Madvig har nu udgivet sin Sørgetale! Det varede 20
længe, men det var dog godt, den kom. Man seer dog, hvor meget Svenskerne igjennem den fransk-akademiske Skik have forud for os i denne Taleform, jf. f. Ex.
Agardh-Strandberg (Hvasser).
Hvilken forunderlig Forskjel mellem Madvig, Andræ 25
og Monrad!
Jeg samler her Vidnesbyrdene om Monrads vexlende ExperimenteringsVilbøieiigheder,
1) I skandinavisk Retning:
1856, 5. Jan. til mig. 30
1863. Foraaret til Hamilton, jfr. 1864, 21. Januar. 1.
Jan. 1862, jfr. 2. April 1863 og 31. Decbr. 1863.
2) I heelstatlig Retning:
a) /?euz5zon5tilbøielighederne i 1856.
20. Fbr. 1848 (Mødet med Bluhme) jfr. 4. Juli 1858 3,5 (aim. Appreciation); 22. Marts 1863 (Alm. Udtalelse).
b) Tilbagegang til Fdg. 26. Juli 1854, jfr. 26. Jan. 1858.
64 1864 29. Januar 1864
c) Ligeberettigelsesgrs. i det ene Thing, jfr. 26. Jan. 1858.
4) Indenlandsk Politik:
Jfr. 12. Mai 1858, jfr. 31. Dcbr. 1863.
Den anden Behandling af Adressen i Landsthinget 5 har ved Siden af andre Omstændigheder dog gjort Mon
rad betænkelig i begge de Retninger, i hvilke Vedels Modforestillinger ble ve afviste, nemlig baade forsaavidt angaaer Adskillelsen af de to Sætninger, der først vare forenede, ni. Afskaffelsen af Fællesffg. 18. Nov. og den 10 nye efter Forhandling med Østerrig og Preussen affat- tede Fællesffgs. Vedtagelse [,] og med Hensyn til den Fare, at Kongen dog, naar det kom til Stykket, hvis Rigsraa
det nægtede Samtykket til Gris. Ophævelse, vilde gjøre eller taale et Statscoup. 1 første Hsde. sagde han jo rig- 15 tignok i Landsthinget, at Fsk. mellem Plougs Omdan
nelse og hans Afskaffelse var en »Talemaade«, og i sidste Hsde. gav han i Folkethinget Kongen det bedste Skuds- maal. Men han er dog bleven betænkelig og navnlig for sit eget Vedkommende. Depechens Ordlyd gjør ikke det 20 Indtryk — efter Vidnesbyrd f. Ex. af Jooris, — at Sam
tidigheden ikke var fastholdt, men der tales intetsteds i de fremmede Aviser og Beretninger om Andet end om Afskaffelsen. Dertil kommer, at England og efter Eng
land Frankrig har opstillet en Termin af 6 Uger. Denne 25 er vist aldeles utilstrækkelig. Quaade blev gjort opmærk
som herpaa, og der vedtoges et Circulære til at frigjøre det danske Udenrigsministerium for al Andel i denne Englands chronologiske Vildfarelse. Ved Ministerconfe- rentsen kom det imidlertid frem, at det dog var Monrad 30 selv, som til Paget havde talt om 6 Uger. Quaade glæ
dede sig over, at det ikke var ham, der havde fortalt sig, og lod Circulæret udgaae.
Een Betydning havde Landsthingsdebatten. Monrad erklærede, (uagtet der alt forinden var talt om en Oc- 35 cupation af Sydslesvig), at det ikke vilde blive taalt uden
Modstand, at Preusserne eller Østerrigerne gik ind i Slesvig.
Hvad mon England gjør i denne Tid?
Senere Anm. Dronningen hindrede Ministeriet i at op
træde energisk. Paget ventede i flere Dage engelsk Hjælp. 5 [Næste Blad (Pag. 125—126) i Dagbogen er udskaaret.]
DEN 30. JANUAR. Løverdag.
E. Banér meldte som et Rygte, at Beust pønser paa en Deling af Holsteen; den kgl. Deel skulde tilfalde Au
gustenborgeren, den gottorpske Oldenborgeren efter Rus- lo lands Overdragelse o. s. v.
