7. SKOLEGANG OG VENNER
7.4. Døgnpleje- og aflastningsforældrenes perspektiver
hårdt. Jeg stolede ikke på mig selv og troede heller ikke på, at jeg kunne noget, for ’jeg ville ende som min mor’, som folk sagde ... Men nu er jeg glad hver dag og har det rigtig godt”.
Også en anden teenagepige med ADHD på 17 år skriver: ”Altså, jeg følte, jeg blev det [mobbet eller drillet], fordi de dømte en og ligesom ikke troede på, at man kunne klare skolen ... hverken niende eller ungdomsuddan-nelse, men jeg kom ind på min uddannelse og klarede mig som den bedste i min klasse. Men ja, drillet og mobbet, fordi min [biologiske] familie var, som den var”.
Flere af de interviewede børn og unge med kronisk sygdom/handicap fortæller, at de mere eller mindre har oplevet at blive mobbet eller drillet i deres skoletid. Nogle fortæller, at de har været kede af at skulle i skole, mens andre fortæller, at de ikke turde gå uden for hjemmet i deres nabolag af frygt for mobning af andre børn eller unge i lokalområdet. Blot en enkelt ung, Rasmus på 18 år med autisme og ADHD, nævner sin diagnose i interviewet som en forklaring, da han bliver spurgt, om han har oplevet mobning: ”Jamen, jeg blev meget mobbet, da jeg var mindre, og så har jeg så fundet ud af, at jeg har ADHD, som jeg tog medicin for, og som jeg ikke gør mere, og så … ja, mobning. Så blev jeg sur, og så blev jeg aggressiv”.
Rasmus fortæller, at andre børn i skolen ofte råbte ad ham, og at det var de verbale tilnærmelser, han fik, der både gjorde ondt og gjorde ham aggressiv. Rasmus bruger flere gange under interviewet sin diag-nose som en forklaring på, hvorfor han havde svært ved at indgå i socialt samspil med sine jævnaldrende klassekammerater.
På interviewtidspunktet er der ingen af børnene og de unge, der giver udtryk for, at de oplever mobning ’nu’.
Under de forskellige interview kommer flere børn og unge selv ind på forskellen og ligheden mellem decide-ret mobning og venligt drilleri. Nogle nævner, at det kan være svært at forklare, hvad venligt drilleri er, men at det er en særlig følelse, der skaber mere skaber glæde frem for vrede. Da Micki på 15 år med autisme bliver spurgt, hvad han mener, når han taler om ’venligt drilleri’, fortæller han: ”Altså, det må ikke være sådan for meget drilleri, sådan at det gør meget ondt – altså indeni og udenpå. Det skal bare sådan være for sjov […] man skal lære hinanden at kende og vide, hvad man kan drille hinanden for sjov med, så man ikke bliver sådan … ja, gal
… ”. Daniel på 16 år med en sjælden kronisk sygdom, der går i en almindelig klasse på en folkeskole, kom-mer også selv ind på venligt drilleri i forbindelse med, at han i skolen har fået en særlig stol som et hjælpe- og støttemiddel. Da han bliver spurgt, hvordan de andre i klassen har reageret på, at han fik en sådan stol, fortæller han: ”De har bare drillet lidt og sådan noget, ikke … på en sød måde selvfølgelig. Mere sådan at det er snyd, at jeg har fået sådan en lækker stol. Altså lige nu, så er de lidt ligeglade, og det har jeg det egentlig også bedst med, at de ikke snakker så meget om det”. Daniel fortæller om denne oplevelse med et smil på læben, men han giver samtidig også udtryk for, at der er en grænse for, at det venlige drilleri kan gå hen og blive for meget, hvis klassekammeraterne fortsat fokuserer på, at han er anderledes i forhold til at have en speciel stol i klassen. Flere af børnene og de unge i de forskellige interview giver udtryk for, at den rette mængde af venligt drilleri kan give et humoristisk indslag i hverdagen, hvor de føler sig set og anerkendt i et positivt lys – imens andre fortæller, at det kan være svært at se, hvornår noget drilleri er venligt ment eller ej.
i barnets skolegang, og de har mindre eller slet ingen kontakt til skolen. Det viser sig også i bearbejdel-sen af de kvantitative data, hvor der flere steder er signifikante forskelle mellem døgnpleje- og aflast-ningsforældrenes besvarelser.
