Robusthed og skolestart behandles også som et tema i en artikel i Skolebørn i 2012 med overskriften.
”Robuste børn finder selv ind i klassen”. (….)
Skoleåret – og skolelivet – er kun en uge gammelt, og alligevel finder Gustav på 5 år selv ind i klassen til resten af 0.A, da han har parkeret cyklen i stativet foran Mårslet skole. Nu er han nemlig en stor skoledreng, så det kan han selvfølgelig sagtens. Til far Palle Villesen Fredsteds store overraskelse. Han
44 Eksempelvis i forlængelse af Per Schultz Jørgensens bog ”Robuste børn” (Jørgen-sen, 2017) var der en mængde artikler, radioudsendelser og tv-interview, hvor foræl-dres indsatser blev problematiseret.
45 Problematiseringen af danske forældres mangel på evner til at skabe ’robuste’ børn
troede ellers, at Gustav ville kræve at blive fulgt helt ind til stolen i mindst et halvt år, ligesom storebror Viktor blev det. (Thuesen, Skolebørn, nr. 4, 2012, s. 3).
At Gustav selv skal ind i skolen beskrives som et nyt initiativ fra skole, som har sammenhæng med kommunens vision om at skabe robuste og livsduelige børn. Det interessante er ikke det nye initiativ i sig selv, men den argumenta-tion for initiativet, som præsenteres i artiklen:
Baggrunden for skolens fokus på robuste børn skal findes i VKO-regeringens mål om, at 95 % af en årgang skulle have en ungdomsuddannelse. Da Mårslet skole målte, hvor mange af eleverne, der gik i gang med en uddannelse efter 9.kl, var det næsten 100 %. Men tre år senere viste det sig, at under 80 % havde gjort uddannelsen færdig. Bestyrelsen og ledelsen spurgte sig selv hvor-for. – Er det fordi skolens børn lever i en osteklokke, hvor der er for meget service på? Mestrer de ikke de forhindringer, de møder, fordi forældrene har fjernet dem gennem hele deres barndom? spørger Skoleleder Bodil Hvid.
(ibid., s. 4).
Videre berettes der i artiklen om, at skolen i de senere år har oplevet, at for-ældre gør flere og flere ting for deres børn:
(…) helt op til 3. klasse følger de stadig børnene ind til stolen. (ibid., s.4).
Vi forstår med ordet ”helt og stadig”, at det ikke er et passende engagement, som forældrene her har udvist. Artiklen forbinder sig altså til fortællingen om de overservicerende og overbeskyttende forældre, som i andre sammenhænge (i medierne og praksisrettet faglitteratur om samarbejde) er blevet kaldt ’cur-ling-forældre’ (Hougaard, 2000; Halse og Rasmussen, 2006; Jørgensen, 2017, se også Hein, 2012 for en inspirerende analyse). Her forbindes denne fortæl-ling til, hvorfor børnene fra skolen ikke gennemfører ungdomsuddannelse i så høj grad, som den politiske målsætning intenderer. Den antagne sammen-hæng mellem, at det er forældrenes adfærd overfor deres børn ift. at gøre dem robuste, som resulterer i den ikke gennemførte ungdomsuddannelse, er inte-ressant i forhold til den tidligere nævnte forældredeterminisme. Det er ikke ideen om, at børn selv skal gå ind i klassen, som jeg i sig selv finder bemær-kelsesværdig: Der findes mange forskellige kulturelle traditioner for at afleve-re børn til skole (se eksempelvis Palludan, 2009), og forandring af og spørgs-mål til kulturelle traditioner om fx aflevering af børn kan sagtens være me-ningsfulde. Men den fremførte monokausalitet i forhold til at indføre tiltaget, med henvisning til at det skulle have indvirkning på de unges gennemførsel af
ungdomsuddannelserne, hvor der bestemt også kunne være andre forklarin-ger på de unges frafald eller uddannelsesskift (se fx Steno, 2015) finder jeg bemærkelsesværdig. For hvad er det kulturelle budskab mere grundlæggende her? Problematiseringen af forældre, der følger børn i skole blev også til en avisartikel i de landsdækkende medier i efteråret 2015, hvor det blev proble-matiseret, at forældre forstyrrede undervisningen, når de afleverede deres barn i skolen, hvilket gjorde, at undervisningen blev mindre effektiv (Berling-ske Tidende, 2015). På den ene side skal forældre altså involvere sig mere i deres børns skolegang (komme mere på banen, jf. Hein, 2012), men på den anden side skal de vide, hvad der anses for et være det ’passende engage-ment”, når de kommer på banen. Her ser det ud til, at aflevering af børn til skolen (i parentes bemærket det eneste tidspunkt hver dag, hvor lærere, børn og forældre fysisk kan være samme sted) bliver til en kulturel grænsemarkør for, hvad der anses for passende og upassende engagement. Artiklerne om at aflevere sit barn ved skoleporten, og at forældre følger deres barn ind i skole-klassen om morgenen, er eksempler på, hvordan skolen ønsker at markere en grænse ved at argumentere indenfor en diskurs om skabelsen af det robuste barn, som børn aktuelt er i risiko for ikke at udvikle sig til. Forældre skal lade være med at involvere sig i denne sammenhæng, fordi de dermed bliver anses for at være for ’overservicerende’ og/eller for at være forstyrrende for under-visningen. Det er også en grænsemarkør, som fortæller en større historie om relationer mellem skole og hjem. Om hvordan det er relationer, som altid er til forhandling, hvilket gør en nysgerrig på, hvordan disse grænser skabes og hvorfor de skabes. Med udgangspunkt i Skole og Forældres materialer ser det ud til at være en stærk dagsorden er, at skolen bør påtage sig et større ansvar for, at opdrage forældrene end der har været behov for tidligere46, hvilket
føl-46 En dagsorden, som politikere fra forskellige partier også har bakket op om de senere år. Forældrene må mere på banen og tage mere ansvar, lyder det (se Hein, 2012; Kryger, 2008). Undervisningsminister Merete Riisager udtaler i en tale på KL’s børnetopmøde i februar 2017: ”Noget andet, meget håndgribe-ligt, er, at der er for meget uro og larm i klasseværelserne. Og følgeforsknin-gen peger ikke overraskende på, at det giver lavere faglige resultater og dårli-gere trivsel blandt eleverne. Det duer ikke! Og her skal I kommuner få foræl-drene mere på banen. Dannelse er netop også, at man viser respekt for andre – både for sine klassekammerater og for læreren. Det er og bliver forældrenes ansvar at opdrage deres børn. Det skal I fortælle dem. (Riisager, 2017
http://uvm.dk/~/UVM-DK/Content/News/Indlaeg-af-M/2017/170202-ger i forlængelse af politiske debatter om øget forældreansvar. Denne dagsor-den handler de næste afsnit om.