I besættelsens tegn

Stat og udsatte grupper 1939-45

Der var travlhed om morgenen den 21. august 1939 foran Københavns Universitets hovedbygning på Frue Plads. Den ene bil efter den anden kørte op foran hovedindgangen og satte passagerer af, samtidig med at spredte grupper af mennesker kom ind på pladsen til fods. De mange mænd i mørke og lyse jakkesæt og de mere fåtallige kvinder i lange kjoler var alle på vej til åbningen af den tredje internationale neurolog-kongres i København.¹¹³ Den store kongres havde ført læger fra mere end 25 lande til hovedstaden, hvor de skulle høre om de seneste landvindinger inden for neurologi og psykiatri.

Ud over forskerne var flere journalister dukket op på Frue Plads for at følge kongressen, der allerede i dagene op til åbningen havde haft dagbladenes bevågenhed. Aviserne havde samtidig været optaget af Hitler-Tysklands oprustning, og på grund af truslen fra syd havde kongressens arrangører også haft møder med Udenrigsministeriet i ugen op til åbningsdagen. I ministeriet var faren for krig dog ikke blevet betragtet som overhængende, og det store arrangement, der blev overværet af Kong Christian d. 10. og fungerende statsminister Vilhelm Buhl, kunne som planlagt løbe af stablen den 21. august.

Kongressen skulle især blive husket for tre ting: krigstruslen og to nye behandlingsmetoder, som på flere måder skulle forandre dansk psykiatri og åndssvageforsorg.

Blandt de mange hjerneforskere, som strømmede til møderne i universitetets seks

auditorier, var læger fra de danske sindssygehospitaler og åndssvageforsorgen godt repræsenteret.

Nogle lagde vejen forbi auditorium E, hvor italienerne Ugo Cerletti og Lucio Bini skulle fortælle om deres erfaringer med den ny behandling, som de havde introduceret på den psykiatriske universitetsklinik i Rom. I april 1938 havde de for første gang ved hjælp af elektricitet fremkaldt kramper hos en patient, og Cerletti havde givet behandlingen navnet ”elektrochok”. I universitetets vestibule studerede andre danskere amerikaneren Walter Freemans plancher om en anden terapi:

lobotomien eller ”det hvide snit”, som han havde videreudviklet sammen med kirurgen James Watts.¹¹⁴ Freeman skulle selv præsentere behandlingens resultater i et senere foredrag på kongressen.

Deltagerne ved den tredje internationale neurologiske kongres i København i 1939. Med lys jakke som nr. 2 fra venstre skimtes amerikaneren Walter Freeman. I modsatte side ved lygtepælen også med lys jakke og

med papir og hat i hånden ses opfinder af elektrochokket Ugo Cerletti.

(Medicinsk Museion)

Walter Freemans eksperimenter med det hvide snit havde ligesom elektrochokket nyhedens

karakter i 1939. Selvom behandlingen oprindeligt var blevet opfundet i Portugal af neurologen Egas Moniz i 1935, havde de portugisiske forsøg ikke med det samme tiltrukket sig opmærksomhed.¹¹⁵ I de danske lægelige fagtidsskrifter, som bragte neurologiske og psykiatriske artikler, var lobotomi ikke tidligere blevet nævnt; og før kongressen havde blot en enkelt lille notits indsneget sig i det fælles skandinaviske fagtidsskrift Nordisk Medicin, hvor den svenske praktiserende læge Nils Nielsen skrev et referat på fem linjer af en af Freeman og Watts artikler. Den svenske læge hæftede sig kort ved de gode resultater, men også ved behandlingens ”heroiske” karakter, da 5 % af

patienterne var døde som følge af indgrebet.¹¹⁶

Da Walter Freeman præsenterede lobotomien på kongressen i København, kunne han fortælle om behandlingen af i alt 54 amerikanske patienter. Resultaterne var opmuntrende, forklarede Freeman, men han lagde ikke skjul på, at behandlingen også havde bivirkninger.

Patienterne var blevet observeret nøje, og i nogle tilfælde havde det været muligt at følge den øjeblikkelige virkning af det kirurgiske indgreb hos ”samarbejdsvillige patienter”, der kun var lokalbedøvede under operationen. Ved det første snit i hovedbunden var disse patienter ofte angste, men frygten synes at fortage sig, som operationen skred frem. Mens borehullerne gennem

hjerneskallen blev lavet, førte han en samtale med patienterne, der blev bedt om at gentage kendte vers, alfabetet eller foretage regnestykker. Under konversationen blev kniven ført ind gennem hullerne i kraniet til det følelsesløse hjernevæv, hvor et vifteformet snit i den hvide substans blev foretaget i begge hjernehalvdele. Ved det sidste snit, som fuldendte lobotomien, skete der en bemærkelsesværdig ændring hos patienterne, fortalte Freeman, og ”al urolighed, angst og nervøs

spænding” forsvandt øjeblikkeligt. Patienterne sank ned i en stille, passiv tilstand og kunne ikke længere føre en samtale. Puls og blodtrykket faldt, ansigtet blev rødligt og meget svedigt, hænder og fødder varme, og operationen blev afsluttet med patienten i en sløvhedstilstand.¹¹⁷

