Forskning er ofte drevet frem af erfaringer, undringer og/eller pro-blematikker fra ens eget hverdagsliv (Brinkmann, 2013; Smith, 1987, 2005; Widerberg, 2015; Ehn og Klein, 1994). Det gælder også arbejdet med denne afhandling, hvor det både var mit faglige hverdagsliv og mit private hverdagsliv, som har haft betydning for min forskningsin-teresse i samarbejdsrelationer mellem skolen/pædagogiske institutio-ner og forældre. Før jeg startede på afhandlingen, havde jeg deltaget i flere forsknings- og udviklingsprojekter i forbindelse med mit arbejde på det der dengang hed University College Sjælland (nu Professions-højskolen Absalon), hvor det især havde været pædagoger og pæda-gogstuderendes perspektiver, som havde været i fokus. Her havde jeg også, som i dette projekt, haft interesse for forskellige social- og kul-turvidenskabelige tilgange og problemstillinger som optikker til at for-stå de professionelles arbejdsliv. Da jeg fik muligheden for at søge om et ph.d.-stipendiat, fik jeg lyst til at udforske, hvordan mødet med pæ-dagogiske institutioner ser ud fra forældres perspektiv, da jeg havde opnået en vis viden om, hvordan det så ud fra pædagogernes perspek-tiv. Hvordan mon ’mødet’ så ud fra forældrenes perspektiv? Og hvor-dan kunne det udforskes, så jeg kunne få indblik i, hvilke former for betydninger skolen, som institution har for forældres liv og for deres samspil med deres børn?
Desuden tog det udgangspunkt i min egne oplevelser som forælder af den store forskel, som jeg oplevede i mødet med skolen i forhold til mine dengang to skolebørn. Den ene havde ingen nævneværdige ud-fordringer i skolelivet, hvor den anden havde store udud-fordringer. Som jeg skrev ovenfor, intensiveres samarbejdet med skolen, når børn får/har det svært i skolen, hvilket jeg også oplevede. Desuden skete der også det, at der blev stillet mange spørgsmål til mine måder at være forælder på, på mange forskellige måder fra de professionelle. Ople-velser med at blive problematiseret som forælder var ikke noget, jeg
havde oplevet med vores anden dreng, og det var ikke noget, vi havde oplevet i daginstitutionen. Jeg – som forælder – problematiserede også skolen for en helt række forhold knyttet til vores oplevelser af hans si-tuation i skolen, hvilket vi jo ikke havde haft grund til i forhold til vo-res store dreng.
Samtidig blev vi som forældre indsluset i forskellige procedurer og ar-bejdsgange, som træder i kraft, når børns behov for støtte skal vurde-res (Røn Larsen, 2011; Schmidt, Krab og Kofoed, 2015). Her fik jeg et andet kendskab til ’systemet’, end jeg havde haft, da jeg fulgte de pro-fessionelle fra ’den anden side’. At blive del af dette komplicerede og komplekse system og spil om ressourcer og problemforståelser er in-gen nem (forældre)opgave, og det førte til mange følelsesmæssige op- og nedture i vores hverdagsliv.
Mine erfaringer kunne jeg måske havde systematiseret til en auto-etnografi, hvilket jeg også overvejede en periode lidt inde i ph.d.-forløbet. Carolyn Ellis’ meget inspirerende arbejde om hendes eget hverdagsliv og følelsesliv var både meget overbevisende og samtidig forførende læsning (Ellis, 1995). Det er et forskningsperspektiv, som ikke har været brugt i forældreskabsforskning herhjemme. I hvert fald ikke i publikationer, som berettede om forældres erfaringer med at ha-ve et skolebarn, der har det svært i skolen. Alligeha-vel har jeg af, i lighed med Sarah Wall (Wall, 2008), af etiske grunde overfor min familie og de professionelle valgt ikke at gøre mit eget liv og mit eget forældre-skab til forskningsgenstand i mit projekt. I stedet besluttede jeg mig for at ville designe et projekt, der gav stemme(r) til forældre med børn, der har det svært i skolen, da jeg med inspiration fra den kritisk etno-grafiske tradition (Madison, 2012) fandt det væsentligt, at forskning kan bidrage til repræsentation af menneskers hverdagsproblemer i mødet med vores velfærdsinstitutioner. Desuden kunne mine egne er-faringer som forælder til et barn, ’der havde det svært i skolen’, måske medvirke til at skabe en nærhed og fortrolighed med forældrene og gi-ve gode forudsætninger for at spørge nysgerrigt og indlegi-vende ind til deres hverdagsliv (Prieur, 2002). Det vender jeg tilbage til i metodolo-gikapitlet i afhandlingens del 3 i en diskussion af, hvordan jeg har ar-bejdet med nærhed og distance i feltarar-bejdet og i det analytiske
arbej-fokus på forskerens følelser (Ellis og Bochner, 2016) som brugbare styrker i feltarbejdet og i tolkningen af det observerede og oplevede.
