• Ingen resultater fundet

Jesus, under Espen 1

In document DANSKE STUDIER (Sider 76-84)

ET POLITITEGN SOM AMULET

1. Jesus, under Espen 1

Y

i har fra Slutningen af 18de Himdredaar overleveret en sjællandsk Signelse mod Gigt, der begynder saaledes:

„Jesus han under Espen stod2, han svedtes Vand, han svedtes Blod.

Du er det ægte Rosens Fange.

Flye, ægte Rosen, for Ordet som den Døde under Jorden, som Duggen for Dagen",

hvorefter Gigten videre besværges. Gennem Nyerups „Almindelig Mor-skabslæsning" 1816 er denne Signelse bleven godt kendt og findes afskreven i flere Heksebøger; ogsaa til Skaane er den naaét (Jesus staar her under en Abild).

De to første Linier synes klare nok: Jesus opholder sig under et Træ i Smertehaven og sveder Dødsangstens Blodsved, hvorom Lukas Ev. 22, 44 taler; blot stammer Udtrykket „Vand og Blod" fra Kors-scenen Joh. Ev. 19, 34. — I tredje Linie sammenstilles saa Jesu røde Blod — hans Rosensblod, som det hed i gammeldags Stil — med Gigt-rosen; Gigt hed paa gammelsjællandsk Egt.

Men af hvem og til hvem siges disse Ord, „du er det ægte Rosens Fange", egentlig? Ved tidligere Omtale af Signelsen (i Bogen „Da

1 Teksterne Danmarks Trylleformler I nr. 337; II nr. 1159; Eva Wigstrom:

Folkdiktning i Skåne II s. 389. Afhandlet i Da signed Krist s. 115 ff. — Skælve-signelsens Tekster Danm. Trfl. I nr. 345 og 360 (tjekkisk Grolimann: Aberglauben und Gebrauche aus BChmen und Måhren s. 45; „swizat" Anzeiger filr Kunde der deutschen Vorzeit 1873, s. 227). Afhandlet i Danmarks Folkeminder nr. 17 Fest-skrift til E. T. Kristensen s. 67 ff. og Da signed Krist s. 135 med Henvisninger s. 413 ff. De oldengelske Indskrifter G. Baldwin Brown: The Arts in early England (1921) s. (219 og) 234. 2 Grundteksten har „Jesus han sad under Espen stod";

herom nedenfor.

TO SIGNELSER 75 signed Krist" 1927) har jeg ikke ret forstaaet det. Det er ikke gaaet de „kloge" Mænd og Koner der har afskrevet Signelsen, bedre: alle har de udeladt Ordene. Jeg forklarede dengang: Du, dvs. den syge NN, er Rosens Fange, befanget med, angrebet af Rosen. Det kan ogsaa nok passe paa Signelsen i dens givne Form; men Ordene udtrykker fra først af noget andet. Signelsen er nemlig, utvivlsomt, en — smuk og ejen-dommelig, men hos os allerede i den første kendte Optegnelse noget forvansket og forkortet — Særform af den gamle, vidt udbredte Gigt-eller Febersignelse om Jesus paa Korset D e t s t o r e S k æ l v . Af dennes almindelige Form har vi paa Dansk to (forvirrede) sene Tekster og en ældre fra Aar 1514. I sidstnævnte hedder det:

„Ther skalff alth thet i værdhen var, ther Pylatus tallidhe tiill vor herre Ihesum Christum oc sagde saa: H a w e r t w i c t h e l l e r skyelff-we s o e t h ? Vor herre han antworde hannem ighen oc sagde: leg haffuer",

hvorpaa der loves, at enhver som bærer Signelsen skreven paa sig, ikke skal faa Gigt. Tydeligere t. Eks. i islandsk Form fra 16de Hundredaar (nedenfor fordansket og stærkt afkortet):

„Da vor Herre Jesus Kristus skulde gaa og taale den saare Død, da skjalv al Verden, da skjalv ogsaa hans signede Legeme. Da spurgte Jødernes Dommer og talede saa: Menneske, du er gigtig! Nej, sagde vor Herre, ikke er jeg gigtig og var det aldrig" osv.

Jesu Svar er oprindelig netop Nej, han lider ikke af Sygdom.