O. Piessen telegrapherer at Rusland stærkt tilraa
der, at vi taale tydsk Besættelse Syd for Dannevirke;
saa skulde der underhandles. Bille (der den 26^®, troer jeg, telegrapherede, at vi vilde faae Hjælp) melder, at is
Jerningham spurgte Manderstrom, hvad han vilde gjøre, hvis Slesvig angrebes. Denne svarede, at han billigviis først maatte vide, hvad Spørgerne vilde gjøre. Russell sagde da Wachtm., at England vilde understøtte Dmk.
activt med Flaade og Tropper; dei' rustedes. R—1. har 20
sagt Bille det Samme. Ogsaa til Hamilton har W—r.
bekræftet, at England ruster.
I Berlin har Russell, der jo vil være forberedt til Par
lamentets Sammenkomst, ladet spørge, om Preussen anerkjendte Londoner Traktaten efter Slesvigs Besættelse. 25 Bismarck svarede Ja personligt, men kunde ikke staae inde for Regjeringens Beslutning. Da man insisterede paa Regjeringens Bestemmelse, forelagde Bismarck Fore
spørgslen for Kongen, men denne vilde ikke give den
forlangte Tilsikkring. 30
Adressens anden Behig. i Folkethinget frembød intet særdeles Mærkeligt. Dog var Monrads Charakteristik af Bismarck ikke uden Interesse. Han gik imidlertid tidligt, maaskee for at undgaae ubehagelige Spørgsmaal.
Omsider skulle Balan og Brenner (imorgen), Prinds 35 Frederik og Prindsesse Anna reise (paa Tirsdag), ikke til Bruxelles, men til Vevey; de ville ikke træffe sammen
Kriegers Dagbøger. III. Bind. 5
66 1864 30. Januar—1. Februar 1864
med Hertug Carl, der teer sig halvtosset i Bryssel. Han skulde være Konge i Danmark, paastaaer han, som æld
ste Broder.
Krüger, Dr., har da faaet en congé.
5 Endnu er der ikke Tegn til, at de østerrigsk-preussi- ske Legationssecretærer ville reise; det vil dog være ube
hageligt at have dem gaaende her.
Lundby er noget angreben af Rosen.
DEN 31. JANUAR. Søndag.
10 Noget uventet stiller Wrangel det militære Ultimatum til Meza.
I Statsraad, hvorefter Kongen med Monrad reiste til Slesvig, vedtoges, foruden Afvisning, at Rigsraadet snarest muligt skulde sammentræde.
15 Quaade er noget forundret (ligesom Diplomaterne her) over det pludselige Angreb. Han vrider og vender sig, for at det ikke skal hedde, der er Krig — altsaa Trac- taterne kuldkastede. Med en vis skadefro Glæde modtog han Efterretningen om, at det bestilte Skibs Bygning 20 maa standses, hvis Beslag skal undgaaes (eller endog
Confiskation), skjøndt 65000 Lst skulle betales. Intet Øje
blik skjuler han Ønsket om, at den kongelige Hær snart maa [blive] tvungen til at trække sig tilbage. Personal
union med Slesvigholsteen tager han hellere idag end 25 imorgen. Og Kongen, som havde været saa taknemmelig
mod Simony, da denne, efter at være narret for Kirke- og U. M. lod sig bevæge til midlertidigt at fungere som slesvigsk Minister, var meget kold, da Simony takkede af; — han havde intet Andet at udtale end sin Glæde 30 over, at han havde faaet to saadanne Ministre som
Quaade og Johannsen.
DEN 1. FEBRUAR. Mandag. Idag gik Fjenden over Ei- deren. Hamilton og den svenske Alliance, ja hvo kan forstaae sig derpaa? Hvad vil Følgen blive? Det gjælder 35 nu om at redde Æren. Vil Europa ikke røre sig, kunne
vi naturligviis ikke hævde Slesvig; men forsvare vi os
ikke hæderligt, bekymrer Ingen sig om os; den Ting er klar.
Madvig har idag i Dagbladet givet en udførlig Udvik
ling af de Farer, hvormed Monrad-Quaade truer os.
