• Ingen resultater fundet

/*•

i

:1

i i

i

!

\

ii

T?n lille Draabe Blod, en lille Draabe Blæk,

■*—1 det første grønne B lad

kan skænke dig en B ru d ved Vaarens spæde Hæk, kan vinde dig en Stad.

Sæt nu dit Blæklms fr e m, hav dit Papir beredt, Poet, og tag dm Pen l

Hvem ved, hvad der kan ske ? man har saa tneget set;

det kunde ske igen . . .

Smyk op dit Hus med L øv. Hvem ved: den nye Tid, som altid er paa Vej,

den gaar ad grønne Stiermaaske den kommer hid og j ust behøver d ig . . .

En lille Draabe Blod, en lille Draabe Blæk, det første grønne B lad

kan skænke dig en B ru d ved Vaarens spæde Hæk, kan vitide dig en Stad.

-9<5

PA STO R A LE .

Teg var en bange Hyrde, beundret af Doris,

kJ Bjærgpigen, I ved.

Jeg aned endnu knapt, hvad hun hed, men jeg blev elsket af Doris.

Jeg mødte hende i Byen

en Aften, jeg kom fra en Fest*, jeg saa’ i den natlige Blæst

Doris, der selv var beundret

af Thorbjørn, som læste til Præst.

I véd hendes brune og svære Flætning, som vuggende hænger til Hoften og længer!

Et Bjærgpige-Hjærte hun gemmer vel værd at begære.

Men det er ikke nok,

at Bejleren læser til Præst;

skønnere Ting skal han vide, som huer en Bjærgpige bedst!

Jeg selv var glædes-smykket.

Jeg elsked og lønlig led, tilbad den grumme Ellidas iskolde Dejlighed.

Jeg kom fra en lykkelig Fest, hvor selv jeg var lidet beundret.

Et Purpurglimt af min Silkehose frem under Kappen gled.

Saa ved jeg ikke hvad;

om det var min Stemme, hun kendte!

Bjærgpigen standsede glad . . . Og Doris, som ogsaa led, fordi hun haded sin Præst, hun blussede rød og hed.

Jeg saa’, jeg var elsket af Doris.

Men vil I nu vide Besked:

der hændte mig et Under, hvorover jeg ofte grunder,

og havde jeg vidst det i Tide, jeg havde vel næppe haft Mod

at røve den Bjærgpiges Fred.

For uhørt, maa I vide, var Bjærgpigens Artighed.

Da Doris saa’ mine festlige Sko og gav bag Kappen paa Fløjlet Agt

i

^v

• * .

>■»

. * ?

n

* •» o V V- rt

med Øjne store af Bjærgboens Tro,

da var det, hun drog mig med sagte Magt, da bad hun at se mig i al min Pragt,

før i Bjærgene hun gik til Ro.

Jeg fulgte hende med tyste Fjed langt udenfor Byen til Stedet,

hvor Bjærgpigen bor. Jeg glæded et ydmygt Hjærte derved.

Og da jeg var smykket til Bejlerfærd for én, som ikke var Pynten værd, jeg skænked mine Perler til Doris.

Men hører nu ogsaa det artige med om Kvinden fra Fjældet, det grove!

Hører det, Bjærge og Skove!

Hør det ogsaa, du tavse Gud, som vogter de uskrevne L ove!

Den faamælte Doris, der skyed sin Præst, bød mig, der var klædt som en Brudgom,

til Gæst.

Hun bad end ej om Betænkningsstund, da den, hun beundrede, tog hendes Mund i den friske, kolde Alkove.

Og Bjærgpigen Doris var Jomfru.

Min skønne Førstefødsels-Ret

fandt jeg ved Bjærgpigens Hjærte tæt —

9 9

> som kyssed Naturens Guddom min Mund

p og fremdrog fra sine Skabes Bund en Æresgave, et nyt Klenod:

»Du pryded mit Taffel, jeg takker dig, Gæst.

I* Det bedste til den, som jeg lider bedst!

Forsmaar dig nu nogen, da vær ved Mod, se, Vejen til Bjærgpigens Kammer

er ikke Lærdom, men Flammer,

j den gridske Bejler skal intet naa,

i men den, som har Bryllupsklædningen paa.«

VA LF A R T.

