Nr. 42. Maanen.
N a a r M aanen sidder paa H im lens B laa O g titter ind gjennem Ruden,
D a toenker jeg undertiden saa,
M ens sagte jeg siaaer paa Luthcn.
H v o r lykkelig, M aane! i det Hoie, Hensvoever D u over Jordens M oie O g seer blot til, og seer blot til.
D u skuer D aa rflab er uden T a l O g mangen G jerning utrolig,
D u kjender Sorgendes stille O v a l, M en ogsaa Trosten sortrolig.
D u stuer, hvor mangen Taare rin d e r) M en V e i op til D ig ei S orgen finder, D u er.for hoi, D u er fo r hor.
O , kunde hoit jeg oploftes t il D ig Langt bort fra Sorgerne trange, V is t In g e n her vilde savne m ig, A f S lig e gives jo Mange.
O , Gloede! da stal m it trcette O ie,
S o m stuer med Loengsel mod det Hoie, E i groede meer, ei groede meer.
Verden fortabtes, Frelse der stabtes, Christ blev fodt! Lovsyng hoit, o M O D u herlige, o D u salige
T o m t Korset hcenger, G ra v Christus sprcenger, H an stod op! Lovsyng hoit, o M enighed!
O D u herlige, o D u salige P in setid med D in Festlighed;
Christus udsender Aanden og teender
Gjenfodt L iv ! Lovsyng hoit, o M enighed!
Nr. 44. Hjemmet.
O m Glcrder end betegned' hvert Fjed, vi vandred' frem, D og Lcengsel Sjcrlen fylder ved Tanken om vort H jem ; O g aldrig du i Verden v il finde noget Sted,
H vor, som i Barndom s Egne, dit Hjerte foler Fred.
H je m ! H je m ! m it kjcere H je m !
N ei, ingen, ingen P le t er skjon som du, m it H jem ! Landflygtig jeg mod Hjemmet igjennem T aarer seer, A k! stal m in elstte H ytte jeg aldrig stue meer?
S o d t Fuglene der synge med den mig kjendte Rost, D e r atter Fred neddaled' i sorgopfyldte B ryst.
H jem ! H jem ! m it kjcere H jem !
!Nei, ingen, ingen P le t er stjon som du, m it H jem ! F ra H im len stiger Sjcrlen t il Jordens D a le ned;
M e n aldrig kan den glemme sin H im m els Saligbed, M ed Anelsernes Lcengsel i B o n den hcrver sig,
A t komme dog tilbage til tabte H im m erig.
H jem ! H jem ! Saligheds H jem !
Hvad eier Jord saa stjont som du, m it sande H jem !
Nr. 4S. Sang for Danske.
D e r er et Land, dets Sted er hoit mod Norden, O g Dybets Bjerge svomme ncer dets H a v n ;
M en stjon som det er ingen P le t paa Jorden, O g D anm ark ncrvner man dets favre N a v n .
I solvblaa Vesterhav en deilig Have M ed Bogehegn, hvor N attergale boe,
O g hver en D eel gav Himmelen sin Gave, P aa hver en P le t Velsignelserne g ro e !
F ra Eid'rens S tro m t il Skagens nogne Banker D en jydfle H alvo krummer sig mod N o rd ;
E t herligt L a n d ! dets Folk sig Velstand sanker, P a a fremmed S tra n d det henter G uld ombord.
D e n muntre S tridshingst over Engen vanker, O g S tim e r m yldre i den dybe Fjord,
T i l S ta v n og R oer har Skoven Egeplanker, D ets S sn n e r K ra ft og Snildhed deres O r d ! M od Ost kor denne tvende Have stride
M od S jo lu n d s B red og O d in s gamle O ; N a r Lolland, Falster staaer i K lad er hvide Med Lov om Haaret, Bolgens ranke M o . D e t raske Folk kan ingen M angel lide ; T h i A gren bolger her sig som en S o ,
O m favre Blomstereng staae Lunde b lid e ; Her er det smukt at leve, tungt at doe!
O g dybt mod S y d , hvor Elbens B olge gynger V e l tusind Snekker langs den gronne Kyst,
I fede Marsk, imellem gyldne D ynger, D e rode Hjorde hvile sig med Lyst.
