Mens det japanske produktionskoncept synes at have fået stor ud-bredelse blandt managementkonsulenter og virksomhedsledere, har tesen om “fleksibel specialisering” hovedsageligt påkaldt sig akademisk interesse. En indlysende årsag til, at tesen stort set ikke har appelleret til praktikere kunne være, at fleksibel specialisering ikke giver praktisk anvisning på, hvordan en virksomhed bør or-ganisere sig. Det er først og fremmest et forsøg på at analysere nogle generelle udviklingstræk i de vestlige økonomier og udvikle en tese om en mulig regional erhvervsudvikling.
I “The Second Industrial Divide” analyserer Piore & Sabel (1984) 70'ernes økonomiske krise i de nordamerikanske og vesteuropæ-iske økonomier. Som titlen antyder, står disse økonomier ved en afgørende teknologisk skillevej (nummer to, i et historisk perspek-tiv, den første skillelinje var angiveligt den, der førte til samlebån-det og masseproduktionen).
Ifølge Piore & Sabel er der to mulige veje, virksomhederne – og samfundene som sådan – kan vælge: Den første er en fortsættelse af “den multinationale keynesianisme”, eller “world car” strategi-en, med fortsatte fusioneringer til store multinationale konglome-rater og en fortsat satsning på effektivisering og rationalisering in-den for masseproduktionens rammer.
Den anden vej, “den fleksible specialisering”, markerer et afgø-rende brud med hidtidig praksis: “If recovery proceeds by this path, then the 1970s and the '80s will be seen in retrospect as a turning point in the history of mechanization: a time when industrial society returned to craft methods of production regarded since the nineteenth
(Piore & Sabel, 1984, p. 252). Piore & Sabel henter næring til denne tese fra regioner i Norditalien, Tyskland og Frankrig, hvor de finder sådanne industrielle distrikter præget af fleksibel specia-lisering.
Baggrunden for den fleksible specialisering angives at være nogle store samfundsmæssige forandringer: Efterspørgselen er skiftet fra de masseproducerede, standardiserede varer over mod kundetil-passede produkter og personlighed i forbruget, teknologien har åbnet mulighed for produktdifferentiering, samtidig med at de
“stordriftsfordele”, der er kendetegnet ved masseproduktion, over-hales indenom af teknologien. Informationsteknologien muliggør en hurtig og stort set omkostningsfri omstilling af produktions-apparatet til små serier. Denne udvikling favoriserer de små og mellemstore “håndværksorganiserede” virksomheder. De er flek-sible, og arbejdskraften er veluddannet.
Det helt afgørende er virksomhedens valg af teknologi. Informa-tionsteknologien skaber de muligheder for fleksibilitet, der skal gøre disse virksomheder til fremtidens vindere.
Piore & Sabel mener, at den fleksible specialisering typisk kan antage tre forskellige former:
Industrielle distrikter eller regionale konglomerater hvor en række mindre virksomheder er knyttet sammen i løse netværk, med skif-tende roller og kortsigtede kontrakter. Forskellige lokale institu-tioner understøtter disse strategiske alliancer, fx fagforeninger, handelsforeninger, fælles indkøbsforeninger, fælles markedsfø-ringsforeninger etc., men ingen institution kæder formelt virk-somhederne sammen, og ingen virksomhed er dominerende i for-hold til de andre.
Det er væsentligt at notere, at det fleksible i de industrielle distrik-ter henviser til relationerne mellem virksomhederne, hvorimod virksomhederne selv er stærkt specialiserede (jf. også Best, 1990).
Føderale koncerner er en anden mulig organiseringsform. Her er der tale om en lidt fastere sammenslutning af virksomheder, som er indbyrdes sammenhængende gennem finansielle og personale-mæssige arrangementer. Måske har de ligeledes fælles bestyrelse, og fælles finansielle og marketingsfaciliteter. Men i modsætning til den “traditionelle” masseproducerende multinationale
virk-8) Piore & Sabels betegnelse er “solar firms” og “workshop factories” (p.
