Af Gulstad Larsens interviewundersøgelse354 af egne børn i plejefamilier fremgår det, at når egne børn beskriver plejebørn positivt, er det næsten altid gennem oplevelser, de har haft sammen. Et tilsvarende forhold går igen i Hedins undersøgelse355 af 12-16-årige plejebørns oplevelse af tilknytning til plejefamilien. Undersøgelsen peger på, at plejebarnet i højere grad tri-ves i og føler sig knyttet til familien, når plejefamilien prioriterer at være sammen og lave fælles aktiviteter.
Fælles aktiviteter og oplevelser kan være alt fra hverdagsaktiviteter som at skrælle kartofler, gå tur med hunden, spille brætspil, til en tur i biografen eller noget andet særligt. Nogle gange vil aktiviteterne naturligt inkludere alle familiemedlemmer og nogle gange færre.
Det kan alt afhængig af plejeforhold være hensigtsmæssigt, at plejeforælderen har en medie-rende funktion og deltager i aktiviteten, men det kan også være betydningsfuldt for plejebarn og familiens egne børn at have oplevelser alene sammen, der kan styrke deres relationer. Det kan derfor være relevant, at plejeforældrene er opmærksom på at trække sig eller stille sig på sidelinjen, så børnene opnår fælles oplevelser, der kan styrke deres relation og bidrage til, at de finder deres naturlige roller og indbyrdes grænser356.
354 Guldstad Larsen, 2008: 42 355 Hedin, 2012
356 Biering-Madsen, 2010: 28
”
Kapitel 10 ‹ 194
Egne børns fortælling om plejebarnet i deres møde med omverdenen
Et forhold, der naturligt følger med et plejebarns indflytning, er at hjælpe egne børn med at håndtere familiens nye position. Familien kan pludselig blive til genstand for omverdenens op-mærksomhed på en anden måde, end børnene har været vant til. Der vil blive afholdt møder om plejebarnet i hjemmet med deltagelse af forskellige offentlige personer, og egne børn vil kunne opleve, at omgivelserne har større fokus på familien, end de er vant til. De kan også opleve et til tider uforholdsmæssigt stort fokus på plejebørnene357.
Endvidere kan egne børn opleve at skulle besvare spørgsmål om plejebarnet, og de har brug for guidning til, hvordan de bedst muligt håndterer informationer og viden om plejebarnet respekt-fuldt i mødet med omverden.
En familieplejekonsulent fortæller:
”Når f.eks. vennerne spørger til, hvorfor plejebarnet bor hos familien, hvad kan og må familiens eget barn så sige? Familiens egne børn har brug for guidning i, hvilke spørgsmål de kan blive stillet, og hvordan de skal tackle dem. De har brug for hjælp til at få deres fortælling om plejebarnet på plads”.
Her kan familieplejekonsulenten og plejeforældrene spørge de biologiske børn om:
• Hvad kan du forestille dig, at andre kan finde på at spørge om?
• Hvad vil du sige, hvis der er nogle, der spørger om vores plejebarn er blevet slået/seksuelt misbrugt/ikke har nogle forældre eller lignende?
• Hvordan vil du have det med, at der måske er nogen, der kigger efter jeres familie?
Familieplejekonsulenten og plejeforældrene kan også opstille forskellige scenarier på baggrund af kendskabet til barnet. Scenarierne kan tage afsæt i det konkrete plejebarns særlige vanskelighe-der. Sammen med egne børn kan man diskutere, hvordan man som familie vil tackle de enkelte situationer, og at det til hver en tid er plejeforældrene, der har det overordnede ansvar.
Opmærksomhed på egne børns følelser og behov
Et forhold, der går igen i Gulstad Larsens358 undersøgelse, er, at familiens egne børn forventer, at deres forældre kan se, hvis der er noget galt, og at det derfor ikke burde være nødvendigt selv at sige noget. Barnet eller den unge kan f.eks. have svært ved at dele sine forældre med et
357 Sveigaard, 2012: 39 - 40 358 Guldstad Larsen, 2008, kapitel 4
Plejefamiliens egne børn og øvrige plejebørn
Kapitel 10 ‹ 195
plejebarn eller kan have svært ved at udsætte sit eget behov til fordel for plejebarnets behov.
Familiens egne børn kan måske i perioder ønske, at plejebarnet ikke bor der, fordi han eller hun tager forældrenes opmærksomhed. Et vigtigt fokuspunkt for forældrene er derfor at give plads til egne børns behov og legalisere de følelser og tanker, børnene måtte slås med ved at spørge ind til de ting, som barnet måtte tænke på.
Da børnene imidlertid kan være loyale og hensynsfulde over for deres forældre og ofte også over for plejebarnet, kan det for nogle egne børn være vanskeligt at få sagt, hvad de reelt har på hjerte, og børnene kan med fordel have en voksenven, de stoler på som deres fortrolige uden for familien. En som både plejeforældrene og egne børn er enige om er der for dem, og som kan være med til at bringe de svære ting videre til forældrene efter aftale359.
