Fænomenografi går i litteraturen under flere navne, blandt andet empirisk fæ-nomenologi, fænomenologisk funderet empirisk psykologi, det usynliges vi-denskab eller med en af Ference Martons egne betegnelser kontekstuel analyse.
Jeg har i denne afhandling valgt at holde mig til begrebet fænomenografi, der er det mest gængse. Jeg har også ønsket at signalere et ikke-tilhørsforhold til fænomenologi (se argumentation af Uljens senere i kapitlet her), men finder også Martons betegnelse rammende. Måske i betydningen udforskninger af kontekster.
Mange fænomenografiske forskere foretrækker nemlig begrebet udforske(r) sna-rere end forsker (Limberg 1998: 65). Dette deler den med grounded theory, der også taler om at udforske og opdage. Hasselgren og Beach har foreslået termen Discoursive Phenomenography under henvisning til at ” … phenomenography is actually a collection of variegated and pragmatic responses to the demands of investigating a particular kind of research object under different conditions” (Hasselgren & Beach 1996). Marton definerer fænomenografi på forskellige måder gennem sine ar-bejder, men denne korte ovenfor er den, som danner basis for min forståelse.
Han siger at fænomenografi omhandler ” … studiet av olika sätt att förstå eller uppfatta fenomen i omvärlden” (Marton 1997b: 101).
Fænomenografi henviser til beskrivelser af fænomener, som de optræder for mennesker. Grafi = betegner en teknik eller aktivitet, hvis resultat er en be-skrivelse eller en form for afbildning. Fænomen+grafi = det som træder frem og som kan beskrives i ord eller billeder (Lepp & Ringsberg 2002, Johansson-Wiipa 1996, Hasselgren & Beach 1996).
Dette fælles udgangspunkt deler den med den konstruktivistiske del af videns-sociologien, hvor det hedder at ”dagliglivet præsenterer sig som en virkelighed, fortol-ket af mennesker, og subjektivt betydningsfuld for dem som en sammenhængende verden”
(Berger & Luckmann 1966/1992: 33). Berger og Luckmann fortsætter: ”Hver-dagens verden opfattes ikke kun som en given virkelighed af samfundets almindelige med-lemmer i deres subjektivt meningsfulde livsførelse. Det er en verden, der har sin oprindelse i deres tanker og handlinger og vedligeholdes som virkelighed af disse” (Berger & Luck-mann 1966/1992: 34). Hverdagen skal forstås som en helhed, hvori menne-sker søger at skabe mening. Og mere væsentligt; denne hverdag er oplevet og som med udgangspunkt i disse oplevelser danner rammen for forståelse af sig selv om den nære og fjerne omverden.
41 Den mest gængse definition af fænomenografien, og den man oftest støder på lyder ”Phenomenography … is … research which aims at description, analysis, and under-standing of experiences; that is, research which is directed towards experimental description”
(Marton 1978 hos Richardson 1999: 64).
Denne definition har, som også påpeget hos Richardson, karakter af ambiva-lens: På den ene side er fænomenografien optaget af at beskrive menneskers oplevelser og deres opfattelser af den sociale virkelighed, og den er optaget af at finde frem til og påvise variationer af disse.
På den anden side, er den empiri, den rå data (Richardson) der ligger til grund for at dette kan ske, menneskers beskrivelser af deres oplevelser. Det er sub-jekternes beskrivelser af oplevelser og ikke oplevelserne selv, der danner basis for kategoridannelse og analyse.
Fænomenografien har ikke direkte adgang til oplevelsen, men kun til kommu-nikationen om den. Hvorfor bør man så i det hele taget gå denne vej? Marton forklarer: ” … to believe that in order to make sense of how people handle problems, situa-tions, the world, we have to understand the way in which they experience the problems, the situations, the world, that they are handling or in relation tow hich they are acting” (Mar-ton & Booth 1997: 111).
Det er denne optagethed af (kommunikation om) tanker, følelser, oplevelser og handlinger som meningskonstruktører i hverdagens verden, som fænome-nografien også lægger vægten på, når den ønsker at undersøge fænomener i menneskers sociale verden. For Berger og Luckmann eksisterer samfundet både som en objektiv og en subjektiv virkelighed, hvor den sidstnævnte imid-lertid har forrang (Berger & Luckmann 1966/1992: 37 & 153). Her ses igen et fællestræk med fænomenografi.
I stedet for at spørge: ”Hva er årsaken til sult og fattigdom i verden, så spør fænomeno-grafen: Hva tror folk er årsaken til sult og fattigdom i verden” (Limberg 2004: 27). Be-grebet fænomen viser hen til ”Det-i-sig-självt-visande, det uppenbara” (Kroksmark 1987: 226). At tage dette fænomenografiske udgangspunkt er et indspil, der ønsker at sætte fokus på, at subjekter oplevelser er væsentligt – og dette kan udgøre et særligt bidrag til forståelsen af et givent genstandsfelt.
Der er en grundlæggende forskel på at søge efter forklaringer på fænomener og så på at finde frem til, hvordan mennesker forstår disse forklaringer:
”Skill-nad mellan frågorna ”Vilka är orsakerna till svält i världen? och ”Vad tänker människor om orsakerna til svält i världen” är grundläggande. Fenomenografiska forskare ställer den andre typen av frågor” (Limberg 1998: 89). For fænomenografien er noget af det mest interessante, man empirisk kan finde, de kvalitative forskelligheder i for-ståelsen af det samme fænomen (Hasselgreb & Beach 1996).
