• Ingen resultater fundet

frederiksstads Belejring fra 29de September til 4de Oktober

In document Digitaliseret af | Digitised by (Sider 65-68)

Efter at have sejret ved Isted holdt den danske Hær Vagt paa Dannevirke langs Slien, Trenen og Ejderen i over et halvt Aar. Tvende Gange forsøgte Oprørerne i Løbet af Efteraaret paa ny at faa Fodfæste i Sønderjylland. Den 12te September vilde de gaa over Slien ved Mysunde med 10 Batailloner, 46 Kanoner og 2 Eskadroner. De bleve fuldstændigt slaaede af Oberst Krabbes 8 Batailloner, 10 Kanoner og 1 Eskadron.

Krabbe havde den Glæde at føje en ny Sejr til de tvende foregaaende, som han havde vundet den 6te April 1849 ved Ulle- rup og den 25de Juli ved Vedelspang. Stedse kæmpende med faa Soldater imod mange, havde han ved at indpode sine Soldater den højeste Pligtopfyldelse, ved daglig at øve dem endt med at gøre dem uovervindelige. Ved Mysunde havde han dag­

lig ladet Brigaden udføre de Bevægelser, han vilde foretage, naar han blev angrebet. Af Brigadens tre Batailloner (den 4de var i Ekernførde) stod en paa Forpost ved den gamle Østervold og i Kokkendorf, en paa Hovedpost tillige med 4 Kanoner paa Kosel­

hede, og en tillige med Resten af Artilleriet ved Mysunde. Daglig afløste Bataillonerne hinanden i disse Stillinger, saa de vidste til Punkt og Prikke, hvad de havde at foretage sig. Den 12te Sep­

tember var det 10de Bataillon, som var paa Forpost, der i stadig Kamp med Fjenden trak sig over Heden til Kosel og derfra i Forbindelse med 3die Jægerkorps til Mysunde, hvor den gik over Slien, og 3die Reservebataillon optog Kampen. De ti Kanoner samledes i eet Batteri paa Sliens nordre Brink. Efter at 3die Reservebataillon og et Kompagni af 3die Jægerkorps, ført af Dal­

gas, der faldt tillige med Kiihle af 3die Reservebataillon, havde afslaaet de fjendtlige Storme, og vore Kanoner havde bragt flere tyske Batterier til Tavshed, var det Krabbes højre Haand, Kap­

tajn Dinesen, der meddelte Obersten, at Fjenden trak sig ud af Ilden, og Øjeblikket var kommen til at forfølge ham. Det skete med Lynets Hurtighed, og Fjenden maatte, efterladende Skarer af Fanger i vore Hænder, trække sig tilbage til Ejderen.

l

Om den Aand, der herskede i den danske Hær, fortæller en endnu levende gammel Oberst, der den 12te September var Adjutant i 10de Bataillon: »Da jeg om Natten red over Val­

pladsen, trøstede jeg en gammel Soldat af 3die Reservebataillon, som var skudt igennem Brystet og nu bares til Ambulancen.

»Aa, tal ikke om mig, der er jo falden saa mange i Dag. Naar blot Danskerne sejre, saa er det det samme med mig.««

Hvad der var mislykket ved Mysunde imod Danskernes venstre Fløj, skulde oprettes ved Angreb paa deres højre Fløj ved selve Ejderen, ved Frederiksstad. Willisen overdrog Planens Udførelse til sin Stabschef v. der Tann, men han fulgte dog selv med.