T det vildeste Bjærgpas i Spanien JL har jeg set Mylady paa sit Muldyr, som blev ført af Barberen i Sevilla.

Hun var mere sort end sin Skygge.

Hendes Lokker var sorte,

hendes Ansigt var graat.

Hendes Hjærte var et gammelt Træ

paa mere ondt end godt.

Og dog med Lastens mørke * forvitrende Skrift det var, som hun talte

til min helligste Drift.

Hun talte til en Sødme,

hun havde selv forraadt —

s

(der var en dunkel Rødme

paa begge Kinder saa’t).

Hun lyste: som af Solglans

en sprukken Kongemur.

Der fandtes Ørnereder

i den gamle Kongemur.

VED E T VA N D F A LD .

T_Ter males Mel, her males Vand, X 1 her males Daarskab og Forstand tilbage til den store Strand.

\

\

If

i i

i

H V A D JEG D R Ø M T E OM N A T T E N P A A B JÆ R G E T .

T Helvedes Gruber JL der sidder Fanden og holder bestandig Blaa og har Spenderbuxer paa.

Og Fandens Tærner

gaar Fanden til Haande og slipper ingen Svend,

men beder: »Kys mig igen!«

Ovnen er hed nok,

og Bænken er bred nok

— i Helved er intet smalt.

Tærnerne sørger for alt.

I Helvedes Gruber der sidder Fanden

og synger ved sit Glas.

Han bød ogsaa mig en Plads.

i o 3

Han ejer en Presse,

hvor talløse Axer løb rundt:

den trykker et Dagblad,

som udgaar hvert tredje Sekund.

De verdenserobrende Valser evindelig Bladene spyr,

der sendes til hundrede Byr af tusinde Piger, som falser.

Han viste mig Bladet

og priste Principet som sundt og loved mig Guld for at skrive Forskellig Slags Ondt.

Men da jeg rejste mig brat og betalte,

da lød der et Helvedes-Hyl;

fordi jeg sagde, at jeg var indbragt

for tidlig paa dette Asyl.

)

J

;; ;

1 0 4

D E V A L F A R T E N D E SM AAPIGERS LE G M E N S M Ø D R E N E VAR TIL MESSE.

Tnfantinden har besluttet X tire, ture, lire, lei!

at hvert Pigebarn i Riget

skal med Anstand neje sig. . Møder vi en klodset Bejler,

giver vi ham flygtig Tro.

Vi skal frem for Infantinden, neje let i fine Sko.

Infantinden nejer aldrig.

Hendes Øjne er som Kul.

Huden er som hvide Perler;

ingen Bejler er hun huld.

Jeg er ingen Infantinde,

men jeg er af bedste Blod, ser man paa min lange Flætning,

ser man paa min fine Fod.

i o 5

Er jeg fattig klædt og ingen nejer hilsende for mig:

som ved Hoffet i Cordova for de andre nejer jeg.

Har jeg nejet femten Somre fuld af Anstand og Maner, faar jeg nok et Slot i Spanien,

og da nejer jeg ej mer.

Fa’er var Skipper. Skibe, Slotte tabte han en Nat i Spil.

Hvad man taber let og lystig,

vinder man, naar Skæbnen vil.

Jeg er kun en Fiskerpige,

gaar omkring og sælger Fisk.

Men jeg tvætter mig og Hætter, ventende, min lange Pisk.

io6

I D E N H E LLIG E K IL D E S KIRKE.

M

en som Fredens Fyrste staar ved Mørkets Side

Kristus i sin Dragt, den lange, foldevide.

Bort fra Panden Haaret som en Kvindes ruller og med Skægget blandes over Bryst og Skulder.

Dersom Fristeren er højest, hedest,

af de tvende Frelseren er hærdebredest.

Midt i ydre Armod synes tyst han smile med sin trygge Rigdom, med sin søde Hvile.

