UTTERSLEV
H. CHRISTEN KNUDSØN 1647. SOM ALLE AF DETE STØF VED OFVER ENGLE
RØST VENTER DERES LEGEMERS ÆRE- IULDE OPSTANDELSE LOED MAURITS THEOPHILI RUCRAD FØD I SØGAARD 1642. DEND FØRSTE AF HR. BARON WINTERFELD HIDKALDT SOGNEPRÆST MED SIN HUSTRU ANNA CHRISTENS- DATTER HAMMER FØD HER I PRÆSTE- GAARDEN 1655 DENNE STEN OPSETE1683 I SIT EMBEDIS 10. OC ALDERS 41 AAR.
Kirkegaarden
har tidligere været o m givet af en Ringmur, der form odentlig har afløst det oprindelige Kampestensdige. Rhode skriver i sin Bog bl. a.
folgende om Eiler Rud: „F ra ham er den gamle Altertavle i Utterslev Kirke, samt Kirkegaardens med brændte Sten opsatte Ringmur 1618“ . Ogsaa i Rhodes Optegnelser i Kirkebogen omtales denne Ringmur. 1768 hedder det h erom : „ I Juli Maaned blev Ringmuren om Kirken sat i god Stand“ . Men 1780 hedder det:
„8. Marts nedfaldt af Ringmuren sonden Taarnet 17 Alen“ . Denne M ur har alt- saa krævet stadige Udgifter til Repara
tioner, og da Kirkepatronerne efter Rhodes tidligere gengivne Optegnelser ikke vilde koste noget paa Kirken, men endog forbrugte dens lndtæg;er, er man form odentlig gaaet til at ned
rive den og erstatte den med et Kam pe
stensgærde. Et saadant stod i al Fald om Kirkegaarden saa langt tilbage i Tiden, som nulevende Folk kan huske. Men i Begyndelsen af Firserne i forrige A a r
hundrede begik man den Vandalisme at nedbryde hele Stengærdet og sælge Stenene til Horslunde Saftstation og erstatte det med et vulgært Jerngitter.
1 1920 blev Kirkegaarden udvidet med 4 Skp. Land.
Præstegaarden
er gam m el; Stuehuset staar, hvad de ydre Rammer angaar, endnu som Povl Rogert byggede det 1742. Det var den Gang en Mønster- gaard, hvortil man ikke mange Steder saa Mage. Den Præstegaard, Rogert ombyggede, var opført 1660, thi det24
186 U T T E R S L E V S O G N fremgaar af Smaalandske Registre, at
der den 28. November nævnte Aar blev udstedt en Kancelliskrivelse om, at Sognepræst Christen Knudsen i Ullerslev, hvis Præstegaard er brændt,
„ti! dens Genopbyggelse skal nyde '/*
Rigsdaler af hver Kirke i Fyns Stift, som nogenlunde befindes at være ved M agt“ . O prindelig bestod Præstegaarden af 4 Længer, men i 1903, efter at Jord- tilliggendet var indskrænket fra 53 til ca. 20 Td. Ld., blev den nordre Længe nedrevet, saa der fra Gaarden blev fri Udsigt til Kirken. T il Præstegaarden har tidligere hørt et Enkesæde, der var opfø rt paa dens Jorder og fik til
lagt 6 Td. Ld. Det blev nedlagt 1844 ved kgl. Resolution.
Præsterakken
frembyder en Del af Interesse udover det, der under K irkebeskrivelsen er fremsat om Ligstenene.
M o u ritz Ruchrad laa en Tid lang i S trid med Bønderne om Tiende af deres Gæs. I Stedet for de fede Gæs, vilde de nemlig spise ham af med Ret til Græsning paa den saa- kaldte Gaaseeng, hvor der nok ikke kunde vokse stort. T il sidst klagede Præsten til Kongen og 29. Maj 1688 udgik som Resultat heraf kgl. Befaling til Bønderne i Utterslev om selv at overtage deres Gaaseeng og give Præsten de Gæs, han rettelig havde K rav paa.
