En ung fyr fortæller, at han er ret selvstændig og efterhånden kan klare det meste selv.
Derfor kontakter han sjældent sin støttekontaktperson. Men de mødes, eller de ringes ved ca. hver anden uge:
”Vi taler sammen om, hvordan det går. Hvis jeg eksempelvis har brug for noget, eller hvis der er noget, som jeg har oplevet, der er godt. Ellers hvis jeg har gjort noget, der måske ikke var så smart. Vi plejer også bare at tage ud og spise et eller andet. Det er forskelligt, hvor tit vi ses. Her på det sidste har det været en gang om ugen. Men som regel hver anden uge. Nogle gange ringer vi bare sammen. Det er mest hende, der tager kontakt. Jeg har ikke selv haft brug for at tage kontakt til hende. Jeg tror, jeg er ret selvstændig. Andre, der har en støttekontaktperson, er måske mindre selvstændige. Jeg har selv kontaktet hende, hvis der var nogle papirer, der skulle underskrives” (Ung fyr, 18 år).
Den samme unge giver eksempler på, hvordan han klarer dig selv i hverdagen.
Eksempelvis ved selv at kontakte udlejeren, hvis han oplever, at de andre unge spiller høj musik. Eller ved at spørge en af de andre på kollegiet til råds, fordi den unges scooter er blevet stjålet:
”Hvis der har været noget, som jeg har været utilfreds med i forhold til værelset, så har jeg selv taget kontakt til udlejeren. Der var en periode, hvor nogle af naboerne spillede høj musik. Der ringede jeg til udlejeren, fordi jeg tænkte, at det var ham, der styrede det, og så blev det løst. Jeg har lige fået stjålet min scooter. Der er det min nabo, som jeg taler med om det, fordi det er noget, som han har styr på” (Ung fyr, 18 år).
En anden ung fortæller, at hun i starten ikke troede, at hun havde behov for en støttekontaktperson, men at hun efterhånden ændrede mening:
”I starten tænkte jeg, at jeg ikke havde brug for en støttekontaktperson. Nu skulle jeg klare mig selv, og det var slut med pædagoger. Men så sagde min sagsbehandler, at det var en god idé. Jeg mødtes så alligevel med
støttekontaktpersonen – og det var faktisk rart. I starten skulle vi lige lære hinanden at kende” (Ung pige, 20 år).
6.3.2 ”Det er hende, jeg ringer til, hvis der er noget, der brænder på”
Andre af de unge fortæller, at de har en ugentlig eller mere regelmæssig kontakt til deres støttekontaktperson. De unge fortæller, at de typisk laver ting med
støttekontaktpersonen, som de synes er sjovt og hyggeligt. Men for alle unge drejer kontakten til støttekontaktpersonen sig først og fremmest om tryghed og om at få hjælp til at få hverdagen til at fungere:
”Min støttekontaktperson og jeg var ude og spise i går. Bagefter spillede vi FIFA og bordfodbold” (Ung fyr, 17 år).
”Hun hjælper mig rigtig meget. Vi taler altid sammen, hvis der er noget, som jeg har brug for. Hun kommer tit forbi og ser, hvordan det går. Om der er ryddet op. Og så siger hun, at det ser fint ud – og så bliver jeg glad”
(Ung pige, 16 år).
Derudover fortæller flere af de unge, at støttekontaktpersonen er den person, som de kontakter, hvis de oplever problemer i hverdagen. Det kan blandt andet være problemer med økonomien, naboer på anbringelsesstedet og forældrene:
”Vi snakker meget sammen. Jeg kontakter ham, hvis jeg har problemer. For eksempel hvis jeg ikke har fået mine penge til måneden. Vi tager også i biografen og spiller fodbold sammen. Hvis jeg skal have en støvsuger, så er det også noget, han hjælper med. Det er rart, han er der” (Ung fyr, 17 år).
”Den ene af mine naboer er ret underlig. Ham har vi faktisk en del
problemer med – både mig og de andre drenge. Jeg tror ikke, at han har det så godt. Jeg har sagt det til min støttekontaktperson, som siger, at naboen bliver anbragt et andet sted” (Ung fyr, 17 år).
”Jeg ringede til min støttekontaktperson i lørdags. Det var, fordi, min mor havde ringet til mig og var rigtig ked af det. Der var en mand, som havde gramset på hende. Men min støttekontaktperson havde ikke mulighed for at køre mig ned til min mor. Han sagde, at jeg skulle prøve på at spørge nogle af mine venner. Det gjorde jeg så. Tre af mine venner og jeg kørte så derned. Det blev ret sent – ca. kl. 24 før vi nåede frem. Bagefter sagde min støttekontaktperson til mig, at det var godt, at jeg var der for min mor, selvom det blev sent” (Ung fyr, 17 år).
Alle de unge beskriver deres støttekontaktperson som en egentlig livline. To af de unge siger følgende:
”I starten var det meget min støttekontaktperson, som var meget
opsøgende, og jeg så hende ca. 2-3 gange om ugen. Jeg havde nok svært ved at lukke op. Nu går det meget bedre i forhold til at spørge hende om hjælp. Det er også hende, jeg ringer til, hvis der er noget, der brænder på”
(Ung pige, 17 år).
”Det er trygt, at der er nogen, der kan gribe mig, hvis jeg skulle ”falde”. Det er jo første gang, at jeg står på egne ben. Vi ses ca. to gange om ugen. Jeg kan ringe til hende dag og nat” (Ung pige, 20 år).
Ifølge de unge er det oftest støttekontaktpersonen, som ”skubber” dem på vej, hvis der er noget særligt, som de unge skal, men som de har svært at overskue. En af de unge fortæller følgende:
”Hun giver mig tit et skub, så jeg kommer videre. For eksempel med at skrive jobansøgninger” (Ung pige, 20 år).
6.4 De unges oplevelse af sagsbehandleren og brugen af handleplanen
Flere af de unge fortæller, at de har en mere perifer relation til deres sagsbehandler sammenlignet med relationen til deres støttekontaktperson, som de unge beskriver som mere personlig. Det er heller ikke så tit, at de unge mødes med deres sagsbehandler.
Ofte er de unges støttekontaktperson med på møderne med sagsbehandleren. Ifølge de unge handler møderne mest om opfølgning på målsætninger i den unges handleplan. De unge er bevidste om, at møderne med sagsbehandleren og handleplanen skal sikre, at de unge får en tryg og stabil tilværelse. Samtidig giver nogle af de unge udtryk for, at de efterhånden er trætte af møderne og at tale om handleplanen.