7.4.1. Hvordan trives børn og unge med kronisk sygdom/handicap i deres skole?
Besvarelserne på et spørgsmål om, hvorvidt døgnpleje- og aflastningsforældrene mener, at deres pleje- eller aflastningsbarn trives i sin nuværende skole, viser, at der er signifikante forskelle på tværs af plejetype.
I det følgende vil døgnpleje- og aflastningsforældrenes perspektiver på børnenes og de unges skolegang derfor blive beskrevet særskilt. Besvarelserne fra døgnplejeforældrene ser således ud:
Tabel 7.9a
Mener du, at dit/jeres plejebarn trives i sin nuværende skole?
Døgnplejeforældre til børn og unge: MED
kronisk sygdom/handicap UDEN
kronisk sygdom/handicap TOTAL
I alt 101 100 % 182 100 % 283 100 %
I meget høj grad 25 25 % 36 20 % 61 22 %
I høj grad 32 32 % 81 45 % 113 40 %
I nogen grad 28 28 % 31 17 % 59 21 %
I mindre grad 5 5 % 14 8 % 19 7 %
Slet ikke 2 2 % 1 1 % 3 1 %
Er ikke begyndt i skole endnu 5 5 % 5 3 % 10 4 %
Modtager ikke undervisning 3 3 % 11 6 % 14 5 %
Ved ikke 1 1 % 3 2 % 4 1 %
Kun døgnplejeforældre til børn på 6 år eller derover har fået spørgsmålet. Besvarelser på 50 børn eller unge er fraværende, da de er under 6 år.
Tallene i tabel 7.9a viser, at der ikke er signifikant forskel på besvarelserne fra døgnplejeforældrene til børn og unge med eller uden kronisk sygdom/handicap. I alt har 62 procent svaret i meget høj eller i høj grad, 21 procent i nogen grad og 8 procent i mindre grad eller slet ikke.
Ser vi nærmere på besvarelserne fra aflastningsforældrene til samme spørgsmål, ser resultaterne således ud:
Tabel 7.9b
Mener du, at dit/jeres aflastningsbarn trives i sin nuværende skole?
Aflastningsforældre til børn og unge:
MED
kronisk sygdom/handicap UDEN
kronisk sygdom/handicap TOTAL
I alt 74 100 % 63 100 % 137 100 %
I meget høj grad 11 15 % 3 5 % 14 10 %
I høj grad 28 38 % 13 21 % 41 30 %
I nogen grad 16 22 % 25 40 % 41 30 %
I mindre grad 8 11 % 6 10 % 14 10 %
Slet ikke 2 3 % 2 3 % 4 3 %
Er ikke begyndt i skole endnu 1 1 % 6 10 % 7 5 %
Modtager ikke undervisning 2 3 % 1 2 % 3 2 %
Ved ikke 6 8 % 7 11 % 13 9 %
Kun aflastningsældre til børn på 6 år eller derover har fået spørgsmålet. 25 personer har derfor ikke haft mulighed for at svare.
Signifikant forskel mellem de to opdelte grupper af aflastningsforældre. Fisher’s Exact Test: P < 0,05
Her viser tabellen, at der er signifikant forskel på besvarelserne fra aflastningsforældre til børn og unge med og uden kronisk sygdom/handicap. Aflastningsforældrenes svar viser, at de mener, at flere børn og unge med kronisk sygdom/handicap end uden kronisk sygdom/handicap trives i deres nuværende skole.
Hos aflastningsforældre til børn og unge med kronisk sygdom/handicap har 53 procent svaret i meget høj grad eller i høj grad, hvor denne andel hos aflastningsforældre med børn og unge uden kronisk sygdom/
handicap er 26 procent.
Dermed viser tabel 7.9a og tabel 7.9b også, at der er signifikante forskelle mellem døgnpleje- og aflastnings-forældres besvarelser: Døgnplejeforældrene har i højere grad end aflastningsforældrene givet udtryk for, at børnene og de unge trives i deres nuværende skole.