Ruchrads Eftermand, Peder Suhr, havde 3 Døtre, som skaffede ham lidt af hvert. De to blev nemlig godt gifte, men den tredie. Catrine, havde det Uheld at blive besvangre! af Huslæreren
Jesper Gadegast, som fo ro v rig t senere blev Rektor i Stubbekøbing. D et var en fatal H istorie fo r Præsten. Han søgte og fik m æ rkelig n o k 6. Februar 1728 Bevilling til, at Barnet maatte døbes som Æ gtebarn og C atrine in tro duceres som Æ gtekone. Men dermed var ikke alt kla re t; thi s e lv o m Præsten saaledes havde Papirerne i O rden, tog Folk det ikke videre a lv o rlig t med
„Æ gtekonen“ og lod hende stadig hore Spottegloser om dette m æ rkelige „Æ g te skab.“ Im id ie rtid fik Præsten den u h e l
dige Datter fo rlo v e t med en H andels
mand fra K orsør, hvorefte r han igen gik til Kancelliet, og søgte og fik under 9. December 1729 B evillin g paa, at ingen maa bebrejde Datteren, der nu har sluttet Æ gteskabslofte med Handels
mand Daniel M ø rup, „hendes forhen begangne Lejerm aal.“ Men K o rsø r- Købmanden maa være bleven ked af Cathrine; thi 1732 ægtede hun Degnen i Utterslev, med hvem hun henlevede 22 A ar, saa døde han og 4 Aar efter sagde hun selv Farvel til den syndige og skadefro V erden. — Jesper Gadegast, der fo rm o d e n tlig har nægtet at ægte hende, fik under 27.
Marts 1730 „O p re js n in g fo r det med Catrine Suhr begangne L e je rm a a l.“ — Rhode nævner de to D ø tres gode Giftermaal, men lie r — i M odsæ tning til F riis — om den tredie, men tilfø je r dog spydigt: „ V i falde i mange S tykker, var den Tekst, som o v e r hans (S uhrs) Grav blev appliceret.“
Da Peter S uhr døde 1735 afløstes han af
Povl Rogert,
der va r Søn af Kapellanen i N akskov af samme Navn.P R Æ S T E R Æ K K E N 187 Han var fodt 1702, allerede 1706 døde
ja d e re n og 1713 Moderen, saa Povl Rogert stod som I I Aars Dreng baade fader- og moderløs. Han blev dog holdt til Bogen, blev 20 A ar gammel Student og derefter ansat ved Latinskolen i N akskov, h vor han efterhaanden avan
cerede til øverste H ører. 1731 tog han Attestats og blev Aaret efter Medhjælper hos Sognepræsten i Nakskov og 1735 blev han Sognepræst i Utterslev, hvor han forblev til sin Død 1749.
Povl Rogert var Stærkt historisk interesseret og dertil en flittig og o m hyggelig Sam ler. H an’ efterlod sig et mæ gtigt F o lio b in d M anuskript, som han kaldte „S a m lin g er til Halsted Klosters A m ts H is to rie “ , og som nu findes paa kgl. B ibliotek. Det indeholder en Mængde interessante Dokum enter, dels o rig in a le , dels A fskrifter og desuden mange paalidelige O plysninger og vær
difulde Anm æ rkninger'. Manuskriptet, h voraf forskellige T iders H istorikere h ar høstet rig t Udbytte, er ogsaa meget benyttet i dette Væ rk. 1775, altsaa længe efter hans Død, blev hans S kil- rin g af Nakskovs Overgivelse 1658 og hans Oversættelse af Saxtrups latinske D ig t om Nakskovs Belejring med Rogerts væ rdifulde A nm æ rkninger ud
givet i T ry k k e n . Den flittige, dygtige og paalidelige Samlers Helbred var des
væ rre meget svagt, hvilket gjorde ham tungsindig og indesluttet. 1740 ægtede han Cæcilie Margrethe Rhode, født M u lle r, Enke efter K onsum ptionsfor- va lle r Lars Rhode i Nakskov. Deres eneste Søn, D itlev Ludvig Rogert, var Johannes Ewalds Omgangsven og K o m
ponist til M elodien „K o n g C hristian stod ved højen Mast.“ — Povl Rogert efterfulgtes af Joachim Suhr, hvis In d beretning med Beskrivelse af K irke n er nævnt et Par Gange i det foregaaendc.
Han døde 1767 og hans E fterfølger var Rhode.
