Der var engang en Konge og en Dronning, som regjerede over et stort og herligt Rige; men de havde ingen Born at efterlade det til. De sorqede nu saameget over dette Savn, iscer Dronningen, som grced ofte i Eensomhed derover. Engang kom der en gammel pjaltet Mand til hende. Han sagde: „Jeg veed nok hvorfor Du sorger, men giv Dig tilfreds, thi Du ffal komme til at fode eu Son, naar Du blot vil love og holde mig, at jeg maa staae Fadder til ham, naar han stal dobes."
Dronningen saae paa hans lasede Klceder; men saa tcenkte hnn, at det var dog kun en ringe Ting, han forlangte, for saa stor en Gave; hvorfor huu lovede ham det. Noget efter olev Dronningen frugt
sommelig, og kort for hendes Nedkomst, maatte Kon
gen drage i Krig mod nogle Oprorere. Men ved Afskeden maatte Dronningen love ham, at hun altid vilde passe det Barn selv, som hu il stulde fode, og aldrig betro det, hverken til Ammer eller Barne
piger. Nogle Uger efter fodte Dronningen et smukt
57
Drengebarn, som hun selv holdt over Daaben; og toet ved Siden af sia saae hun den pjaltede Mand.
Han bolede sig ned over Barnet og hvidskede: at Alt hvad det nogensinde onskede, skulde det faae.
Disse Ord herte Kongens Livjceger, der stod tcec ved; og han meente, at saadant et Barn var vcerd at have, hvorfor han besluttede sig til at ftjcele del.
Hau ventede nu hver Dag paa Lejlighed dertil;
men Dronningen passede for godt paa, og skilte sig aldrig fra Barnet, hverken Nat eller Dag. En Middag, som hun sad i et Lyfthuus, med sin Son paa Skjodet, var hnn imidlertid falden i Sovn;
og Jaegeren, der luskede om hende allevegne, saae det neppe, for han listede sig paa Hosesokker hen og tog nbemcerket Barnet fra Dronningen. Da hun vaagnede og savnede Barnet, blev der jo en forfærdelig Jammer. Alle Tjenerne maatte ud for at lede, mende ledle allevegne, uden der hvor Bar
net var, og kunde altsaa ikke finde det. Da nu Kongen en Tid efter kom hjem, blev han saa op
bragt paa Dronningen, at han lod bygge et hoit Taarn ude i Skoven, og der var hverken Vinduer
58
eller Dorre paa det. Heri blev nu Dronningen sat; hun fik et Lys, et Brod og en Krukke Vand, hvorpaa der blev muret til efter hende. Men Kon
gen kom aldrig mere i denne Egn af Skoven og forbod alle sine Folk at ucevne den Ulykkeliges Navn.
Jaegeren opdrog imidlertid den lille Kongeson som sit eget Barn, og da han boede afsides i den store Hovedstad, var der Ingen, som fattede Mistanke til ham. Da nu Barnet var blevet nogle Aar gammelt og bavde saaet lidt Forstand, fik Jaegeren travlt med at lcrre det at onske; thi det kunde ikke forstaae, at det sagde Buffet bag efter ham, men det maatte selv forstaae og begjcrre hvad det sagde.
Men esterhaanden fik Jcegeren dog Barnet lcert til at onske ham adskillige gode Ting, saasom: et prcrg-tigt Slot at boe i, en Tonde Guld, Yndest hos Kongen o. s. v. Jsolge det sidste Snste kom Ja
geren i stor Naade hos Kongen, og maatte vaglig solge ham paa Jagt. Da Drengen blev storre gik han ogsaa med, og saa tidt hans foregivne Fader kunde faae ham til at onfke: Gid vi bavde det Dyr eller den Fugl, saa faldt de strar til Jorden. Naar
59
Kongesonnen selv fkjod paa Noget, ramte ban det altid; thi ban onstede jo saa med det Samme, al han maatte trcrsfe. Omsider lagde Kongen Mcerke dertil, og spurgte Jageren ud om Drengens scrl-somme Held; men han bildte Kongen ind, at det var kun et sikkert Aie og en sikker Haand, der ud
gjorde det. Der var desuden en uug Jomfru i Jagerens Hnus, som tjente ham; denne Pige kom ogsaa med nogle besvarlige Sporgsmaal om Dren
gen; men fik naturligviis ikke Sandheden at vide.