Bekymringer om den rette skolegang
I det kvalitative materiale beskriver døgnplejeforældrene både positive som negative oplevelser, de ople-ver i forbindelse med børnenes skolegang. De positive eksempler består oople-vervejende af fortællinger, der baserer sig på en konkret lærer eller pædagog, som har givet barnet eller den unge både faglige og sociale kompetencer. Plejeforældrene fortæller, at barnets eller den unges relation til læreren eller pædagogen har stor betydning for, hvorvidt de oplever, at barnet eller den unge trives i deres nuværende skole. En pleje-mor til en dreng på 15 år med ADHD fortæller i forbindelse med spørgsmål til drengens skoleforløb, hvor svært det kan være som plejeforælder at opleve, når barnets relation til læreren ikke er god:
Lis: ”Det har været rigtig svært, når Thomas [den unge i pleje] har haft trælse lærere, to lærere faktisk, to dans-klærere lige efterfølgende af hinanden, som simpelthen bare ikke forstod, at Thomas bare lige havde brug for at få en hånd på skulderen … eller som jeg også sagde til dem: ’Prøv at gøre sådan her med ham. Altså, det er rigeligt, for så falder han ned’. Men de så ham som en irriterende, uopdragen og vanskelig unge. Så vi [plejeforældrene] var jo til det ene møde efter det andet, og jeg sad jo og hylede øjnene ud deroppe, for jeg syntes simpelthen ikke, at det
var rimeligt – også fordi at Thomas følte, at de ikke kunne lide ham. Så det er bare ikke sjovt at skulle sende ens barn i skole og så vide, at nu skal han op og have skæld ud. Det ved du bare, altså det er hårdt som forælder”.
Citatet giver indtryk af en plejemor, der engagerer sig fuldt ud i plejebarnets trivsel. At hun omtaler sig selv som ’forældre’ snarere end ’plejeforælder’ til drengen underbygger indtrykket af hendes store engagement.
Det er især plejeforældre til børn eller unge med kronisk sygdom/handicap, der går i en almindelig klasse i folkeskolen, der fortæller, at det kan være særligt svært som plejeforældre at opleve, at læreren ikke har nok kendskab til eller tager højde for barnets eller den unges særlige behov i undervisningen. Disse plejefor-ældre nævner, at børnene eller de unge på den baggrund kan blive ekskluderet i visse skolesammenhænge.
En plejemor til et 6-årigt barn med autisme og et bevægelseshandicap fortæller i forbindelse med spørgs-mål til deres erfaringer med barnets institutioner, at deres barn i pleje i børnehaveperioden har gået i en almindelig børnehave med en støttepædagog tilkoblet. Plejeforældrene oplevede i den periode også, at deres barn i pleje blev ekskluderet – eksempelvis hvis børnene skulle på ture ud af huset, så deltog pigen sjældent. Derfor bakkede plejeforældrene også op om beslutningen om, at pigen skulle begynde på en specialskole ved skolestart. Det har dog efterfølgende givet plejeforældrene nye tanker og bekymringer i forhold til, om det er det rette skoletilbud for hende:
Henriette: ”Hun [barnet i pleje] er i en gruppe i 0. klasse med nogle børn, som faktisk virker dårligere end hen-de, eller nogle af dem er dårligere end henhen-de, og det har vi jo ikke været vant til. Hun har været den, der har haft det sværest, og der kan vi selvfølgelig godt have den her lille bekymring omkring, altså hvad gør det ved hende nu?
Sprogligt er de andre børn dårligere end hende, og vi har været vant til, at hun er den dårligste sprogligt og sådan noget. Men omvendt er hun også mere ligeværdig i det sociale, end hun nogensinde har været før. Og det som vi prøvede meget at få børnehaven til at forstå, at det er man nødt til at acceptere, at man aldrig kan få et tilbud, der passer 100 procent … der vil altid være et eller andet, hvor vi siger, årh … hvis bare det der, men det findes ikke.
Og der må man sige, hvad er så det vigtigste lige nu, hvor henne udviklingsmæssigt har hun brug for noget lige nu?
Også hele tiden kigge på, jamen hvad har hun brug for om to år, så er det måske noget andet. Så må vi finde noget andet. For det der hele runde tilbud, der dækker det hele de næste ti år, det er der ikke”.
