Den første dag

Medarbejderhistorier 1945-1957

Mødet med de urolige patienter står ofte centralt i personalets erindringer fra psykiatrien og

åndssvageforsorgen. De færreste ansatte var forberedt på, hvad der ventede dem, når døren ind til de store lukkede afdelinger for første gang blev låst op. I mange tilfælde havde de nyansatte ikke før mødet gennemgået nogen sammenhængende uddannelse som plejere, og selv sygeplejerskerne havde også i 1940’erne følelsen af, at de ikke havde meget at trække på, når de først stod ansigt til ansigt med patienterne. Samtidig kom de nyansatte ind i en hierarkisk verden, hvor det var

vanskeligt at træffe egne beslutninger, og hvor man måtte indordne sig under gældende regler og rutiner.

Selvom mødet med de anbragte i børneforsorgen ikke virkede helt så chokerende eller fremmedartet for de nyansatte, efterlod den første dag dog også markante indtryk for mange af institutionernes medarbejdere. Oplevelsen af manglende faglige kompetencer og stramme regler står samtidig også frem i erindringsbøger, interview og utrykte beretninger fra tidligere ansatte i børneforsorgen.³³²

For en tidligere ansat på det gamle skolehjem Landerupgård, der havde plads til 80 børn i alderen 7-16 år, var det især den lange rutineprægede hverdag, som først gjorde indtryk på ham.³³³

”Jeg ankom en af de første dage i januar 1954. Det var snevejr. Jeg fik anvist et lille værelse i stueetagen (…) Jeg boede på institutionen og fik min mad der – sådan var det bare. Det generede mig ikke spor, men hvis jeg havde været medarbejder der i mange år, tror jeg nok, jeg ville have ønsket, at skemaet ikke havde så mange fritimer ind imellem.”

Skemaet var fyldt ud med forskellige gøremål, fra 7.30 om morgenen til 21.30 om aftenen. Dagen bestod af undervisningstimer, praktiske rutiner og fritidsaktiviteter, dog med mange

mellemliggende fritimer. Han husker særligt morgenritualet, som han selv havde det meget skidt med: ”Drengene, for der var kun drenge på Landerupgård, sov i store sovesale. Alle drengene kom nu hurtigt ud af ’køjerne’ og fik et koldt og meget kort brus. Ikke en egentlig afvaskning. Men det var noget, jeg bestemt ikke brød mig om. De drenge, der var ’vådliggere’, skulle samle deres lagner sammen og hænge dem ud i et specielt rum med mange varmerør. Der blev de hængt op, så de kunne være tørre igen om aftenen, når drengene igen skulle rede deres seng med disse ikke-vaskede lagner. Rummet lugtede ganske forfærdeligt, husker jeg med gru.”

En lærervikar på Godhavn drenge- og lærlingehjem i Nordsjælland husker også hverdagen på den tidligere opdragelsesanstalt for 70 særligt vanskelige børn i alderen 12-18 år.³³⁴ Som 24-årig ankom han i 1957 til Tisvilde Station, hvor han blev hentet i bil af forstanderen, der kørte ham til Godhavn. Han fik anvist et lille værelse bag vagtrummet. Noget af det første, der gjorde et stort indtryk, var det faste morgenritual: ”Det tog et par dage at se, hvor sindssygt det var”. To assistenter vækkede drengene. Alle stod op, redte deres senge og kom ind under bruserne. Herefter skulle børnene stå ret for enden af sengen, mens inspektion pågik, altid efter det samme mønster:

Bøj hovedet ned (tjek nakke og hals) Riv ud i det ene øre (tjek for snavs bag det)

Riv ud i det andet øre (tjek for snavs bag det andet øre) Åbne munden (tjek tandbørstning)

Hænderne frem (tjek negle mm.)

Hvis den, der foretog morgenkontrollen, ikke var tilfreds med graden af renlighed, så fik drengen ofte en lussing. ”Det var en uhyggelig forestilling det der (…) et åndssvagt skuespil (…) Det var modbydeligt at se, at en mindre dreng fik en ordentlig en, fordi ham, der havde tilsynet den dag, slog.” Der var stor forskel på personalets lyst til at uddele lussinger, erindrer den unge lærervikar.

Der var nogle, der aldrig slog, mens andre slog ved den mindste lejlighed. Han husker også, at der ikke var nogen retningslinjer for afstraffelse, ingen instruktion i regler eller indberetninger af hændelser. Han havde lyst til at gøre oprør, men var ifølge ham selv for fej til at tage et opgør med forstanderen ”Det kunne ikke betale sig”. De andre kollegaer advarede ham også. De sagde, at forstanderen kunne spolere en hel karriere, da han havde gode kontakter til direktoratet og landets andre forstandere.