Mælk og Mildheds Honning fik hans Ord i Eje, og han elsker Ensomhedens vilde Veje, at se Fugle flyve, drikke Vand af Bækken, bruge Himlens Stjærneblaa til Sengedækken.

a f t e n s l o t t e.

jærgenes og Kystens [ j dæmrende Beaanding

bringer mine Tanker til min Drømmedronning.

Aftenvinden blafrer med min Kappes Pjalt,

Himmelblaaet vifter sagte Havets Salt.

Hvor min Skønne’ bygger, hvor min Dronning bor,

viser Aftnens Guldsand hendes Fødders Spor.

Hendes Øjne gruble, hendes Læber spotte,

Dronning i det aller- luftigste af Slotte —

io8

Evig risler Tidens vedbendgrønne Urne.

Evig ung hun klæder Trone og Kothurne.

Ofte har hun bedt mig til sit rige - Bord . . .

I vort Bæger spejles Hav og Luft og Jord.

P O E T E N S B Ø N P A A B JÆ R G E T.

IV /Tens Pilgrimme knæled paa Rad XVjL deroppe i Bjærgkirkens Hvide, da trak han sig lidt til en Side,

den fattige Digter, og bad:

»Hermes, stormægtige GUD for alle, som lyve og rane,

jeg ofrer dig Blodet af en Hane, jeg skænker dig Nerven af en Stud.

»Giv mig det høje Parnas!

Lad min Aande lugte daarlig, men gør mig løgnagtig alvorlig, som det er GUDEN til Pas!

»Gør min frygtsomme Muse drægtig, gør mig med Haar og Hud

skinhellig og andægtig,

*

som det behager GUD!

»Giv kun de Andre Talent, men lær mig at sladre og lyve, støt mig, du GUD for Tyve!

Jeg er en flittig Skribent.

»Jeg be’r dig desuden, GUDI

— thi ak Krapylet yngler — blandt mine Naboslyngler

at slette de farligste ud.

»at Bogen endnu ej kold sit næste Oplag nyder

og mine Løgnedyder

maa bære hundred Fold!«

LO V SPR O G O M U N Y T T IG K I V (fundne ved en Bjærgkilde) .

Til en katolsk Ven.

T_Jv o der kives med sin Ven A X om en Oxe

skal være forbandet af ærlige Mænd,

og hans Græs skal ej gro og hans Hjord ikke voxe.

Men hvo der giver Oxen hen for sin Ven

skal finde den hisset i Himlen igen.

Hvo som kives med sit Folk, men forsøger at flygte,

skal dø paa en Lygte.

Herimod: hvis han kækt holder Stand, skal han miste sit Rygte.

Hvo der kives med Kejseren.

Hvis han ej biir forliget:

han skal bøde fire Lod Sølv

og klynges op i den højeste Galge til Skræk for de øvrige Rævebalge,

som er udi Riget.

Men hvo der kives med sin Elskede skal føres til Helvedes Porte.

Thi Pinslens Steder er forlods gjorte for den Art Skurke og onde Narre.

Henstrakt ved Livets leende Kilder Besøgeisens lyse Stund de forspilder og giver alt her paa Jorden Bevis.

at de ikke har Tilhold i Paradis.

H 3

PA A N E D F A R T.

T

det vildeste Bjærgpas i Spanien

X har jeg genset Mylady paa sit Muldyr, som blev ført af Barberen i Sevilla

mellem Klipper, der flimred som Kvægsølv.

Hun var lige saa sort som sit Muldyr, hun var mere sort end sin Skygge.

I den første Taverne gjorde hun Mulæseldriverens Lykke.

S IL H U E T A F E N M U L Æ S E L D R I VER.

p v e n daarlige Tjener Onofrio,

I J han stjal sin Fyrstes Krondiamanter, han jog sin Herre en Dolk i Ryggen

og tog ej paa Dronningens Fløjl med Vanter.

Den daarlige Tjener Onofrio,

da han var umulig paa alle Kanter, stak han i Søen og tog en Fregat med tredve Slavinder og ti Elefanter.

Den daarlige Tjener Onofrio,

han drukned i Blod først de gamle Tanter, men alle de unge og smukke blev sendt som Skænk til de fremmede Magters Ge­

sandter.

