Det fænomenografiske interview
De to forskere Margret Lepp og Karin Ringsberg har formuleret, hvad man godt kan se som kriterier for et fænomenografisk interview. Det er derfor ikke helt retfærdigt, når jeg tidligere skrev om fænomenografien, at den ikke er sær-lig optaget af metode. Disse arbejder placerer sig dog fortrinsvis i fænomeno-grafiens tredje tidsalder i forhold til kronologien fra tidligere. Lepp og Rings-berg diskuterer interviewets konditioner i et fænomenografiske perspektiv og lægger her vægt på, at man i de interview man har foretaget hurtigt sørger for at: • Become familiar with the data and gain an overall impression
• Note similarities and differences within the statements
• Determine descriptive categories of conceptions
• Examine the underlying structure of the system of categorization.
(Lepp & Ringsberg 2002: 115).
Det fænomenografiske interview er “ … reflective and emphasises a need for sensitivi-ty to the way in which each researcher outlines the object of study” (Lepp & Ringsberg 2002: 112). De to forfattere lægger vægt på at det gode interview har autentisk karakter og det er derfor væsentligt at “ … the interview questions must be directed towards the phenomenon. Techniques that can be used during interviews are silence, open questioning to encourage conversation, and the use of non-threatening language and questions
20 Alexandersson arbejder også med at optage video. Denne metode ofres også kun et par sider i hans store doktorafhandling selvom dette område i sig selv byder på enor-me etiske, enor-metodiske og enor-metodologiske udfordringer.
67 that begin with a pronoun, such as “what” … “ (Lepp & Ringsberg 2002: 113).
Francis (Francis 1993: 71) bruger direkte begrebet dialogue for at karakterisere det fænomenografiske interview. Kroksmark bruger betegnelsen djup-interesse intervju (Kroksmark 1987: 264) og ifølge ham er denne interviewform altid op-taget, enten lyd eller video. Det fænomenografiske interview er altså et semi-struktureret interview, der betegnes som åbent (Lepp & Ringsberg 2002).
Mine egne spørgsmål til interviewpersonerne, der har medvirket har varieret og min overordnede spørgeramme21 har kun bestået af en række linjer med eksempelvis spørgsmål som hvordan har din dag været?/hvordan er din dag i skolen forløbet? eller hvad gør du hvis du bliver syg i aften og ikke kommer i skole i morgen?
Det semi-strukturerede interview bør opfylde en række krav (Lepp & Rings-berg 2002: 113 på basis af Steinar Kvale), der gør at det er:
• Theme centered
• Interpersonal
• Based on an assumption of shared meaning
• Qualitative in nature
• Descriptive
• Particular in intent
• Presumption-less
• Supported by minimal ambiguity
• Able to be altered
• Sensitive to each person
• Focused on a phenomenon
• A positive experience to each person
Det kvalitative forskningsinterview har til formål ” … at indhente kvalitative be-skrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at tolke meningen i de beskrevne fænomener” (Kvale 1984: 56). Ifølge Kvale er mange interviewundersøgelser of-te baseret på for mange inof-terviewpersoner og inof-tervieweren stiller ofof-te for få ledende spørgsmål: ”Et forskningsinterview er uundgåeligt ledende i en formel forstand, intervieweren leder interviewpersonerne til at tale om bestemte temaer og, mere eller mindre, i en bestemt rækkefølge” (Kvale 1984: 58). Ifølge Tanggaard & Brinkmann er inter-views særlig velegnet til at ” … få adgang til at høre om … oplevelser af forskellige fænomener i … livsverden” (Tanggard & Brinkmann 2010a: 31). Her får de to
21 Med inspiration fra Lund og Weber (2001).
skere faktisk defineret fænomenografiens genstandsfelt i en diskussion om, hvorfor forskeren skal bruge interviews.
