Grcekerne helst betragtede som guddom m elig, var N a t u r e n s O r d e n baade i og udenfor Mennesket.
D e t maa derfor ikke undre os, at stiondt T h e m i s, som E u n o m ia s , Dikes og Ire n e s M o d e r, vedbliver at vcere K o n g e r n e s F y lg je , og som N o r n e r n e s M oder er den gamle O r a k e l - D i se, hun dog kun forer et Skyggeliv i M y th e rn e , og ligner slet ikke de blomstrende og fyldige A a r d i ser eller U r e r , som dog im m er kal
des h e n d e s D o ttre . N a a r v i im id le rtid giennem J l i - a d e n skimte U r e r n e , som de der aabne og lukke H i m l e n s P o r t e , da maa v i tcenke paa de G a m le : E uno- m ia , Dike og I r e n e , med hvem den rette T i n g e n e s O r d e n i A a n d e n s Verden uncegtelig staaer og falder.
de sunket ned t il Kammerpiger bos A p h r o d i t e , saa det har kun vceret i deres tidligste Ungdom, at de, som S ta m tavlen siger, gik i D ands mcd Muserne.
I S t a m t a v l e n seer v i b lo t, at den meget ncer- somme D e m e t e r var den M e l l e m s t e af de tre K ro n o s - D o ttr e , som Z e u S tog ti l sin f j e r d e Gemalinde, og avlede med hende den hvidarmede P e r s e p h o n e , som, t il sin M oders store S o rg , men dog ingenlunde Z e n s uafvidende, blev bortfort af A L d o n e u s eller P l u t o , og throner siden med h a m , som D ro n n in g i de Dodes R ig e ; men det er dog tid lig blevet en af de vidtloftigste Grceske M y th e r, som man iscer sinder beskrevet i den saa- k a l d t e Homeriske D e m e t e r - H y m n e .
B o rtfo re lscn , siger m an, stedte paa en G u ld -V o g n med sorte Heste for, da P e r s e p h o n e engang gik i Enge og plukkede Blomster, og A ltin g gik saa hemmeligt af, at D e m e t e r kun forgiceves lob Verden ru n d t med Fakler og ledte om sin D a tte r, in d til hun endelig fik H e l i o s i T a le , som var den Eneste, der havde seet det. D a hun im idle rtid ikke kunde faae R et over Roveren, blev hun saa v re d , at hun forlod O l y m p e n , stabde sig om t i l en gammel Kioelling og stjulde sig, enten i E l e u s i s , eller i en anden Afkrog, hvorpaa der blev M i s v c e x t allevegne, og Guderne selv var utrostelige, t i l de endelig opdagede hendes S m u th u l og fik hende, efter lang Underhandling, form ildet paa det V ilk a a r, at hun skulde faae sin D a tte r at see, cg hvis hun ikke havde nydt Noget hos P l u t o ,
r «-. .
'
" - M « ^
E ^.'
>
da ogsaa beholde hende. P l u t o havde im id le rtid lokket P e r s e p h o n e t i l at spise nogle faa K ierner a fe tG r a n a t- W b le , saa hun kunde ikke mere blive ham kvit, men maatte tilbringe en T r e d i e - D e e l af hvert A a r hos ham.
Dette er In d h o ld e t a f D e m e t e r - H y m n e n , naar man springer over hvad der fortoelles om G udindens B e d rifte r i sin K i c e l l i n g e - D r a g t , da h u n , blandt andet, selv sial have stiftet de E lc u s in s k e M y s t e r i e r , th i hvor vigtig en M in e end S l i g t kan give sig, og om end Ordsproget stadfcester sig, at blind Hone finder ogsaa et K o rn , saa er det dog la n g t mindre M yth e end Kicel- lin g e -S n a k. '
-D erim od er det en m y t h i s k Fortscettelse, at den forvovne K ro p , L a p ith e r-H o vd in g e n P i r i t h o o s , vilde med M a g t berovct P l u t o sin D ro n n in g , men groede na- tu rlig v iis selv fast dernede, og man har en Fortcelling om den beromte Thebansie S k ja ld P i n d a r , som viser os, at Perscphone-Mythen vel i P e rse r-K rig e n s D age laae i sidste Aandedrcet, men kcempede dog endnu med D oden og haabede at overvinde den. M a n siger nem lig, at nogle D age fo r Skjaldens D o d aabenbarede P e r s e p h o n e sig for ham i D r o m m e o g klagede over, at hun va r den eneste G udinde, han ikke havde besunget, men lagde t il, at hun skulde nok med det Forste afnode ham en S a n g . D erpaa dode S kja ld e n , men kort efter aabenbarede han sig i D rom m e fo r E n a f sin V e n in d e r, som sang fortræ ffelig, og lcerde hende en ny S a n g om Persephone, som hun kunde udenad, da hun vaagnede.
Vende v i nu tilbage t i l M y t h e n , da falder det
skrår i S in c n e , at D e m e t e r er den forgudede N a t u r og P e r s e p h o n e folgelig dens blomstrende U ngdom , ver ulykkcligviis snart henvisnede i Dodens Arme, og en saa- dan kort og kicrnefuld mythisi N a t u r - H i s t o r i e lader sig n a tu rlig v iis baade forklare paa flere M aader, og, naar man to r , paa en M aade fortsoette med det T illc e g , at N a t u r - S k i on h e d en, om ikke heel og holden, saa do.
halvveis, blev igien udfriet af Dodens V o ld .