Disse Farer ligge os nu fjernere, fordi i Øieblikket Preus- s sens Afvisning fjerner de umiddelbare Følger af Monrads Ophævelsesindrømmelse. England skal, hedder det, stærkt have arbeidet paa en Gjentagelse af Londonertractaten, med Tillæg: 1) at Grundlov 18. Nov. 1863 skulde op
hæves, 2) at der skulde sikres a) Kongens tydske Unds. lo og b) Undersaatterne af tydsk Race a good government.
Østerrig og Preussen vilde ikke. Manderström afviste Sagen.
Thi Meningen kunde dog ikke være at paalægge Dan
mark Baand, medens Østerrig-Preussen ingen havde, is naar de tilsidesatte deres Pligt: ikke at forpligte Dan
mark paany ligeoverfor England, Sverrig og Rusland, uden tilsvarende Forpligtelser.
Grundlovens Ophævelse kunde han ikke fordre; vilde Danmark af egen Drift, vedkom det ikke ham. 20 DEN 2. FEBRUAR.
Efter »Morning-Post« for idag skal den preussiske Re
gjering have afgivet den forlangte Erklæring, at den anerkjender det danske Monarkies Integritet. Vistnok ei ubetinget. Der synes nu at være god Grund til at opfor- 25
dre de Magter, der have garanteret os Slesvigs uforstyr
rede Besiddelse, til at indfrie deres Ord. Quaade holder igjen. Han vil jo kun holde sig til Londonertr. og und- seer sig ikke ved at tale om Preussen-Østerrigs Indfald i Slesvig, som om det var en Execution. JKrtiklen i Quar- 30
terly Review (1. Jan.), hvis ubekjendte Forf. sendte Cor- rekturark til T. Bille, finder han daarlig: Ingen vil bryde sig om en Artikel, der er os i den Grad gunstig; under Paavirkning af Ewers (O. Piessen) skriver han endnu efter Krigens Udbrud venlige Noter til Wien og Berlin 35 for at bede dem gaae ind paa ^en russiske T>Conference<<
(i Modsætning til den engelske Mediation).
68 1864 3. Februar—4. Februar 1864 DEN 3. FEBRUAR. Onsdag.
Om Formiddagen roligt.
Angreb Kl. 3 ved Bustrup af Østerrigerne.
Nat mellem Onsdag og Torsdag reiste Kongen og Monrad nordpaa.
Jfr. d. 19. Fbr.
Senere Anm. Det er vist, at Dronningen (som det sag
des til Bræstrup under hans Ophold i 1864 i Berlin; — han lod da, som han vidste det) havde i hele den af- 10 gjørende Periode Brevvexling med Berlinerhoffet. Uden
tvivl har man foregjøglet hende, at naar man kun ingen Modstand gjorde, skulde Alt blive ordnet til Kongens og hendes Bedste.
DEN 4. FEBRUAR. Torsdag.
15 Medens Efterretningen fra Slesvig lyder: »Forpostfægt
ning ved Reide. Østerrigerne trænge vore Forposter til
bage«, har i Virkeligheden et Krigsraad været afholdt om Aftenen af 11 Medlemmer; kun Lüttichau stemte for at holde Stillingen; Meza, Kaufmann, Rosen og 7 andre 20 for et Tilbagetog — deriblandt Fr. Dreyer og Caroc.
(Gerlach-Wilster var ikke tilstede). At Duplat, Steinmann og Hegermann stemte derfor, er en Selvfølge; desuden Schrøder, Wegener. Krigsraadet sammenkaldtes efter Vau- pell med kort Varsel. O. Bang løber Byen rundt og for-25 sikkrer (fra høie Steder), at Slesvig er taget.
Der er stor Uro i Byen, fordi man aldeles ikke hø
rer noget om Bustruperaffairen; det ymtes, at den har været meget alvorlig.