Ganske ligesaa i den ældste af alle Optegnelser (tysk Aar 1373). Pilatus eller Judas (som ene af de to passer i Haven) er den som stiller det spotske eller dumme Spørgsmaal til Jesus; i vor Særform lød det vel oprindelig „Haver du Igterosen fanget" e. 1. Jesu Svar har vor Tekst helt udeladt, hvad der maaske har virket, at selve Spørgsmaalet blev uforstaaet og — som vi har hørt tilsidst ligeledes udeladt 1

Scenen er i vor Espesignelse ikke længere Korset men Gethsemane.

Ogsaa udenlandske Opskrifter kender til at flytte Optrinet fra Golgatha til et tidligere Trin. Haven er i hvert Fald Udgangspunktet i en meget naiv tjekkisk Form, der begynder: „Vorherre gik efter Frugt, bad dær til Gud Fader, men Jøderne fangede ham, stillede ham ved Donau (Moldau?), spurgte ham: Fryser du, eller er du varm" (siges, medens man Langfredag tager Bad i Moldau). — Idet vor danske Signelse flyttede Scenen, lod den Jesus s v e d e (Blod) istedenfor at skælve, saa Spørgeren nu tænkes at sigte til det røde i Jesu Ansigt. Sveden kendes

76 F. OHRT

iøvrigt ogsaa fra en Opskrift med Korsscenen (tysk o. 1500), der siger

;,daz kråwcz das swizat, Jesus der tzytrat", Korset svedte, Jesus han bævede; her( betyder svedte vel: drev af Blod.

E t Minde om Skælvet er i vor Tekst sikkert Espen. Folkelige Legen-der laLegen-der Aspetræet spille en, ofte slet, Rolle, ved Jesu Lidelse, som Grunden til at den „sidenhen" altid skælver. Det hedder bl. a. ogsaa, at Korsets Træ var af Asp. ,Og at netop Korset skjalv,' idet Kristus steg paa det, er en meget gammel Forestilling. Den findes i det skønne oldengelske Digt Drømmen om Korset (Vers 42 ff.) „Jeg bæved, da Sønnen mig favned" osv.; det paagældende Stykke blev saa yndet, at vi finder Linier derfra som Indskrift paa Kunstværker; paa et (Kors-) Relikvieskrin, nu i.Bruxelles, staar: „Kors er mit Navn, den rige Kon-ning fordum jeg bar, bævende, vædet med Blod". Her bæver Korset ved den Helliges Berøring; i de gamle Signelser er Tanken snarere, at Jordskælvet (Matth. 27, 51) ryster alt, ogsaa Korset og den Kors-fæstede. — Naar nu Scenen blev flyttet til Haven, og vor Signer lader Jesus staa under en Esp, er hans Tanke maaske, at den bævede med Frelseren i hans Dødsangst.

Men her er endnu et Træk at overveje. Som nævnt er. Linien over-leveret i den meningsløse Form „Jesus han sad under Espen stod".

Allerede tidligere har jeg henstillet, om der her bagved skulde ligge

„Jesus han sad under Espestod", dvs. Aspetræsstolpe; Ordet stodh findes brugt netop om den Søjle hvortil Jesus blev bunden for at hud-flettes; senere Signere har ikke kunnet forstaa det. Vi vilde saaledes føres nærmere til Korslidelsen, og ogsaa i Udlandet kan Signelsens Scene være henlagt til Marterpælen. Men i saa Fald giver'vor Tekst dog en uheldig „Blandingsform"; Espen kunde meget vel passe som Stolpens Tømmer; men den der piskes, „sidder" ikke „under" en Pæl, og Blodsveden har i al Fald sit b i b e l s k e Sted i Gethsemane.

2. H j e r n e n1

Ane Marie Villumsen f. Jeppesdatter, en søgt klog Kone i Tjørne-hoved ved Præstø, brugte omkring 1870 mod Hovedpine denne Sig-nelse, der foreligger i to sene Opskrifter:

1 Haandskrift i Landsarkivet for Sjælland, jfr. Da signed Krist s. 11; Teksten trykt samme Bog s. 212 og afhandlet s. 216 og 433 (jfr. s. 290). Den svenske Parallel Hyltén-Cavallius: Warend och Wirdarne, 1864, Tillagg s. IX. De norske Signelser

TO SIGNELSER 77 a. Frøgkefroe Maremøe sad i Sængen Sorde Strænge saa vig Jorne rende di opginge dig sam fende de satte sammen op i Hovækrone oprod Jærne som for har vot.

b har afvigende: Strenge, dig (for di), ham (for sam). hannem (for sammen), oprod. før.