I det kvalitative materiale er der flere eksempler på, at plejeforældrene oplever, at det kan være svært at finde frem til det rette skoletilbud. Der kan gå lang tid, før skoletilbuddet er fundet. Nogle gange viser det sig med det samme, at skoletilbuddet er det rette, hvor barnet med hastige skridt udvikler sig både fagligt og socialt, imens det i andre tilfælde ikke var det rette skoletilbud, og processen med at finde et andet re-levant skoletilbud kan gå i gang. Denne (længere) proces kan være frustrerende for plejeforældrene. Nogle plejeforældre oplever det særligt frustrerende, når barnet må tages ud af skolen, og i en periode skal modtage hjemmeundervisning. I disse perioder er barnet eller den unge afskåret fra socialt samvær med jævnaldrende, og det finder plejeforældrene uhensigtsmæssigt.
Da ingen af de interviewede døgnpleje- og aflastningsforældre har oplevet, at barnet eller den unge har skiftet klasse eller skole fra specialområdet til normalområdet, kan vi som sagt, i denne undersøgelse, ikke beskrive inklusion af familieplejeanbragte børn og unge i den almindelige undervisning i folkeskolen.
Børn med kronisk sygdom/handicap har sværere ved at etablere venskaber
Plejeforældrenes fortællinger, om hvorvidt børnene og de unge trives i deres nuværende skole, bygger i høj grad også på deres oplevelse af børnenes og de unges sociale relationer til jævnaldrende i skolen.
I spørgeskemaundersøgelsen er døgnpleje- og aflastningsforældrene også blevet stillet et spørgsmål, der kan belyse deres oplevelser af børnenes og de unges venskaber. Følgende tabel viser både døgnpleje- og aflastningsforældrenes besvarelser, da der ikke er signifikante forskelle mellem de to plejetyper:
Tabel 7.10
I hvor høj grad vurderer du, at pleje- eller aflastningsbarnet har gode venskaber med jævnaldrende?
Døgnpleje- og aflastningsforældre til børn og unge:
MED
kronisk sygdom/handicap
UDEN
kronisk sygdom/handicap
TOTAL
I alt 187 100 % 308 100 % 495 100 %
I meget høj grad 21 11 % 71 23 % 92 19 %
I høj grad 33 18 % 76 25 % 109 22 %
I nogen grad 60 32 % 83 27 % 143 29 %
I mindre grad 44 24 % 51 17 % 95 19 %
Slet ikke 22 12 % 14 5 % 36 7 %
Ved ikke 7 4 % 13 4 % 20 4 %
Signifikant forskel mellem de to opdelte grupper af aflastningsforældre. Chi-square: P < 0,05
Tallene i tabel 7.10 viser, at der er signifikante forskelle mellem besvarelserne fra døgnpleje- og aflastnings-forældre til børn og unge med eller uden kronisk sygdom/handicap. Hos døgnpleje- og aflastningsaflastnings-forældre til børn med kronisk sygdom/handicap har 29 procent svaret i meget høj grad eller i høj grad, hvor denne andel hos døgnpleje- og aflastningsforældre til børn og unge uden kronisk sygdom/handicap er 48 procent.
Henholdsvis 32 procent og 27 procent har svaret i nogen grad. 36 procent af døgnpleje- og aflastningsfor-ældrene til børn og unge med kronisk sygdom/handicap har svaret i mindre grad eller slet ikke, i modsæt-ning til 22 procent hos den anden gruppe af døgnpleje- og aflastmodsæt-ningsforældre.
Disse tal kan være med til at understøtte den tendens, som resultaterne fra spørgeskemaet til børnene og de unge også viser, nemlig at børn og unge med kronisk sygdom/handicap har sværere ved at etablere eller fastholde venskaber med jævnaldrende.
I spørgeskemaundersøgelsen har døgnpleje- og aflastningsforældrene også svaret på et spørgsmål om, hvor ofte de oplever, at barnet eller den unge er blevet mobbet. I deres besvarelser er der ikke signifikante forskelle i forhold til deres oplevelser af, om børn og unge med eller uden kronisk sygdom/handicap bliver mobbet, ligesom der ikke er signifikante forskelle i børnenes og de unges egne besvarelser om mobning, når de har en diagnose eller ej (jf. tabel 7.8).