En gennemgående fortælling hos de fleste medarbejdere handler om mangel på uddannet personale. En assistent på Børnehjemmene Godthåb i København husker generelt sin ansættelsen i årene 1955-58 som en god tid, men det sparsomme medarbejderstab overskyggede de gode

historie.³³⁵ Hun erindrer, at der var fire ansatte til 20 anbragte drenge. Drengene var ofte sønner af enlige mødre, ellers kom de ofte direkte fra et spædbørnehjem. Der var to sovesale med syv og 13 børn på hver – det var alt for mange, husker hun. Noget, der har brændt sig fast i hendes

hukommelse, er deres øjne, de havde ”slør for øjnene”. Hun fortæller: ”Man behandlede ikke børnene som mennesker. (…) Vi gjorde, hvad vi kunne, men der manglede personale. (…) Vi talte ofte om, at børnene nok ville havne i fængsel engang”. De ansatte var som regel unge ugifte kvinder, der typisk havde et fem måneders kursus bag sig. De var på hjemmet hele ugen og havde kun en enkelt fridag. Det var derfor svært at have et almindeligt familieliv ved siden af. På

fridagene tog man gerne et barn med hjem. Hun husker børnehjemmet som meget religiøst, og kvinderne måtte ikke gå med lange bukser.

Også blandt det ledende personale stod manglen på kvalificeret arbejdskraft som et stort problem. Som en forstander for Rågelund Drenge- og lærlingehjem forklarede: ”For medarbejderne

og os gik der alt for mange kræfter og tid til at klare de rent materielle ting. Vi var i forvejen alt for få til en stor flok på 52: en forstander, en lærer, en avlsbestyrer, en assistent og to kvindelige medhjælpere. (…) Det er klart, at der med et så lille personale ofte opstod situationer drengene imellem eller mellem en dreng og en medarbejder, der skulle være løst gennem en forstående pædagogik, men det praktiske personale havde ingen pædagogisk uddannelse og heller ikke tid til en samtale om problemerne.”³³⁶

Psykiatriske oplevelser

I 1940’erne kunne de nyuddannede sygeplejersker tage en supplerende del i barselpleje og sindssygepleje. Begge dele var frivilligt, men flere valgte at tage det med for at få en fuldstændig uddannelse. Den supplerede del i sindssygepleje blev for mange sygeplejersker det første møde med psykiatrien. En sygeplejerske, der på denne måde kom til Sct. Hans Hospital i 1947, husker, hvor uforberedt hun var på de psykiatriske patienter. ”En af de første dage sagde afdelingssygeplejersken til mig: ’De ser egentlig så robust ud. Mon ikke godt De kan gå alene i aftenvagt?’ Nu skal det tilføjes, at man altså var alene i vagt. Desuden turde jeg ikke protestere, for man var autoritetstro dengang, og endelig var jeg fuldstændig lykkeligt udvidende om, hvad der egentlig ventede mig.”

”Hele den aften gik der en stor kraftig kvinde i hælene på mig; hun bogstavelig talt trådte skoene ned bagfra på mig. Samtidig gned hun sig i hænderne og sagde: ’Mon ikke du trænger til at par gode varme lussinger?’ Jeg skal ærligt talt indrømme, at jeg var skræmt fra vid og sans og lovede mig selv, at jeg skulle i hvert fald ikke have noget med psykiatri at gøre. Mine forældre fortalte bagefter, at jeg havde skrevet til dem, at psykiatri var i hvert fald det eneste, jeg ikke skulle beskæftige mig med. Jeg kunne på det tidspunkt bestemt ikke vide, at min karriere inden for psykiatrien skulle komme til at strække sig over 42 år.” Hun husker ikke, at have fået nogen egentlig uddannelse i psykiatri, men lærte det ”efter naturmetoden”.³³⁷

For tidligere sygeplejersker fra Sindssygehospitalet i Vordingborg står oplevelsen af den første nattevagt også centralt i fortællingerne. ”Da jeg blev ansat i februar 1945, var det på afdeling D – en lukket langtidsafdeling for kvinder. Mange af patienterne havde diagnosen skizofreni og var på grund af psykose og angst aggressive. Om dagen opholdt patienterne sig i stueetagen. Allerede kl. 18 fik de beroligende medicin og sovemedicin. Klokken 19 blev de fulgt op på 2. sal til en stor sovesal, hvor 20 patienter blev lagt i hver sin hvide træseng med tangmadras. Der var et par enkle

mindre sovestuer. Patienterne sov hele aftenen og vågnede herefter op. Så blev de urolig, flåede alt i stykker og tog tøjet af. Så måtte den enlige natsygeplejerske give injektioner af scopolamin/morfin.