Tann drog med 8 Batailloner og 50 til Dels 24-pundige Kanoner imod Frederiksstad, der forsvaredes af Helgesen med 3 Batailloner og 8 sekspundige Kanoner. Samme Dag, som Fjenden kom foran Frederiksstad, løb han Storm baade ad Ejderdiget og Chausseen, men han fik en saadan Modtagelse af vort Artilleri og Fodfolk, at han blødende trak sig tilbage til Selk og Drage. I de næste Dage fra 30te September til 4de Oktober bombarderede Tyskerne uafladelig Byen, der til sidst lignede et Flammehav i den Grad, at en af Helgesens Soldater med Rette spurgte sin Kompagni­

chef: »Mon a sku’ trou, at der var værr’ i Helved’1?« Denne høstede ham med, at her fik man kun Uden udvendig, der hørte den med til Naturalforplejningen. Efter fem Døgns Beskydning indbildte v. der Tann sig, at de danske Kanoner vare ødelagte,

og at Besætningen var bleven mør. Han befalede, at Hoved­

stormen skulde gaa for sig om Aftenen. Besætningen ventede med Længsel paa dette Øjeblik for at faa Ende paa Legen. Den 4de Oktober (Helgesens Fødselsdag) Kl. 5 Aften ilede Posterne fra Kirketaarnenes Glughuller til Kommandantens Kvarter med

9

den Melding: »Nu komme de.« Kommandanten var flyttet til Jødeskolen, da hans Gaard var ble ven skudt i Grus. »Nu flytte vi over i det gamle Testamente,« sagde han; »thi her gælder det Øje for Øje og Tand for Tand.« Ad Ejderdiget og over Fennerne stormede de fjendtlige Batailloner imod den berømte Mølleskanse og Tværdiget imellem Chausseen og Ejderdiget. Vort Fodfolk og Artilleri i Skanserne hilsede paa dem med en saa forfærdelig Jern- og Bly hagel, at de kastede sig foran Skanserne og raabte paa Forstærkning. I seks Timer rasede Kampen paa faa Skridts

■■ ,*

/ i

r *

v y «

IMv-, ■ - V ;f

^ > V

*

. * \

4?%

J"- ’t

m Ol :

b J l i!

'

I - U r

I #

- r " * - V ; r

IH

hl!i

Ns :i'l;Mj. f'

l?r - |:

I i;i■! |i I 1 |

I '

/-=■

62

Afstand, og begge Modstanderne sendte deres Reserver indtil den sidste Mand i Ilden.

Efter et stort Mandefald sank Modet hos Tyskerne, og de opgav Haabet om at vinde Frederiksstad. Der var Batailloner, som havde mistet over Halvdelen af deres Officerer (6te'Bataillon havde mistet 15 Officerer, 11 Underofficerer og 211 menige, Ilte Bataillon 9 Officerer, 21 Underofficerer og 149 menige).

Af danske Officerer faldt under Stormen Jon Vaupell og hans Løjtnant Viggo Vadskjær. Klokken 11 Aften ramtes en fyldt tysk Krudtvogn paa Ejderdiget af en dansk Granat; den fløj til Vejrs med et bedøvende Knald, rystede og oplyste i nogle Se­

kunder hele Egnen, i hvilken den natlige Kamp fandt Sted.

Denne Hændelse hilsedes af Forsvarerne med jublende Hurra, og de tyske Batailloner styrtede i vild Flugt af Sted til de bagved liggende Landsbyer Selk og Drage.

Med Frederiksstads Forsvar endte Krigen. Ved selve Ej- derens Bred havde det danske Rige hævdet sin tusindaarige Grænse og med sejg Udholdenhed mindet Tyskerne om Indskriften over Broen i Rendsborg: »Ejderen er Grænsen imellem det tyske Rige og Danmark«. Helgesen skrev hjem til sine Landsmænd : »Hvad man for tre Aar siden troede var umuligt, er dog sket. Danmark har slaaet det tyske Indbrud tilbage; men Krigen kommer des­

værre igen, og da maa Norden staa som en Enhed; thi det er det nordiske Sprog og hele Nordens Selvstændighed, som staar paa Spil.« Vi have erfaret, at det var et sandt Ord, at naar man hjælper sig selv, saa hjælper G ud; og som Digteren Rosing skri­

ver: »Den Dag i Dag farer et befriende Pust gennem Landet, naar vi tænke paa Frederiksstad.«

M i

ÉUi

l|S

. . v W v y'-y ■?$■

.. . . y * y .

. * ’ . N]1

In document Digitaliseret af | Digitised by (Sider 65-68)