Kan man i et miljø præget af menneskelig tragedie, drama og død overhovedet tale om en hverdag? Det korte svar er ja, da tragedie, vold og daglige dødsfald samt begivenheder, der i dag opfattes som dramatiske, i lyset af datidens fortløbende gentagelse i en ekstrem kontekst måtte
460Pierre Jorand: Husum. Hier wird Leben ausgerottet. Das Martyrium der Gefangenen des KZ-Außenlagers Schwesing.Bredstedt, 1996. s.33
461 Jens-Christian Hansen: Hic Mortui Vivunt. Skæbner I Neuengammes udekommando Porta Westfalica – Barkhausen. Upubliceret speciale. Odense, 2008. Ss. 44-47
166
være blevet oplevet som trivialiteter. Brutalitet, vilkårlighed og død var hverdagsbegivenheder i kz-lejren, hvorfor det giver mening at tale om en hverdag i kz-lejren Husum-Schwesing. Betragtes de kommende afsnits temaer, der er kendetegnende for de fleste fangeberetninger i hvilke de sjældent tidsfæstes, som en skildring af koncentrationslejrens hverdag, giver hverdagen et bedre billede af kz-lejrens samtid end et kalendarium kunne have gjort. I det følgende skal en række temaer fra fangernes erindringer tages op for at belyse deres opfattelse af udelejren Husum-Schwesing. Kilderne sætter begrænsninger, da analysen herigennem kun kan forholde sig til de problemstillinger, der var vigtige i aktørernes erindringer. Kilder som interviews eller afhøringer kendetegnes samtidigt ofte af interviewerens særlige dagsorden eller interesse. Kilderne afspejler her spørgsmålene til den enkelte aktør eller hvad denne har ønsket at udtale sig om. Særligt i forhold til kilder fra de forskellige retslige efterspil spores disse begrænsninger, da aktørerne oftest kun er blevet spurgt om strafbare forhold og muligheden for at udtale sig om andre emner har været begrænset. I interviews foretaget af historikere har de overlevende kunnet tale mere frit. KZ-Gedenkstätte Neuengammes oral-history-projekt har lagt op til, at de tidligere fanger skulle begynde deres fortælling længe før deportationen for at deres personlige baggrund
dannede kontekst for kz-opholdet. Ud fra en teoretisk forestilling om, at netop den enkelte fanges baggrund spiller en afgørende rolle for, hvordan fangen klarer lejropholdet, er denne metode optimal. Samtidigt skal dog understreges, at specifikke spørgsmål går igen i mange interviews, hvor de ofte skal få interviewpersonen ”tilbage på sporet” og/eller afspejler specifikke
forskningsinteresser fra interviewerens/institutionens side (for eksempel spørgsmål vedrørende andre fangers navne, gerningsmænd, begivenheder, steder, m.v.). Kildernes begrænsninger har dog også deres fordele, hvor der spores en klar tendens til, at mange af de temaer og
begivenheder, der havde betydning i lejrens samtid også prægede de juridiske efterspil og den senere lokale erindringskultur. I forhold til det tidligere lejrområdes topografi tages udgangspunkt i Aleida Assmanns forestillinger om stedets erindring og Detlef Hofmanns overvejelser om levnets symbolkraft, hvor disse tanker kan sammenfattes under en idé om, at relikter kan danne bro mellem den egentlige historiske begivenhed og eftertidens fortolkning og forståelse af den.
Relikterne bliver således ”erindringsbærende”, da historien beskrives med udgangspunkt i disse.
På dansk vil man simplificeret kunne kalde dette for levnsudnyttelse. Jeg vil dog gå et skridt videre, da jeg i det følgende ikke kun vil forholde mig til konkrete levn (som eksempelvis fundamenter,
167
hydranten, osv.), men tillige vil diskutere temaer (for eksempel sult, vold, afstraffelse, arbejde eller konkrete personer og begivenheder), hvor de fysiske spor enten er forsvundet eller kun har
aflejret sig i ofrenes erindring og derfor kun kan forstås gennem deres beretninger.
