Hvad dette da viser er de omkostninger der er forbundet med at gøre sig af med von Falkenow og samtidig ophøje det han stod for - ved hjælp af den som fældede både ham og hans måde at stå for det på. Der er nok en-gang tale om et salomonisk løsningsforsøg fra Eric Eberlins side: en uto-pisk udvej af en umulig konflikt. Og det som skiller denne version fra de-butromanens, og da især fra forfatterens tidligere forsøg,15 er ikke bare, som Paludan mente, forarbejdningsniveauet, men omkostningsniveauet, som er fulgt med i højden. Bortset fra visse tekniske transformationer er arten af både løsningsforsøg og omkostninger i romanerne i grunden den samme som i brevene og til dels novellerne fra Amerika.
Men en vækst i erkendelse er sket med Amerika og emigrantens kultu-relle splittelse på større afstand. Aldrig før er konfliktens struktur og mønster fremstået så omsiggribende. I takt med den voksende historiske afstand er fulgt en øget fiktionalisering, men forfatterens habile venstre-håndsarbejde har ikke kunnet dulme modsætningerne i den bindestregs-eksistens hans fiktion omhandler. Bag populærromanens facade vidner et forværret kulturelt fordøjelsesbcsvær tværtimod om hvor gennemgriben-de gennemgriben-den skrivengennemgriben-des opringennemgriben-delige konfliktoplevelser har været. Hverken ti-den eller skrivearbejdet har kunnet læge sårene, som snarest virker kro-niske.
Mens en større kunstner muligvis kunne have fået et sådant kultursam-menstød til at slå rigtige ekspressionistiske gnister eller fået den
grund-læggende tomhedsoplevelse til at runge for alvor eller barslet med et helt tredje levedygtigt Janushoved, har den halvgjorte Eberlin vist sig lige ak-kurat talentfuld nok til at godtgøre hvilken overvældende opgave en kunstner med bindestregs-bevidsthed binder an med, hvad enten han løs-er den ellløs-er ej. Måske opstod opgaven i Ebløs-erlins private psyke, og måske kompliceredes den af hans emigrantår i Amerika i mellemkrigstiden.
Men konsekvenserne af hans løsningsforsøg, som genfindes i så megen dansk og nordisk emigrantlitteratur, rækker ud over de oprindelige ram-mer og ind i en globaliseret fremtid hvor bindestregs-bevidsthed sand-synligvis vil blive reglen og ikke undtagelsen. Om Eberlins forsøg her vil virke som en overlæsset byrde eller en frisk inspiration, kan kun tiden vi-se. Umiddelbart er hans model lidet opmuntrende og maner næppe til ef-terfølgelse. Snarere end at tjene til skræk og advarsel bør den dog kunne udfordre den som hellere fristes af en opgaves væsentlighed end ængstes for dens uløselighed.
Noter
1. Se især Henrik Oldenburg, Jacob Paludan. Historien om et venskab (1984).
2. Dorothy Burton Skårdal, The Divided Heart. Scandinavian Immigrant Expe-rience Through Literary Sources (Oslo and Lincoln, NB 1971).
3. Begrebet DissemiNation har jeg lånt fra Derrida via Homi K. Bhabha, The Location ofCulture (London and New York 1994), 139, 148 og 166-67.
4. Med særligt henblik på min bog Fra Amerika til Danmark. På rejse gennem Jacob Paludans ungdomsromaner (Kbh. 1993).
5. Den mig bekendt eneste behandling af Eberlin som forfatter - ud over Olden-burgs sideportræt i Paludan-biografien - er kommet til min kundskab efter udfærdigelsen af denne studie. Det drejer sig om P. J. Snares korte artikel
»Erik C. Eberlin« i Pinkerton nr. 50 (Januar 1994), 27-33, og den behandler udelukkende - og skitsemæssigt - kriminalforfatteren.
6. The Prosperous Few and the Restless Many (1993), 7.
7. Udtalt under overskriften »Det hele skal blive meget værre« i en samtale med Karen Syberg i Information den 21. november 1994.
8. P. J. Snare har ret i at »den endelige, kunstneriske bearbejdning af det fore-liggende råstof, der tæller litterært« ikke var Eberlins force. (Op. cit., 32).
9. Ved at læse dem i forlængelse af Oldenburgs bøger bemærker P. J. Snare (op.
cit., 32 0 at »i begge(s) mordsager ligger motivet gemt i et bristet venskab.
Det er den skuffede og svigtede part i forholdet, der - da alt er ude - i selv-ødelæggende desperation begår den endelige, uoprettelige handling...«. Det skal vist på en eller anden måde forstås som Eberlins reaktion på at Paludan efterhånden »slog ... bremserne« for venskabet i, men selv om så er tilfældet,
er der tale om en - snævert biografisk - læsning som ikke berører sigtet med nærværende mentalitets- og kulturanalyse.
10. Oldenburg op.cit., spec. 278-306.
11. Ibid., 284 f.
12. Ibid., 297.
13. P. J. Snare, hvis korte personkarakteristikker ikke er i strid med mine, ser kommissæren som en ærkedansk Maigret-figur (op. cit., 28).
