Tredje Afsnit
135 Christus med diose Ord, der vare let fvrstaaelige for en
Jode, det messianste Theokratis Fuldendelse som Termin for Lovens Gyldighed, da den udvortes Lov ikke lcrnger vil vcrre nodvendig for Deltagerne i det messianske Nige, efter
som disses Gudsdyrkelse er fuldkommen. Saaledes spaar han ogsaa (Luk. XXI, 33), at vel Himmel og Jord, men ikke hans Ord (Bud og Forjættelser) skulde sorgaa, hvilket udtrykker den samme Tanke, at vel den udvortes Lov skulde falde, men at hanS aandelige Ord ogsaa vilde beholde de
res Gyldighed i Guds Nige. Vanskeligere ere Ordene ec--?5
«V Nogle antage dem for en med H imme-lens og Jordens Undergang omtrent ligebetydende ordsprog
lig Talemaade, "tloliee «nmul, «jn«: ineilte linzere
evenerint." Omendftjont der nu rigtiguok hoK Prosanstri-bentcr sindes Crempler paa, at en Apodosis gaar foran, og en anden folger bag efter Protasis, faa ere de dog temme
lig sjcrldne; derncrst er det, saavidt jeg ved, endnu ingen
steds bevist, at disse Ord ere brugte som Ordsprog, hvorfor denne Fortolkning maa vige for en anden. Tilvcerelfen af en hellig Stad og et Jehova-Tempel, som Middelpunk
tet for en National-Cultus og en National-Regjering, var uden Tvivl den Betingelse, til hvilken Iagttagelsen af en National-Lov og den hele politiske Eristents var knyttet.
Men nu har Christus paa det bestemteste forudsagt Jerusa
lems Forstyrrelse og den jodiste Stats Oplosning Matth.
- XXIII. .'L7-39. Luk. XIX. ^l—li. (Sml. Joh. II. 19.
IV, 21.). Da man nu ncrppe vil kunne antage, at han tidligere har anset Moses og Propheterne indtil det mindste Bogstav for evigt gyldige og uforkrceukelige, men senere dog ikke blot med sit Seerblik har erkjendt, men ogsaa paa det aabenbareste har spaat Statens og Forfatningens Omstyrt
ning, der skulde folge i en just ikke fjern Fremtid, Stadens Vdelcrggelse og de nu troende JoderS Sammenblanding med andre Nationer (sml. Matth. XXIV, 14—il.): sac, bliver paa den ene Side, den ordsproglige Betydning omverdens Undergang herved atter afvist, og paa den anden Side kom
mer man paa den Formodning, at Christus med Ordene om end ikke bestemt har villet angive, saa dog fint autyde // rok)
T- o^T-ov (Matth. X X I V , 3.) og Constitueringen a f roli Heon (Luk. XXI, 31. 3. ). ^solgc ^ar.illcl-stedernc Matth. XXl V. (sml. med V. 1—5.) og 34 sy-ues det, at der ved er meut alt det, der ester de
13«
gamle messianske Spaadomme (ruk. XXI V^, 27. Act. XXVI, 22.) stulde gaa foran Christi Tilbagekomst og Oprettelsen af hans Rige^). Selv sine Samtidige lovede Christus, at de stulde opleve den jordiske Lovs Abrogation og Begyndel
sen af Tingenes ny Orden. (Sml. foruden de ovenf. ans.
Sted. Matth. X. 23. XV I, 28. Luk. kX, '^7. 31.) Dette
— Oprettelsen af det meSsianfke Thcokrati, og den enten allerede forudgangne eller af sig selv paasolgende Oplos
ning af den mosaiske Stats Forfatning — vilde da altfaa vcere det historiske Endepunkt, indtil hvilket Christus vilde, at den hele Nationallov stulde forblive i sin fulde Kraft og Gyldighed. Det maa vistnok heller ikke forglemmes, at Christus (V. 18.) vel kalder en faadan, som vilde op-lose et af de ringeste, ubetydeligste Bud og lcere Folket der
efter, en af de Ringeste, men dog i det tilkommende Him
merige, hvilket han ikke kunde have gjort, dersom han havde lagt en uforanderlig, ubetinget Vcegt paa Opfyldelsen af den hele Lov, og ikke havde troet, at der ved Ophcevelfen af udvortes Bud kunde finde en ren Hensigt og en, om end uklog og utidig, dog velment Iver Sted. Men det synes isser, at Christus ved disse Udsagn til sin egen Retscerdig-gjorelse, dels har villet vogte sig for et revolutionært Skin, dels har villet holde saadanne Tilhængere borte, der blot formedelst Befrielsen fra den byrdefulde Lov havde sluttet sig til ham, for at han strar fra Begyndelsen kunde bevare sin Lcere og sit Samsund for Jndblandelse af urene Motiver.
