Når jeg ovenstående har analyseret Annes ønskede narrativ og hendes følgeres medvirken hertil, er det bl.a. grundet narrationens rolle i forbindelse med identitet. Narration er en vigtig faktor i identitetsarbejde, fordi det er en måde, hvorpå vi fortæller vores identitet frem (Bamberg 2011: 8). Narrativer er med til at sige noget om: Hvem er vi? Og hvordan vil vi gerne have, at andre mennesker ser os? Gennem de seneste år er der opstået en overordnet holdning, om at patienter der gennemgår et alvorligt sygdomsforløb, kan drage nytte af et skabe et narrativ over deres liv, hvori deres sygdomsforløb indgår. Dette skulle skabe en bedre forståelse for, hvem man er, når en alvorlig sygdom overtager en stor del af livet (Page 2012: 49). Hidtil har patienter dog i højere praktiseret narrationen i en offline kontekst, men det har, som ovenstående analyse eksemplificerer, ændret sig.
Jeg vil i følgende afsnit argumentere for at, Anne som resultat af at bruge Instagram til at fortælle sit sygdomsnarrativ ligeledes fortæller sin identitet frem.
Annes fortælling udspiller sig på en interaktiv platform, hvor Anne bevidst udvælger, hvilke sider af sin identitet, hun deler med omverdenen. Dette er et af de performative aspekter ved identitet, som vi alle benytter os af. Dog skal denne performance
’godkendes’ af Annes følgere, da identitet altid er gensidig (Jenkins 2006: 44). Den måde hvorpå Annes følgere tilkendegiver deres godkendelse er igennem de affordances, der er indlejret i den kontekst, hvor identitetsarbejdet udføres, hvilket i dette tilfælde er Instagram og i forlængelse heraf, er det i form af likes og kommentarer. Netop dette er et led i indre-ydre-dialektikken, da den bygger på, at identitet altid skal valideres af dem, vi omgås, hvilket i dette tilfælde er dem, som Anne performer for, altså hendes følgere (Jenkins 2006: 44). Anne er positiv og taknemmelig og det er også den identiet, som hendes følgere godkender i form af likes og kommentarer. I Jenkins’ indre-ydre-dialektik, er det indre karakteriseret ved den indre selv definition som er den måde, vi ser os selv,
den indre identifikation til udtryk, når Anne fortæller i forlængelse af det ønskede narrativ. Her er det helbredelse, der er hendes mission og hun er positiv og glad i kampen om at blive rask. Denne indre identificering af Anne kan kun bekræftes igennem en ydre definition, som her i denne kontekst er hendes følgere. På sådan vis påvirker vores omgivelsers spejling af os vores selvbillede. Når Anne skriver følgende til sit opslag:’’
Men de her dage, der har jeg bare været sur på alle. Jeg føler mig ensom til tider, misforstået fordi jeg ikke kan udtrykke mig og at jeg fremstår arrogant fordi jeg ikke er imødekommende og ævler løs som jeg plejer’’, så er det en udtalelse som stikker langt fra hendes ønskede narrativ og faktisk også selvbillede, fordi hun skriver: ’’normalt har jeg en stor fed portion selvironi’’ (Bilag 3). Hendes omgivelser prøver her at påvirke hendes selvbillede ved bl.a. at kommentere: ’’jeg synes du er sej’’ og ’’du er så sej’’. Man kan se dette som et udtryk for, hvordan Annes indre selvdefiniton som værende positiv og stærk, smitter på hendes omgivelser og når der så er udsving, så guider hendes omgivelser hende gennem ydre definition til at være den, de kender hende som. På den vis er identitet altid dynamisk. Jenkins beskriver det således: ’’Din ydre definition af mig er en ubønhørlig del af min egen indre selvdefinition – selv hvis jeg afviser eller yder modstand mod den – og vice versa’’ (Jenkins 2006: 50). Selvom Anne yder modstand mod den positive subjektposition, som hun ellers indtager, så vil hendes følgers ydre definition automatisk blive en del af hendes indre definition. Selvfremstilling på Instagram er ikke blot Annes eget individuelle projekt, men snarere kollaborativt. Denne identifikationsproces er kollaborativ, fordi hun også er, hvad hendes følgere siger om hende igennem kommentarer og tags, og det, andre, med eller uden hendes vidende, deler om hende (Klastrup 2016: 71). Historiefortællingen er afhængig af den sociale kontekst og former sig efter denne kontekst. Det er muligt, at Anne fortæller en anden historie til sin læge end den hun fortæller til sine følgere, fordi historiefortælling altid er social, ligesom identitet altid er social og tilpasset den sociale kontekst (Frank 1995: 3).