De lægger dog også vægt på, at det er væsentligt at forskeren holder sig for øje at en analyse af en persons oplevelse af et fænomen ikke er det samme som at man forstår fænomener på den måde, som personen i interviewet forstår fæ-nomenet. Forskning er en medieringsproces. Den kan via analyse (som er for-skerens analytiske greb) føre til forståelse (som er forfor-skerens forståelse) men det er ikke det samme, som at forstå et fænomen på samme måde. Derudover kan forskeren udsige noget om fænomenet, eksempelvis elevers forståelse af undervisning, men dette er igen også overladt til andre at forstå på deres må-de. Det er således ikke muligt at finde ind til et indiskutérbart core for et fæno-men.
Med baggrund i fænomenologen Amadeo Giorgi formulerer Kvale en art dik-tum for kvaliteten af det kvalitative forskningsinterview. Det skal kunne gælde for et interview at ” … en læser, som anlægger samme synspunkt på teksten som forske-ren, skal kunne se, hvad forskeren ser, uanset om han er enig i dette synspunkt eller ej”
(Kvale 1984: 58). Det skal med andre ord være transparent, hvad der foregår, hvordan der ræsonneres og konkluderes. Processerne skal være iagttagbare og stringente.
Det lægger sig i øvrigt i forlængelse af diskussionen om, hvad videnskab og vidensskabelse er. Det definer Kvale som ”en metodologisk produktion af ny, syste-matisk viden” (Kvale 1997: 69). Her lægges vægt på metode og systematik som bærende for vidensproduktionen – og så skal den være ny.
På baggrund af observationer og egne oplevelser, hævder Kvale at man kan lokalisere tre argumenter, som han benævner standardargumenter mod interviews og interviewresultater inden for videnskab (Kvale 1984:59):
Et kvantitetspres
(at forskeren er bange for ikke at have nok materiale og tager for meget) Et neutralitetskrav
(at forskeren ikke tør stille ledende spørgsmål, der får positioner og holdninger klarere frem)
69 En subjektivitetsfrygt
(at forskningsperspektivet og udgangspunkt ikke træder klart frem, hvorved tolkninger kan fremstå vilkårlige).
Disse pres og krav kommer oftest fra den kvalitative forsknings omverden, men kan også optræde som en bias hos forskeren selv, der kan komme i tvivl om egen stringente aktivitet og lødigheden af den.
Kvales liste ovenfor er, som jeg ser det, dynamisk på samme måde som også selve interviewformen er det. Ved nogle interviews eller dele af et interview er nogle af disse pinde i spil, ved andre ikke. Det har været afhængigt af kontek-sten. Samtidig har det under de foretagne interviews været situationen, at nog-le spørgsmål var meget i spil i en situation og mindre i spil i andre.
Jeg har i stedet for at tale om stilhed i forbindelse med interviews brugt begre-bet pause. Når man ikke som interviewer sidder på spring med det næste spørgsmål, kan det have en effekt på den, man interviewer: ” … hmm …så sid-der vi her og tænker [griner] … det er faktisk rart … at det ikke går så … så hurtigt …
… ” (Lærer, 8 md.). Jeg har indikeret den længere pause med to … .
En fremgangsmåde, der også har været inspirerende – og dermed har givet mig muligheden for på egen krop at opleve interviewsituationer som læringssi-tuationer – har været at arbejde med pausen. Mange lærere – inklusive mig selv – er utrygge ved pauser. Hvis den ikke udfyldes af andre, gør vi det selv. Der skal to til en pause og øvelsen vil kunne bestå i at finde ud af, om pausen er en mulighed for at komme dybere i et område, der diskuteres end at den er noget i sig selv.
En anden inspirerende tilgang, har været at forsøge at sige så lidt som muligt.
22 Måske udsige halve sætninger og lade resten være underforstået og i stedet for nye spørgsmål, gentage en halv linje af noget af det respondenten lige har talt om:
” … jeg har vidst jeg skulle være lærer siden jeg gik i sjette klasse og … jeg har altid sådan læst bøger om narkomaner og folk med epilepsi og det ene og det andet altså … og
22 Med inspiration fra et Ph.d-kursus med lektor Finn Sommer fra Roskilde Universi-tet
styrrelser … og alt sådan noget … det har optaget mig rigtig meget kan jeg se gennem hele min folkeskoletid … ” (Lærer, 3 md.)