Plejeforældrene kan også med fordel søge rådgivning, vejledning eller supervision hos familieple-jekonsulenten.
Samtaler med egne børn
I en stor kommune er opmærksomheden rettet mod, at hvis egne børn ikke trives, da øges sandsynligheden for ophør i anbringelsen. Derfor inddrager man gennem samtaler egne børn i matchningsprocessen. Således også, da der skulle findes den rette plejefamilie til en dreng.
359 Andersen og Harritz, 2011: 28
”
En familieplejekonsulent fortæller:
”En dreng på 8 år har boet i plejefamilien, siden han var 5 år. Han blev anbragt som følge af omsorgssvigt. Hans plejeforældre er pædagogisk uddannede. De er valgt og matchet til plejeopgaven som følge af deres særlige kvalifikationer. Fa-milien har to hjemmeboende børn, der var henholdsvis 11 og 14 år, da drengen flyttede ind i familien.
Da vi valgte at anbringe drengen hos plejefamilien, havde de nogle overvejel-ser om, at det ville blive en svær omstillingsproces for drengen at skulle bo i en familie, hvor der er voksne, der passer på ham, laver regler og sætter grænser.
Plejeforældrene var klar over, at hans handlinger og reaktioner ville kunne gribe forstyrrende ind i plejefamiliens hverdagsliv, og særligt de hjemmeboende børn kunne blive udfordrede. Familiens egne børn kunne også have brug for at blive klædt grundigt på i forhold til deres rolle i familien.
Fortsættes på næste side >>
”
Forud for anbringelsen taler vi med familiens egne børn. Formålet er at forberede dem på, at drengen flytter ind og skabe så realistiske forventninger hos dem som muligt.
Der er fokus på at fortælle, hvorfor han ikke kan bo hos sin egen familie, og hvorfor de kan være den familie, der vil kunne hjælpe ham. Samtidig er der fokus på at fortælle om drengens udfordringer og spørge til børnenes forestillinger. Der bliver stillet spørgsmål som, ”Er han blevet slået? ”, og de får at vide, at ja, det er han. Begge børn har tydeligt svært ved at forestille sig, at et barn kan have haft det så svært, at det har udviklet en adfærd, der vil kunne komme til at påvirke dem. Deres forestillinger går mere i retning af en ”sød lillebror”.
Siden drengen kom til plejefamilien, har vi holdt faste samtaler med familiens egne børn hvert halve år. Samtalerne er afholdt individuelt, og aftalen er, at hvad de taler om, bliver mellem os, med mindre børnene giver accept til, at familieplejekonsulenten må fortælle det til forældrene.
Samtalen har 3 faser/temaer:
• Hvad er svært for dem i forhold til plejebarnet/at være plejefamilie?
• Hvad er godt i forhold til plejebarnet?
• Hvad er svært for deres forældre/familien?
Samtalen følges op med, at der laves to øvepunkter360 til næste samtale, og der tjekkes af, om der er noget i samtalerne, der skal videregives til forældrene til en efterfølgende supervision. Når viden fra samtaler bringes ind i supervision med forældrene, bliver det udviklingsfremmende for alle”.
360 Øvepunkter kan for eksempel være at passe på sig selv og sætte grænser for samværet med plejebarnet. Familieple-jekonsulenten kan her hjælpe barnet/den unge med at formulere måder at sige nej til plejebarnet på
Kapitel 10 ‹ 196
!
Plejefamiliens egne børn og øvrige plejebørn
Kapitel 10 ‹ 197
Opmærksomhedspunkter:
• Inddragelse af egne børn og eventuelt øvrige anbragte børn er medvirkende til et vellykket anbringelsesforløb
• Forberedelse på og samtaler om forandringer ved plejebarnets indflytning er vigtige – herunder også, at der skal være plads til at kunne svare på egne børns spørgsmål om plejebarnet
• Der skal skabes plads til og opmærksomhed på både egne børn og plejebarnet, li-gesom det er vigtigt at arbejde på at skabe bånd mellem børnene/de unge gennem f.eks. aktiviteter
• Løbende samtaler med familiens egne børn er både forældrenes og familiepleje-konsulentens ansvar
• Det kan være nemmere for barnet at tale med andre end forældrene, hvis noget er svært.
Kapitel 10 ‹ 198
Litteratur
Andersen og Harritz, 2011, Plejefamilien et fælles projekt, KRITH MATERIALE: Arbejdshæfte.
Grundkursus for kommende plejeforældre, Servicestyrelsen
Biering-Madsen, 2010, Som vi plejer. Om at lykkes som plejefamilie, Dansk Psykologisk Forlag.
Gulstad Larsen, 2008, Egne børn – en bog om biologiske børn i familier med plejebørn, Fryden-lund
Hedin, 2012, Foster youth’s sense of belonging in kinship, network and traditional foster famili-es: an interactive perspective on foster youth’s everyday life,
http://oru.diva-portal.org/smash/record.jsf?pid=diva2%3A458027&dswid=3560 Sveigaard, 2012, Det usynlige liv – om at vokse op med plejebørn, Books On Demand