Peder Rhode
blev fodt den 24.December 1734 i K o ld in g ,.h v o r Faderen var Farver. 1756 blev han Student fra sin Fødebys Skole, og 1758 tog han teologisk Attestats med tredie K arakte r, 1760 blev han Kapellan i Steppinge og F rø rup i Nordslesvig, 1764 Hjæ lpepræ st i Halsted, 1767 Sognepræst I Utterslev og i 1776 desuden Provst i N o rre Herred. Han døde den 19. August 1793. I 1768 var han bleven gift med Johanne Kaalund, en Præstedatter fra Thirsted og Enke efter Sognepræst Wichmann i H erredskirke. Peder Rhode var i sin V irksom hed som Provst en ualm indelig dygtig, djærv og m yndig Mand, der aldrig var bange fo r at sige sin M ening rent ud ogsaa til højere staaende Personer, naar han mente de havde Uret. Som Sognepræst var han nidkæ r og hjæ lpsom . Han ofrede meget paa Kirkens Prydelse, gennem førte, trods Modstand fra W intersborg, at Kastager fik sin egen Skole, og han vaagede i det hele over sine Sogne
børns Ve og Vel. 1776 skrive r han i Kirkebogen: „Pintseaften vedtog til min Glæde alle i Utterslev Sogn ikke ved noget Slags G ilde at skænke med Brændevin.“ H v o r lang Glæden har været, meldes der intet om , men han har altsaa søgt at m odvirke det den Gang umaadelige D rik k e ri.
24*
188 U T T E R S L E V SOGN Rhodc skildres som „høj, zirlig,
mager og bleg, men smuk; stedse pyntelig paaklædt og meget snaksom.“
Biografisk Leksikon tilføjer, at dette sidste Adjektiv passer ogsaa paa ham i hans Virksomhed som Forfatter. 1775 udgav han „Samlinger til Haderslev Amts Beskrivelse“ , som ikke udmærker sig ved Nøjagtighed, men hvori dog er samlet en Del gode Efterretninger, som vistnok ellers nu vilde være tabt. 1776 udkom I. Del af
hans „Samlinger til Lollands og Falsters Historie“ , omfattende Lolland, og 1794, alt- saa efter hans Død.
udkom 2. Del. der omhandlede Falster.
J. J. F. Friis, der i 1859 udgav dette Rhodes Hovedværk i en noget omarbej
det og forbedret Ud
gave, skriver om ham: „A t hans Sam
linger til Lolland- Falsters Historie har sine store Mangler,
erkender ingen bedre end den nuvæ
rende Udgiver, og navnlig kan der bebrejdes ham en mageløs Skødes
løshed endog med den simpleste A f
skrift af citerede Kilder; men trods denne og flere velbegrundede Anker over hans Værk, har han dog ved dette reddet meget fra Undergang, saa at hans Samlinger stadig anføres som Kildeskrift, uagtet dette som saadant stedse er blevet benyttet med den
storste Varsomhed og en velbe
grundet M istillid. Im id le rtid kan han ikke frakendes en o p rig tig Kæ rlighed, navnlig for Lolland, og det er maaske Følelsen deraf, i Forening med de mange snurrige H istorier, som han nu og da fortæller, som stedse har g jo rt hans lollandske Sam linger saa velsete hos den menige Mand her paa Ø e n “ . Foruden hans her nævnte to Bøger har han af gamle M in iste ria lb ø g er
sammensat en K irk e bog fo r U tterslev Sogn, som gaar fra 1682 til 1793; den findes nu i Lands
arkivet, og en Del af dens O ptegnelser er gengivet i de fore- gaaende og efter
følgende K a p itle r. — Rhodes G ra v kendes ikke mere, men F riis siger i sin Udgave af Rhodes S am linger, at han lig g er begravet under den blaa Sten i K oret. „D e n blaa Sten“ e r desvæ rre borte, den er fo rm o d e n tlig forsvundet i Slutningen af fo rrig e A arhu n dred e — til Skam fo r den e ller dem, der den Gang havde Ansvaret fo r V e d lig e h o ld e l
sen af Kirken og dens M in d er.
A f de øvrige Præ ster skal endnu kun nævnes Hans A n k e r Jespersen, hvis Mindetavle er in d m u re t i Skibets søndre Side. Han va r g ift med en Datter af B iskop Bojsen, V esterborg.
I 1832 blev han Præst i U tterslev og P E D E R R H O D E
W I N T E R S B O R G 189 virkede her til sin Død 1885. 1857
blev han kaldet til et større Embede paa Fyn, men frabad sig det, da han hellere vilde blive i Utterslev. Fra 1855 til 1859 havde han Sæde i Landstinget, h vor han nærmest sluttede sig til Venstres højre Fløj.