Det er nu et Sporgsmaal, som det ikke salder saa ganske let at besvare, hvorledes nemlig den Paulinske Pra
xis har forholdt sig til dette Christi Bud ? da det af uogle Steder (f. Er. Gal. V, 3.*-) Aet. XVi, 3. XX!, 25) sy
nes at vise sig, at ikke alene de af ham omvendte Iode-christue, men endog han selv har iagttaget den mosaiske
*) Jeg tilstaar imidlertid, at jeg formedelst den Dunkelhed, der dog bestandig hviler over B. paa dette Sted, for. trcrkkcr. at be
tragte det som overfort fra den Sammenhang, hvori det staar i Luk. XVl., 17, og som indskudt i Bjergprædikenen, i Ckristi Udsagn om Loven. Se Schl.iermacher über die Schr. des Luk.is I., S. 207.
Paa hvilket Sted 750«,/o»« er modsat det blotte
»Dm der lader sig omskære, forpligter sig til at holde den hele Lov', hvilket dog i Almindelighed ikke blev opfyldt. Sml. VI. 13.
18?
Lov, hvorimod man af l Kor. IX, 20. Gal. Is, 19. Kol.
II, 20 o. fl. iscrr dogmatiske Steder vistnok maa flutte, at han flet ikke har villet have mere at skaffe med den jo-diske Lov. —
I 1 Kor. VII, 17—>9 opstiller Apostelen folgende almindelige Regel for alle Menigheder: „Enhver blive ved den Levevis og under de Livsforhold, i hvilke Christendom
mens Kald er kommen til ham, og i hvilken Gud allerede tidligere har sat ham. Dersom Nogen er kaldet som Om-skaaren, da forncrgte han ikke sin Omfkjcrrelfe; dersom No
gen blev kaldet som Uomskaaren, da omstjcrre han sig ikke.
Thi Forhuden ligesaavel som Omskjcerelsen er Intet, men denne (d. c. Stiftelsen og Vedligeholdelsen af Judaismen i sin Betydning for Christendommen) er kun Opbevarelsen af de guddommelige Bud. Derfor blive Enhver i de Forhold, under hvilke han er kaldet, da det dog flet ikke kommer an paa denne Forskjcrl." En lignende Formaning med Hensyn til Forskellen mellem Fri og Slaver giver Paulus i V.
20—24. Begge Forskrifter stotte sig paa den almindelige Grundsætning,' at alle disse udvortes og kjodelige Forskel
ligheder sorbolde sig negativt til Ehristendommen, d. e. at disse Forskelligheder ikke have nogen Indflydelse paa For
holdet til Christus, og at Enhver, kan blive en lige god Christen, af hvad Folk eller Stand han endog er. Denne Bevidsthed maa vcrre grundet paa Bevidstheden om Forlos
ningen ved Christus, hvis Ejendom den Christne er blevet, og enhver Afvigelse herfra vilde vcere en Hengivelse i menneskelig Trceldom. — Ellers er det mig ikke bevidst, at Paulus andetsteds har udtalt sig bestemtere herom. Og det gjordes ogsaa mindre Behov, at opstille en streng Regel herfor, da han for det Meste kun kom i Beroring med hel
lenistiske Joder, som desuden, da de ikke levede i Iudcra, ikke kunde opfylde Loven strcrngt; derimod holdt han lom Hedningernes Apostel et vaagent Oje med, at de Hedninge-christne ikke bleve tilholdte eller lode sig forlede til at iagt-tage Loven; ved hvilke Lejligheder han gav dem at de tcenke, at hvo der lod sig omskjcrre, var forpligtet til ac holde hele Loven (Gal. V, 3.). Denne Slutning var ganske rigtig; thi naar en Hedningechristen lod sig omsk>a're, saa kunde Bevceggrunden hertil kun ligge deri, al ban vilde retfoerdiggjores ved Lovens Gjerninger, og saaledes paatog han sig Forpligtelsen, at opfylde den hele Lov. HoS dc Jodechrlstne trcrngte han iscrr paa ö/xa'/olw", ex
188
og lcerte, at Opfyldelsen af Nationalloven maatte overla
des til enhver Enkelts Overbevisning (kn^o^os- eV iö/o-i 7r>V7//)o<^c)/ZL/ci^ci!?, Rom. XIV, 5); de, der i deres Samvittighed fole sig bundne, skulle holde den, men ikke ville paatrcenge Andre deres Overbevisning (Rom.