I Frøgkefroe skal vi her ikke fordybe os, men vi henviser til vor tidligere Omtale deraf (se Anm.). Formodentlig har det intet at gøre med de hedenske Gudinder Frigg og Freya, men i hvert Fald betegner det (ett eller) flere kvindelige Væsener, her ikke Jomfru Maria (Maremø) selv, da det følgende tydeligt viser, at der optræder flere Personer.

Her vilde vi gerne prøve at finde ud af h v o r Kvinderne egentlig optræder og h v a d der foregaar. Umiddelbart klare er Teksterne jo ikke, selvom man nok ser, at der sættes noget, vel selve Hjernen, ind i den Syges Hoved, saa alt bliver som før. Hovedkrone betød i ældre Sprog Hovedhvirvel eller Isse. At oproge var at dynge eller stable op;

altsaa: byg (eller: de byggede?) Hjernen op, som den før har været?

En viss Hjælp — omend mulig knap saa vidtgaaende som det straks kan se ud til — faar vi gennem en svensk Optegnelse af Aar 1617—18 fra Norrkoping Stadsprotokol, ligeledes mod Hovedpine;

ved tidligere Behandling havde jeg overset den. Dær staar:

„Jungfru Maria och hennes mojor, de till stranden gingo. Då sago de hjernen flyta. De vodo ut och togo den och lade honom i hjerna och hjerne-skål, med Guds nåd".

Det er morsomt, at medens den gamle svenske Tekst virker ret moderne (hvad næppe alene skyldes Udgiveren), saa er den sene danske gammeldags; den har desuden egen Rytme og er delvis rimet. Den svenske virker smukt og glat; den danske er forvirret, men røber vist-nok en Stræben efter tro Gengivelse af det opfattede.

Efter den svenske Tekst skulde vort Strænge være Fejl for Slran-de(n). Dette fører atter til den Formodning, at Sængen er forvansket af Sanden; Ordet Sand var — ligesom Hjerne — Hankøn i ældre Sprog.

S a n d e t møder vi indenfor nordiske Signelser tillige i et Par norske (sene) Optegnelser, der ogsaa ellers har Interesse for os: „Jesus og Storaker, Sygdom og Forgjørelse 1 den norske Folketro, 1932 (Norsk Folkemmnelag nr. 28), s. 43 og 55. — Den slemme Dreng Alemannia 4, 170. Talmudstedet Pirke Aboth 117 (ed. by Herford, s. 48). Epidaurosindskriften Revue archéologique 3. serie, tome 5 (1886) s. 266; J. P. Jacobsen: Manes II 146 f. Marcellinske Formler F. Ohrt: Artikel Dreifrauensegen i Handwbuch des deutschen Aberglaubens (den citerede tyske Form U. Jahn: Volkssagen aus Pommern und Rugen s. 79).

78 F. OHRT

Maria gik sig paa den hvide Sand; der kom Gigten flydende tillands"

(den tiltales og bortvises). Og: ;,Jeg mødte tre Jomfruer i en hvid Sand; den ene spitted (strikkede), den anden spandt, den tredie læste for Kjørgarig (Mavelidelse)". Lægeformler om Møer paa Strand, paa Hav eller i Sand er velkendte sydpaa, helt tilbage til 4de Hundredaar.

Men nu Lægedomsmiraklet, den underlige Historie om Hjernen, der synes ude at svømme, bjerges ind og sættes paa Plads? Det ser nærmest ud som den danske ligesom den svenske Signer tænker sig, at Patientens Hjerne var bortrøvet eller var løbet sin Vej, stukket til Søs, men nu fanges ind („de opginge, de hannem finge" = „de vodo ut och togo den"?). Dette er.dog sikkert ikke oprindeligt (selvom en tysk Dreng 1633 tilstod at have hekset Hjernen ud af Hovedet paa Folk med en forgiftet Stav); det falder helt udenfor Signelsers Forestillingsverden.

Fra Vandet kommer efter rodfæstet Tradition snarest noget slemt op.