3 ostlig S o , hvor vrede S to rm fu g l synger, B ornholm staaer kraftig med sit Klippebryst, O g dybt i Stenen er Karfunkelklynger,
O g det har M a n d , som lee ad Kampens D y s t!
S a a flille S tro m og Sunde M ark og S ta d e r;
M en Eet er D anm ark, trofast er dets M agt, En B ro a f M a lm Samdragtigheden smeder, F ra Bred t i l Bred, og W rlig h e d staaer V a g t.
V o rt Held er Eet, og falleds er vor Hader,
(D e n vogter S vardet med sin V aretagt)
O g een den danste B on, hvert Hjerte beder,
„G u d flja rm e Kongen og hans danske S la g t
Nr. 46. Hvitfeldt.
V o rt Fod eland var altid rig t P aa raste O rlo g s Helte,
S o m ansaae Tapperhed fo r P lig t O g skjalv ei, naar det gjaldte,
S a a var vor Ju e l og Adeler
O g Tordenskjold, og mange sleer;
V o rt Fodeland var altid rig t P a a raste O rlogs-H elte.
M en frem for A lle H vitfeldt kan . D en Uforsagte hedde,
Hvo saae sin D od saa vis som han O g gik i den med G la d e ?
O g aldrig han forglemmes stal;
T h i D anm ark frelstes ved, hans F a ld ; V o rt Fodeland o. s. v.
Han under Gyldenlove stred Im o d en ta lrig Fjende,
I S triden havde han et Sted, H vor der var Roes at vinde.
D et Heltens Roes og Glade er I Kam p at vare Fjenden n a r ; V o rt Fodeland o. s. v.
N u luktes m angt et V ie til, H an Lag paa Lag dem sendte, D a pludselig hans storke I l d HanS egot S kib antrrndte.
„K a p Anker, H vitfeldt! fly t il Land, Ved F lu g t D u Livet frelse kan :"
M en Dannemark var altid o. s. v.
„N e i," svarte han, flye vi derhen, Staaer Danm arks Flaade F are;
O g skulde Danske vove den F or eget L iv at spare?
Doe skal vi, men vi hevnes maar
„ T i l sidste Aandedrcet v i flane!"
V o rt Fod eland o. s. v.
„ T i l sidste Aandedrcet vi flaae!"
Hans Somcend ra fl gjentoge,
D e D od og 3ld rundt -om sig saae, M en uforsagt de floge,
T il Ild e n ind ti! Krudtet brod, O g alle dode Heltedod!
V o rt Fodeland o. s. v.
O g aldrig uddoer H vitfeldts Roes, Hans kjekke Somcends M in d e ;
B o r de ei i hver dansk M a tro s En vcerdig Landsmand finde?
N a a r Danm arks A§re kalder os, S o m de vi byde Doden Trods.
Vcer Fodeland, vcrr altid rig t P a a rafle O rlogs-H elte.
Hvad spora er jeg om Gods og Guld, N a a r jeg er veltilfreds?
Lad Andre have Laden fuld, Jeg noies i m in Kreds,
O g synger glad ved Leens Klang M in M orgen- og Aftensang.
S aa mangen E n har G uld og Gods O g Snese Retter M a d ;
M en Kjedsomheden sidder hos, O g han er fjeld en glad;
Hvo Meget har, han M eer attraaer, O g Onstet aldrig stille staaer.
D o g stjenker du, o milde Gud, O s Glceder uden T a l,
N u gronnes Skove ved dit B ud, N u blomstre M ark og D a l,
Hver M orgen synger Lserken fro O g N attergal ved Aftens Ro.-O a jeq er alad, tilfreds oq ria Ved uforfærdet M o d ;
T h i Verdners Fader elsker m ig, N a a r jeg er from og god;
Hans A lm agts Haand mm Hytte naaer, O g Haabet smiler, hvor jeg gaaer.
O ! sijent er Livet, naar vi see Med Kundskabs aabne O ie ; D a spire Glceder i vort Fjed, D a viger S a vn og M oie.
En Guddoms Gnist fra Him len sendt E r Aandens Lys i Morket tcendt
F o r Hver, som det v il stue.
O m t ledte os de Elsttes Haand T il Lysets rene Kilde,
> A t Lcerdom smykke maa vor Aand O g Hjertets S la g fo rm ilde;