XIV.); de Stoerke derimod stiille hverken agte de Svage for ringe og give dem Forargelse, eller misbruge Friheden til at tilfredsstille Sandseligheden (Gal. V. 13). Delta
gelsen i Ossermaaltiderne (c^^/Vo^i-tt), hvorover mange Christne i Korinth, beraabende sig paa deres Frihed, ikke gjorde sig nogen Betcrnkning, medens den derimod var an
dre end Gru og Forargelse, gav Apostelen Lejlighed til at oplyse Korintherne om den christelige Friheds Vcesen og denS vise Brug, i 1 Kor. VIII. IX. X. I Kap. IX, fremstil
ler han sit eget Erempel for dem: V. 19 „Endskjont jeg ikke er afhængig af Nogen, har jeg dog ofret mig til Alles Tjeneste, for at vinde Flertallet; for Joderne levede jeg som en Jode, for at vinde Joderne; for dem, der endnu holde ved Loven (de Jodechristne), levede jeg som den, der holder ved Loven, endskjont jeg ikke cr en saadan, for at jeg kunde vinde dem, der holde ved Loven; for dem, der vare udenfor Loven (Hedningerne), levede jeg som En uden Lov (endskjont jeg er underkastet Christi Lov), for ogfaa at vinde dem, der vare uden Loven; for de Svage var jeg som en Svag, for ogfaa at vinde de Svage. For Alle er jeg blevet Alt, for i det Mindste at vinde Nogle." Herved gjorde Apostelen sig ikke skyldig i nogen Inconseqvents eller Svaghed, og bortgiver Intet af sin Vcerdighed, men han siger kun, at han har vceret eftergivende, mild, human og kjcrrlig mod Folk af alle Partier og Anskuelser, og denne Humanitet og Kjcerlighed, som enhver maatte anerkjende, ligesaavel som hans egentlige Anskuelser ikke kunde vcere nogen Hemmelighed, vandt ogsaa Mange for hans Per
son, for Christendommen og den friere Anskuelse af det chri
stelige Liv.
Det var fornemligt to Ting, som Apostelen havde at kjcempe imod hos de Christne, paa den ene Side ikke blot imod det, at der ved de Hedningechristne, under Navn af christelig Frihed, blev indsmuglet hedensk Licents og Uscede-lighed i det christelige Liv, men ogsaa imod det, at de Hed
ningechristne (/t^o^c»!), der i Almindelighed vare stcerkere, med forfængeligt Hovmod brystede sig as deres Samvittig
heds Styrke og Frihed, og hcevede sig over de Svagere
I »9 og gave dereS Tro og Samvittighed Forargelse; paa den anden Side maatte han bestandigt foreholde de Jodechristne vTro at de ikke maatte lcegge nogen Lcegt
paa Iagttagelsen af Nationalloven og
ikke uden Nodvendighed og alt for let tage Forargelse af den friere Levevis hos deres christelige Brodre blant Hed
ningerne. Dog fordrede han ingenlunde af dem, at de skulde loSrive sig fra Loven, men taalte saa meget lettere dereS Samvittigheds Svaghed, som han sorudsaa, at Tiden snart af sig selv vilde befri deres Samvittighed. Jo hojere nemlig paa den ene Side Hadet hoS Massen af Ioderne steg imod den iblant Hedningerne mcrgtigt virkende Chri-stendom, og jo mere denne bescrstedes og udbredtes, og jo mere paa den anden Side den jodiske StatS Stilling be
gyndte at blive kritisk og betcenkelig, jo ncrrmere altsaa det kritiske Tidspunkt, om hvilket Christus havde spaat, rykkede hid, desto mere levende maatte den Folelse hlive hos Apo
stelen , at den mosaiske Forfatnings og Lovens Ende var kommen (fml. I Thes. II, 16. Matth. XXIII, 38). Og saaledes er hans Handlingsmaade overensstemmende saavel med Christi Bud som med hanS Spaadomme, da Christus aabenbart kun vilde forebygge, at Loven blev ophcrvet paa en revolutionär Maade, forend den Tid var kommet, paa hvilken den af sig selv vilde synke sammen.