B liv e r man nemlig med sit N a t u r - B e g r e b , som 'de Fleste, bogstavelig ved J o r d e n , da er det jo os A lle v itte rlig t, at d e n s naturlige Skionhed forsvinder hvert E ftcra a r men fornyes igien hvert. F o ra a r, saa selv i de koldere Lande bliver D y r e t s Persephone dog kun de to Trediedele af A aret i de Dodes R ige.
Hcevcr man sig derimod lid t hoiere, t i l M e n n e s k e - N a t u r e n , hvis eiendommelige Skionhed udspringer af dens Forbindelse med A a n d e n , som et ALgteskab mellem D e m e t e r og Z e u s , da finder man den sorgelige B o r t f o r el se endnu sikker nok, men veed ikke ret hvad man sial sige om Resten; thi vel fornyer den b l o m s t r e n d e Ungdom sig ogsaa paa en M aade, trods Doden, i M e n - nesie-Livet fra Slcegt t il S lc e g t; men dels halter det dog med Lignelsen, og dels er ikke enhver blomstrende Ungdom, men kun den, som blomstrer i hoiere, me n n e s k e l i g S t i l , en ceg t e Persephone, D a tte r a f Z e u s .
A t det nu ogsaa virkelig var en hoiere N a t u r - S k i o n h e d end den, der aarlig kommer igien af sig selv, G roe k e r n e saae i . P e r s e pH o n e - M y t h e n , det seer v i, blandt andet, d e ra f, at denne M ythe var Losenet i
alle deres M y s t e r i e r , fra de S a m o t h r a k i s k e t i l de E l e u s i n ske; th i skiondt det ikke er vcerdt at tale om disse M y s t e r i e r s B e d rifte r, var det dog deres pralende Lofte, at de paa en M aade kunde tage Brodden fra D o ren og fornye Menneske-Naturens oprindelige Skionhcd.
N a a r v i for Resten, som alle de G a m le , tcenke os den o p r i n d e l i g e N a tu r-S k io n h e d i a l l e Henseender som et P a r a d i s , tid lig forsvundet, da opgaacr der et n y t Lys over Persephone-Mythen, og over H v e d e - D y r k n i n g e n , som D e m e t e r lcrrde snart T r i p t o l e m o s og snart en A n d e n ; th i da Hveden ikke mere voxer paa Jorden a fs ig selv, maa den h i s t o r i s k vcere overfort fra en bedre N a tu r-T ils ta n d , og m y t b o l o g i sk vcrre en
Opfindelse og G ave af N a t u r - G u d i n d e n .
H a d e s er hos Grcrkerne N avnet baade paa de D o - des R ige og paa Kongen deri, som ellers kaldes P l u t o og Z E d o u e u s , og A lt hentyder her paa K ulde, Tomhed og Morke.
N avnet E l y s i o n , som ventelig er a f osterlandsk Oprindelse og betyder „G la d h je m ," findes ikke i S t a m t a v l e n , og i D a g v c e r k e t peges kun paa de S a l i g e s O er ved Verdens Ende, hvor K r o n o s hersker og Heltene hvile, men n a a r, ved det store Sam frcende-Skifte ester K r o n o s , E n af S e i e r h e r r e r n e vcrlger H a d e s t i l fin D e e l, maa man dog a ltid forudscette et E l y s i o n , med et om ikke kraftigt og virksomt, saa dog smukt og behageligt L i v , som v i pleier at kalde i d y l l i s k .
«
Noget S a a d a n t synes ogsaa at have foresvcevet den gamle S k ja ld , der i S t a m t a v l e n fortceller o s , at teet ved P l u t o s og P e r s e p h o n e s B o rg boer Brodrene H y p - n o s o g T h a n a t o s (S o v n e n og D o d e n ), vel Begge S o n n e r af den bcelgmorke N a t, men dog hoist forskiellige:
Hypnos, menneskekicerlig og blid, Svcevende sagte hid og did,
T h a n at os, Guders og Menneskers Fiende, Haard som Stenen og grum i Sinde,
M odt og grebet er eet for ham.
T u rd e v i troe I l l a d e n s H e r e , da sukkede H y p n o s ogsaa fo r E n af C h a r i t e r n e , og fik Lofte paa hende, hvad dog, uden et E l y s i o n , vilde vceret a lt for ga lt, og i a lt F ald er P e r s e p h o n e s B o r t f o r e l s e at be
tragte som en Forflyttelse af de E l y s c e i s k e M a r k e r eller den paradisiske I d y l fra Jorden t i l Skygge,-Riget.
K u n d a , naar H a d e s vinder i det mindste Noget a f hvad Jorde n taber, kun da er der nemlig M ening i , at P l u t o , efter hemmelig A ftale med Z e u s , overrasker hans D a tte r paa S i c i l i e n , eller et andet S te d , mens hun i sin favre Ungdom gaaer og plukker B lom ster, og hjemfsrer hende paa en G u ld -V o g n i T riu m p h t i l at dele
Skygge-Rigets Throne med sig.
O m et saadant E l y s i o n i G r c e s k S t i l kan v i ogsaa giore os en meget trceffende og behagelig Forestilling, naar v i nu i Menneske-Livets Alderdom sidder med G rec
k e r n e s og alle Hoved-Folkenes store M y t h c r fo ro s , som S o r t paa H v id t, med D in e t i l at see „baade frem og tilb a g e ;" th i da sidder v i virkelig paa P l u t o s Throne,