Forskellen på at nedskrive et narrativ i en dagbog og at dele sin fortælling på en Instagram-profil er; interaktionsaspektet. Den banebrydende forskel er, som Ruth Page i følgende beskriver det: ’’ ''the most remarkable feature of the electronic narrative is its connection with an audience'' (Page 2012: 54). Dette er et af mine argumenter for at Anne gennem narrationen på Instagram også skaber sin identitet. Vi kan nemlig ikke se os selv uden at se på, hvordan andre mennesker ser os (Jenkins 2006: 44). Vi kan ikke blot hævde
en identitet, den skal valideres af andre. Narrationen i en dagbog, som ingen læser er derfor ikke en del af identiteten, fordi identitet altid er social. Arthur Frank kalder det at fortælle sit selv frem for self-story. Hans tankegang stemmer overens med Jenkins’, da han mener, at denne historie både er fortalt til andre, men også til en selv. Han er af den overbevisning, at ’the act of telling is dual reaffirmation’’ (Frank 1995: 56). For at Anne kan opnå en følelse af sit selv, må hendes indre selvdefiniton valideres af hendes følgeres ydre definition. Selvet kan kun bestå i denne syntese af indre og ydre definitioner (Jenkins 2006: 43). Instagram er derfor et vigtigt led ikke blot i Annes narration, men også i skabelsen af identitet. Uden hendes følgeres validering, ville hendes identitet ikke give mening (Jenkins 2006: 43). Anne selv adresserer selv vigtigheden i, at hendes følgere interagerer i hendes historie:
(Fundet d. 21/11/2019).
Anne beskriver i ovenstående opslag, hvordan hun ikke kun fortæller sin historie for sin egen skyld, men at hun også snakker for dem, der ikke selv har styrken til at dele. Anne er meget opmærksom på sine følgeres interaktion og hun viser taknemmelighed over, at de vælger at dele deres historie. Hun fremhæver i høj grad den dialog, som hendes følgere vælger at indgå i samarbejde med hende. Dette er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er
for Annes identitet, at hendes følgere interagerer og validerer hendes historie. Deres interaktion opfordrer Anne til at dele yderligere, fordi de validerer hendes identitet positivt. Hun skriver ’’jeg ved nu at jeg ikke kun deler for min egen skyld’’. Denne sætning er et godt eksempel på, hvordan Annes egen oplevelse af at dele hendes historie er. Havde Anne skrevet sin fortælling i en dagbog, ville den aldrig blive identitetsskabende, men fordi hun deler den på en interaktiv platform bliver hendes fortælling identitetsskabende, da den valideres i en social interaktionsproces, hvor Anne kan definere sig selv i sammenspil med hendes følgere. Patienter til alvorlig sygdom oplever ofte, at de har svært ved at finde ud af, hvem de er, når de pludseligt er syge. Arthur Frank kalder sygdom et tab af ‘’destination and mapp’’. Derfor må de lære at tænke anderledes ifølge Frank sker det således:’’they learn by hearing themselves tell their stories, absorbing others’
reactions, and experiencing their stories being shared’’ (Frank 1995: 1). Derfor benytter Anne især af historie fortælling under hendes sygdom, fordi der her sker en forandring i hendes liv. Ifølge Jenkins er forandring med til at fremprovokere bekymringer over identitet, hvorfor Anne er så taknemmelig over, at hendes følgere validerer hendes, fordi det forstærker følelsen af, hvem hun er (Jenkins 2006: 31). Hun skriver på Instagram, fordi her får hun respons (Jenkins 2006: 43). Hendes narration definerer kun hendes identitet, fordi den forhandles i en social kontekst. Netop af denne årsag er Instagram en god platform at forhandle identitet, især i forbindelse med en alvorlig sygdom, fordi det er i en social kontekst, hvor den der performer identitet, kan få feedback gennem likes eller kommentarer.