Det gælder for Johannes' Aabenbaring (13,1 Dyret fra Havet), for yndede byzantinske Signelser om en Skadedæmon, og endnu for den norske Gigtsignelse vi nys hørte om. Specielt om en Hjerne(-skal) der flyder, veed jeg kun een Tekst at give; den er fra Talmud og heller ikke lys, men indskærper Gengældelsens strænge Lov: „Rabbi Hillel saae engang en Hjerneskal, som svømmede paa Vandet, og sagde til den:

Fordi du har druknet, druknede man dig; tilsidst vil de der druknede dig, blive druknede".

Derimod er det ikke af Vejen for os at høre en rigtig Mirakelhistorie, skrevet i 4de Hdr. før Kr. ved den græske Lægegud Asklepios' Tempel i.Epidauros: En Kvinde, hvis Datter derhjemme led af Vattersot, drømmer i Templets Sovehal, at Guden hugger. Hovedet af Pigen, endevender Kroppen og helder Vandet ud; saa sætter han Hovedet fast igen. Hjemme har Datteren drømt det samme og er bleven rask.

Altsaa Guden tager fra, gør i Orden, sætter paa Plads. Noget omtrent tilsvarende, dog saaledes at selve det der vel måa tænkes taget ud, bliver ordnet, synes at gælde for et Par latinske Signelser fra 4de Hdr. e. Kr.

(i Marcellus' Lægebog); de ligner hinanden; een af dem siger: „Der stod et Træ midt i Havet, og dær hang en Spand fuld af Menneske-tarme; tre Møer gik omkring (den), de to bandt, den tredje løste op".

Disse Formler fik Masser af Aflæggere gennem Middelalderen og senere (jfr. ovf.). Paa Tysk t. Eks. læses i en meget udbredt Tryllebog:

„Der sidder tre Kvinder i S a n d e t ; de har Menneskets Tarme (i en ældre Opskrift: m i n e Tarme) i Haanden; den første rører (ved) dem,

TO SIGNELSER 79 den anden lukker dem, den tredje lægger dem igen paa Plads". Her er det jo givet, at Tarmene tænkes tagne ud for at kureres. I den oven-nævnte norske Mavepinesignelse med Strikning og Spinden er det op-rindelig sikkert Tarmene der spindes eller bindes. (Naar Møerne i de senere Former vistnok tænkes, a l l e at virke hjælpende, er d e t næppe oprindeligt; men dette kan vi lade ligge.) De tre ubestemte Kvinder er i vor danske og den svenske Form blevet til Møer i Følge med Maria.

Vor danske og den svenske Tekst er snarest Aflæggere af disse Formler, dog saaledes at her ikke er Tale om Tarme, men om Hjerne-(dele). Naar den svenske og maaske ogsaa den danske Bearbejder har lavet sig en anden Situation tilrette (Hjernen flyder ind paa Stranden og tages op), skete det vel under Indflydelse af en Type som den norske hvor Gigten flyder i Land. Men mon ikke Ordet Strænge hos os er et Minde om det oprindelige? At Sanden og ikke „Sænge" er det rette, maa være klart; og naturligvis er det da fristende at læse „Stranden", der jo staar i svensk Tekst og hos os vil give Rim. Men det svenske

„stranden" kan være sat simpelthen som enstydigt med et ældre

„sanden", og dansk „Sængen" kan skyldes Tillempning til „Strænge";

mærk iøvrigt, at „Strænge" i k k e har faaet Artiklen. Møerne har da siddet paa S a n d e n og syslet med den syge Hjernes S t r e n g e ; dette Ord betyder i ældre Sprog ogsaa Trevler, Traade. Møerne vandt og bandt (rettede ud?) og føjede sammen, eller hvorledes det nu har været; det synes mig ikke muligt at rekonstruere Teksten (sorde for snoedel?). „De opginge" (der nu staar paa for tidlig Plads?) har maaske betydet: de gik fra Sandet op til Patienten; man gaar jo ikke „op" i Vandet fra Sandet. Maaske andre engang kunde faa Lyst at arbejde videre med Teksten, eller give en helt anden Forklaring — som det hedder: een vandt sammen, een løste op.

Efter at ovenstaaende var indsendt, har begge Udgiverne af DSt.

vist Sagen den Interesse at meddele mig Forslag til yderligere Klaring af Teksten. Nedenfor gives som A: Cand. mag. G. Knudsens Forslag, som B : Dr. phil. Mar. Kristensens.

