Sådan lød sølvhandler Mogens Hauschildts klage over den danske retspraksis.
Klagen førte til, at Danmark i 1989 fik sin første dom for at have overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Da politiet den 31. januar 1980 arresterede sølvhandler Mogens Hauschildt, startede hans mere end ni år lange tur gennem retssystemet. Så lang tid gik der, inden hans sag endte ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Den 24. maj 1989 dømte Domstolen Danmark for at have krænket
artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - tolv ud af de syt-ten dommere mente, at Hauschildt havde fået en uretfærdig behandling i det danske retssystem.
I fængsel før dom
I mere end fire år sad Hauschildt i varetægtsfængsel, mens det danske politi un-dersøgte, om han var svindler og skattebedrager. En dommer tog jævnligt stil-ling til, om han skulle blive i fængslet, eller om han skulle løslades, til hans sag kom for Københavns Byret. Hver gang besluttede dommeren, at Hauschildt skulle blive i fængslet.
De danske dommeres begrundelse for at holde Hauschildt varetægtsfængslet var, at han ellers ville begå flere forbrydelser og stikke en kæp i hjulet for politi-ets efterforskningsarbejde. De mente, det var nødvendigt at isolere ham, fordi han havde smuglet ulovlige beskeder ud til familie og venner. Ifølge dansk lov havde dommerne desuden ret til at holde ham varetægtsfængslet, fordi de havde en såkaldt “særlig bestyrket mistanke” om, at han havde gjort noget ulovligt.
Næsten tre år efter at Hauschildt var blevet anholdt og sat i fængsel, startede selve retssagen. Dommer Claus Larsen var en af dem, der skulle tage stilling til, om Hauschildt var skyldig eller ej.
Hauschildt mente ikke, at Claus Larsen var i stand til at se på sagen med friske øjne og dømme upartisk. Mange gange i de foregående tre år havde han for-længet Hauschildts varetægtsfængsling og begrundet det med en “særlig be-styrket mistanke” om, at Hauschildt var skyldig. Hauschildt følte, at han var dømt på forhånd, og at retssagen kun kom til at handle om, hvor mange års fængsel han skulle have.
Anklageren krævede ti års fængsel, men Københavns Byret satte straffen til syv års fængsel. Hauschildt blev dømt for at have svindlet for mere end fyrre milli-oner kr. Hauschildt appellerede til landsretten og sad varetægtsfængslet endnu et år, indtil Østre Landsret nedsatte straffen til fem års fængsel. Han blev
løsladt efter at have siddet i varetægtsfængsel mere end fire år, heraf næsten et år i isolation. De fire år var Danmarksrekord.
Uretfærdig behandling
Hauschildt mente, at hele retsprocessen havde været uretfærdig, fordi specielt Claus Larsen havde været partisk. Derfor klagede han til Den Europæiske Men-neskerettighedskommission, der dog ikke fandt, at der var sket en konventi-onskrænkelse. Kommissionen lod imidlertid sagen gå videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Domstolen tog ikke stilling til, om Hauschildt var skyldig eller ej. Dommerne vurderede udelukkende, om han havde fået den retfærdige behandling, som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention siger, man skal have, og som Danmark har skrevet under på at give sine borgere.
Domstolen fandt ikke bevis for, at den danske dommer Claus Larsen havde været partisk og dermed inhabil, da han dømte i Københavns Byret. Men Dom-stolen gav Hauschildt ret i, at der var grundlag for at sætte et spørgsmålstegn ved habiliteten. Domstolen begrundede dette med, at varetægtsfængsling på grund af “særlig bestyrket mistanke” forudsatte en meget høj grad af klarhed med hensyn til skyldsspørgsmålet. Der var med andre ord kun en hårfin grænse mellem afgørelsen om varetægtsfængsling på denne baggrund og den ende-lige dom.
Domstolen fandt, at dommer Claus Larsens upartiskhed kunne drages i tvivl, netop fordi han gentagne gange havde besluttet at forlænge Hauschildts vare-tægtsfængsling.
Danmark kom til at betale en del af omkostningerne ved selve menneskeret-tighedssagen. Men de europæiske dommere fulgte ikke Hauschildts krav om erstatning for hans ophold i isolationsfængsel i 309 dage, for hans forretnings-mæssige tab og for udgifterne til retssagerne i Danmark. Dommen over Dan-mark vedrørte nemlig ikke spørgsmålet om hans skyld eller hans fire år i fæng-sel.