Jenkins’ ser ikke identitet, som et færdigt og uforanderligt produkt, da det er noget, vi mennesker hele tiden arbejder på. Denne tankegang stemmer overens på den måde small stories fungerer, da de også er foranderlige og hele tiden ændrer sig. Jenkins’ dynamiske beskrivelse af identitet stemmer overens med en platform som Instagram, fordi her understøttes en dynamisk identitetsforståelse, da man konstant kan opdatere, nuancere og formidle, hvem man er, gennem hvad man gør, hvad man ser og hvad man taler med andre om (Klastrup 2016: 63).
Sygdomsfortælling; privat eller offentlig? Individuel eller social?
Min opgave afspejler som påvist i ovenstående, hvordan Anne benytter sig af Instagram
sygdom, som tidligere var et privat anliggende, i højere grad glider ud i det offentlige?
Ifølge sociologen Talcott Parson er der bestemte karakteristika ved sygdomsrollen, som fx at den syge må trække sig tilbage fra sit sociale liv (Frank 1995: 81). Mit casestudie viser, hvordan Instagram bliver Annes livlinje ud til offentligheden og hun benytter mediet til at fortælle videre på sin historie og være social. Hvor sygdom før resulterede i en form for isolation, så skaber sociale medier en mulighed for at blive ved med at være social. Sygdommen bliver i et mindre omfang en biografisk afbrydelse, fordi den syge stadig kan følge med i både sine omgivelsers liv, men også fortælle om sit eget.
Denne omrangering af privat og offentlig i forbindelse med sygdom skaber på den ene side nye muligheder for narrationen, men det kan på anden side også diskuteres, om de historier der bliver delt på sociale medier, er historier, vi er i fuldkommen styring over?
Min opgave belyser, hvordan den syge benytter sig af et socialt medie til at fortælle videre på sin historie. Dog viser min analyse også, at Anne tilpasser sine opslag efter, hvad hendes følgere reagerer positivt på og hun adresserer også, hvis de ikke aktivt responderer på hendes opslag, hvorefter hun poster opslag, hun førhen har fået positiv respons på. Jeg stiller i forlængelse af dette casestudie spørgsmålstegn ved, om Anne er i fuldstændig styring over sin egen historie? Min analyse viser, at det specifikke sociale medie og dets affordances får en vis magt over Annes fortælling, hvilket bl.a. viser sig, når Anne direkte spørger hendes følgere, hvad de gerne vil have, at hun fortæller om. Hendes historie bliver i højere grad social og i mindre grad individuel.
Konklusion
Så hvorfor vælger man at berette om sit kræftforløb på sociale medier? Dette var et af mine indledende spørgsmål og her min undren startede. Kræft er et individuelt anliggende, men igennem dette casestudie har jeg belyst, hvordan Anne Bertram gør sygdommen social. Casestudiet har påvist, hvordan Annes følgere ikke blot er et passivt publikum, men i højere grad aktive skabere af både Annes fortælling og af hendes identitet. Igennem de indlejrede affordances på Instagram kan Annes følgere udtrykke, om de støtter op om Annes ønskede narrativ og hermed hendes identitet. Casestudiet har ligeledes belyst, hvordan Annes narrativ ændrer sig undervejs og hvordan hendes følgere igennem supportive disalignment påvirker hende til at indtage hendes vanlige
subjektposition. Yderligere har jeg påvist, hvilke opslag hendes følgere responderer mest på igennem likes og hvordan Anne i samarbejde med hendes følgere afgør, hvilke historier der er værd at fortælle. Gennem small story-tilgangen har jeg set på Annes enkelte opslag som et udtryk for, hvilket narrativ hun forsøger at berette og hvordan hun gerne vil forstås. Denne tilgang har åbnet en mulighed for at undersøge identitet og narration, som noget der i konstant forandring og altid kan forhandles, hvorfor det har givet mening at anvende denne tilgang til narrativer fortalt i en medieret kontekst, hvor historien hele tiden ændrer sig. Det sociale aspekt af Instagram er, hvad der adskiller platformen fra fx en dagbog og Anne adresser selv, hvor vigtigt der er for hende, at hendes følgere interagerer med hendes historie. Det er grundet Instagram’s sociale aspekt, at casestudiet også formår at belyse, hvordan Annes identitet forhandles i sammenspil med hendes følgere.