267), nogle udtryk som ikke rigtig giver mening i en direkte somhed er der intet hierarki blandt “medlemsvirksomhederne”, og integrationen er ikke så stærk. Sammenslutningen bygger mest af alt på en “familiefølelse” blandt de deltagende virksomheder.
“Enkeltstående centervirksomheder” er en tredje form, som umid-8) delbart ligner de traditionelle, store, masseproducerende virksom-heder en hel del, men adskiller sig herfra på flere måder. På trods af størrelsen producerer de ikke nødvendigvis standardvarer, og internt er de organiseret som en række mindre enheder med hver deres afgrænsede produktion.
Videre adskiller disse centervirksomheder sig fra de masseprodu-cerende traditionelle virksomheder ved deres forhold til leveran-dører. Disse knyttes til virksomhederne som rådgivere og udvik-lere, og i nogle tilfælde fungerer de nærmest som en slags eksterne lagerforvaltere for aftagervirksomhederne, hvor leverandørerne selv sørger for at fylde varer op.
Endelig er det karakteristisk for disse virksomheder, at de påtager sig det, vi i dag kalder et “socialt ansvar” for lokalområdet. De organiserer fritidsaktiviteter, understøtter lokale skoler osv. En slags moderne patriarkat, hvor både de aktuelle og de potentielle (fremtidige) medarbejderes ve og vel varetages – også efter at de er trådt ud af fabriksporten.
Når det gælder virksomhedsinterne processer og organiseringsfmer, for ikke at tale om konsekvenser for arbejdets indhold og or-ganisering, har Piore & Sabel ikke meget at sige. Ikke meget mere end at de nye informationsteknologier, kombineret med den håndværksprægede organisering, vil betyde en generel opkvalifi-cering af arbejdet og en “tilbagevenden” til de håndværksmæssige dyder som fx satsning på kvalitet, autonomi og medindflydelse når det gælder arbejdets udførelse.
3.4.1. Diskussion af fleksibel specialisering
Piore & Sabels styrke er den historiske analyse af den økonomiske udvikling og af den fordistiske produktionsmådes hidtidige ud-vikling. Deres tese, eller måske snarere vision, om fleksibel
specia-9) Med til dét billede hører, at analysen af de vestlige økonomiers og masseproduktionens kriser fylder ca. 250 sider, mens udviklingen af tesen om fleksibel specialisering udfoldes på de sidste 50 sider af bogen.
lisering har videre inspireret til en række regionaløkonomiske ana-lyser af samspillet mellem mindre virksomheder og forskellige lokale og regionale institutioner (fx Asheim & Isaksen, 1995).
Men tesen om fleksibel specialisering kan ikke sige os meget om virksomhedsinterne forandringer og endnu mindre om implika-tioner for arbejdets indhold og organisering.
Mange har da også kritiseret tesen om fleksibel specialisering for at være luftig, upræcis og mangelfuld (Wood, 1989, 1995; Skor-stad, 1995; Williams 1987). Retfærdigvis bør nævnes, at forfat-terne faktisk ikke postulerer, at deres tese har megen substans: “To see how flexibility – until now confined to a relatively small segment within the mass-production system – could be extended throughout the economy is thus an exercise in imagination. The outline of this alternative approach to the crisis will therefore be more speculative and abstract than the outline of the approach based on an elaboration of the familiar institutions of mass production” (op.cit., p. 258).9) En anden væsentlig kritik har været rettet mod Piore & Sabels modstilling af masseproduktion og håndværksproduktion som en dikotomi, og navnlig mod deres “påstand” om at førstnævnte vil vige pladsen for sidstnævnte. Også her synes kritikerne at overeks-ponere Piore & Sabels analyser for derefter at give dem skylden for selvsamme overeksponering. Som også Hirst & Zeitlin (1991) gør opmærksom på, er “masseproduktion” og “håndværksproduk-tion” hos Piore & Sabel at forstå som idealtypiske modeller og ikke empiriske generaliseringer. Ej heller kan de tages til indtægt for en speciel rigid håndtering af de to modeller som et enten el-ler: “..the old mass-production industries might migrate to the under-developed world, leaving behind in the industrialized world the high-tech industries and the traditional dispersed conglomerations in ma-chine tools, garments, footwear, textiles and the like – all revitalized through the fusion of traditional skills and high technology” (p. 279).