Den daarlige Tjener Onofrio

var vild som en Løve og grum som en Panter.

Han ranede Shahen af Persiens Brud, men brød sig ikke om hendes Brillanter.

I 'i

, !

./

I

1

Ai

>5

n 5

. . . Den daarlige Tjener Onofrio,

han udviste, kort sagt, en sjælden Iver og endte til sidst i en døsig Provins som en maadelig Mulæseldriver.

1

i

I I

i 8*

RUNER.

O orbet og brune Øjne,

^ 3 og fine Kys, man nipper fra røde, duftende Læber, en Silketunica!

Viften, som sagte svipper og Kindens Hede svaler, mens Lidenskaben taler sit lingua runica.

SE, E N GUD . . .

Q e , en Gud gaar gennem Verden, aander paa de unge Blomster, aander paa de unge Kvinder . . . Alle deres Kys biir Roser.

Ingen Iris med sit Sværdblad svømmer i en stenhvid Vase

frisk som — nærved Guden — Diane, dette Barn fra Seine-et-Oise.

Ingen yppig Blomst fra Hebron sænker blussende sin Pande

ømt som Rose, skælver, brister . . .

»Før mig, Guddom, Elsker, Fristeri

»Guddom, lad mig dvæle, sove, thi en Drøm har fyldt mit Hjærte.

Ude bruser Nattens Skove, tyst og bred er din Alkove.«

Men i denne vage Verdens Drømmeskum og Viljesbobler er det tit et fattigt Minde, som to Hjærter kærest kobler.

M E N S JEG RE JSE R M OD NORD.

A lt, hvad jeg længes efter,

± \ og som jeg ikke kan naa, det findes i Venedig,

Byen, jeg aldrig saa’.

Venedig, en rødblond Skønhed, mægtig som Nuets Lyst, ny som et ubrudt Marmor fra den karrariske Kyst.

Italiens Hovedsmykke

og Adrias gyldne Laasl

Og her begynder den Lykke, som ingensinde naas . . .

Den hellige Forventning,

der gror i Hjærternes Grund,

er gemt ved Venedigs Hjærte . . . Der vilde den kysse min Mund.

H 9

K V IN D E R N E NORDFRA.

T ) a a Ski har vi faret og Slæde, 1 naar Midnats-Maanen vælded, og hørt det klinge i Fj ældet

I

%

har ejet den brusende Glæde og mindes den viltre Latter af Dovrekongens Datter.

Naar Fjældets Kongedøtre i side Pelsværkskaaber

får Langfart med os Taaber — bar Nogle gamle Søljer

helt oppe fra Trøndelagen

og skinned »som lyse Dagen«, men der var Andre mørke, med ravnedunkle Manker som Diademer af Tanker 1

Saa stærkt kan Livet leves i Ordenes Æventyrdømme,

at Klipperne selv synes Drømme.

Og kun et Tilfælde værged, at vi fandt Fjældporten aaben og blev syv Aar i Bjærget.

Vi har rejst ved Midnatstide og hørt det klinge i Fjældet og lyttet til Fossevældet.

De ligned en stærkere Fortids slædefarende Ætter,

Afkom af Guder og Jætter.

Men Brødrene saa jeg aldrig.

Kun Nattesne, som vælder, kun Kvinder og Kanebjælder!

Min Tunge bliver modig,

saa tit en Gaade mig brænder, hvis Løsning jeg ikke kender.

Jeg raabte: »Hvilken Skaber lod slige Skikkelser ælte?

til Bytte for hvilke Helte?

»For Hærmænd i Sejersskjorte?

— thi der, hvor Bruden findes, er Brudgommen ej langt borte.«

Da lød fra de haarfagre Skønne med oldtidsagtig Grumhed

en Latter, der slog mig med Stumhed:

»Vi har ej Broder i Live,

ej Husbond — som du tænker — Og vi er Nordens Enker.«

Jeg havde drømt: nu tændes, naar de med Heltene mødes,

den Ild, hvoraf Verden skal glødes.

Jeg staar her endnu og grubler,

til Skægget biir graat paa Hagen . . . Jeg længes mod Trøndelagen.