Ubegribeligt er det dog, at man vil holde Konge og 30 Regjering udenfor alt Ansvar — som om denne Insub
ordination ikke maatte kaste det forunderligste Lys over Alle. Den Mistroiske vil jo spørge: Hvorledes kunde Meza tage en saadan Beslutning, hvorledes kunde Krigs
raadet komme dertil, naar det ikke var vel kjendt, at Kongens militære Omgivelser ønskede Stillingens Op
givelse, at Kongen selv ønskede en »fredelig Politik«
o. s. V. Naturligviis har Kongen ikke sluttet Aftaler med
Generalerne bag Krigsministerens Ryg, men har det ikke været forstaaet: »Lad os være udenfor det«. Og de, der ikke see Sagen saaledes, de Generaler, der ikke have seet Sagen saaledes, have de betænkt, at hvis ikke, saa drives der det modbydeligste Spilfægterie med den hele s constitutionelle Lære om Kongens Uansvarlighed og Conseilpræsidentens Vaagen over, at der intet Indgreb skete. Man tager ikke fornuftigviis en saadan Beslutning, naar Kongen er et Par Timer borte, uden at meddele
ham den. i«
DEN 5. FEBRUAR. Fredag.
Idag Alt i det Hele roligt, lyder Efterretningen. — I Virkeligheden begyndte Tilbagetoget. Telegrammet om den tagne Beslutning sendtes af Overkommandoen til Krigsministeren Kl. 10; det kom her Kl. IIV2 eller ll’A. ’•'>
Lundby havde instrueret Overkommandoen i den Ret
ning, at Stillingen skulde holdes, men Hæren ikke helt sættes paa Spil, altsaa omend c. en Trediedel af Hæren og Skytset med tilhørende Artilleriem andskab maatte gaae tabt ved den endelige Opgivelse, — det var Menin- 20 gen, ikke Ordene!* Lundby ventede i det Mindste, at Stillingen endnu holdtes i 14 Dage, maaskee noget læn
gere. Han svarede strax, (Natten Ve Kl. 1,10 Minutter), at han ikke erkjendte, at en saadan Beslutning
stem-* Senere Anm. [Uden Notetegn, hører formentlig til 25
Ordene i Linje 4.] Lundby har senere sagt, at det, han troede at maatte værge sig imod, var, at Meza vilde ofre Alt for at holde Stillingen.**
** [Staar langs Siden uden Notetegn.] Nat til 6‘® Fbr.
Kl. 12,55 Ankjær til Monrad: »Er Deres Excellence vi- 30 dende om Rømningen af Danevirkestillingen i Nat?« Mon
rad svarer Kl. 2,30: »Hverken Kongen eller jeg har ud
øvet Skygge af Indflydelse paa Krigsraadets Beslutning.«
Ankjær klager Kl. 3,30 over, at Beslutningen er forholdt Krigsministeriet. Monrad svarer Kl. 3,49: »Jeg finder det 35 sandsynligt, at De har Ret.«
70 1864 5. Februar—6. Februar 1864
mede med Instruxen og forbeholdt sig Undersøgelse;
Stillingen skulde holdes. For sildigt; Meza var alt kjørt omtrent Kl. 9 fra Slesvig og var i Flensborg, hvor Tele
grammet uden Tvivl naaede ham; i ethvert Tilfælde var 5 Hensigten fra Commandoens Side naaet. Tilbagetoget
var udført, uden Krigsministeriets Tilladelse.
Omtrent samtidigt sendtes Meddelelse til Monrad (i Sønderborg), som bragte Kongen Efterretningen.
Gjøduad forsikkrer, at der her idag pr. Brev var bestilt 10 til 400 Couv. i Sønderborg fra Oldfruen osv. Gjødvads
Vidnesbyrd har imidlertid ikke altid været paalideligt.
Quaade trykker sig endnu ved at udstede Opfordrin
gen til de garanterende Magter om at beskytte os i Be
siddelsen af Slesvig. Hans Tankegang er jo fyldt af bis- 15 marckske Betragtninger og Trudsler. Han har hørt Bis- marck sige, at huis Fremmede blande sig i Sagen, vil Preussen træde tilbage fra Londonertractaten; derfor ei' det, at Sverrig vil hjælpe. — »Vor Herre bevare mig for mine Venner!« Og et saadant Menneske lader Monrad 20 sig octroiere til Udenrigsminister. Som om Bismarck, der aabenbart har leget med Quaade som Katten med Musen, ikke kunde finde et hvilketsomhelst Paaskud til at kaste Londonertractaten overbord, saasnart de euro
pæiske Forhold tilstede ham det.
