Indre Beviser

Dette bringer os til Frandsens „indre Grunde". Han finder dem først og fremmest i den svenske Ivan. Mærkeligt nok. Dronning Eu-femia havde jo, mener han selv, valgt Oversætteren med Omhu. Sik-kert betroede hun dette delikate Hverv til en, som godt kunde Fransk, en af de mange svenske Klerke, som havde studeret i Paris, kort sagt en, som var rigtig fortrolig med fransk Sprog og Litteratur, det. 12.

og 13. Aarhundredes rige franske Epik og især Lyrik. At. han var en saadan, at han virkelig var litteratura simul et idiomate lingue terre illius imbutus „inddrukken med dette Lands Litteratur saavel som Sprog", som den.tyske Abbed Arnold udtrykte sig, det kan vi selv overbevise os om ved at læse hans Værk.. Frandsen mener derimod, at det, han havde inddrukket, indsuget, det var tysk episk og'lyrisk Digtning — direkte eller indirekte, snarere vel direkte. Det opdager han i hans Stil, i hans sproglige og litterære Behandling af Teksten.

Lignende Spor af tysk Paavirkning opsnuser han saa i danske Folke-viser, dansk Lyrik fra den følgende Tid... Sikkert er det, at ligesom i dansk Politik og Økonomi har tysk Indflydelse spillet en umaade-lig stor Rolle i det danske Sprogs, den danske Litteraturs Udvikling.

I min Bog har jeg kun hentydet dertil: mit Emne var jo det franske Vers. Frandsen derimod behandler den danske Folkevises Historie i det hele; saa er han berettiget,.ja forpligtet til at opspore.alle dens Kilder, Forbilleder o. 1. Men finder han ikke altfor ofte i middel-alderlig dansk Litteratur, at — for at kalkere den „danske". Dron-ning Sofie Magdalenes Udtryk fra hendes Besøg- paa Vallø — „es riecht hier auch so d e u t s c h " ? Hvis Frandsen undersøger Sagen til Bunds, vil han opdage,.at det for det mesteidrejer sig.om noget fransk, som nok var blevet optaget af Minnesang og Volkslied, men som Ivain's svenske Oversætter af de Grunde, jeg har henvist til, langt snarere kendte direkte fra selve deri franske Lyrik.

DEN FIRLINIEDE FOLKEVISESTROFE 35 Det gælder naturligvis ikke Rimets Ord. Her er jo fransk Paa-virkning næsten helt udelukket. Men der kan heller ikke være Tale om tysk Paavirkning, bare om tilfældigt Sammentræf paa Grund af Spro-genes Slægtskab. Eller tror Frandsen, at enhver Dansk, som blandt tusinde rimer Smerte paa Hjerte, direkte eller indirekte har det fra det ligesaa hyppige tyske Rim Hen: Schmerz? Ak, Hjerte og Smerte eller Herz og Schmerz kalder næsten uhyggeligt paa hinanden, som i fransk Versmageri amour og jour. Saaledes forholdt det sig dengang med Trøsi (endnu med langt ø) og forløst, tysk trost og (er-, «-) lost: de to Ord kaldte ogsaa paa hinanden; de var m. H. t. Rimnød ligesaa ilde stedt som Hjerte og Smerte, Herz og Schmerz. Det er ligeledes Sprogslægtska-bet, som er ansvarligt for lignende Brug af Ende og ende, bot og buoz ved Rimet. Paa begge Sider er det selvstændigt, spontant. Ikke paa Fransk, hvor vi ikke ejer disse Ord, men tilsvarende af en helt anden Form.

Anderledes forholder det sig med Stilen. Her kan ogsaa Sprog-slægtskabet gøre sig gældende, men langt fra i samme'Grad. I hvert Fald slet ikke, hvad de Formler angaar, som Frandsen beraaber sig paa — altfor hurtigt og letsindigt. Sandelig, man kan ikke nøjes med at slaa op i Godefrey's Ordbog eller i Doncieux's Romancéro¹. Jeg er af Fag hverken Romanist eller Folklorist, og jeg har kun en Tid beskæftiget mig med fransk Kunstpoesi fra Middelalderen og fransk Folkesang fra alle Tider. Bare Frandsen anede, hvor alligevel alle de Formler, han koldblodigt erklærer for fraværende eller yderst sjeldne i denne Digtning, lyder for mig kendte, hjemlige! Jeg vil blot citere nogle Eksempler, som jeg tilfældigvis husker. Nogle husker jeg p. Gr. af deres Melodi: den er saa udtryksfuld, indsmigrende,