Som ung nyansat sygeplejerske måtte jeg ofte i nattevagt. Det indebar, at jeg skulle passe afdelingens egne plus naboafdelingens patienter – op til 60 patienter – mange af dem fikseret. Jeg sad ude i badeværelset med en lampe tændt, og skulle jeg have hjælp til urolige patienter eller lignede, måtte jeg banke på vandrørene efter hjælp”. Hun husker, at patienterne ikke kunne komme

”op på toilettet om natten. Ved toilet-trang løsendes den ene siderem i bæltet, og patienten kunne forrette sin nødtørft i en blikpotte, der stod ved sengen. (…) Forholdene på afdeling D var som beskrevet frem til 1959, bortset fra at der kom telefon på afdelingen, og der blev ansat en nattevagt til hver afdeling”.³³⁸

Ikke kun sygeplejerskerne men også mange plejere og plejersker kunne blive kastet lige ud i arbejdet på de mest urolige afdelinger som Q på kvindesiden i Vordingborg. ”Den første dag var barsk”, husker en plejerske, der kom på afdelingen i 1947. De fleste patienter ”skulle mades, da de ellers smed rundt med maden. Og flere skulle hjælpes med hygiejne. De fleste lå fast i bælte, men en enkelt havde en spændetrøje på, som bestod af groft hørlærred, hvor armene blev bundet om på ryggen, når hun i perioden forsøgt at kradse ansigt og krop til blods. Patienterne var da også kun oppe nogle timer om dagen. Gennemgående var der vel 10 oppe i dagligstuen”. De ”strikkede vaskeklude eller pillede lærredsklude i tråde til at fabrikere vat af.”³³⁹

Andre plejeelever kunne få en mere blød start på nogle af afdelingerne for ældre eller demente patienter. Elevtiden varede ca. et år og omfattede udover undervisning, som blev forestået af to afdelingslæger og en oversygeplejerske, også tjeneste på patientafdelingerne. En plejer, der begyndte i Vordingborg i 1953, husker, at han den første dag ”blev vist rundt på den afdeling, hvor jeg skulle være de første måneder. (…) Denne afdeling var en af hospitalets største med 36

patienter. Ca. 1/3 af patienterne kunne klare de fleste daglige funktioner selv. Resten skulle hjælpes med det meste, såsom vask, påklædning, spisning m.v. Alderen var ikke alene årsag til den

manglende kunnen. Mange var under 50, enkelte under 40, og så var der et mindre antal mellem 60 og 70 år. Hovedparten af disse patienter var skizofrene, men der var også enkelte med Dementia paralytica, en hjernebetændelse forårsaget af syfilis, der lå år tilbage, og endelig var der forskellige organiske hjerneskader. Om end her altså var tale om forskellige lidelser, var adfærden hos

patienterne ret ens, idet sløvhedstilstanden eller om man vil demensen, udartede sig omtrent på samme måde. Mange kunne eller ville ikke spise selv, men måtte mades. Andre ville ikke eller kunne ikke klæde sig selv på, og en del ville ikke af med deres afføring. Sikken en fest, når disse

sidste fik et kraftigt sæbevandslavement. Det var bedst at stå lidt til siden, hvis man ville undgå at blive ramt”.³⁴⁰ Selvom man som plejer eller plejerske kunne være heldig at starte på en af de bedre afdelinger, varede dette ikke ved, og det var et led i uddannelsen, at plejerne i elevtiden skulle rundt på forskellige typer af afdelinger.

Blandt tidligere plejeelever oplevede flere, at der var meget lidt tid til patienterne under uddannelsen. ”Jeg var elev (og rengøringspige) på M 22 de tre første måneder. Vi måtte stjæle os til at snakke med patienterne og hygge os med dem. Vi havde ingen adgang til journalerne, så vi viste ikke, hvorfor de var indlagt, fortæller en tidligere elev på Sindssygehospitalet i Middelfart og tilføjer: ”Der var alt for megen skrubben og skuren.”³⁴¹

Med nye behandlingsformer som bl.a. elektrochok blev plejepersonalet dog gradvist inddraget noget mere i behandlingen. Flere giver udtryk for, at det gjorde arbejdet mere

meningsfyldt. En plejer optaget som elev på Sindssygehospitalet i Middelfart i 1951 fortæller: ”Den gang foregik elektrochok på denne måde: Elektroderne blev sat fast på patientens tinding, en plejer trykkede ned på højre skulder, og en plejer trykkede ned på venstre skulder, en plejer holdt fast og løftede fødderne, en sygeplejerske stod klar med en tyk gummislange til at stoppe i munden på patienten når han ved chokket åbnede munden. Det var for at patienten ikke skulle bide sig i tungen.

