I en artikel fra 1997 opsummerer Marton uden at bruge begrebet fænomeno-grafi, hvorfor denne metodiske tilgang har sin berettigelse: ”Man måste betona att de flesta skillnader i vårt sätt att förstå omvärklden är praktisk taget genomskinliga.
Vi är sällan medvetna om at vår uppfatning av ett fenomen inte stämmer overens med an-dres sätt att se på samma fenomen. Vi är inte ens medvetna om att vi ser världen på ett unikt sätt. Vi tror att vi ser världen som den är. Utan någen vidare eftertanke tar vi för givet att andre ser den precis som vi”. (Marton 1997b: 99)
Fænomenografien udvikledes i den betydning, jeg bruger den her, i Sverige, nærmere betegnet på Göteborg Universitetet og institut for uddannelse, hvor Ference Marton med flere siden 1970’ernes midte har formuleret en række skrifter om fænomenografi og lavet en lang række undersøgelser baseret på denne fremgangsmåde.
45 Selvom begrebet faktisk kan spores helt tilbage til 1954 og har sit udspring fra psykoanalyse og gestaltpsykologien14, er det Martons og hans kollegers arbej-der fra Göteborg som danner basis for fænomenografien som metode (Has-selgren & Beach 1996). Fænomenografiske analyser og undersøgelser kan dog både kan indeholde psykoanalytiske og hermeneutiske tolkningsanslag (Kro-ksmark 1987: 228). I psykoanalysen er man ikke optaget af det rigtige eller det forkerte, men hvordan noget har en placering i den enkeltes univers. Dette er ikke en afhandling på et psykoanalytisk grundlag, så det er blot her på sin plads at slå fast at fænomenografien trækker på elementer fra psykoanalysen vedrørende anerkendelsen af den enkeltes oplevelser som legitime.
Den tidlige fænomenografi baserer sig snarere på mere generelle antagelser om læring og menneskelig bevidsthed og får først gennem 1980’erne og i
1990’erne en mere filosofisk og erkendelsesmæssige rammesætning. Ifølge Ul-jens (UlUl-jens 1996) er den tidlige fænomenografis teoretiske følgesvend gestalt-psykologien, den tyske retning som i et behaviourisme-opgør lagde vægten på, at mennesker forstår deres verden i helheder (gestalt=form eller lettere oversat med helhed) og satte derved fokus på menneskers perceptionelle og kognitive omgang med deres omverden.
For gestaltpsykologien er mennesket orienteret og drevet mod det, der giver mening for det enkelte menneske. Inden for gestaltpsykologi sættes begrebet oplevelse også centralt, og på den måde leverer denne psykologi inspiration til den tidlige fænomenografi.
Fænomenografien er derfor kendetegnet ved at tale om og insistere på at a) att människan inte kan finnas utan sin värld
b) at människans värld inte kan finnas utan henne
c) att kunskap är uttryck fär såväl världens beskaffenhet som människans d) at vi inte kan beskriva, tala om, tänka på eller förstå världen utan att
beskrivandets, talandets, tänkandets respektive förståendets akt skulle vara invävd i den beskrivna, benämnda, betänkta respektive förstådda världen
14 Der i øvrigt også sætter begrebet intention centralt – eksempelvis Kurt Lewin. Begre-bet pennes første gang af psykologen Ulrich Sonnemann i udgivelsen Existence and therapy fra 1954 som forslag til at skelne fænomenologi og psykopatologi (se Dahlin 2007). Denne diskussion har ikke rigtig relevans for Martons fænomenografi, så den har jeg valgt ikke at gå videre ind i.
e) at vi inte kan beskriva, tale, tänka eller förstå utan at beskrive något, ta-le om något, tänka på något respektive förstå något
f) att kunskap är varken enbart subjektiv eller objektiv: den är alltid både subjektiv och objektiv
g) att kunskap är ett sätt att erfare världen
h) att världen (eller vilken del som helst av den) kan erfaras på olika sätt, d.v.s. att det finns olika kunskaper om samma sak
i) at olika kunskaper om samma sak är lika riktiga och ändamålsenliga j) att skådandet aldrig kan vara passivt
k)att sätt att erfare kan vare – men oftest inte är – explicit formulerat l) att utveckla eller at uttrycka sätt att erfara är neutralt förhållande till
skådande-handlingsdistinktionen.