W IN T E R S B O R G hed indtil 1673 O ttersslofgaard og forekom m er allerede 1234 under dette Navn. Den første kendte Ejer er Ridder Johan Skarpen- berg — Ejer til SpøtGrup, Hald, Otters
løfgaard og flere Godser — en rig og mægtig Mand, der 1397 var med at underskrive Kalmarunionen. Han var en stridbar Herre og havdestadig-noget udestaaende med en eller anden af sine Samtidige. 1407 blev han sat i Ban af Biskoppen i Ribe, fordi han havde øvet Uret mod dennes Bønder og ikke var at formaa til at gøre sin Fejl god igen. Denne Tilskikkelse bar han nok med stor Sindsro; han regnede det fo r en betvdelig større Ulykke, at han 1410 blev taget til Fange i et Felt
tog mod Holstenerne og Friserne, thi fo r at slippe fri maatte han betale den i de Dage svimlende Løsesum ai 10,000 lødige Mark, hvilket svarer til en M illio n K roner i vore Penge. Allige
vel var han ogsaa efter den Tid en velstaaende Mand. Men hans Stridbar
hed var ikke bleven mindre med Aarene, og den drev ham tilsidst i Ulykke. Den kongelige Lehnsmand paa M ors havde nem lig voldtaget en af Bønderdøtrene paa Skarpenbergs morske Gods, og da gentagende Klager til den afmægtige Kong E rik af Pommern intet hjalp,
tog den vrede Ridder sig selv til Rette, overfaldt med væbnet Haand Lehnsmandens Gaard og lagde den i Aske efter først at have slaaet en Del af Folkene ihjel og drevet de andre paa Flugt. Lehnsmanden klagede til Kongen og denne Gang blev Klagen hørt. Skarpenberg blev 1422 g jo rt fred
løs og hans Ejendomme tildø m t K ro n e n ; selv undslap han nok til Udlandet med sit rørlige Gods.
Ottersløfgaard var ikke blandt de konfiskerede Godser; thi allerede 1401 havde Johan Skarpenberg overdraget alt sit Gods paa Lolland til H r. Pred- bjørn eller maaske Pritbern Podebusk, der tilhørte en fra Rygen indvandret Adelsslægt, som i Tidens Løb skaffede sig megen Rigdom og Anselse her i Landet. Den Pritbern Podebusk, som her er Tale om — thi der var flere i Slægten af samme Navn — var Søn af Danmarks Drost, Valdem ar Atterdags og D ronning Margrethes betroede Mand Henning Podebusk. Pritbern ejede fo r
uden Ottersløfgaard, Egholm , K jø ru p og vistnok Vosborg. 1395 var han med at besegle Forliget paa L indholm m el
lem D ronning Margrethe og den fangne Kong Albrecht og 1397 beseglede han ligeledes Kongevalget i Kalm ar.
En af Pritbern Podebusks D ø tre blev gift med Hans Grubendal, som derved kom i Besiddelse ikke alene af Egholm , men vistnok ogsaa af O ttersløfgaard.
Fra ham maa Gaarden være gaaet i Arv til Claus Grubendal, der skrev sig til Utterslev, da han 1473 beseglede et Vidne i Sønderherreds Ting. Hans Datter Lene blev gift med Knud Gøye
190 U T T E R S L E V S O G N og bragte ham i Medgift Otterslofgaard,
som han dog straks efter solgte til Jes
per Krafse til Basnæs, der var gift med Karen Lunge og Broder til den bekendte Odensebisp Magnus Krafse. — Jesper Krafse overdrog Otterslofgaard til Søn
nen Hans Krafse, der efter Faderens Dod 1492 ogsaa arvede Basnæs. Han var Ridder og Rigsraad, desuden Lehns- mand paa Aalholm og fik senere Næsby og Knubbelykke Birker i Pant af K ro nen. Hans Krafse var en munter Herre, der holdt meget af at more sig og som med sin Hustru, Lene Hak til Egholm.
førte et odselt Liv uden derfor at faa Bugt med sin store Formue. Han døde 1530 og Datteren Karen arvede nu Otterslofgaard. 1554 giftede, hun sig med Marskal Jørgen Rud til Vedby og Gaarden i Utterslev gled derved over i denne ansete Slægts Besiddelse, h vor den forblev i over Hundrede Aar.