Så kom lægen og trykkede på knappen. (…) Selv om man pressede ned på skuldrene, så var kramperne somme tider så kraftige, at kravebenet brækkede.”³⁴²

Den samme plejer oplevede også, at de nye typer psykofarmaka for alvor blev taget i brug i løbet af 1950’erne. ”Da de endnu ikke havde fået noget navn, var det alt sammen benævnt med numre,” fortæller han. ”Dosseringen foregik på den måde, da man endnu ikke viste, hvad det hjalp for, så måtte patienterne være forsøgskaniner, således at nogle skulle starte langsomt med en lille dossering, og så senere stige til en større, og andre skulle starte med en høj dossering og så senere trappe langsomt ned.”³⁴³

En plejer som var ansat på Sindssygehospitalet i Middelfart fra 1933-1971 fortæller, at de fleste plejere fik en periode med ”psykiske anfægtelser”. ”For nogle er det gået hurtigt over, for andre har det taget længere tid. Vi tænkte jo på, hvorfor man ikke kunne helbrede dem, hvorfor det havde ramt dem, og hvorfor var det os, der gik fri. Jeg tror at grunden til, at vi fik perioder med psykiske problemer, var, at vi startede for tidligt derude. Vi blev taget ind som 21årige, men skulle nok have været en 3-4 år ældre.”³⁴⁴

Flere af dem, der stod elevtiden ud, blev imidlertid ved faget i mange år. Nogle beretter om, at erfaringerne med ofte meget dårlige skizofrene patienter fik dem til at holde ved og af jobbet.

”Når jeg tænker tilbage på alle de mange år inden for psykiatrien, tror jeg nok, jeg vil sige, at den tid, der har været meget berigende, har været, da jeg var afdelingssygeplejerske og havde en afdeling med (…) fortrinsvis skizofrene patienter”, huskede en sygeplejerske om sin tid på Sindssygehospitalet ved Århus, ”jeg lærte en masse af dem. Deres form for logik var helt utrolig”.³⁴⁵

Oplevelser fra åndssvageforsorgen

På samme måde som i psykiatrien oplevede mange af plejereleverne på åndsvagforsorgens institutioner, at de uden egentlig undervisning blev indført i arbejdet på nogle af de krævende afdelinger. Under elevtiden, som varede i tre år, skulle eleverne oplæres i det daglige arbejdet på afdelingerne og følge kurser om bl.a. forbinding og førstehjælp, som typisk blev afholdt af anstaltens egne læger. På Brejning skulle kvinderne også omkring systuen, hvor de lærte alt om syning og lappearbejde. Eleverne boede på anstalten i elevboliger med kost og logi som en del af lønnen.

På åndssvageforsorgens institutioner var de fleste afdelinger opdelt efter, hvorvidt patienterne var ”arbejdsføre” eller ”asylister”, men der kunne også forekomme en blanding af de forskellige hovedgrupper på nogle af afdelingerne.

I en beretning fortæller en tidligere plejer, hvordan han en forårsdag i 1945 mødte op på forstanderindens kontor som ny plejeelev på Andersvænge. Her fik han anvist et værelse i

elevboligen, blev orienteret om de mange regler og fik udleveret en skrivelse om, hvordan han som plejeelev skulle forholde sig til patienterne. ”Det jeg bedst husker beskrevet var – hold afstand til patienterne, bliv ikke for dus med dem.” Derefter fulgte et besøg hos oldfruen på systuen ”en skrap dame”, hvor han fik udleveret en uniform, ”som tydeligt viste, at man var funktionær og ikke patient.”

Den følgende dag begyndte arbejdet på M2, som på det tidspunkt var en helt ny bygning i tre etager for asyllister. Dele af bygningen var endnu ikke taget i brug. På afdelingen boede 65 mandlige patienter fra 15 år og opefter. ”Der var spastikere, døve, nogen var blinde og to af dem havde ingen øjne, (…) nogen havde lidt sprog, andre havde slet intet.” På afdelingen kunne der også være arbejdsføre beboere, der var ”flyttet til afdelingen som straf for en eller anden forseelse”.