25 DEN 6. FEBRUAR. Løverdag.
Om Formiddagen kom Budskabet her til almindelig Kundskab. Om Eftermiddagen (Kl. 4) opsloges Procla
mationen til Hæren paa Gadehjørnerne ved en Misfor- staaelse. Monrad havde telegrapheret den til Lundby, og 30 denne troede, den var udstedt. Allerede den maatte vække
en ubeskrivelig Uvillie.
Monrad reiste ned til Flensborg og traf der Meza, der værdigedes at henvise ham til Krigsraadsprotokollen.
Han traf og her Kranold, som ikke havde det Indtryk, 35 at man i Hæren var fortvivlet over Tilbagetoget. Den
gang lod Monrad, som han ikke vidste, naar han kom til Kbhvn. Nu glipper alt Haab om hurtig Hjælp. Idag
afgik omsider vor Opfordring til de Magter, der have garanteret Slesvig. Naturligvis siger Rusland, at Ingen vil fratage os det. Det er dog et Tidsspørgsmaal, selv i den allerskarpeste Betydning. Preussen og Østerrig have ikke forpligtet sig til ubetinget at opretholde Personalunionen. 5
Paget tog sig Efterretningen meget nær, — thi han følte sig personligt compromitteret, da han havde meldt Regjeringen, at Stillingen vilde kunne holdes i nogle Uger.
Nicolai, Blümer, Wesdehlen og Blittersdorf juble natur
ligviis. 10
Til Doria har Monrad sagt: »Vil ikke nu Italien be
nytte Øieblikket?« »Vi ere beredte,« svaredes pr. Tele
graph, »men vi kunne ikke angribe uden Englands og Frankrigs Tilladelse.«
Paget siger, at den 26^® vilde han have svaret for, at is vi fik engelsk Hjælp; d. til 1. Fbr. var der en Sling
ring; men Russell var aldeles bestemt paa at under støtte os; men nu!
D. 27^® spurgte Grey paa Cowley’s Vegne, om Eng
land vilde faae Frankrigs Cooperation, det vilde i saa- 20 fald optræde med Flaade og Hær. Drouin sagde Nei.*
Hamilton havde Ordre til at reise til Stockholm, da Stillingens Opgivelse standsede ham.
DEN 7. FEBRUAR. Søndag.
Monrad kom tidlig. Kl. 10 Ministerraad. Lundby for- 25
drede Undersøgelse, — hvem det saa gjaldt. Meza og Kaufm. kaldes herover til Forklaring, Lüttichau og Stjernholm midlertidigt beskikkede.
Monrad bearbeider Redacteurer, Studenterforeningens Seniorat, Haandværkerne osv. Kl. 4 fremstiller han sig 3o i Folkethinget, som den aldeles Uskyldige, som den Overraskede, Kl. 472 i Landsthinget. At han i saa Fald ligefrem er holdt for Nar, vil han knap tilstaae sig selv, endsige os Andre.
* Budberg er den eneste Russer, der finder, at Rus- 35
land burde intervenere.
72 1864 7. Februar—8. Februar 1864
Naturligviis finde Tillisch, Andræ o. s. v,, at Alt er i sin Orden. Quaade tager en Priis og længes efter Sles
vigholsteen i Personalunion*. Johannsen var dog saa for
nuftig, at han ikke vilde have, at Kongen maatte reise.
5 Spektaklerne have været stygge i Nat, — dog troer jeg ikke, at det er sandt, at en Politibetjent er bleven slaaet ihjel. Oxholm er bange — syg. Desværre er det sandt, at en Person klædt som Cavaleer har kunnet spytte ind i Vognen, hvor Prindsesse Dagmar sad med Kronprindsen. — Det er modbydeligt og det er ærger
ligt. Det skulde være blevet ved den ubekjendte Mands Spytteklat, der fordrev Berling, efterat han ved en Fore
spørgsel havde forvisset sig om, at »det var den værste Svinehund, han kjendte.«
I hvilket Lys vil nu Folket see den Konge, hvis Thron- bestigelse har givet Signalet til Oprøret og den voxende tydske Folkebevægelse, og som ligeoverfor denne Storm intet andet Middel har havt at anbefale end »Efter
givenhed«, en fredeligere Politik, som begyndte med at fjerne Ministeriet, og som saa reiser til Hæren, og for
lader den Dagen før en saadan Catastrophe?