Tvangsarbejdet
Husum var en arbejdslejr, hvor tvangsarbejdet var omdrejningspunktet for fangernes hverdag.
Størstedelen af de vågne timer gik for de fleste fanger med tvangsarbejde, så længe de på nogen måder havde kræfterne til det. Selv fanger, der efter normal målestok var for dårlige til at gå på arbejde, blev dog oftest tvunget til det. Hverdagen begyndte tidligt om morgenen, ofte så tidligt som kl. 4.30 ved at fangerne brutalt blev vækket, skulle indtage en sparsom morgenmad og ordne morgentoiletten, hvilket ud fra de utilstrækkelige sanitære forhold var en udfordring, hvis man da overhovedet havde energien til at kæmpe med de andre fanger om at blive nødtørftigt vasket.
Herefter blev fangerne med fløjte kaldt til appel på den vej, der gik gennem lejren og udgjorde appelpladsen. Fangerne skulle tælles inden afgang til arbejdsstederne, hvilket kapoerne ifølge Pierre Jorand sjældent magtede at gøre rigtigt fra starten. Dette medførte omtælling, tumult og voldsudøvelse overfor fangerne for at rette kolonnerne ud og lette tælleprocessen. Herefter blev fangerne delt op i arbejdskommandoerne, der foruden tankspærringerne også kunne være
arbejde i Husum by, bl.a. i form af losning af skibe, hvilket var særligt eftertragtet, da man her også havde en chance for at skaffe sig lidt ekstra mad, om end dette som udgangspunkt var illegalt og blev straffet hårdt. Efter appellen skulle fangerne transporteres til deres arbejdssteder, enten til fods eller i takt med arbejdets fremskridt også i åbne eller lukkede jernbanevogne.462
Husum-fangernes primære opgave var at grave grøfter i den nordfrisiske marsk, der skulle fungere som tankspærringer i tilfælde af en allieret invasion. I dag ville man nok bruge store rendegravere til en sådan opgave, men fangerne havde kun de allermest primitive redskaber til rådighed. Grøfterne blev gravet med håndkraft og arbejdet skulle udføres i et højt tempo. For at opretholde tempoet blev fangerne løbende mishandlet med kæppe af kapoerne. Dels havde marinens overkommando udstukket retningslinjer, der definerede, hvornår de enkelte etaper af
”Friesenwall”-projektet skulle færdiggøres i løbet af efteråret og vinteren 1944/1945. Dels
462Pierre Jorand: Husum. Hier wird Leben ausgerottet. Das Martyrium der Gefangenen des KZ-Außenlagers Schwesing.Bredstedt, 1996. S. 10, ss. 18-20; sml. Hans Mørup: På fløjen. Aabenraa, 2000. S. 390
168
opretholdt SS også her sin tradition for at udnytte fangernes arbejdskraft til de yderste uden hensyntagen til menneskeliv. Griem inspicerede således næsten dagligt personligt gravearbejdet, råbte ad kapoerne og sparkede til de livløse kroppe, der lå ved grøftekanten for at konstatere, om der stadig var liv. Dette skete dog ikke af medmenneskelighed, men for at finde ud af, om der stadig var arbejdskraft i den pågældende fanges krop.463
En del af arbejdet med ”Friesenwall” bestod foruden at grave tankspærringer også i at grave huller på 1½x1½ meter i diameter ved udvalgte vejkryds. Disse huller skulle anvendes som primitive maskingeværreder, såfremt der havde fundet en allieret invasion sted i området.
