Monrads Glæde over sine diplomatiske Seire var kun 20 stakket. Dotézac faaer Nys om Monrads Beslutning, og kommer rasende op til Vedel. Han har forelæst to De
pecher fra Drouin om vor Sag, dels til Østerrig (Preus
sen) dels til Sverrig, hvis Mening var, at Frankrig ikke i dette Øjeblik kunde svare paa vor Forespørgsel, da det 25
først maatte have Svar paa Henvendelsen til Østerrig—
Preussen. Der forelaa en Tractat fra 1852; hvorledes bar man sig ad i Holsteen; det var jo, som om det var et erobret Land. Hvad kunde det saa nytte at indlade sig paa nye Forhandlinger. Og saa vil Danmark uden at 30
afvente Frankrigs Svar, det lovede endelige Svar, udstede Indbydelser, som om Frankrig ikke existerede; — det skulde ikke blive glemt o. s. v. Men Sagen er, han for
staaer ikke et Ord; jeg læste ganske langsomt, og han forstod Ingenting; Meget har jeg oplevet her, men aldrig 35
noget Saadant. Over alt Dette blev Monrad jo meget be
tuttet, nu skulde Quaade være Minister, og da Quaade
48 1864 3. Januar—4. Januar 1864
antydede, at han maatte arbeide med sine gamle Venner (Sick og Skrike), var Monrad strax færdig til at gaae ind herpaa, idet han vilde stille Vedel i Gud veed hvilken controllerende Stilling. Da nu ogsaa Hamilton erklærede, 5 at ethvert Skridt, der isolerede Frankrig, ogsaa isole
rede Sverrig, gjaldt det at finde en Udvei. Vedel hjalp ham da ved at foreslaae ikke identiske, men forskjellige Henvendelser, der rettedes (med Forbigaaelse af Østerrig—
Preussen) til England og Rusland, ikke som Indbydelse, 10 men som Acception af en Indbydelse, og til Frankrig
som Svar til Conferenceindbydelsen og en indstændig Anmodning om den størst mulige Fremskyndelse af Sagens Ordning. Vedel fik Dotézac til at billige denne Udtalelsesmaade og saaledes klaredes vel denne første 15 Følge af Monrads Letsindighed. Men det var en alvorlig
Lære: Monrads Stundesløshed er i høi Grad ængstelig;
hans Plumphed, ja hans Forfængelighed, hans barn
agtige Glæde over at tale med fremmede Ministre, over at modtage Depecher er forbausende. Hvorledes for-20 enes Sligt med hans Begavelse? Han minder om
Blixen.
DEN 4. JANUAR. Mandag.
Efter Hamiltons Sigende tyder Alt paa, at Napoleon vil have Krig til Foraaret; der skal samles en betydelig 25 Leir ved tydsk Grændse, Italienerne (Nigra) kunne ikke
vente længere.
Krogh er kommen. Hans Navn vækker i Slesvig stor Forundring. Man betænker ikke, at Kongen, efter Mon
rads dybe Politik, skal have en persona grata og derfor 30 en tydskdannet Mand. Kongen nævnte først Johannsen (uagtet han er den største Bureaukrat, og uagtet han netop har drevet Beedigelsen allervidest), dernæst Krogh;
denne gjør imidlertid Vanskeligheder og henviser til Stemann.
35 Simony var virkelig villig til at overtage Cultusmstt.;
Monrad havde i Nødsfald kunnet tage With; men da Engelstoft tog imod Tilbudet, maatte Simony, om hvem
der alt var talt til Kongen, og som alt troede sig Mini
ster efter Samtalen med Kongen, gaae ud igjen, for i sidste Øieblik at dukke op som midlertidig slesvigsk Mi
nister.
Idag udsendte Drouin en caresserende Note til de»
mindre tydske Hoffer.
Kongen holder Parader ved Hæren, til liden Baade og til Forstyrrelse af det nødvendige Arbejde.