Litteraturliste
• Abidin, Crystal. 2016. ‘’Aren’t These Just Young, Rich Women Doing Vain Things Online?’’ i Social Media + Society. Sage: s. 1-17.
• Bamberg, Michael. 2011. ‘’Who am I? Narration and its contribution for self and identity’’ i Theory & Psychology. United Kingdom: Sage. S. 1–24.
• Bamberg, M., & Georgakopoulou, A. 2008. Small stories as a new perspective in narrative and Identity analysis. Text & Talk, 28. S. 377-396.
• Ellison, Nicole B. & Boyd, Danah M. ‘’Sociality Through Social Network’’ in The Oxford Hanbook of Internet Studies. S. 151-171.
• Flyvbjerg, Bent. 2010. ‘’Fem misforståelser af casestudiet’’ i Kvalitative metoder.
København K: Hans Rietzels Forlag. S. 463-487.
• Frank, Arthur. 1998. Ilness and Narrative. Chicago: The University of Chicago Press.
• Georgakopoulou, A. 2016. ‘’Small Stories Research: A Narrative Paradigm for the Analysis of Social Media’’ i The Sage Handbook of Social Media Research Methods. London: Sage. Link: https://doi.org/10.4135/9781473983847.n1
• Georgakopoulou, Alexandra. 2016. ‘’From Narrating the Self to Posting Self(les):
A Small Stories Approach to Selfies’’ I Open Lingustics. S. 300-317.
• Hutchby, Ian. 2001. “The Communicative Affordances of Technological
Artefacts” i Conversation and Technology – From the Telephone to the Internet.
UK: Polity.
• Ibrahim, Yasmin. 2015. Instagramming life: banal imaging and the poetics of the everyday. Journal of Media Practice. Link:
https://doi.org/10.1080/14682753.2015.1015800
• Jenkins, Richard. 2006. Social Identitet. Hans Reitzels Forlag: København.
• Klastrup, Lisbeth. 2016. Sociale Netværksmedier: kort og præcis om medier og kommunikation. Samfundslitteratur: København.
• Marwick, Alice. 2015. ‘’Instafame: Luxury Selfies in the Attention Economy’’ I Public Culture. New York: Duke University Press. S. 137-157.
• Page, Ruth E. 2011. ‘’Introduction: Stories and Social Media in Context’’ i Stories and Social Media: Identities and Interaction. New York: Routledge. S. 1-65.
• Page, Ruth E. 2011. ‘’Narratives of Illness and Personal Blogs’’ i Stories and Social Media: Identities and Interaction. New York: Routledge. S. 49-65.
• Stage, Carsten. 2017. ‘’Introduction’’ in Networked Cancer. Aarhus. S. 1-45.
• Stage, Carsten, Karen Hvidtfeldt, Lisbeth Klastrup og Sarah Dammand Larsen (2019). Unge danske kræftpatienters brug og oplevelse af sociale medier. Aarhus.
• Stage. Carsten. 2019. ‘’Cancer Narratives on Social Media as ‘Small Stories’: An investigation of positioning, supportive (dis)alignment and tellability crises in cancer storytelling on Instagram’’ i Tidsskrift for Forskning I Sygdom Og Samfund. Link: https://doi.org/10.7146/tfss.v16i31.116969.
• Statistik – antal der lever med kræft. 2019. Lokaliseret d. 3. december 2019 på:
https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/fakta-om-kraeft/kraeft-i-tal/nogletal/antal-der-lever-med-kraeft/
• Zappavigna, Michele. 2016. ‘’Social media photography: construing subjectivity in Instagram images’’ in Visual Communication. Australien: Sage. S. 271-292.