Det er især når man konfronterer tesen om fleksibel specialisering med grundantagelserne om forandringens anatomi, at svagheder-ne ved tilgangen træder tydeligst frem.
For det første har Piore & Sabel en noget simplificeret opfattelse af forholdet mellem omverdensbetingelser og virksomheders reak-tion herpå. Også Piore & Sabel ser forandringer i virksomheder som ansporet af nogle generelle udviklingstendenser i virksomhe-dernes omverden: Forbrugernes præferencer, teknologiens udvik-ling, globalisering mv. Men hvor Womack et al. kun levner virk-somheder én valgmulighed, hvis de vil overleve, nemlig trimmet produktion, levner Piore & Sabel dog virksomhederne to hand-lemuligheder, nemlig en fortsat fordistisk udvikling eller fleksibel specialisering. Til gengæld er Piore & Sabel noget mere karrige med konkrete bud på, hvad udviklingen betyder internt i virk-somheden, og hvordan det påvirker de ansattes arbejdsvilkår.
For det andet synes Piore & Sabel at have en metamorfisk for-ståelse af forandringer. Historien former sig som en lang kontinu-ert proces kun afbrudt af enkelte store brud, hvor historiens ak-tører står over for nogle afgørende valg. I nyere tid har der været to sådanne valg med ca. 100 års mellemrum. I den mellemliggen-de periomellemliggen-de synes resten at give sig selv. Vælger virksomhemellemliggen-der at in-vestere i den nye informationsteknologi, har de valgt (et godt) ud-viklingsspor og kan fortsætte i dette indtil det næste store brud.
Piore & Sabel ser således helt bort fra de organisatoriske og kom-petencemæssige forudsætninger, der er nødvendige for en optimal udnyttelse af informationsteknologien.
Piore & Sabel er et godt eksempel på, at et fokus alene på de me-tamorfiske forandringer let fører til en reduktionistisk opfattelse af forandringsprocesser i virksomhederne. Valget af teknologi er ikke i sig selv nødvendigvis afgørende. Implementeringen af tek-nologien må ses i forhold til virksomheders løbende tilpasning til forandringer i omgivelserne – de adaptive forandringer.
Man kan måske sige om “fleksibel specialisering”, at som en teori om forandringsprocesser i virksomheder er den stærkt overvurde-ret, men også stærkt overkritiseret. Som et redskab til analyse af virksomhedsinterne forandringer, og navnlig konsekvenser for ar-bejdsorganisation, er tesen om fleksibel specialisering kun begræn-set anvendelig. Piore & Sabels fokus er primært på de makroøko-nomiske og -politiske betingelser for udviklingen af nye regionale erhvervsstrukturer snarere end på interne organisatoriske forhold.
Piore & Sabels fortjeneste er måske først og fremmest, at de har sat fokus på nogle væsentlige erhvervsstrukturelle træk, ikke
10) Udtrykket “byttehandel” bruges af Bévort et al. (1992) om de formelle og uformelle kontrakter, der i bred forstand indgås mellem arbejdsgiver og ansat om, hvad begge parter skal levere. I nogle tilfælde kan bytte-handelen være et mål arbejdskraft for en bestemt lønsum. I andre tilfæl-de kan byttehantilfæl-delen være multidimensionel, eksempelvis engagement, kreativitet, loyalitet og arbejdskraft mod karrieremuligheder, ansvar, handlefrihed og præstationsløn.
somheder, og på nogle nye muligheder for regional udvikling, hvor de små og mellemstore virksomheder spiller en aktiv rolle.