Samtidig havde mine egne erfaringer i forlængelse af mine kultur- og samfundsteoretiske forforståelser af social praksis gjort mig nysgerrig på at udforske, hvordan skole-hjem-samarbejde, når børn har det svært i skolen, kunne forstås i relation til kulturelle og samfundsmæssi-ge moderniseringsprocesser. Som jeg senere kommer ind på, fandt jeg her inspiration fra Dorothy Smiths institutionelle etnografi til at kunne kombinere studiet af menneskers arbejde med deres sammenfletninger med translokale styringsrelationer (Smith, 2005).
Hvem skriver jeg til?
Afhandlingens erkendelsesinteresse er overordnet at skabe viden om mikro-politiske processer i og om skole-hjem-samarbejdet. Det er en viden, som primært retter sig mod brug i og refleksion i professionelle sammenhænge, fx på lærer- og pædagoguddannelsen, hvor der undervises i og om samarbejde med forældre. Evalueringer og undersøgelser peger på et behov for at kvalifi-cere lærerne bedre til samarbejde med forældrene (Christiansen, Engsig og Schrøder, 2020) og afhandlingen tænkes at kunne medvirke til at styrke så-danne intentioner i udså-dannelsessammenhænge.
Samtidig beskriver og problematiserer afhandlingen også aktuelle diskurser og politikker om forældreinvolvering, hvilket gør, at den også kan have interesse for ’policymagere’ omkring skolen i relation til fremtidige overvejelser om po-litikudvikling. Men hvad med forældrene? Selvom afhandlingen handler om forældreskab, er det ikke primært forældre, den er rettet imod, i hvert fald ik-ke som en afhandling, hvor forældre kan læse om, hvad de skal gøre for at bidrage til deres børns situation. Det er der mindst to grunde til: Dels er der aktuelt rigtig mange, der udgiver bøger om, hvad forældre bør gøre for at ud-vikle deres forældreskab, og ekspertråd til forældre medialiseres gennem sær-lige blade, hjemmesider og facebooksider, der henvender sig til forældre (Damkjær, 2016, 2017). Dette kan blandt andet ses som en tendens til at ville professionalisere forældreskabet (se fx Aamann, 2017 for en gennemgang af litteratur om forældreskab). ’Professionaliseringstendensen’ kan risikere at medvirke til accelerering af præstationssamfundets idealer om at præstere me-re og bedme-re på alle ame-renaer, hvilket kan medvirke til stme-ress og en øget konkur-rencementalitet (Petersen, 2016). Det kan det, ved at forældre bliver bevidste
om alt det, de kan og burde gøre på de mest ideelle måder, som ikke nødven-digvis er i overensstemmelse med de materielle vilkår, som hverdagslivet ud-folder sig indenfor. Afhandlingen ønsker ikke at bidrage til denne tendens, men vil i stedet placere sig et andet sted, hvorfra udforskning af forældreska-bet har et andet sigte. Jeg er optaget af, at diskussionerne og refleksionerne om skole-hjem-samarbejde bringes ind i de rum, hvor den politiske og/eller den institutionelle definitionsmagt forhandles og præmisserne for skole-hjem-samarbejdet sættes. På den måde anlægger jeg i mit arbejde et kritisk og pro-blematiserende perspektiv, som ønsker at synliggøre styringsrelationers be-tydninger for og i menneskers hverdagsliv (Smith, 1990, 2005; Widerberg, 2015). Afhandlingen indskriver sig dermed i en videnstradition, som etnolo-gerne Ehn og Klein kalder for en politisk engageret etnologi. I denne traditi-on er hensigten, at forskningen stiller spørgsmål til det etablerede og har et ønske om, at den viden, som produceres og formidles, kan medvirke til at diskutere det bestående (Ehn og Klein, 1994)2. Med forandring mener jeg, at afhandlingens beskrivelser af forestillinger og praksisser i relation til skole-hjem-samarbejdet og kritisk diskussioner af, hvad de betyder i menneskers liv eller kan komme til at betyde kan indgå i fremtidige diskussioner af skole-hjem-samarbejde.
Det betyder naturligvis ikke, at forældre ikke kan få noget ud af at læse af-handlingen. Når jeg undervejs i afhandlingsforløbet har fortalt andre forældre om eksempler fra feltarbejde og/eller om foreløbige analyser, har det vakt genkendelse og ført til mange forskellige dialoger om og fælles udforskninger af oplevelser med samarbejdet med skolen. Det håber jeg også, at afhandlin-gen kan bidrage til og på den måde også skabe refleksion hos forældre om-kring de institutionelle betingelser, de indgår i og selv påvirker på forskellige måder. På trods af dette er afhandlingens primære læsermålgruppe de profes-sionelle i og omkring skolen og skolens ’policymagere’, som jeg håber kan få glæde af afhandlingens fokus på mikro-politiske processer i relation til skole-hjem-samarbejdet. Det er nemlig aktører, som har en stor definitionsmagt i relation til, hvordan og hvad skole-hjem-samarbejdet kan og skal handle om.