„aufdringend", som Bohme siger om andre, at den i sin Tid blev sun-get overalt, ja brugtes sommetider som T e n o r i Mottetter, — en sjelden Ære for profan Musik, — og sikkert ikke let kunde glemmes af de nordiske Studenter, som havde hørt den i Paris, i Frankrig, og blandt hvilke jeg regner den svenske Oversætter af Chrétien's Ivain. Dette gælder de to første Eksempler nedenunder.

1 Se Frandsen, Folkevisen, S. 58 (Godefroy) og S. 88 (Doncieux).

36 PAUL VERR1ER

i

Cis a cui je sui. a - mi-e —est preus et gafs , • . ^{3^=É}

^3SÆ3

Por s'a-moursse-rai jo - l i - e — tant — — — , com yi-vrai. * E t Omkvæd fra en een- eller flerstrofig Dansevise til brank simple.

Formlen „tant com vivrai" varieres.; Ovenfor har jeg citeret „Je ne serai sans amour en toule ma vie" —. ogsaa et kendt Omkvæd.

i

Tous li cuers me rit de joi - e — d e vos - tre biau - té ve - i'rv ^{^}

^£

^{^ 1S=M.}

^£

I Melodiens første Del svulmer, opbruser Hjertet i Jubel ved Synet af den Elskede, i den anden bliver Følelsen svævende i dyb, inderlig Beundring og Fryd³.

Jeg kan ogsaa føle, at „nu løfter sig mit Hjerte højt i Fryd"⁴. Deraf et af Udtrykkene i Middelalderen og siden. F. Eks. blandt Chåtelaine de Såinl-Gilles's skiftende Omkvæd, det følgende; der vist-nok, som de andre, er laant fra en Carole:

Mes cuers est si jolis — por un poi qu'il ne s'envole6.

Jfr. Omkvædet i en Dansevise, en ro'nde, som endnu synges den Dag i Dag, ogsaa i Canada, og hvis Indledningsvers jeg allerede har citeret:

Derriér' chez non pére,

— Vole, mon cæur, vole '•—

Derriér' chez mon pére Y-a un pommier douxe. Tout doixx, ét you Y-a un pommier doux.

1 „Han,' hvis Veninde jeg er, han er bold og munter. Saa.længe jeg lever, vil jeg være glad for hans Kærlighed". a „Hele mit Hjerte ler af Glæde ved at se eders Skønhed". 3 Den Linie, som Frandsen citerer efter Godefroy's Ord-bog, forekommer ofte og er saågar efterlignet i religiøst Øjemed: Touz li cuer me

rit de joie — quant Dieu voi (Cour de Paradis, V. 487, med Musik). 4 Paludan-Muller, Venus, V. 62. 5 „Saa glad er mit Hjerte, det var nær fløjet op". — Joli betød længe „j'oyeux", „glad". Deraf engelsk jolly. 6 „Bag min Faders Gaard,

— flyv, mit Hjerte, flyv, — bag min Faders Gaard — staar et Sødæbletræ (en Abild med søde Æbler)".

D E N F I R L I N I E D E FOLKEVISESTROFE 37 Som et bedre Bevis for disse „Formler"s Popularitet og Sejg-livethed kan jeg anføre, at helt fra Middelalderen til vore Dage har Folkesangen brugt „(ton, votre, mon) cæur joli", skønt dette Udtryk i flere Aarhundreder har været misforstaaet, ja uforstaaeligt.

Her er en meget primitiv enstrofig Dansevise, som jeg vistnok husker paa Grund af dens mærkelige, skiftende Rytme:

Ah! dites-moi qui vous a donné Ce beau bouquet que vous avez? — Monsieur, c'est mon amant;

Quand je l'vois j'ai l'cæur bien aise.

Monsieur, c'est mon amant;

Quand je l'vois j'ai l'cæur content1.