Arbejdskommandoerne bestod af små hold af fanger og var meget eftertragtede, da de ofte kun blev bevogtet af en enkelt ældre marinesoldat.464
Fangerne skulle ikke kun arbejde hårdt i et højt tempo uden det nødvendige
kalorieindtag, der var nødvendigt for at de på sigt kunne holde til det fysisk krævende arbejde. De blev også løbende udsat for chikane og vold. Ifølge køkkenkapoen Michael Müllers senere
vidneberetning fik kapoerne cigaretter af SS efter arbejdstidens ophør for at have mishandlet deres medfanger under arbejdet.465 Der blev kun taget hensyn til sygdomme og lidelser i stærkt begrænset omfang. Der var således sjældent overensstemmelse mellem antallet af fanger, der dagligt skulle udkommanderes til arbejdskommandoerne og antallet af arbejdsduelige fanger.
Men også SS-mændene deltog i brutaliteterne mod fangerne på arbejdspladserne.
Herved blev modsætningsforholdet mellem ydmygelse og udryddelse på den ene side og den effektive udnyttelse af fangernes arbejdskraft på den anden atter tydeligt. Den fortsatte brutalitet for brutalitetens egen skyld kan her argumentere for, at den ”absolutte magt” i form af en fortsat selvforstærkende terrorspiral også fungerede i bedste velgående i det sidste krigsår. På dette tidspunkt burde SS i stedet have sikret fangernes arbejdskraft ved at facilitere deres overlevelse med henblik på at kunne udnytte dem som en ressource til at vinde den endelige sejr. I kz-lejrene var det derimod udbredt blandt SS-mænd at chikanere fangerne på arbejdskommandoerne på en måde, så disse blev nødt til at bevæge sig udenfor det af vagtposterne sikrede område. Dette kunne gøres ved at tvinge fangen til at hente sin hue, der til lejligheden var blevet revet denne af
463 Archiv der KZ-Gedenkstätte Neuengamme – Häftlingeberichte 1246, Sokol, Zdzislaw, s. 2.
464 Benjamin Mørch: Mærket for livet. København, 1991. s. 74
465 Håndskrevet protokol af Husum Aussenkommando-Case. Judge Advocate General's Office: War Crimes Case Files, Second World War. Hussen Aussenkommando Case. Defendant: Willy Dommer [forkert stavning i original, jch.]. WO 235/537. The National Archives, Kew.
169
hovedet og smidt væk eller ved at flytte kæden af vagtposter. Formålet ved denne behandling var at SS dermed kunne påstå, at den pågældende fange havde fjernet sig fra arbejdet uden tilladelse, hvilket blev tolket som flugtforsøg og dermed legitimerede et dræbende skud. Drabsmanden blev oftest belønnet med naturalier i form af delikatesser, spiritus eller en fridag. Da efterforskere fra den britiske No. 2 War Crimes Investigation Unit i foråret 1946 afhørte de danske tidligere Husum-fanger Eric Lammert og Anders Thomsen i København, kunne disse berette om, hvorledes denne fremgangsmåde i Husum også blev dyrket af de tyske kapoer. Episoden er et stærkt eksempel på, hvilken magt kapoerne var blevet tildelt af SS og hvorledes de indtog en dominerende position i fangesamfundet. Tre unavngivne, antageligt hollandske fanger var i begyndelsen af november blevet slået voldsomt og efterfølgende spærret inde i det skur, hvor man opbevarede ligene fordi man beskyldte dem for at have stjålet mad. Den efterfølgende dag var de tre fysisk og psykisk svækkede efter denne behandling, men måtte alligevel rykke ud med arbejdskommandoen for at grave tankspærringer i et særligt straffekompagni, der skulle arbejde på et særligt mudret sted.