A: Fr. M. sad et Sinde (d. e. en Gang), gjorde (?) Strenge, saa hvid (af: saawe en ( > j)) Hjerne rinde. De opginge, de ham finge, de satte hannem op i Hovedkrone; opred (d. e. istandsæt) Hjerne, som før har været.

Hr. G. Kn. tilføjer, at nd og ng i Sydsjællandsk kan falde

sam-80 F . OHRT

men1.; og han gaar, som A viser, ud fra, at der lige fra „Sinde" til

„finge" bydes paa s a m m e Rim.

B : Fr. M. (froe mulig: tre) sad i Stranden, snoede (?? rørde?) Sanden, saawe (gmlda. saaghe) Hjerne rinde. De opginge (osv. som A og ovf. S. 78) . . . Hovedkrone. (De) opraadde (?) Hjerne, som før har væren.

Hr. M. Kr. tilføjer, at Strand maa betyde Hav som hos P. Helgesen og Grundtvig; samt at „de opginge" maaske bør staa efter „de ham finge" (som ovf. S. 79). —

Forskellen mellem AB paa den ene Side og mit Forsøg paa den anden er, at AB's Tydning er rent sproglig, min Udredning traditions-historisk. De to Slags Forklaringer kan trives jævnsides, saaledes at AB giver en relativt sen Skikkelse af Teksten, mit Forsøg antyder et ældre Trin. De to Lærdes Forslag styrker den ovenfor udtalte Formod-ning, at den danske Signer ligesom den svenske forestiller sig Hjernen som noget der nu opdages, ikke som noget Møerne operativt h a r taget mellem Hænder; A og B tyder begge: da saae de Hjerne rinde.

(Jeg indskyder her, at ved „Hjerne rinde" betegnes en V æ d s k e (Hjernemasse) der løber, medens svensk „hjernen flyta" giver Billedet af et fast, samlet Legeme.)

Det er dette (Opdagelsen af en Hjerne) jeg opfatter som Udartning fra et ældre Trin,- det som den ovenfor omtalte, meget udbredte tyske Tarmformel repræsenterer, hvor Kvinderne sidder og opererer NN's Legemsdele. Og her mener jeg stadigt, at „i Sanden" og vel ogsaa

„Strenge" er den rette Tekst, som vel baade kan forsvares lydligt (saa at „Sængen" er Tilnærmelse til „Strænge") og tillige vises overtaget fra den fremmede Kilde („im Sande"). „Sanden" mod „Strenge" er næppe tilfældigt. Rimene (ovenikøbet samme Rim fem Gange?) kan være senere Forskønnelse af den ældste danske Form. Men at give en

„logisk" Tekst bliver da næppe muligt; „gjorde" (e. 1.) Strenge" er Operationstype, „saae Hj. rinde" er Fundtype, som er fuldt gennem-ført i Svensk.

At Dr. Kristensen regner med den Mulighed at -froe har været Tal-ordet tre, giver mig Mod til at gentage mit ældre Forslag: bag „Frøgke-froe" kunde ligge „Frøken trø" (Intetkønsform) svarende til et ældre

1 I. Olsen, Minder fra Sydsjælland (Danmarks Folkeminder Nr. 12) har mange Eksempler herpaa, f. Eks. s. 51 i Seinge „i Sinde", s. 53 Tøinge Låing „Tønde Land"

og's. 63 Mungen „Munden"; Olsen var født i Bakkebølle ved Vordingborg.

TO SIGNELSER 81 nedertysk „dre vroiken", tre Jomfruer (visse Kvindedæmoner hedder i Tyrol „die saligen Fraulein").

Til Slut minder jeg om den sydsjællandske Tekst af Aar 1619 Danm.

Trfl. Nr. 344, Da signed Krist S. 212 og 219: „Da saad thre møer vnder salling gorde, dj kunde, egten binde" osv., og spørger (igen) om de her udhævede Ord kan skilles fra vor Formels „i sængen sorde". — Begge Formler er hinanden lige i, at Møernes oprindelige Virken hver for sig er opgivet, de gør alle det samme.

Danske Studier 1937. 6

In document DANSKE STUDIER (Sider 76-84)