§ 128 Brug af stofseler
Beskyttelsesmidler i form af fastspænding med stofseler for at forhindre fald må kun anvendes, når der er nærliggende risiko for, at borgeren udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade. Det kan blandt andet være brækkede lemmer, kraniebrud, hjernerystelse, tabte eller løse tænder m.v. Med udgangspunkt i borgerens helbredstilstand, skal det vurderes, om der er tale om væsentlig personskade. Beskyttelsen mod skade som følge af fald består i at spænde den pågældende fast til kørestolen, sengen, toilettet osv. med bløde stofseler. Selerne kan for eksempel placeres over brystet, om livet eller over benene.
Fastspænding med stofseler kan alene anvendes for at hindre fald og ikke for at begrænse en borgers mobilitet ved for eksempel utryghed, aggressivitet, hvileløs omvandring og træthed.
Servicelovens magtanvendelsesbegreb omfatter ikke beskyttelsesmidler i form af bløde specialhandsker, hjelme m.v., der bruges med det formål at forhindre selvdestruktiv adfærd.
Denne form for omsorg kan være omfattet af pligten til at undgå omsorgssvigt, jf. § 82.
Anvendelse af § 129, stk. 1
Det er en betingelse, at flytningen er absolut påkrævet for at yde den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kan gennemføres i den hidtidige bolig. En flytning kan derfor ikke ske, hvis behovet kan opfyldes ved for eksempel at ændre boligens indretning, tilrettelægge hjælpen anderledes, eller det på anden vis er muligt at give borgeren den rette hjælp i den hidtidige bolig. Betingelsen for at iværk-sætte flytning efter § 129, stk. 1 er, at der er stor risiko for, at borgeren udiværk-sætter sig selv for væsentlig personskade ved at forblive i den hidtidige bolig.
Risiko for ’væsentlig personskade’ omfatter kun de tilfælde, hvor det er borgeren selv, der er udsat for denne risiko. Det er således ikke tilstrækkeligt, at naboer eller andre føler sig truet eller generet af pågældende, eller at pårørende føler sig utrygge ved, at borgeren bor, som vedkommende har valgt.
Hvis en ægtefælle, samlever eller anden pårørende ikke længere kan varetage den nødvendige hjælp og opsyn med borgeren, skal det indgå i den samlede vurdering.
Det er Statsforvaltningen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, og der er krav om advokatbeskikkelse for borgeren.
Kort om § 129, stk. 1
Flytningen er absolut påkrævet, for at den pågældende kan få den nødvendige hjælp.
Hjælpen kan ikke gennemføres i personens hidtidige bolig.
Borgeren kan ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger.
Borgeren udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade.
Det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Alle forhold skal være opfyldt.
§ 129 § 129, stk. 1, 2 & 3 Flytning af en borger fra en bolig til en anden
Servicelovens § 129 regulerer, hvornår borgere, der modsætter sig flytning, eller som mangler evnen til at give et gyldigt samtykke hertil, kan optages i et særligt botilbud.
At flytte en borger fra en bolig uden at vedkommende har givet samtykke, er et meget vidtgående indgreb i selvbestemmelsesretten. Flytning kan kun ske undtagelsesvist, når det er absolut påkrævet for, at den enkelte kan få den nødvendige hjælp. Forudsætningen er, at hjælpen ikke kan gennemføres i den nuværende bolig.
Servicelovens § 129, stk. 1-3. giver hjemmel til at flytte en borger ud fra tre forskellige sæt af forudsætninger:
§ 129, stk. 1.
Flytning er nødvendig for, at borgeren kan få den nødvendige hjælp når den ikke kan gennemføres i den hidtidige bolig, og borgeren modsætter sig flytningen. Statsforvaltningen træffer afgørelsen.§ 129, stk. 2.
Flytning er nødvendig for, at borgeren kan få den nødvendige hjælp når den ikke kan gennemføres i den hidtidige bolig, og borgeren ikke modsætter sig flytningen, men heller ikke er i stand til at give et informeret samtykke på grund af erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende.Kommunalbestyrelsen træffer afgørelsen. Dog træffer ankestyrelsen, hvis den af statsforvaltningen beskikkede værge ikke er enig.
§ 129, stk. 3.
Flytning kan ske i situationer, hvor borgeren mangler evnen til at give informeret samtykke, og hvor det må skønnes at være i borgerens egen interesse at flytte til et andet egnet botilbud af hensyn til mulighederne for, at pågældende og pårørende kan bevare tilknytningen til hinanden.Statsforvaltningen træffer afgørelsen.
Anvendelse af § 129, stk. 2
Betingelserne for flytning er lempeligere, når det angår borgere, der ikke modsætter sig flytning, men som ikke er i stand til at give et informeret samtykke på grund af en erhvervet fremadskridende mental svækkelse. Det kan for eksempel være fremskreden demens, følger af apopleksi eller hjerneblødning.
Det er endvidere en betingelse, at ophold i et botilbud med tilknyttet service er påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendige hjælp, samt at flytning i det konkrete tilfælde vurderes at være det mest hensigtsmæssige for borgeren.
Borgere, der har betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, hvor den psykiske funktionsnedsæt-telse ikke er fremadskridende, vil ikke have et væsentligt stigende eller ændret pleje- og omsorgsbehov og er derfor ikke omfattet af § 129, stk. 2.
Der skal foreligge fyldestgørende speciallægefaglig dokumentation for borgerens psykiske funktions-nedsættelse. Det skal desuden være dokumenteret, at funktionsnedsættelsen forhindrer borgeren i selvstændigt at varetage egne interesser. Hvis en borger, der er omfattet af den beskrevne personkreds, positivt modsætter sig flytningen, vil borgeren ikke være omfattet af stk. 2. I så fald vil bestemmelsen i stk. 1 finde anvendelse.