14. P. J. Snare, op. cit., 27.
15. Foruden Eberlins egne konfliktløsningsforsøg kan nævnes at han sammen med Paludan i luindet forude. El Spil om Utopien (1928) forsøgte sig med en beslægtet utopisk udvej på en fuldt så umulig konflikt. Se herom min artikel
»Jacob Paludan og Eric Eberlins sceniske utopi« i Edda 94 (1994), 154-160.
Af Erik Hansen
Emnet for denne artikel er sætningskløvning. Denne term er først brugt af H.G. Wiwel (1901 p. 343). Andre termer er sætnings spaltning (Reh-ling 1932 p. 151), spaltet sætning, kløvet sætning (AaHansen 1933 p. 42) og tveformet sætning (Byskov 1910 p. 122).
Alle disse termer indeholder forestillingen om en proces hvorved én sætning er blevet delt i to, idet sætningskløvning og sætningsspaltning dog både er betegnelser for denne proces og for dens resultat, selve kon-struktionen. Aage Hansen (1933 p. 43) tager afstand fra forestillingen om en psykologisk »kløvningsproces« og bruger kløvning som en be-nævnelse udelukkende for konstruktionen. Således vil sætningskløvning også blive brugt i det følgende.1
Kløvningens syntaktiske form
Kløvningens subjekt er pronominet det, og verbalet er en form af være eller blive. Det led der i den ikke inverterede konstruktion følger efter verbalet, benævnes (kløvnings)fokus, og konstruktionsdelen det er + fo-kus, benævnes i det følgende kløvningens oversætning. Fokus efterfølges af en bisætning formet som en relativsætning indledt med der, at eller er uden konjunktion:
det &rjer der betaler gildet
det bliver birken vi kommer til at fælde det må være her at det skete
her var det det skete
er det klaveret vi skal hente?
jeg tror nu nok at det har været dig hun tænkte på I disse eksempler er fokus kursiveret.
Subjektet det i kløvningen er altid tryksvagt, og bl.a. herved kan kløv-ningen skelnes fra identificerende konstruktioner med det:
'det er det træ vi skal fælde (identificerende, med deiktisk det) odet er det træ vi skal fælde (kløving, det ikke deiktisk)
Den identificerende konstruktion kan også kendes på at det anaforiske det kan være i fokus i en kløvning:
odet er 'det der er træet vi skal fælde var »det 'det der var din mening?
Være er langt det hyppigste og det umarkerede verbum i kløvningen. Bli-ve betoner eksplicit oBli-versætningens inkoatiBli-ve betydning:
det bliver Peter der skal betale gildet det bliver nok her det kommer til at foregå
vi regnede med at det ville blive i Oslo næste gang det blev i København at mødet skal finde sted
Kløvningskonstruktionen korresponderer altid med en - bortset fra infor-mationsstrukturen - synonym hovedsætning, hvis ledbestand svarer til kløvningens bisætning + fokus:
det var Lise jeg traf på Strøget jeg traf Lise på Strøget
Man kan derfor tale om fokus' ledfunktion i forhold til bisætningen; i ovenstående eksempel er fokus således objekt. Fokus kan i forhold til bi-sætningen have alle de traditionelle ledfunktioner:
det er min bil der er punkteret (subj.) det var rødspætter jeg købte (obj.)
det blev Jens hun sendte checken (indir. obj.) det er da vist socialdemokrat han er (præd.) det er / morgen at vi skal rejse (adv.)
det er især at ryge der er usundt (nominal infinitiv)
det var fordi jeg var træt at jeg faldt i søvn (adverbiel ledsætn.)2
Bisætningen indledes med der3, når fokus er subjekt, i alle andre tilfælde med at eller uden konjunktion. Jo tungere fokus er, dvs. jo liere stavelser det består af, des almindeligere er det i rigsmålet at bisætningen indledes med at. I nedenstående eksempler er graden af sandsynlighed for at mar-keret med antallet af parenteser:
det er her (((at))) han bor for tiden det er nu (((at))) du kan ringe til hende det er i dag ((at)) vi skal mødes
det var på torsdag ((at)) han lovede at komme det var uden held (at) jeg forsøgte at overtale ham det er med beklagelse (at) vi må sende afbud det var for at få fred at vi sendte børnene i Tivoli det var da jeg så regningen at jeg besvimede4
Ved hjælp af modsætningen som/at kan man i visse sociolekter skelne
mellem en identificerende konstruktion med anaforisk det og en kløv-ning; den identificerende konstruktion indeholder en almindelig relativ-sætning med som:
'det er den cykel (som) du skal reparere Kløvningen har bisætning med at:
odet er den cykel (at) du skal reparere
Fokus' kasus bestemmes af oversætningen, og da fokus ikke er gramma-tisk subjekt, står et pronominalt fokus i akkusativ, altså prædikativets ka-sus:
det er os der har foreslået det
Derimod er det ikke oversætningen der bestemmer forekomsten af re-fleksivt pronomen:
det er sig selv han kan takke for sin succes det er af sine venner man skal høre sandheden
Det er fokus' ledfunktion i forhold til bisætningen der styrer refleksivite-ten.