Her gav flere tyske kapoer, blandt disse Willi Demmer, Martin Tenz og Franz Levy dem en hård behandling. Lammert og Thomsen fremhævede særligt Demmer, der mishandlede en af fangerne med en gummiknippel. Fangerne måtte under arbejdet gentagne gange bøje sig forover for at modtage yderligere 20-30 slag med jævne mellemrum. Dette gentog sig ifølge Thomsen over nogle dage, hvor de tre hollændere om natten altid blev spærret inde i ligskuret. I skuret samlede man ligene for at foretage massebegravelser med nogle dages mellemrum. At gentagne nætter på dette sted må have virket traumatisk på fangerne understreges af Paul Thygesens beretning om stank af forrådnelse og rotter, der gnavede i ligene.466 Det er derfor ikke underligt, at en af de mishandlede fanger en eftermiddag begyndte at vise tegn på sindssyge og sandsynligvis bevægede sig for langt væk fra arbejdskommandoen ved at gå hvileløst omkring. En anden fange forsøgte at stoppe denne, hvilket omgående blev forbudt af en af kapoerne. Her afviger Thomsens og
Lammerts vidneforklaringer, da den ene mener at der var tale om Demmer, hvorimod den anden beskyldte Tenz for at have forhindret fangens redning. Fangen blev derefter omgående skudt af en
466 ”Disposition of Paul Aage Jens Thygesen” 16. marts 1946. Judge Advocate General's Office, Military Deputy's Department, and War Office, Directorates of Army Legal Services and Personal Services: War Crimes Files (MO/JAG/FS and other series). Husum, Ladelund, Dalum, and Versen Camps: killing and ill-treatment of allied nationals. WO 311/449. The National Archives, Kew.
170
af de marineinfanterister, der bevogtede fangerne.467 Briterne kendte allerede til denne episode gennem den tidligere tyske køkkenkapo Michael Müllers vidneforklaring en uge forinden. Lammert kunne dog beskrive episoden i langt mere detaljeret omfang, da han modsat Müller selv havde været til stede i arbejdskommandoerne udenfor lejren, hvorimod Müller kun kunne iagttage de andre kapoers ugerninger internt i lejren.468
Episoden minder meget om de bevidste selvmord, som enkelte fanger valgte, fordi de opfattede deres situation som værende håbløs. Selvmord blev af enkelte fanger set som sidste udvej, som protest og modstand, som en sidste mulighed for at bestemme over eget liv. Selvmord var samtidigt den sidste modstandshandling; et brud på gerningsmændenes drabsmonopol.469 Benjamin Mørch beretter således om en ung hollandsk fange, som under tvangsarbejdet i bunden af de våde pansergrave valgte at begynde at løbe væk – velvidende at bevogtningsmandskabet havde pligt til at skyde. Ifølge Mørchs skildring var der ingen tvivl om, at der var tale om selvmord som et bevidst valg fra fangens side og dermed ikke om et flugtforsøg.470 Pierre Jorand beskriver en lignende situation, hvor en fange et par gange forsøgte at drukne sig selv i bunden af
pansergravene, men blev hevet op af kapoerne. Da han forsøgte at løbe bort lige som
kammeraten i ovennævnte episode, ville vagtposten ikke skyde. I stedet blev han fanget af en kapo, der bogstaveligt slog ham ihjel. Vagtposten, en marineinfanterist, blev straffet med arrest.471
Kapoernes mishandlinger havde i flere situationer døden som følge. I sit vidneudsagn til No 2. War Crimes Investigation Unit berettede Anders Thomsen også om en regnfuld dag sidst i oktober 1944, hvor arbejdet var ekstra svært for fangerne, da jorden var våd og mudret og det derfor var svært for fangerne at grave noget op af de tre meter dybe pansergrave. At arbejdet ikke skred frem gjorde kapoerne hysteriske, så de begyndte at slå på fangerne med knyttede næver og knipler. Kapoen Franz [Levy? jch] beskyldte danskerne for at sabotere arbejdet og kaldte dem op af grøften for at mishandle dem på række. Herved slog han fangen Poul Erik Astrup så hårdt, at
467 ”Disposition of Eric Roy Kurt Lammert” 14. marts 1946. Judge Advocate General's Office, Military Deputy's Department, and War Office, Directorates of Army Legal Services and Personal Services: War Crimes Files (MO/JAG/FS and other series). Husum,
Ladelund, Dalum, and Versen Camps: killing and ill-treatment of allied nationals. WO 311/449. The National Archives, Kew
468 ”Disposition of Michael Müller” 6. marts 1946. War Office: Judge Advocate General's Office, British Army of the Rhine War Crimes Group (North West Europe) and predecessors: Registered Files (BAOR and other series). Husum, Dalum, and Versen Concentration Camps, Germany: report and investigation by War Crimes Investigation Unit (WCIU). WO 309/1146. The National Archives, Kew.