TIL E N B L O N D K V IN D E .

T ^ v e tapre Longobarder

i J

de gled paa deres Skjolde ned over de høje Alper

og stod paa romersk Jord.

De rystede Sneen af Haaret, de hørte fremmed Tale,

og Vælsklands Nattergale hilste dem, hvor de for.

I dybe, trange Dale

stod Sydens ranke Kvinder, stirred mod Bjærgets Tinder og ventede Mænd fra Nord.

De er ej Datter af Syden, nej longobardisk Kvinde I med Deres Gletscher-Øjne og nordisk blege Haar.

Dog ejer De, Veninde, den Blikkets stolte Højde,

som dristig til Bjærgets Tinde fra Dalens Dybder naar,

1 2 3

■ i ■

PB> a . T |ljH

1il]

4

II

(

I

h

— ejer den kolde Tavshed af gammel stridbar Stamme (saa skændig bidt til Skamme) og Hjærtet, som forstaar.

Skønt jeg er ingen Stridsmand, jeg kom over Bjærges Kamme

fra Sydens Sol og Flamme til Nordens Dale op.

I disse Taager finder

jeg én som hine Kvinder, der kaared til sin Brudgom en Helt fra Alpens Top.

Hvis vi er lige Parter,

jeg kender Kvindens Ønske:

at føde Longobarder.

Før an! Jeg følger Trop.

i

i

il

inti

i-A F T E N Pi-A i-A K U L L E N

T"^v et gamle Nord med sine Graastens-Kyster,

L J

Rovfuglereder, Fribytterlyster.

Alle de grønne Steder fortælle

om nyfødt Dag og umindelig Ælde.

Med Klippens Revner, med Havets Rullen, hvor elsker jeg dig, du kullede Kulien l

Aftenen sænker sig, Skyerne graane over de græsklædte Sletter i Skaane, Hugorm i Lyng og Bien i Kube!

Troldene vaagner i Bjærgets Grube.

Jeg elsker det Bjærg med dets Runeskrift. ' Mit Hjærte var anlagt for Bjærgværksdrift. I

\

I 2 5

Her staar i Graniten et Æventyr

om Guder og Jætter og hedenske Dyr, om Bondens Brud, som sig daarlig værged og aad sin Nadver hos Trolden i Bjærget.

Her skjules det Sværd af kostbar Ærts, som hugger en Klippe igennem paa tværs.

Men Stenen er død. Nej havde jeg Sværdet, i Graasten* prøvet, i Troldsejd hærdet

(mit Hjærte er anlagt for Bjærgværksdrift), da skrev jeg en dybere, levende Skrift til Kildespring fra Granit kunde melde, at grønnere Dag skulde dække dens Ælde.

F YLG IE .

T_Tvor kommer de fra?

J 1 saa ranke Fjed

o g Blik med saa dybe Spil.

Det er, som jeg laa i Moders Liv og fødtes én Gang til.

Hvor kommer de fra?

saa stor en Væxt

og denne Holdningens Pral,

som gør, at jeg gaar i mig selv igen og fødes med dobbelt Kval.

Hvor kommer de fra

i saa arm en Tid og i saa sen en Stund?

de stolte Læber, jeg tørstede mod, før Vantro skæmmed min Mund.

Hvor kommer du fra,

du Fylgie af Staal,

og hvor har du legt Skjul?

Jeg griber og smeder dig ind i mit Sværd, jeg lægger dit Jærn om mit Hjul.

Jeg kan ikke age

med dig af Sted

og juble nær din Barm.

Jeg spænder dig ind i mit Lykkehjul, du drager min Sejerskarm.

E V A N G E L I UM.

F

oraarl Jeg bliver altid

først mig, naar Vaaren er nær.

Min eneste Grund til at være var dette Foraars-Begær.

Det væsenlige af mig det er mit Foraars-Begær.

Paaske — de graablaa Dage, Vaarsæd og Naaletrær, Bøgeskoven visnet,

isnet af Foraars-Begær!

Det er mit Kors og mit Vievand det isnende Foraars-Begær.

Foraar — Sne og Violer,

Langfredags skarpe Blæst;

er Jorden sort og frossen, vaares Hjærterne bedst.