DEN 8. FEBRUAR. Mandag.
Jeg læste Krigsraadets Protokol; der er aldeles ingen Forklaring af den Selvraadighed, hvormed Regjeringen 25 er forbigaaet. Dette er en politisk Demonstration, — an
derledes kan det ikke fattes. Skulle vi slaaes, fordi den kbhvnske. Pøbel fordrer det; Krigsministeren tør ikke tillade Stillingens Opgivelse, — altsaa gjøre vi det paa egen Haand. Vi paaberaabe os,
50 at Slien kan tilfryse i 2 x 24 Timer. — Men vi have ikke havt de 24 Timers Frost.
at Fjenden kan demontere vort Skyds i 2 X 24 Ti
mer! Ja. Hvem demonterer?
* Anm. 1866. Enten er min Hjemmel for den her givne 35 Opfattelse af Quaade upaalidelig, eller han har stærkt
forandret sig. Maaskee Noget af begge Dele.
at Hæren ikke er vel-udrustet. — Ja hvem har ud
rustet den, hvorfor er der ikke Barakker o. s. v.?
at vi kun have 35,000 Mand, medens Stillingen er be
regnet paa 40 til 50,000 Mand. Men hver Dag bragte flere Soldater, og det antages, at Fjenden havde mindst 50,000 r>
Mand. Hvad led ikke han!
H. Hamilton synes ikke at vente Noget af sin Reise.
Han søger naturligviis en Undskyldning i Udtalelser af Quaade og Monrad; den Sidste vilde ikke paa Forespørg
sel erklære, at vi vilde fortsætte Kampen til det Yderste. lo Hamilton siger: altsaa vil man slutte Fred, nu det vil blive forlangt af England, Frankrig og Rusland. Da her
til indvendes, at det dog kun vil blive en Opfordring, ikke en Befaling, opkaster han det Spørgsmaal, om han ikke skulde sige til Quaade, at en svensk Alliance vil is give de skandinaviske Ideer et mægtigt Stød fremad. Da hertil svares,
at det jo vilde være et godt Middel til at trække sig ud af det Hele;
eller et Middel til at kaste Ministeriet overende, hvis 20
det afslog et Alliancetilbud;
men at Quaade og Johannsen jo ikke vare saadanne Børn, at de jo kunde forstaae, hvilke Muligheder der laae i en nordisk Alliance,
frafaldt han denne Tanke. 25
H. Hage raadede Monrad til at gaae af (ligesom den rædde Oxholm havde gjort det). Monrad vilde ikke troe, at Kon
gen narrede ham, eller at i alt Fald man narrede ham.
DEN 9. FEBRUAR. Tirsdag.
Kongen kommer nu til Statsraad, der vil angaae de 30
svenske Muligheder, Embargo, Blokadevagt.
Monrad møder igjen i Folke- og Landsthinget, giver yderligere Forklaringer om Proclamationen, hvori Kon
gen vilde have Ændringer, og om Jørgensen, som Mon
rad udentvivl vilde have bort, om ikke af andre Grunde, .3.5 saa for at behage Kongen.
Vaupell* er kommen hertil, ligesom Meza og Kaufm.;
* Senere har han skiftet Mening.
74 1864 9. Februar—10. Februar 1864
han kan ikke inodstaae Hovedqvarterets Fristelser; han finder Danevirkes Opgivelse rigtig; den kunde ikke for
svares mod Vesten, da vi havde altfor faa Tropper, og Eideren hver Dag kan gjennem vades; der kunde ved 5 Slien slaaes en Bro, omend med Opofrelse; men frem
for Alt Stillingen vilde blive gjennembrudt. Han trøstede sig med, at Stemningen var saa god hos Mange i Be
folkningen. I Syd vestangel havde der kun været 5, mod hvem man advarede ham, og man havde givet ham saa 10 mange Heste, at han ei blot kunde bringe sine Kanoner tilbage, men endog sende Heste ned til Frederikstad.