Hvis en ægtefælle, samlever eller anden pårørende ikke længere kan varetage den nødvendige hjælp og opsyn med den pågældende, skal det indgå i den samlede vurdering, før kommunalbestyrelsen træffer beslutning om flytning af borgeren. Dog træffer Statsforvaltningen afgørelsen, hvis den af statsforvalt-ningen beskikkede værge ikke er enig.
Kort om § 129, stk. 2
Flytningen er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp.
Hjælpen kan ikke gennemføres i personens hidtidige bolig.
Borgeren modsætter sig ikke flytning.
Borgeren ikke er i stand til at give et informeret samtykke.
Borgeren har en erhvervet mental svækkelse som er fremadskridende.
Alle forhold skal være opfyldt.
Anvendelse af § 129, stk. 3
I særlige tilfælde, hvor borgeren mangler evnen til at give samtykke, og hvor det må skønnes at være i borgerens egen interesse – for eksempel af hensyn til mulighederne for, at pågældende kan bevare tilknytningen til sine pårørende – er det muligt at iværksætte flytning til anden tilsvarende bolig, uden at betingelserne i stk. 1 nr. 1 -5 er opfyldt.
En flytning skal skønnes at være i borgerens interesse. Der kan for eksempel være i situationer, hvor den pårørende eller familien er flyttet bort fra den egn, hvor borgeren er optaget i et særligt botilbud.
Hensynet til, at borgeren og de pårørende har mulighed for at opretholde forbindelsen, kan således indgå i vurderingen. Flytning er endvidere betinget af, at det påtænkte botilbud kan imødekomme borgerens behov i samme omfang, som det hidtidige botilbud.
Det er kommunalbestyrelsen, der indstiller til Statsforvaltningen om at træffe afgørelse om flytning ved anvendelse af § 129, stk. 3..
Kort om § 129, stk. 3
Borgeren er optaget i et botilbud efter § 129, stk. 1.
Flytningen sker i borgerens interesse.
Borgeren er ikke i stand til at give et informeret samtykke.
Borgeren kan fortsat få opfyldt behov for omsorg og pleje i et egnet botilbud.
Alle forhold skal være opfyldt.
Sagsbehandling
§ 130
stiller krav til de oplysninger, der skal foreligge, inden kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, at det i en række situationer kan være tilladt at anvende magt. Den forventede periode for indgrebet skal bl.a. fremgå af den tilladelse, der gives.§ 131, stk. 2,
stiller krav til, hvilke oplysninger en indstilling fra kommunalbestyrelsen tilStatsforvaltningen skal indeholde, for at der kan træffes afgørelse om at optage en borger i et bestemt botilbud, uden at borgeren har givet samtykke. Dette omfatter både aktiv modstand og passivitet.
Redegørelsen for, at betingelserne i § 129 er opfyldt, skal tage udgangspunkt i den hjælp og pleje, der er givet og beskrive hvorfor denne er utilstrækkelig. Det skal endvidere beskrives, hvorfor det ikke er muligt at yde den tilstrækkelige hjælp i borgerens nuværende bolig. Eventuel anden hjælp, der har været iværksat, skal også nævnes. Redegørelsen skal også indeholde en beskrivelse af, hvilke antagne risici der er for alvorlig personskade. Endelig skal redegørelsen beskrive, hvorfor undladelse af flytning vil være uforsvarlig. Redegørelsen skal beskrive de forhold, der må opfattes som udtryk for, at borgeren ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger.
Redegørelsen kan tage udgangspunkt i eksisterende afgørelser om tildeling af personlig og praktisk hjælp, jf. § 89, eller de eksisterende handleplaner, jf. § 141 i Serviceloven.
I sager om tilbageholdelse i boligen (§ 127) eller optagelse i særlige botilbud uden, at borgeren har givet samtykke, jf. § 129, stk. 1, skal borgeren have advokatbistand til at varetage sine interesser under sagens behandling og afgørelse. Advokatbistand skal tilbydes, når kommunalbestyrelsen har besluttet at indstille, at der træffes afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke. I forhold til § 127 skal borgeren oplyses om mulighed for at foreligge sagen for Folketingets grl-§ 71-udvalg.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at borgeren får en advokat og afholde udgifterne efter de almindelige regler for beskikkede advokater (§13.2).
§§ 130 & 131 Faglig dokumentation og advokatbistand
Der kan ikke gives tilladelse til magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten ud over de nævnte tilfælde i Servicelovens §§ 125-129. Al anden anvendelse af magt er ikke tilladt.
Straffelovens bestemmelser om nødværge og nødret omhandler handlinger i ekstraordinære situationer. Der er tale om handlinger, der som udgangspunkt er strafbare, men som retten/en dommer kan vurdere som værende straffrie.
Nødværge er en handling, der er nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb. Nødværgeindgrebet skal stå i rimeligt forhold til det, der beskyttes. Nødværge kan ikke anvendes som grundlag til at foretage en aktiv handling der ikke er strengt nødvendig. Bestemmelsen kan ikke anvendes som grundlag til at foretage jævnligt forekommende indgreb i selvbestemmelsesretten.
Nødret er et udslag af princippet om, at nød bryder alle love. I praksis vil nødret kun kunne være aktuel, når nødværge ikke finder anvendelse. Nødret kan benyttes ved for eksempel truende legemsskade. Nødret giver, modsat nødværge, mulighed for at gøre brug af 3.. mands ting til at forsvare sig med.
Den handling, der sker for at afværge angrebet og risikoen for skade, skal stå i forhold til hinanden. Der er i begge tilfælde tale om handlinger, som kræver fx politianmeldelse og evt. domstolsprøvelse.