469 Sml. med diskussionen af selvmordets betydning for den absolutte magts eksistens på side 45 i denne afhandling.
470Benjamin Mørch: Mærket for livet. København, 1991. ss. 94-95
471Pierre Jorand: Husum. Hier wird Leben ausgerottet. Das Martyrium der Gefangenen des KZ-Außenlagers Schwesing.Bredstedt, 1996. S. 10, ss. 15-16
171
denne brækkede kæben. Da man i lejrens revir ikke havde nogen mulighed for at behandle
bruddet, døde Astrup af sine kvæstelser få dage senere, da han ikke var i stand til at indtage nogen form for føde.472
SS-mændenes definition af sabotage mod ”Riget” var meget bred i kz-lejrene. Også i Husum blev fanger straffet hårdt, når de brugte gamle papirsække eller aviser som isolering under deres tynde, våde og oftest meget snavsede fangedragter. Papiret hjalp således lidt, når det gjaldt at holde varmen i de kolde efterårs- og vintermåneder, hvor fangerne arbejdede i al slags vejr, hvilket i forhold til gravearbejdet ved ”Friesenwall” ofte betød regn og blæst. Også tæpper blev revet i stykker og brugt som undertøj eller forbinding, hvilket var strengt forbudt. Blev fangerne opdaget ved stikprøvekontroller under appellerne, blev fangerne beskyldt for tyveri og dermed for sabotage mod ”Det Tredje Rige”. Straffen var prygl, oftest pisk af enden og den nedre del af
ryggen, hvilket i mange tilfælde var ensbetydende med åbne sår og sågar nyreskader, der på baggrund af de mangelfulde behandlingsmuligheder og straffens oftest særligt brutale karakter i flere tilfælde endte dødeligt. Det var oftest Josef Klingler eller en af kapoerne (blandt disse
nævnes eksplicit Franz Levy), der gennemførte denne piskning, enten med en tommetyk kæp eller et tykt kabel på op til 70 centimeters længde.473
Kollektive straffe var endvidere almindelige på arbejdspladserne, når SS kom på inspektion. Hans S. Bruun beretter om, hvorledes fangerne blev beordret til at komme op af grøften i regnvejr, skulle smide jakken for derefter at skulle stå nede i den igen og blive
gennemblødte. Fangernes tynde jakker var herefter lige så gennemblødte. En anden variation var at ti fanger skulle trække deres overtøj op over hovedet for at få ti slag med en skovl, et stykke
472 Thomsen kalder I sin vidneforklaring den pågældende fange for Hans Astrup. Sammenlignet med Morten Ruges upublicerede rapport om efterårstransporterne til Neuengamme, Jørgen Barfods tabeller og kilderne til repatrieringen af de i Husum omkomne danskere må der dog uden tvivl være tale om den 27 årige Poul Erik Astrup, der døde i Husum den 14. november 1944. ”Disposition of Anders Thomsen” 15. marts 1946. Judge Advocate General's Office, Military Deputy's Department, and War Office, Directorates of Army Legal Services and Personal Services: War Crimes Files (MO/JAG/FS and other series). Husum, Ladelund, Dalum, and Versen Camps: killing and ill-treatment of allied nationals. WO 311/449. The National Archives, Kew; se tillige Morten Ruge:
Efteraarstransporterne 1944 Frøslev-Neuengamme. Upubliceret, 1997. (Findes i Frøslevlejrens Arkiv). Tavle 1, s. 24; Jørgen H.