Men lad os høre noget bedre: den Folkevise, som endnu for ikke saa længe siden maaske var den mest udbredte i Frankrig og det franske Canada, hvor den indvandrede i det 17. Aarh. og gemmes som en Slags Nationalsang. I sin Begyndelse har den bevaret Spor fra det 12. Aarhundredes Enslrofingar eller Indgangsvers. Den syn-ges i Canada paa en enkel, men gribende Melodi, der lyder«som „aus allen Zeiten":

|H

^{^}

IV. Sur la plus hau - te bi-an - che — le ros - si - gnol chan-tait.

i

Chan - te, ros - si - gnol, chan - te — to/ qui as le coeur gaf.

^{s s}

I ^{2 J^H-^hB}

Lui y-alon-tempsqueje t'ai-me —ja-mais je ne t'ou-blie-rai.

1 „Aa sig mig, hvem har givet Dem — denne smukke Buket, som De har."

•— „Min Herre, det er min Kæreste; naar jeg ser ham, fryder mit Hjerte sig. Min Herre, det er min Kæreste; naar jeg ser ham, er jeg i Hjertet glad".

38 P A U L V E R R I E R

V. Chante, rossignol, chante,.-^- toi qui.as le cæur gai. . , Tu as le cæur å rire, •— moi, je l'ai å pieurer1.

Lui y-a longtemps étc. ' '

Det er ikke blot i Flambeah d'Amour,' mién alle Vegrie, vi finder

„celui (celle) que mon cæur aime" eller aime tant". F. Eks: i Le Soldat au couvenl², Forbilledet (efter Axel Olrik) til Hr. Mortens¹ Kloster-rov (DgF 408). „Celle que mon cæur. aime" tjener, som Omkvæd i en canadisk Sang fra Frankrigs). . . .

Hjertet finder vi allerede betegnet i Roland (ca; 1100) som „Fø-lelsens Sæde". Regelmæssigt hos Trou'véres og i fransk Folkesang.

Jeg har ovenfor anført det gamle, i det 13. Aarh. saa yndede Om-kvæd: „Fins cuers ne s'en doit repen tir — de bien amer" (branle simple). Jeg slutter med en Linie fra,en ballade af Charles. d'Qrléans (15. Aarh.), ,der skrev den, mens han var. Krigsfange ,i England:

De vé'oir France — que mon cueur arner doit⁴. • • En tredje Formel, au monde,, du monde- bruges .ligeledes hvert Øjeblik i, gammelfransk Digtning for at forstærke et Udtryk, Føl-gende Linie i Haandskrifter fra det 13. Aarh. husker jeg p. Gr. af den kvindelige Cæsur og Bogstavrimet:

i i?EEÉEE£EÉ £EEÉ

^{* :}

Sur toti - tes au-tres — du mont la melz a - me E t andet Eksempel fra det 12. Aarh.:

El mont ne truis — tant bele ne si saige6.

Variationer: de Vempire, en tout cest pais, de France, etc. Men au monde, du monde er den normale Form, Clichéen.

Jeg kunde fortsætte med Frandsens andre „Formler" — indbefat-tet „Hejal Hejal"

1 Paa den højeste, Gren sang Nattergalen. — Syng, Nattergal, syng, du som har et muntert Hjerte.1 Længe har jeg elsket dig, aldrig skal jég glemme dig.

Du har Hjerte til at le, jeg til at græde". 2 Se Romania, VII, S. 73; Str. III og V. 3 Se E. Gagnon, Chans. pop. du Canada, 5e éd., Montréal, 1908, S. 299, ff.

* „Til at se Frankrig, som mit Hjerte maa elske". B ,tDu over alle den bedst elskede i denne Verden!'1 8 Chåtelain de Couci (f 1203): „Ihele Verden finder jeg ingen saa skon og'snild".

DEN FIRHN1EDE FOLKEVISESTROFE 39 Forresten: fristes vi ikke til at spørge os selv, om disse i Grunden meget naturlige Udtryk ligesaa godt kunde være opstaaet selvstæn-digt i Danmark eller Sverrig som andre Steder? Det er vel ikke fra den tyske Minnesang, Amerikanerne har deres idelige in the world:

the best in the world, the finest in the world, the cheapest in the world, the greatest in the world osv. Det er vel ikke en ordret Oversættelse af det lige citerede „tous li cuers me rit de joie" (med lui i St. f. me), som vi finder i Mas, X X I 389 f:

åyéAccaae 8é oi <piAov fJTop — yriOooTjvri1

„Nej I Omvendt 1" mener maaske Frandsen. Ak, gid det var saa vel, at de gamle Trouvéres havde lært Græsk og grundigt læst Homer!