Ellers findes der i de evrige apostoliske Skrifter in
gen Paralleler til den Paulinske Lcrre om den ved Christen
dommen bevirkede Abolition af den mosaiske Lov, men denne er ejendommelig for Paulus og staar i det nojeste Sam-menhceng med hans Stilling som Hedningernes Apostel.
Om de andre Apostlers Anskuelse have vi dels ingen Efter
retninger, dels lader det sig med Grund formode om nogle af dem, at de, endskjont de erkjendte Christendommcn som Universalreligion, dog vilde have det Nationale i Judaismen mere fastholdt end PauluS.
Brevet til Hebrcrerne, der ellerS viser meget Slcegt-stab til de paulinske Ideer, indeholder heller ikke den Lcrre, at ChristuS har ophcrvet LovenS Trældom. Meget mere horer det til dette BrevS Ejendommeligheder, at det mere bestjcrstiger sig med den typisk-svmbolfie Udtydning af den jodiske Tempeltjeneste, der i Christendommcn har faaet nn Opfyldelse. Forfatteren betragter Loven mere som eu Rt-tualcoder for det G. T. Gudstjeneste, og i denne Henseende gjcelder ham, ligesom PauluS, for en 55?^
14«
//k/^0^7'6!?^ (fml. Vils, 5. X, l.med Kol. II, 1/). Der
imod betragter han ikke Loven som en Complerus af For
strifter for enhver Enkelts foedelige og gudvelbehagelige Handlemaade, og paaviser derfor i denne Henseende ikke sit Forhold til Christendommen. Dette hcenger sammen med hans Opfattelse af Tr/6^5, hvilken han, som vi have set, heller ikke fremhccver i Modscetning til ^o/^ov.
Hvor Modsætningen mellem og 60^5/«
forekommer i det N. T.s Skrifter, isccr hos Johannes f. Er. VIII. 32—36. (sml. l Pet. Il, 16. 2 Pet. II, 19.), der menes Befrielsen sra Syndens Trceldom, som f. Er.
Nom. VI, 18. Kun Jakob alene betjener sig af Udtryk
ket ^o/los' 1,26. Il, 12. uden Tvivl i Mod
fcetning til Trcrldommens Lov, der var givet af Moses og ophcevet af Christus. Men hvorved denne Ophævelse er bragt i Stand, og hvorvidt den sinder Sted, derom er der hos ham ingen videre Tale, saa at vi ikke med Vished kunne bestemme, hvorledes Jakob har tcenkt sig denne Befrielse fra Loven.
§ 3.
Jgjenfodelfen ved Aanden.
/ / r o k ?
ro? 57/5 6«/)nos'. ^/o^r/zo^
Vi bleve allerede i § 2, ved Lceren om Befrielsen fra Loven, forte til Undersogelser, der staa i vccfentlig Forbin
delse med Lceren om Befrielsen fra Syndens Trceldom, hvilken vi nu ncermest skulle til at fremstille, og allerede i § 1 have vi set, at den Forlosning, som Christus bevirkede, forst da viser sig som sand, naar de, der tro paa Christus, d. e. trcede i et sandt Samfund med ham, ved den blive befriede fra Synden; og Befrielsen fra Samvittighedens Brodesbyrde eller Forbandelsen, og sra Lovens Trceldom kan kun anses som den Betingelse, under hvilken det var muligt at opnaa Befrielse fra Syndens Trceldom, d. e. et frit og frejdigt aaudeligt Liv. Hvorledes dette er stet og endnu sker, er nu Opgaven for vor Undersogelse. Ogsaa Befrielsen fra Synden, knytter Paulus til Christi Dod, og udleder den heraf og det^paa en dobbelt Maade. Den ene Maade er overvejende dogmatisk, den anden overvejende
141