Et Judas-Kys paa min Læbe

af Foraar, som hvisker: korsfæst!

i 11—*"!■

129

Og hvad jeg ønsker vinder sit dybe, stærke Skær.

Min eneste Adkomst og Æ re det er mit Foraars-Begær.

Med Tiden vil Verden være saa rig som i mit Begær.

■■i

s t i

?S

il

\\ft

1

Foraars-Enge og Pile treer !

Findes der gronnere L an d end her ? Solen lidt søvnig, Stranden lid t sur.

Intet forh astet — A lting N a tu r.

i -r <

T ^ v e t tørre Foraar i Skoven,

L

J førend det Grønne kommer, er egenlig min Skærsommer.

Der er saa lydt overalt, kun Kragens Skrat foroven og Karlen ude bag Ploven.

Jeg finder i Kragens Tale

mer nøgen Vaar end hos tyve bestilte Nattergale.

Kællinger sanker Kvas;

ved alle .Veje og Skrænter staar Bukkar-Børn og venter.

En Promeneren og Gaaen.

Jeg staar for at sole min Hud paa Broen og stirrer i Aaen.

Den gamle Herredsfoged

N

smiler og sagtner noget:

»Min Gud, vil De styrte Dem ud?«

Jeg sidder, hvor Grøften løber

bag Skoven. Der vaagner paa ny i mig en Kandestøber.

Her sad jeg tro mod min Rolle i Fjor og skrev en »Satire

ved en forladt Kasserolle.«

Det er mig en Vane at lure, hvad Købstaden siger paa Ture, hvor Damerne stadse og kure.

Med Roe-Industri, Ølbryggeri, en By med syvtusind Sjæle og tre Avisers Drøvtyggeri.

Jeg læser fra Byraadets Møder hvert Ord, som er sagt d e ri. . .

Jeg er glad for vort Andels-Slagteri.

Nu er her for megen Fred, Kommunen savner sin 'gamle og fyrige Kobbersmed.

Hvor fordum Czar Peter har spist, staar endnu det skæve Hjørne

omvaklet af Markedets Bjørne.

Hvor Venstre og Højre holdt Valg og sloges om Rigsdagsmanden, mens Drengene tamped hinanden er Jærnene taget af Essen

og Dommeren hensynsfuld,

hver Gang han dømmer Pressen.

Dog kender jeg Falsters Bønder, naar Venstrekuglerne piber,

naar Valget er nær og det kniber.

Imens jeg gaar og lytter paa mine lokale Ture,

og Damerne stadse og kure

i

■ M ' ! *

■ i l *

I ,

%

’U

t

. , 1 M

r',.

;

der byttes med Gaarde og Gods, der tales om nye Partier.

Jeg elsker mit fjorgamle Mos.

Ja, takket en genfunden Lykke fra mine helt mosgrønne Dage er Mos og er Vers vendt tilbage:

Hun smiler — naar Lærkerne slaar ømt, med Violer i Hatten,

som var det i G aar, hun var atten.

Hun samler sin Dragt og kommer og ser — naar i Grøftens Vand jeg øj ner en hankeløs Spand.

De skov- og mosklædte Kyster er bievne — hvad end de hedder for mig som Arkadiens Bredder.

Og hjemkommen hører jeg fjærne Lærker fremdeles kvidre

i Hjørnerne af min Hjærne.

Nu planlægger København de nye Teatersæsoner*,

man omstyrter Troner og Konger.

Den nyeste Digter, som brænder af trodsig Tro paa sin Bog,

gaar høflig og trykker Hænder.

O, glade Foraars-Haab I De største Malere bener

omkring til de mindste Mæcener.

I Fald København var Rom, og var Mæcenas min Ven,

og laante Horats mig sin Pen — jeg tror ej mere, jeg kom,

om selve Augustus mig vinked, og Julia ventede sminket.

Der løber min Ven X. X.

og modtager hundred om Dagen og bliver saa bleg som et Lagen.

Der sidder min Ven X. X.

og rækker Poeterne Kransen og fælder mod X. X. Lansen.