Jørgen Rud opholdt sig ikke paa Otterslofgaard, men da denne ved hans Død 1571 gik over til Sønnen, Eiler Rud, begyndte dens Glansperiode. Han giftede sig 1590 med Margrethe Pappen- heim til Sæbygaard (nu Sæbyholm)
" g blev derved Ejer ogsaa af denne Gaard. Ægteparret boede paa Otters- løfgaard, hvor de opførte nye Byg
ninger, omgivet af Grave, der endnu er bevaret paa den østlige, sydlige og det meste af den vestlige Side, derimod er Graven mod N ord tildels opfyldt. Eiler Ruds Bygninger var meget anseelige.
Hovedbygningen i to Stokværk og Tor-, synet med Taarn. Kostalden stod lige til 1907, da den blev nedrevet. Eiler Ruds Hustru døde 1616 og han selv
1618, begge ligger begravet i Slægtens Gravkapel i Halsted Kirke.
Sonnen Borchard Rud arvede begge Gaardene og forbedrede dem betydeligt.
Han anlagde baade Frugt og Lysthave ved Otterslofgaard, ophjalp Bønder- godset, indgrøftede Hovedgaardens M ar
ker, saa Vandet kunde løbe af dem, og
\ iste i det Hele en fo r sin T id sjælden Dygtighed og Indsigt. Han o ph o ld t sig mest paa Sæbygaard og vil blive næ r
mere omtalt under denne. Han dode 1647 som Slægtens sidste Mand, kun 55 Aar gammel. Han var gift med den dygtige Helvig Rosenkrands; men Æ gte
skabet var barnlost. — Efter Mandens Død tog hun fast O phold paa Otters- løfgaard og ledede selv med Flid og Indsigt Arbejdet ved D riften og F o r
bedringen af den store Gaard. Da Svenskerne 1659 havde afbrændt Bispe- balle By, der bestod af 5 Bøndergaarde, fik hun Tilladelse til at lægge deres Jorder ind under Hovedgaarden. Skoven ved W intersborg hørte til den ned
brændte Bondeby og hed endnu Aar- hundreder efter Bispeballe Have.
Svenskerne afbrændte ligeledes de 4 saakaldte Slentegaarde, ogsaa disses J o r
der fik Helvig Rosenkrans Tilladelse- til at lægge ind under O tterslofgaard. H el
vig Rosenkrans tog personlig Del i Arbejdet; endnu 100 A ar efter hendes Død, viste man hendes Spindekam mer, hvor hun sammen med sine T erner forarbejdede Gaardens Uld. Tæ t ved Gaarden ,paa Ø rekuld Banke byg
gede hun sig et lille Lystslot, eller vel nærmere' Lysthus, hvorfra hun havde den herligste Udsigt over
Smaa-W I N T E R S B O R G 191 landshavet og en stor Del af Norre-
lierred. Men ethvert Spor af dette Hus er forlængst forsvundet. Naar der plojes paa Hanken, ser man det rode Smuld a f Munkestenene — det er alt.
Ile l vig Rosenkrans døde 1672 og der
med var Otterslofgaards Glansperiode til Hilde. Ilendes Arvinger solgte Gaar- den til Geheimeraad Otto Helmuth v.
W interfeld, der gav den sit nuværende Navn og Aaret efter, 18. September 167.1, fik Tilladelse til af Otlerslofgaard og Sæbygaard at
oprette et Ba
roni det fø r
ste i Danmark under Navnet Baroniet Winters- borg. Han flyt
tede Hovedsædet til S æb y h o l m, men boede her for Resten sjæl
dent. idet han som S tift-A m t
mand over Fyen mest opholdt sig paa Odense Slot,
hvor han dode 1694. Baron Otto Helmuths Son, Kaptajn Gustav Win
terfeld havde kun Baroniet i godt 4 Aar, idet han allerede dode 1699 uden at efterlade sig mandlige Arvinger.
Hans Datter Juliane Margrethe W inter
feld der nu blev Besidder af Baroniet var gift med Generalmajor Christoffer von Hichsted. Heller ¡Kke han boede paa Godset, og efter hans Dod 1728 tog Enken Ophold i Hamborg og saa sjælden eller aldrig til Baroniet, som
derved kom i en elendig Tilstand. Dets Kirker, Utterslcv, Vindeby, Herreds- kirke og Lille Lojtofte. forfaldt, Hoved- gaarden blev aldeles ubeboelig. F orval
terne og Forpagterne blev rige. men Bønderne blev saa forarmede og usle, at der gik det meste af en Menneske
alder inden Bondergaardene atter kom i ordentlig Stand.