(Wilster havde opgivet Kanonerne). I Ostenfeld vare Folk velsindede. Ja alt det er godt, men hvorledes vil det gaae, naar Skruen anbringes af Bander Sydfra og 15 de velordnede Augustenborgere. Og hvad Tilbagetoget angaar, hvorfor har Overcommandoen ikke med en Li
nie antydet for Krigsministeren, at Stillingen, som Meza jo holdt paa, glædede sig til at staae i, nu havde en anden Charakteer.
20 Hvorfor var der ikke forlangt med større Bestemthed Barakker? Vaupell siger, at det var Sparsommelighed, naar der ikke fandtes Barakker; det skulde endelig ud
føres af Ingenieurcorpset Og sendes over. Men Forholdet imellem Overcommandoen og Lundby-Ankjær maa jo 25 have været slet; ikke en Beretning værdigede man at
give. Hvorfor skrev man ikke en Meddelelse om den hæderlige Bustrupaffaire, som havde forberedt Beslut
ningen. Det er imidlertid i Virkeligheden altid godt, at Tilbagetoget for Hæren selv ikke staaer i utvivlsomt 30 skjævt Lys. Ved Begyndelsen var man i Hæren forbit-
tret; i Sønderborg fandt man, det var i sin Orden (Døv
stum meinstitutsforstder. Hansen).
DEN 10. FEBRUAR. Onsdag.
Igaar havde Landsthinget valgt Udvalg om den lille 35 Krigsefterretningslov. Christensen havde forinden dicta-
torisk forlangt, at man skulde vælge ham. Frølund og Larsen; han indrømmede Brix, Ploug og mig, Carlsen
skulde være Centrum. Han irriterede ved sin categoriske Fordring, — der nok i Virkeligheden hidrørte fra Tvivl om ellers at holde Partiet sammen, da der arbeides stærkt paa at føre alle Bondevennerne tilbage til Mon
rad, hvis Magtesløshed B. Chr[istensen] i offentligt-privat 5 Møde havde udtalt, paa samme Tid som han erkjendte, at Monrad ikke forud havde havt Meddelelse om Over- cominandoens Beslutning. Da nu Strøm — der ved Cam
pagnen under Finanslovsfhlgne. [,] da der skulde demon
streres imod Sponneck paa den ubegribelige Maade, var 10
faldet fra, efter selv at have ønsket at være med — blev valgt istf. Larsen, og Frølund havde faaet meget faa Stemmer, gik B. Chr. og Fri. ud, og Scheel-Brock valgtes idag i Stedet.
1 Virkeligheden er vel Sagen den, at B. Christensen 15
er bleven paavirket af Monrad; den vel forklarlige men dog ukloge Maade, hvorpaa Bille og Ploug optraadte, har og bevirket et Omslag i Stemningen; istedetfor at begynde spørgende og modererende for siden at con- cludere bestemt, have de i Lidenskab beredet sig adskil- 20
lig Blottelse, saa Folk nu næsten glemme, at Monrad dog har »for at bestille noget« skrevet Proclamations- udkastet, og man glemmer ligeledes den grove Insub
ordination, saa Folk ere nærved at mene, at Lundby burde bede Meza om Forladelse, fordi han har ulejlige! 25
ham. Kongen skriver alt fra Sønderborg, at han nu øn
sker at beholde sine Gardere i Kbhvn., og at Meza og Kaufmann nu vel snart komme tilbage, da Hæren ikke kan savne dem.
Det norske »Aftenblad« tog Efterretningen meget 30
smukt; Sohlmann naturligviis som en forstærket Ploug.
Omslaget i Stemningen skaffede Kongen en god Mod
tagelse.
Erklæring er affordret Meza til den 15^® Fbr.
DEN 11. FEBRUAR. Torsdag.
Før Statsraadet idag herskede stor Bevægelse, paa Grund af Ordet »Vi« i den endelige Form af den usalige
35