Men … hvordan ved man … ?
” … altså … det var jo fordi jeg havde en rigtig rigtig dejlig klasselærer som var et rigtig stort forbillede … det er mig … og så tænkte jeg … det kan man ikke vide efter sjette klasse og så skulle jeg lidt være dyrlæge … men det skulle jeg heller ikke alligevel … jeg prøvede at komme væk fra det … men men … jeg har bare altid beskæftiget mig med un-dervisningssammenhænge … både været vikar og … og været ridelærer været skiguide og … det har været meget sådan at jeg har bevæget mig inden for det felt synes jeg … ” (Lærer, 3 md.)
Så du er bare … … lærer … ?
” … ja … jeg synes det er megafedt at få lov til at komme ud og prøve alt det man … altså jeg har også været megaengageret på seminariet … og syntes at alting var fedt men til sidst da glædede jeg mig bare … gad ikke skrive den der bachelor … jeg ville bare ud og have fingrene i jorden … og det synes jeg jeg har fået … ” (Lærer, 3 md.)
Det er ikke fordi, det er eller har været et ideal at sige eller fylde så lidt som muligt, men her ser vi et eksempel på, hvordan den nye lærer selv finder på adskillige eksempler og situationer uden at jeg eksempelvis direkte spørger
”Hvordan kan du vide, at det er lærer, du vil være”? Charmaz taler om forskerens uh huhs, som indikerer at ” … a few clarifying questions or comments may keep a story coming when a participant can and wants to tell it” (Charmaz 2006: 29).
Järvinen lægger vægt på de interaktionistiske dimensioner i et kvalitativt de-sign, hvor det centrale fokuspunkt er ” … interaktionen mellem interviewer of inter-viewperson” (Järvinen 2005: 29). Järvinen foreslår at anskue interviewpersoners udsagn som selvpræsentationsprocesser. Hun siger: ”Interview handler ikke kun om holdninger, erfaringer og handlinger – eller ”oplevelser”, ”intentionalitet” og ”livsverden” i en fænomenologisk terminologi – men altid også om interviewpersonens sociale identitet og sociale strategier” (Järvinen 2005: 30).
Dette er jo blandt andet en kritik af fænomenografien for at være for enøjet i en fokus på menneskers oplevelser. Mit materiale er righoldigt i forhold til at vise, at der også er selvpræsentationer på spil. Jeg efterspørger det også i mit
71 materiale, når vi under interviewene diskuterer oplevelsen af at være ny lærer, eller ”hvilken slags lærer” de nyansatte, nyuddannede forstår sig som.
Järvinen kalder det kategoriseringer af medlemskaber, når de involverede i en inter-viewsituation positionerer sig og bliver positioneret i forhold til sociale katego-rier som new-comer/old-timer, mand/kvinde osv. (Järvinen 2005: 32). Med-lemskaber kan forandre sig i løbet af et interview, når deltagerne får mere vi-den om hinanvi-den. At placere medlemskab er ofte en nødvendighed for at etablere forståelse. Og er det først etableret, kan det føre til mange muligheder for redundans i kommunikationen.
I interaktionistisk inspirerede interviews kan man også vælge lede efter accounts eller legitimerende fortællinger (Järvinen 2005: 31) i interviewpersonens selvfrem-stillinger eller man kan efterspørge narrativer enten ved at anskue hele inter-viewet som en fortælling, som det eksempelvis ofte ses inden for livshistorisk forskning, eller lede efter ”plottet” i interviewet, hovedfortællingen, midt i alt det sagte. Her vil fokus ofte koncentrere sig om konflikter, uoverensstemmel-ser, tilspidsede situationer osv.