Barfod: Helvede har mange navne. Gylling, 1995. s. 364 samt Rigsarkivet. HF-101. Centralkontoret for Særlige Anliggender. 1945-1948. Sager, deporterede (A119) B I-IV Husum-ekspeditionen. Vedrørende dødsårsagen se ”Disposition of Paul Aage Jens Thygesen” 16. marts 1946. Judge Advocate General's Office, Military Deputy's Department, and War Office, Directorates of Army Legal Services and Personal Services: War Crimes Files (MO/JAG/FS and other series). Husum, Ladelund, Dalum, and Versen Camps:
killing and ill-treatment of allied nationals. WO 311/449. The National Archives, Kew.
473 Hans S. Bruun: På dødsmarch gennem Hitlers Tyskland. København, 1976. Sml. med”Disposition of Paul Aage Jens Thygesen” 16.
marts 1946. Judge Advocate General's Office, Military Deputy's Department, and War Office, Directorates of Army Legal Services and Personal Services: War Crimes Files (MO/JAG/FS and other series). Husum, Ladelund, Dalum, and Versen Camps: killing and ill-treatment of allied nationals. WO 311/449. The National Archives, Kew.
172
pigtråd eller andre forhåndenværende redskaber. Bruun nævner ingen specifikke grunde til disse afstraffelser, der derfor også kan anses som endnu en form for grov chikane.474
Hygiejne
Det hårde tvangsarbejde i den mudrede marsk og de utilstrækkelige sanitære forhold sammen med den totale mangel på skiftetøj gjorde, at fangerne i reglen var snavsede. Hygiejnen i lejren som helhed, men også for individet selv, spillede derfor en vigtig rolle for fangerne. Personlig hygiejne hang på den ene side sammen med værdighed og havde på den anden side betydning for fangens daglige risiko for korporlig afstraffelse med fare for alvorlige konsekvenser for fangens overlevelseschancer. Det var forbudt at være snavset, men omvendt var lejrens sanitære
faciliteter utilstrækkelige, så det var umuligt at renholde både sig selv og det udleverede fangetøj, der jo også fungerede som arbejdstøj i de mudrede pansergrave i al slags vejr. Fangerne var oftest våde, fordi de ofte måtte stå i bunden af de vandfyldte grøfter og hvor det i efteråret samtidigt ofte regnede. Det utilstrækkelige kalorieindtag medførte for mange snart også hungerdiarré, der var med til at forværre de hygiejniske tilstande i lejren. Mange svækkede fanger nåede således ikke at forlade deres køjer eller deres barak for at nå hen til latrinerne, som var dimensioneret efter, at de skulle anvendes af 250, maksimalt 400 soldater og ikke op til 2500 fanger, altså reelt en tidobling af, hvad de var planlagt efter. Med lidt fantasi kan man derfor måske forestille sig, hvorfor både diarréen, latrinerne og lugten i lejren spillede en så central rolle i fangernes
erindring. Sammenholdes erindringslitteraturen med de fysiske levn af latrinerne på det tidligere lejrområde, kan man ud fra Detlef Hoffmanns tanker om levnets erindring lettere forstå, hvorfor diarréen og toiletforholdene spillede og fortsat spiller en så afgørende betydning for lejren:
Erindringslitteraturen er med til at fortolke og forklare det fysiske levn, men samtidigt illustrerer levnet erindringen. Det fysiske levn udnyttes således ikke kun som kilde, men bliver samtidigt et symbol på det erindrede.475 Problematikken omkring afføringen og latrinerne er her med til at underbygge, hvorledes tilstandene i kz-lejren bl.a. pga. sult og uforholdsmæssig overbelægning kom ud af kontrol, eskalerede og blev ekstreme med direkte betydning for fangernes mentale og
Erindringslitteraturen er med til at fortolke og forklare det fysiske levn, men samtidigt illustrerer levnet erindringen. Det fysiske levn udnyttes således ikke kun som kilde, men bliver samtidigt et symbol på det erindrede.475 Problematikken omkring afføringen og latrinerne er her med til at underbygge, hvorledes tilstandene i kz-lejren bl.a. pga. sult og uforholdsmæssig overbelægning kom ud af kontrol, eskalerede og blev ekstreme med direkte betydning for fangernes mentale og