Bagmandspolitiet
er navnet på den offentlige anklager for særlig øko-nomisk kriminalitet.
Isolationsfængslingen
har i Hauschildt-sagen til formål at hindre den sig-tede i at påvirke efterforskningen. Den fængslede hindres i at have kontakt med andre mennesker, såvel fra fængslet som udefra.
Tillid til dommerne?
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Hauschildt-sagen viser, at et flertal af de europæiske dommere i Strasbourg ikke deler den danske tillid til, at en dommer altid ser på en sag med friske og uvildige øjne. Dermed sætter sa-gen spørgsmålstegn ved den danske retssikkerhed på dette område.
Spørgsmålet er, om dommere gennem deres uddannelse og erfaring kan blive så professionelle, at de fx kan få sig til at frifinde en person efter først at have vare-tægtsfængslet ham eller hende på grundlag af en “særlig bestyrket mistanke”.
Danske dommere har hævdet, at det øgede retssikkerheden, at dommer Claus Lar-sen havde forhåndskendskab til den indviklede Hauschildt-sag, fordi det gjorde det lettere for ham at afsige den endelige dom. Det var Domstolen i Strasbourg altså ikke enig i. Den fandt, at Hauschildts frygt for inhabilitet var forståelig.
Uskyldig indtil...
Et af de grundlæggende principper for en retsstat er, at enhver skal betragtes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Anklageren skal altså lægge klare beviser på bordet, før en dommer kan idømme fængselsstraf. Imidlertid kom Hauschildt til at sidde varetægtsfængslet i mere end fire år, før han fik sin en-delige dom på fem års fængsel.
Man kan mene, det var en velfortjent straf, hvis man antager, at Hauschildt havde svindlet for mere end fyrre millioner kroner og bedraget mange af sine kunder. Og han smuglede rent faktisk beskeder ud til familie og venner, om at de skulle skjule penge og andre værdier.
Men man kan også antage, at Hauschildt var helt eller delvis uskyldig fra star-ten, og at det var anholdelsen og fængslingen, der trak ham ind i kriminalitet.
Han mente selv, at han kunne have skaffet de godt fyrre millioner kroner, som han skyldte sine kunder, hvis han havde fået lov til at føre sin forretning videre.
På den ene side skal man beskytte uskyldige mennesker mod tilfældig anhol-delse og fængselsstraf. På den anden side må samfundet beskytte sig imod
kri-minalitet. Denne interessekonflikt blev ikke behandlet af Den Europæiske Men-neskerettighedsdomstol. Men Hauschildt-sagen slog fast, at man - skyldig eller ej - har krav på, at en dommer både er og forekommer upartisk.
Danmark ændrer retspraksis
Hauschildt-sagen har fået konsekvenser for dansk lovgivning og retspraksis.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse har fået Danmark til at ændre regler.
Allerede mens sagen blev behandlet i Strasbourg, ændrede Folketinget den danske retsplejelov. Fra 1. juli 1987 kunne en dommer ikke både varetægts-fængsle og afsige den endelige dom over en person. Men denne bestemmelse gjaldt kun, når varetægtsfængslingen skete udelukkende på grund af en
“særlig bestyrket mistanke”. En dommer kan have mange andre grunde til at varetægtsfængsle en person end en “særlig bestyrket mistanke”. Dommeren måtte stadig godt afsige den endelige dom, hvis han samtidig henviste til en el-ler fel-lere af disse grunde samtidig.
Den 1. juni 1990 blev loven yderligere strammet som en udløber af Den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i Hauschildt-sagen. Folketinget bestemte, at der er tale om inhabilitet i en række tilfælde ud fra principper, der svarer til afgørelsen i Strasbourg. I dag vil det fx medføre inhabilitet, hvis dom-meren har besluttet brevåbning eller brevstandsning under forundersøgelsen.
Men det er stadig sådan, at mistænkte i langt de fleste typer sager vil kunne komme ud for at møde den samme dommer i forbindelse med varetægts-fængslingen, og når sagen skal afgøres ved dom.
Inden den seneste stramning af retsplejeloven fik dommen i Hauschildt-sagen praktisk betydning for en anden dansk retssag, den såkaldte Jydebrødre-sag.
Sagen handlede ligesom Hauschildt-sagen om økonomisk kriminalitet, og de tre anklagede havde siddet varetægtsfængslet på samme grundlag som Haus-childt. Højesteret besluttede den 1. november 1989, at sagen mod brødrene skulle udsættes, fordi dommeren var inhabil. De fik en ny dommer - og blev fri-kendt.