Baronesse Juliane dode 1741, og der opstod nu Proces om, hvem der skulde arve Besiddelsen. Under denne blev det bevist, at Gene
ralinde Hichsted urettelig havde besiddet Baro
niet. idet dette -- ifølge Hrections- patentet forst skulde arves i den mandlige L i
nie og derfor burde være t il
faldet hendes Far
broder. der dode faa Aar efter hendes Fader. I Overensstemmel
se hermed blev Baroniet nu ikke til
kendt Generalinde Eichsteds Arving Grev Scheel; men hendes nysnævnte Farbroders Datter, Sophie von W in
terfeld, gift med M ajor Gedde. Denne blev nu baroniseret og overtog Ba
roniet 1743. Han dode 1757, h v o r
imod Baronessen levede til 1769. Der hvilede i hendes Tid store Byrder paa Baroniet, og da hun tillige havde mange Paarorende at stolte og underholde, kneb det tit med at faa Indtægterne til WI N T E R S B O R G
192 U T T E R S L E V S O G N at slaa til. Hun var meget afholdt paa
Grund af sin Retfærdighedssans og sin store Hjælpsomhed, især Bønderne elskede hende; thi hun søgte efter yder
ste Evne at gøre Forgængernes Uret god igen. — Om hendes Død skriver Rhode i Kirkebogen den 28. Januar 1769: „Fru Baronesse Sophie Winter- feld dod. Opbaaren i Halsted Kirke 20.
Februar; hendes Lig ledsaget af mig og flere hende og hendes Godser anro- rende med Taarer i Øjnene. Lys brændte fra Kl. 10 til 12 udi alle hendes K irker saavel som i Halsted“ .
Sophie Winterfeld dode barnlos og Baroniet gik derefter over til hendes Søstersøn, Grev Flemming Holck-Win- terfeld, Son af Grev H olrk, Orebygaard.
Han var ugift og levede stille og til
bagetrukket; men da Baroniets Penge
affærer som nævnt var i en daarlig Forfatning og der tilmed kom nogle Misvækstaar, havde han ingen F o r
nøjelse af sit Baroni, men tilsatte endog de faa Midler, han i Forvejen raadede over. Flemming Holck døde allerede 1772 og Broderen Grev Gustav Holck- Winterfeld arvede nu Baroniet. Han havde baade Evne og Villie til at op
hjælpe det forfaldne Gods. Han bort
byttede de fjernest liggende Bønder- gaarde og købte nærmere beliggende i Stedet, gjorde alle Bøndergaardene lige i Hartkorn og omlagde deres Jorder, saa hver Fæster fik sin Jord samlet om Fæstegaarden. Desuden afvandede og forbedrede han Markerne og sør
gede for en ny og fornuftig Drift.
Endelig ophjalp han Skolevæsnet paa Godset og reparerede og udsmykkede
Ullerslev K irke til sto r Glæde fo r Peder Rhode, der i sine K irkebogs
optegnelser u dtrykker sin Begejstring herover. Gustav H olck var Amtmand i Haderslev og boede d erfor sjældent paa W intersborg; men forstod alligevel at holde vaagent Ø je med alt paa Baroniet. Men heller ikke han fik Lov at have Besiddelsen ret længe : han døde allerede 1776. Den gunstige D om , der af Folk paa Godset blev fældet over ham, plettes noget ved M inderne om hans og hans 9 A ar yngre Broders uheldige Indvirkning paa C hristian den Syvende. Det var under deres V ejled
ning, Kongen hengav sig til de vildeste natlige Udskejelser i berygtede Huse i København samt til G adeoptojer og Slagsmaal med Pobel og Vægtere.
Grev Gustavs ældste Son Frederik Christian H olck-W Interfeld var kun 12 Aar, da Faderen dode. Efter at være bleven myndig, viste han sig i et og alt som Faderens M odsæ tning. Han bortforpagtede W intersborg til D iderik Beck og lod denne skalte med Gaard og Bønder. Medens G rev G ustav havde ofret meget paa K irke n og Skolen, forødte Grev Chr. Frederik Kirkens Midler, modsatte sig O prettelsen af den nye Skole i Kastager, og chika
nerede Rhode, fo rd i denne paa Trods af Greven fik den oprettet. 1800 ind
sendte han til Kancelliets Godkendelse en ny Undervisningsplan fo r Skolerne paa hans Gods, hvorefter M o ra l- og Sjælelære skulde gaa fo ru d fo r Reli
gionen. Baade B iskop og Sognepræst modsatte sig skarpt dette S tykke Rationa
lisme, og Planen blev d erfo r ikke til