværk imellem” (Bilag 7, linje 105-107). Denne grænsedragning er ikke mulig i kontorchefens måde at tilskrive bæredygtighed mening på, da institutionen som nævnt må levere
”hele pakken” på én gang. Den centrale kamp, om måden bæredygtighed tilskrives mening på, kan på den baggrund illustreres således:
Figuren viser hvordan, de to måder at tilskrive bæredygtighed mening på forhindrer hinanden:
Bæredygtighed kan ikke både være et spørgsmål om faglighed og økonomi på samme tid og samtidig være to forskellige former for bæredygtighed. Konflikten kan således karakteriseres som antagonistisk, idet den selvejende daginstitution må leve op til samtlige af kommunens krav, førend den kan betegnes som bæredygtig. Men samtidig kan ”nøjes” med at udmærker sig i spørgsmålet om tilfredse medarbejdere, der er fagligt stærke og dermed evner at få børnene til at trives, så forældrene samtidig er trygge ved at overlade dem i institutionens varetægt. Institutionen er i den forstand bæredygtig, fordi fagligheden qua netværkssamarbejdet er høj.
4.2.3 Delkonklusion
På baggrund af analysen kan vi på et overordnet niveau konkludere, at parterne er uenige om de grænser, der kan trækkes mellem bæredygtige institutioner og det modsatte. Kontorchefen artikulerer bæredygtighed som en samlet pakke og etablerer dermed en tydelig grænse mellem den bæredygtige institution og den, der enten ikke lever op til budgetmodellens krav om store institutioner og dermed risikerer at gå fallit, fordi der ikke er børn nok i institutionen. Eller den, der godt nok formår at overholde budgettet, men glemmer at holde fokus på fagligheden og dermed risikerer, at medarbejderne og børnene mistrives og forældrene derfor er utilfredse. I begge tilfælde er der tale om, at institutionen nødvendigvis må leve op til hele pakken, førend den er bæredygtig, hvorfor kontorchefen efter vores mening benytter en ækvivalenslogik, der kløver verden i to: Enten er institutionen bæredygtig, eller også er den ikke. Heroverfor placerer direktøren sig, idet han i stedet etablerer en grænse mellem den kommunale og selvejende daginstitution og på den måde skelner mellem økonomisk bæredygtige institutioner og fagligt bæredygtige institutioner. Der er på den baggrund ikke tale om bæredygtighed som et enten eller spørgsmål som i; enten er institutionen bæredygtig eller også er den ikke. Vi mener derimod at kunne konkludere, at direktøren i stedet benytter en differenslogik i den forstand, at meningen med bæredygtighed udvides: Institutionen behøver ikke nødvendigvis at skulle leve op til alle kommunens krav, førend den kan karakteriseres som bæredygtig. Grænsen mellem det at være bæredygtig eller ej ignoreres med andre ord til fordel for grænsen mellem den selvejende og kommunale institution, der samtidig gør det muligt at lære af hinandens bæredygtighed.