Jageren blev nu bange over dette Sporgen og be
sluttede at skille sig as med Drengen, hvilket just ikke var saa let, da han nu var bleven en stor og stark Yngling. Den onde Mand betroede nu Jom
fruen, at Augliugen skulde do, og bad bende at vare ham behjælpelig dermed, saa vilde han til Gjengjald agte hende, og aabenbare hende hele Hemmeligheden, naar forst Mordet var fuldfort.
Jomfruen, der havde Knosen meget kjar, blev saare forstrakket, men lovede dog at gjore hvav Jageren forlangte, i det Haab, at huu derved skulde kunne frelse sin Ven. De aftalte nu, at hun stulde for
60
give ham, og derncest afstjcrre hans Tnn.ie, hvilken ftulve vcrre Jcrgeren et Tegn paa, at Gjerningen var skeet; thi han vilde reise bort imedens. Da han var vel borte, fortalte Jomfruen til Drengen, hvad hun havde paataget sig, men tilfoiede, at hnn meget hellere vilde selv tage Gift, end give ham den. Dog vidste hun ikke hvorledes hnn stulde flippe fra Jcegeren, og alligevel faae Hemmeligheden at vide, nden at vise ham den affkaarne Tunge. Da gik Unglingen ud i Skoven og skjod en Hind, hvis Tunge han afstjar og flyede Jomfruen. Om Af
tenen, da Jcegeren kom hjem, havde Knosen ssjnlt sig i Stue«. Jomfruen fortalte da, at nu havde hun opfyldt hans Onsse og foreviste Tungen, som et Beviis derpaa. Nu takkede Jcegeren hende og fortalte saa bele Hemmeligheden om den unge Karl.
Neppe havde denne hort det, for han kom frem af sit Skjul og onflede, at Jcegeren maatte blive til en trebenet Hund, som altid maatte folge ham.
Bed et andet Dnfle forvandlede han Jomfruen til en Rose, som han stak paa sit Bryst. Dagen efter fiulde han og Jcrgeren folge med Kongen paa Jagt.
61
Kongesonnen gik da med sin Rose paa Bryster, fulqt as sin trebenede Hund op paa Slottet. „Hvor er Jsgeren," spurgte Kongen ham. „Han er her i Ncei heden " var Svaret; og saa blev der ikke talt om bam; thi Kongen fandt saadan Behag i Ang-lingeus Vcesen og Tale, at han glemte Jcegeren.
Inden Kongen vidste af det. vare de komne lige til Fangetaarnet; men da han saae det, vilde han vende om igjen. „Hvem sidder der?" spurgte Sonnen;
„del maa Ingen tale om," svarede Kongen fortor-net. Da gav Kongesonnen sig tilkjende for Fade
ren. Denne blev vel faare glad, men turde dog knap tro det. Da sagde Sonnen: „Til Beviis paa at jeg taler sandt, onster jeg at Taarnet maa falde ned, og at min Moder maa vcere levende endnu.
Da faldt Taarnet ned med et stort Rabalder, men midt imellem de nedstyrtede Mure, sad Dronningen frisk og sund. Hnn havde ikke spiist mere end det Halve af Brodet, forresten havde hun ligqet i en Dvale i 17 Aar. Nu kan man jo nok tcenke sig den Fryd, der blev imellem dem. Saa bad Kongen om at faae Navnet at vide paa den, der havde
62
anstiftet alle Ulykkerne. Prindsen onskede da, at Icrgeren maatte lade sig see for Kongen i sin rig
tige Skikkelse. Dette skete, men Sieblikket efter blev ban igjen den trebenede Hund. Da nogen Tid var qaaet for dem i Glcede og Gammen, bad Konge
parret veres Ssn om at lede sig en Brud op, og at gifte sig. Han var villig dertil, men bad dem om, ftrar at lave til, til Gjcrftebud, faa stulde han nok skaffe Bruden. De lavede da Alting til, i den Tanke, at Prindsen vilde imidlertid reise bort og hente en Prindsesse; men han reiste ingen Steder, hvorover de undredes meget. Da Alt nu var i Orden, tog han sin Rose-i Haanden, kyssede den oz hvidskede et Par Ord; da stod Jomfruen ved hans Haand i sin sædvanlige Skikkelse. Der blev nu et Bryllup paa Kongens Slot, ligesaa fornoiet,
som om det havde vcrret: en fattig Hytte.
63