(Marton 1997b: 115-117)
Det vil måske være let at affærdige Marton som værdinihilist, en anything-goes forsker, hvor det ene er lige så godt som det andet. Hans opstilling her henvi-ser dog ikke videre til en diskussion om godt eller dårligt i en gængs normativ forstand, hvor vi må forlange at få de rigtige fakta på bordet, men om menne-skers oplevelse af (dele af) deres livsverden: Fænomenografi er ikke optaget af rigtige fakta men er “based on the insistence that the description of how people conceive of the world forms a legitimate task for empirical analysis” (Säljö 1994: 73).
Det er vanskeligt at affeje menneskers oplevelse af et fænomen, eksempelvis skolen, som alle mennesker har oplevet, som forkert. Men man kan godt spørge, hvorfra denne oplevelse stammer og hvilken betydning den har i den enkeltes liv og hverdag og det er også genstandsfeltet for fænomenografien.
Meningen med fænomener er ikke givet forud, men konstrueres som menings-fulde af menneskers tolkning af (dele af) omverdenen.
Michael Uljens (Uljens 1989) har opstillet en oversigt over de komponenter som det praktiske, fænomenografiske forskningsarbejde består af:
1. Företeelse i omvärlden
2. En eller flera aspekter av företeelsen väljs ut
3. Intervjuer om insividers uppfattninger av företeelsen eller det aktuelle problemet
4. De bandade intervjuerna (utsagorna av uppfattningen) skriv sut på papper
5. Analysen resulterar i beskrivningskategorier (Uljens 1989: 11)
47 I forhold til at udvælge nogle dele af omverdenen fremfor andre sætter fæno-menografien sig igennem med en grundlæggende fokus på hvad noget opfattes at være og ikke hvad noget er (Uljens 1989: 13). Der er grundlæggende to grunde til at stille den her form for spørgsmål: 1) de indeholder et pædagogisk potentia-le, som eksempelvis når det gælder undervisning og uddannelse, vil medvirke til en større forståelse af, hvordan man skal undervise og i hvad. 2) andenor-densspørgsmål udgør en videnskategori i sig selv, som man ikke kan nærme sig ved hjælp af førsteordensspørgsmål (Marton 1981, Uljens 1989).
En af konsekvenserne i forlængelse af Uljens ovenfor, er, at fænomenografisk forskning ikke er optaget at at finde frem til sandt eller falsk (hvilket i nogle sammenhænge også kan være endog særdeles vanskeligt selv i forhold til det, som udadtil fremstår som et enten-eller forhold) men er optaget af forskelle i menneskers opfattelser af et helt bestemt fænomen eller dels af deres omver-den.
Fænomenografien baserer sig på den antagelse at mennesker handler i over-ensstemmelse med deres forskellige måder at se, forstå og opleve verden om-kring dem på. At studere menneskers måde at opleve et fænomen på, er et helt centralt aspekt i forståelse af, hvordan læring finder sted (Marton 1997a). Til-gangen er ikke optaget af at sige noget om verden, men forsøger at sige noget om menneskers oplevelser af verden omkring dem. Fænomenografiske studier har ofte en række variable som eksempelvis køn (Johansson-Wiipa 1996) eller en bestemt uddannelse (Egeland 2004, Limberg 1998) eller læringsbegrebet (Egeland 2004, Marton 1982) som udgangspunkt eller omverdensudvalgt ka-tegori for en undersøgelse. Men ingen af disse variable er selvskrevne eller selvfølgeligt medvirkende i en fænomenografisk undersøgelse.
Før jeg imidlertid går videre med at diskutere fænomenografien yderligere, vil jeg imidlertid gerne runde diskussionen om forholdet mellem fænomenografi og fænomenologi. Ordene ligner hinanden og der er også fællestræk, men be-stemt også forskelle. Ikke mindst i lyset af at fænomenologien er så langt mere udbredt og kendt end fænomenografi, er det på sin plads kort at se lidt nær-mere på forholdet mellem de to.