Den 28. Dcbr. har Russell atter udsendt tvende Noter, den ene til os, jeg veed ikke, naar den er overleveret, lo
— den synes nærmest beregnet paa at hjælpe til et Mi
nisterskifte, — den anden til Frankfurt.
Den 28. Dcbr. har Prælater og Ridderskab holdt et lidet talrigt Møde, hvori Pluraliteten, jeg troer 11 imod 5, besluttede at opfordre Forbundet til at anerkjende i5 Prindsen af Augustenborg. I det lauenborgske Ridder- og Landskab har Fleertallet (9—8) ubetinget anerkjendt Christian VIIII (d. 23. Dcbr.).
DEN 5. JANUAR. Tirsdag.
Den græske Konges Stilling er ikke misundelsesværdig, 20 blandt andet paa Grund af Tr[aktaten] 14. Nov. om de jo- niske Øer. Denne indeholder dels en Opgivelse af Fæst
ningsværkerne, som ikke udelukkende ere anlagte for engelsk Guld, dels en Neutralisation af Øerne, dels en Fastholden af den engelske Handelstractat. Tricoupis 25 har nægtet at undertegne Tractaten. Fr. Lenormant har i R. d. deux mondes for Jan. givet en lærerig, stærkt antiengelsk farvet Fremstilling af de joniske Øers Kamp fra det engelske Protectorats Begyndelse til dets Op
givelse. 30
Nu er det næppe langtfra, at Kongen ønsker Georgs Fordrivelse, til et Offer paa Bayerns Alter. Oprindelig var det udentvivl Moderen og Oxholm, hvem den hele Tanke tiltalte; siden vakte Familien og de tydske Hof
fers forbittrede Modstand en anden, i alt Fald en vex- ss lende Stemning.
Kriegers Dagbøger. III. Bind. 4
50 1864 5. Januar—6. Januar 1864
10
20
30
35
DEN 6. JANUAR. Onsdag.
Det begynder nu at dukke op i de svenske Tidender, at der har været Noget paafærde med Manderstrom, men Man veed ikke Besked.
Mange troe, at der virkelig er en stærk Spænding imellem Kongen og Oscar, i den Grad, at Kongen fryg
ter Oscars Optræden som Frivillig i Danmark. Dette skulde da være Meningen af M—m.s Tale om en svensk Prinds. Mange troe paa, at Oscar opholdt sig incognito i Malmøe i de Dage, der gik forud for Grundlovens Stadfæstelse; jeg veed ikke, om dette er sandt.
Quaade synes at ville overtage U. M. ad interim, og Monrad tør ikke opgive ham, hvor lidet han end finder ham brugelig; »Kongen maa snart vælge imellem os,«
forudseer han; men han synes at have Lyst til, selv naar Quaade er slidt op — hvilket Monrad smigrer sig med vil indtræde meget hurtigt — at beholde Quaade som Mi
nister uden Portefeuille. Forhandlingerne om den sles
vigske Portefeuille vedblive.
Der er nu skrevet til Rusland; imorgen skrives til Frankrig og England (med Wodehouse) i Anledning af Conferenceplanen. Det er svært at troe paa Muligheden heraf; imidlertid ere Ewers og Wodehouse (som Man
dag Aften bleve bespiste af Monrad, men til hans For
undring ikke paaskjønnede hans Souper) stolte af at have fremkaldt et Ministerskifte, og af at have opnaaet Samtykket til en Conference; det er Mere, end de ven
tede at opnaae.
Idag stævnede Monrad et stort Antal Rigsdagsmænd for at dække sig m. Hs. til Landskattens Pantsætning efter Hambro’s Ønske. Naturligvis var Tscherning, A.