På M2 var mange patienter sengeliggende. ”Flere af patienterne havde muffetrøje på for ikke at skade sig selv.” Der var også to isolationsstuer, hvor sengene var fastboltret til gulvet. ”På

den ene stue var en af patienterne fikseret til sengen med fodrem, handsker og bælte, på den anden stue lå en meget stor og kraftig mand i 40-50-års alderen. Han var også fikseret, men kun med bælte. Han sad op i sengen og røg cerutter, havde et askebæger, som han satte pænt til side, når han var færdig. Han var altid nøgen i sengen, og man kunne ikke spænde bæltet så stramt, at han ikke kunne komme ud af det. Skulle han på toilettet, kravlede han ud af bæltet og ned i det igen, når han var færdig (…) Jeg kendte ikke til åndssvage i forvejen, så det kom nok lidt bag på mig, at det var sådan.”

Efter ”morgenparade” kl. 7, hvor afdelingslederen aflagde rapport fra nattevagten og orienterede om dagens forløb, blev den nye plejeelev fulgt ind på stuen af en af plejerne. ”Jeg fik en kort beskrivelse af, hvordan jeg skulle gribe det an, hvordan muffetrøjen skulle bindes på, når de var blevet vasket – til det var der et vaskefad og en vaskeklud og sæbe. Én af dem skulle man passe særligt meget på, fik jeg at vide, ’han hopper op i sengen og slår lamperne itu, hvis han ikke har muffetrøje på, så slip ikke ham.’ Sengen skulle redes på en bestemt måde, der var jo både drejltæppe – ikke dyne – lagen, gummistykke, stiklagen, lagen igen og selvfølgelig hovedpude.”

Mange af patienterne blev madet i sengen. ”Her kunne man skele lidt til kollegaerne, hvordan de greb det an. (…) For de patienter, der ikke kunne tygge deres smørrebrød, blev det hele blandet sammen, som om der var brugt en blender.”

Beskæftigelse var der ikke meget af for patienterne: ”Om sommeren var vi meget i haven, hvor vi jokkede lidt rundt. Om vinteren gik vi frem og tilbage på gangen om eftermiddagen. Når vi ikke gik udendørs tur, når det var koldt, tror jeg nok, det var fordi, de ikke havde overtøj til det. I opholdstuen var der ikke noget at beskæftige patienterne med. Nogle var spændt fast til

vægmonteret bænke. Der var en radio i et aflåst skab, som kun lederen havde nøgle til.”

De, der havde været oppe, blev lagt i seng igen kl. 16. ”Tøjet blev pakket sammen med et bånd om med navn på og lagt i et skab på gangen.” Når plejere og elever var færdige med deres stue, skulle de stå i døren og vente på madvognen, der kom kl. 17.

Patienterne blev betragtet som syge og behandlet af læger. ”Der kom en læge på stuegang både formiddag og aften. En militærlæge kom af og til på aftenstuegang, svingende med et

nøglebundt. Goddag har vi noget i dag? Nå ikke, tak farvel! Så var han væk. (…) Dengang var der ikke psykofarmaka, men derimod fik de en sprøjte, når de blev for støjende og ikke kunne falde til ro. Kastration kunne også virke dæmpende på dem.”

Hverdagen var knapt så monoton på afdelingerne for de arbejdsføre mænd. Den

nyuddannede plejer blev ansat på D1, hvor der dengang var 34 domsanbragte beboere (normeringen

var 24). Med undtagelse af to beboere – den ene spillede kort med sig selv, den anden gik til hånde med praktisk opgaver på afdelingen – var beboerne beskæftiget på værksteder, i gartneriet eller på markhold, der hver især bidragede til institutionens drift. ”Et af holdene havde blandt andet til opgave at hente affald på afdelingerne på en solid trækvogn med bilhjul på. Affaldet blev brændt i en dertil opført brændeovn. (…) Om eftermiddagen blev madaffaldet fra køkkenet kørt over på

var 24). Med undtagelse af to beboere – den ene spillede kort med sig selv, den anden gik til hånde med praktisk opgaver på afdelingen – var beboerne beskæftiget på værksteder, i gartneriet eller på markhold, der hver især bidragede til institutionens drift. ”Et af holdene havde blandt andet til opgave at hente affald på afdelingerne på en solid trækvogn med bilhjul på. Affaldet blev brændt i en dertil opført brændeovn. (…) Om eftermiddagen blev madaffaldet fra køkkenet kørt over på