Derfor handler meget fænomenografisk arbejde om at spørge mennesker om deres oplevelser med et bestemt fænomen, eksempelvis hvad de selv mener, de har fået ud af at gå på et specifikt kursus (ikke hvad institutionen, kursustil-rettelægger, underviser eller et eventuelt eksamens- ellert kursusbevis kan for-tælle om) eller i mit tilfælde hvordan nye lærere oplever hverdagen som ny læ-rer (ikke hvad mentorordninger, nedsat timetal, kolleger, ledere eller forskelli-ge foranstaltninforskelli-ger kan vidne om).
Retningen udvikledes ud fra et ønske om hvordan man bedre kunne forstå læ-ring ved at studere menneskers oplevelser med forskellige (fortrinsvis skolasti-ske) opgaver (Sandberg 1995). Udgangspunktet for dette er ikke fænomenolo-gi men derimod pædagofænomenolo-gik (Lepp & Ringsberg 2002) og overvejelser over læ-ring og lælæ-ringsforudsætninger og lælæ-ringsudbytte. Fænomenografien sætter den lærende som udgangspunkt og ikke forskeren.
Den ønsker desuden at gøre op med en klassisk dualisme om mennesket ver-sus verden; den enkelte person på den ene side og alt det som er
ikke-personen (verden) på den anden og som to adskilte størrelser: ”Fenomenografin utgår … ifrån att det existerar en virklighet utanför människan men att verklighetens bety-delse eller mening konstitueras genom det mänskliga uppfattandet av den” (Uljens 1989:
14). Fænomenografi er optaget af at studere human-world relationships og sætter fokus på, hvordan mennesker fortolker fænomener i verden omkring dem.
Den oplevede virkelighed er med andre ord the topic of inquiry (Säljö 1994: 77).
Det fastslås med andre ord en ydre virkelighed, en fælles ontologi, men Uljens bestrider at mennesker skulle kunne have en fælles og lige adgang til denne.
Fænomenografien lægger sig ikke an på en ontologisk givet (om)verden. Man kan ikke tale om at der er en objektiv verden, der eksisterer uden for de menne-sker, som lever i den. På den anden side kan man heller ikke hævde at verden alene eksisterer gennem et menneske eller flere, der tænker (Uljens 1989).
For den fænomenografiske forsker er der derfor ingenting, der er givet på for-hånd. Ingenting er som udgangspunkt vanskeligt eller let, langsommeligt eller
43 hurtigt. Der kan godt i omverdenen eksistere sociale, kollektive fortællinger, eksempelvis om at ’alle kan tage en læreruddannelse’, ’om praksischok’ og at
’det er hårdt at være ny lærer’, og disse fortællinger kan indvirke på hvordan nye lærere tænker om lærerarbejde, men når et studie af et fænomen starter er der ingenting, der på forhånd er givet.
Det kan vise sig at praksischokket slet ikke indfinder sig, eller det gør det før arbejdet er påbegyndt (som jeg viser til sidst i kapitel 7), eller at det viser sig at være så overvældende, at der indtræder en lammelsestilstand hos den nyansat-te, nyuddannede lærer, som det er påpeget eksempelvis hos Corcoran (Cor-coran 1981).
Det kendte citat, der tilskrives den romerske historiker Tacitus og som er et diktum, der stammer fra historieforskningen – sine ira et studio13 – kan også si-ges at være en adgangsformel i forhold til både fænomenografi og grounded theory. Det er menneskers oplevelser af et fænomen og ikke forskerens idio-synkrasier, der er i forgrunden. Vendingen kan tjene til at minde alle videns-konstruktører, herunder forskere i sociale praksisser om ikke at forfalde til hverken at opskrive eller nedskrive de sociale processer, de frivilligt og ufrivil-ligt ender som vidner til.
Metodisk byder dette dog på et problem. Det er jo forskeren, der udvælger – i hvert fald i de fleste undersøgelser – hvilke fænomener, der skal tales om og samles ny viden om. Mine nye lærere kunne måske have haft lyst til at tale om den ’nyfundne frihed’ deres liv som lønmodtagere kontra su-modtagere har givet dem i form af øget købekraft, men jeg har villet tale med dem om deres opfattelser af lærerarbejde, så kategorien er min, indholdet er deres, kunne man sige.
Det betyder på den anden side ikke at kategorier er tilfældige, kun at en under-søgelse om elevers læring i matematik eller nye læreres oplevelser af lærerar-bejde har konstrueret nogle kategorier på forhånd – eller i hvert fald skåret noget fra: Under et interview kan ikke alt lanceres, ikke alle kommunikations-tematikker er lige ønskede, relevante og hensigtsmæssige.
Det kan eksempelvis synes ganske relevant at tale med lærere om lærerarbejde og eksempelvis ikke købmanden, elever i skolen eller den lokale brandmand?
13 Uden vrede og uden begejstring.
Selvom en fænomenografisk tilgang vil tilsige – og det vil jeg sådan set også selv, men man må trække en linje, for ellers vil der være tale om en meget større undersøgelse – at man måske netop burde vælge købmanden, eleverne og brandmanden og ikke lærerne selv?
Det er forholdsvis unikt for fænomenografien at den lægger vægten på at be-skrive og kategorisere menneskers opfattelser og oplevelser: ”Fenomenografin har en alldeles unik kvalitet. Innebörden av denna kvalitet är att, om man anlyserar män-niskors i samtalsform gjorda utsagor om et bestämt fenomen, och därefter jämför de grundläggande idéer dessa utsagor baserar sig på, finner man vanligtvis et begränsat antal väl avgränsade idéer” (Hasselgren 1993: 148).
Fænomenografien fastholder, at der findes en fysisk verden, som kan beskri-ves som virkelig, men anerkender ikke at denne verden skulle være adskilt fra menneskene, som lever i denne verden (Limberg 1998). De kommende afsnit vil diskutere fænomenografiens grundlæggelse og udvikling startende med den person, som oftest lægger navn til fænomenografi, Ference Marton.