Hage og Bondevennerne strax villige hertil, ligi. Jacob
sen og Ploug; uvilligt-villig var Liebe; Madvig, Brock, Bille, Klein og jeg stemte ikke. Jeg kunde, da Monrad afviste en Bemærkning af mig om det Uheldige i slige Forespørgsler underhaanden, med en Paastand om, at han ikke begjærede Raad, ikke tilbageholde et Ud
brud af Uvillie over denne Beredvillighed til strax at
indrømme denne Art nærgaaende Fordringer som i Virkeligheden Intet betød, — Noget Hambro maatte forstaae, — men som dog vare forargelige. Og det er sandt. Den ene Dag er det Paget, der vil have Pant i Udenrigsministeren, saa skal Hambro have Pant i Land- 5 skatten, saa skal Dronningen og Oxholm cajoleres og saa fremdeles. Det bestaaende kan ikke holdes i Læng
den, det er ingen ny Opdagelse. Men det kommer an paa Maaden, hvorpaa Forandringen skeer. Monrad vil vinde saa den Ene, [saa] den Anden, men hvem vinder lo han ved disse underlige Bugtninger ?
DEN 7. JANUAR. Torsdag.
Endelig holdt Madvig sin Sørgetale; jeg haaber, den bliver udgivet; før kommer dens Indhold ikke til sin Ret; Formen kan ikke undgaae Dadel. Den varede i5 halvanden Time. — Flere vare ifærd med at gjøre Oprør.
Idag reiste Wodehouse og Ewers.
Der er nu kommet nogle Phantasier frem om en Con
ference udenfor Paris, — det er svært at troe paa, og 20
noget Godt kan ikke ventes deraf for os. Rechberg skal interessere sig meget derfor. Grundlaget skulde da ven
telig blive et Slesvigholsteen i Personalunion [med] Dan
mark! Og det vil naturligviis strax Quaade gaae ind paa, efter at Hæren for et Syns Skyld har ladet sig slaae 25 ved Danevirke. »Quaade gjør Alt, hvad man fordrer af ham,« — siger Vennen Sick paa Spørgsmaalet, om Q.
tager imod Ministeriet; — det kan desværre blive sandt paa mere end een Maade.
DEN 8. JANUAR. Fredag. 30
Hall paastaaer, at Monrad gjennem sin Kone har be-arbeidet Louise, baade som Prindsesse og som Dron
ning. Hvad Fru Hall altsaa har gjort ved Grevinde Dan
ner, udentvivl med Halls Vidende (ligefra 1854) det har Monrad ladet sin Kone forsøge ved det nye Hof. Oxholm 35 hæver Monrad til Skyerne, han havde ventet, at Hall havde været saa »redelig« at gjøre tabula rasa, inden
4*
52 1864 8. Januar—10. Januar 1864
han gik af; det gjorde han rigtignok ikke, men han har dog været ganske correct; Fru Hall derimod havde viist en beklagelig Heftighed ved at udbryde, da 0. med Frue gjorde en Visit. »Det er en Dumhed af Kongen, han vil 5 komme til at fortryde den.« Det Visse er, at denne Ja
lousie mellem Hall og Monrad er meget skadelig. Maa
skee burde Hall i 1863/4 have gjort, hvad Monrad fandt sig i 1860, — taget Cultusministeriet. Den nuværende Situation maa forvirre Kongen.
10 DEN 9. JANUAR.
Den afskedigede Petersen seei' Kongen, Dronningen og Broderen i det tydskeste Lys. Dronningen har i gamle Dage gjennem Oxholm og selvstændigt paa en
hver Maade arbeidet paa at fjerne Kronprindsen og 15 Mariane. Dronningen har været naiv nok til i sin Tid at tænke sig Muligheden af, at Georg (gift med Sessan) kunde faae Norge, naar Uenigheden mellem de to Lande ret voxte.
Der var stadig Brevvexling i sin Tid med Piessen og 20 Blome; sandsynligviis har man fra det gule Palais pu
stet til Ilden og C. Pl.n. gjorde Sit til endmere at van
skeliggjøre den alt vanskelige Overeenskomst paa Lou- isenlund, i Hamborg var Alting lidenskabeligt tydsk;
Kongen fraterniserede med Peter af Oldenburg, spurgte 2.5 Htg. Hans, om der endnu blev talt Tydsk paa Værts
huset i Haderslev og Apenrade; huggede paa Alt Dansk.
Hvad vil Enden blive?