Men de vedkommende „Formler" er, om ikke saa talrige, dog saa mange og især saa hyppige paa begge Sider, at vi nok med Professor Frandsen maa antage et Laan. Især naar de hober sig sammen i et kort Stykke. Paa Bl. 163 af et latinsk Dekretalhaandskrift fra det 13. Aarh., der efter Wattenbach stammer fra Italien, har Skriveren i Margen tilføjet et dansk Kortliniepar, det næstældste. Jeg gen-giver den efter Professor Brøndum-Nielsens Facsimile² samt en ord-ret Oversættelse paa Gammelfransk:

iac wet en frugha i wærældet wære, hennæ lif tha wil iac æra.

„sai une dame el mont ester, son cors si vueil jou honorer"³.

El mont (au monde) har vi omtalt. Le cors de . . ., son cors, vostre cors = ham, hende, eder osv. dukker allerede op i Roland (ca. 1100) og i den ældste af de opbevarede, litterære chansons d'hisloire (før 1150)⁴. Trouvére'en „sert et honore" sin Elskede. Det ekspletive tha svarer til det ekspletive si. Disse Clichéer er gaaet over fra fransk i tysk Minnesang; det har jeg selv mindet om i min Bog ved ogsaa at angive de tyske Former ir lip, éren. Forbilledet skal'dog ikke er-klæres for tysk, fordi Haandskriftet er havnet i Kølner Doms Biblio-tek. Det kvindelige, ikke klingende Rim wære: æra er i et Kortlinie-par ikke saa korrekt efter tysk som efter fransk Skik.

1 „Hans Hjerte lo af Glæde". — Jfr. Odyssee, IX, 413. 2 Acta philologica scandinavica, IV (1929—30), S. 65. 3 „Jeg ved en Frue i denne Verden, — (hendes Legeme) hende vil jeg saa ære". — Sædvanlig staar si i Spidsen, men den anden Ordstilling findes ogsaa i det 12. og det 13. Aarh. 4 Se Bartsch, Rom.

& Past, I, 1, L. 22.

40 PAUL VERRIER ••'

I hvert Tilfælde havde den svenske Klerk, som oversatte Chré-tien's Ivain, øst sine Formler og sin lyriske Indstilling direkte fra det 12. og 13. Aarhundredes franske Lyrik. I hans hist og her paa den Maade lidt omstemte Gengivelse-opdager Frandsen „Forskellen mellem fransk og nordisk Mentalitet". Det er altid vovet at dømme om Folkenes Mentalitet fra en lille Del af deres Litteratur. Vel de fleste Litteraturhistorikere mener,' at den germanske, altsaa ogsaa den nordiske Digtning er af Naturen romantisk, lyrisk, og den fran-ske realistisk, tør logisk. Henrik Schiick paastaar netop det mod-satte. Voltaire siger: „Le Frangais n'a pas la tete épique". Paa hans Tid, ja I Men hvad om de mange chansons de gestes og romans d'åven-tures Aarhundreder?: Min Ven Glahh, Lektor i Fransk ved Sorø Aka-demi, spurgte mig for mange Aar siden: „Hvorfor hår Frankrig ingen Lyrik?" Dengang havde han kuri studeret de franske „Klassikere"

og nogle franske Romanforfattere. Men hvor blomstrede ikke fransk Lyrik hos Troubadours og Trouvéres, hos Ronsard dg hans samtidige, samt i det 19. og 20: Aarh. I Mellem Chrétien de Troyés's Ivain (ca.

1175) og dets svenske Oversættelse (ca. 1303) er der ikke blot en be-tydelig Tidsforskel, men i Mellemtidén'udfoldede sig et duft- og far-verigt Flor af fransk Lyrik. Derfra og sandsynligvis fra den først senere optegnede franske „Folkesang" har den svenske Klerk mod-taget sine Formler og sin paa visse Steder mere følelsesbetonede Stil.

Gennem hans og andres •Bearbejdelser, af franske Digte (Floire et Blanchefleur o. 1.) eller direkte i Paris har den Tids nordiske Digtere

— vel ogsaa Folkevisernes •— vænriet sig til at bruge de samme Form-ler. Saa kom den tyske Digtnings Indflydelse, der af: gode Grunde ogsaa paavirkede den danske i samme Retning.

In document DANSKE STUDIER (Sider 36-42)