I dagene efter operationen kunne patienterne stadig være konfuse, stærkt søvnige og kom ofte til at tisse i sengen. Hvis der i løbet af et par dage kom en opklaring, ville resultatet af

operationen sandsynligvis blive godt. Men hvis der stadig var ufrivillig vandladning, desorientering og træthed to uger efter lobotomien, ville patienten givetvis blive ”en følelsesmæssigt affladet, euforisk, sløv, uduelig drivert”, som bare ville leve ”fra dag til dag i en tilstand af munter ligegyldighed”, forklarede den amerikanske neurolog.¹¹⁸

Den bedste virkning havde lobotomierne på patienter, der var præget af angst, tvangstanker og nervøsitet, berettede Freeman. Efter operationen var patienterne ikke plaget af deres tidligere tankemønstre, og de havde ikke længere den samme stærke følelsesmæssige reaktion på ting, som tidligere pinte dem. Selvmordstanker og hypokondri kunne helt forsvinde. Men de hvide snit kunne også medføre ”ufordelagtige symptomer”, understregede han. ”Vedvarende eufori, aggressivitet, svækket dømmekraft, inkontinens og fjogethed” kunne være nogle af de uheldige følger. Og der kunne også komme komplikationer som vægtforøgelse, kramper og besvimelsesanfald efter operationen. De intellektuelle funktioner og hukommelsen blev dog ikke skadet af indgrebet, men evnen til planlægning kunne blive nedsat. Der var med lobotomien altid ”en pris”, som patienterne måtte betale for lettelsen af deres sygdom, fortalte Freeman til sidst i sit oplæg på kongressen.¹¹⁹

I sin dagbog noterede Walter Freeman, at hans foredrag på kongressen ikke med det samme havde vakt interesse. Kongressen var præget af den usikre situation i Europa, og frem for

neurologiske emner var det mere risikoen for krig, som deltagerne talte om.¹²⁰

Men Walter Freemans oplæg på blev dog bemærket af danske hjerneforskere. Kort efter kongressen blev de første forsøg med behandlingen udført af neurologen Haagen Jessen på Sct.

Joseph Hospitalet i Århus, og i løbet af nogle år blev flere tusinde operationer foretaget på danske patienter fra psykiatrien og åndssvageforsorgen. På sigt fik brugen af det hvide snit så stort et omfang, at Danmark blev det land i verden med det største antal lobotomier i forhold til befolkningsstørrelsen.¹²¹

Samme dag, som Walter Freeman fortalte om sine eksperimenter, holdt Ugo Cerletti og Lucio Bini deres oplæg i universitetets auditorium E. Ligesom lobotomien havde elektrochokket ikke været videre omtalt i 1939, og Cerletti havde selv været forsigtig med at oplyse vidt og bredt om sin nye opfindelse. Efter de første eksperimenter i 1938 ventede han således to år med at udgive

en bog om behandlingen, da han frygtede, at terapien ville blive brugt helt ukritisk af overivrige imitatorer, som kunne gøre mere skade end gavn.¹²²

Elektrochokbehandlingen var blevet opfundet på den psykiatriske universitetsklinik i Rom, hvor Ugo Cerletti var professor. De to italienere havde eksperimenteret med dyreforsøg, hvor de forsøgte at fremkalde krampeanfald hos hunde ved at give dem elektriske stød med to elektroder.

Med et apparat konstrueret af Bini fik de ofte de ønskede anfald, men mange af dyrene døde af behandlingen. En mindre dødbringende metode blev først udviklet af Cerletti og Bini, efter de havde fundet ud af, at dødsfaldene skete, når elektriciteten passerede gennem hjerteregionen på dyrene. Ved at placere elektroderne på begge sider af hovedet på hundene, kunne de elektriske stød gives, uden at det slog dyrene ihjel.

Efter denne opdagelse foretog Cerletti og Bini de første forberedelser til en afprøvning af behandlingen på mennesker, og den 11. april blev elektrochokket udført på en patient, der kort forinden var blevet indlagt på klinikken i Rom.¹²³

Da Lucio Bini, som den første af de to italienere, indtog talerstolen på Københavns Universitet i august 1939, var antallet af forsøg med behandlingen vokset betragteligt, og i

foredraget på kongressen kunne Bini fortælle, at der på klinikken i Rom til dato var blevet foretaget

”3.000 elektrochok”. Behandlingen blev udført med et apparat, hvor der som regel blev givet chok med 130 til 145 volt i en tiendedel sekund. Spændingen kunne reguleres yderligere ligesom intervallet kunne øges til 0,5 sekund, hvis krampeanfaldet ikke indtraf. Behandlingen var ikke risikabel, hævdede Bini, der afsluttede sit oplæg ved at fremhæve, at de 3.000 elektrochok var blevet udført ”uden skader eller komplikationer”.¹²⁴

Den italienske nyskabelse blev også bemærket af den danske presse, der betegnede den nye chokbehandling som en af kongressens ”sensationer”, og det varede heller ikke længe, inden de første danske eksperimenter blev udført.¹²⁵ Den 15. november 1940 på Bispebjerg Hospital blev det første stød givet, og i de efterfølgende to måneder blev der foretaget 200 elektrochok fordelt på 26 patienter. I løbet af få år havde samtlige psykiatriske hospitaler forsøgt sig med behandlingen, der fik en meget stor udbredelse i Danmark.¹²⁶

Ligesom under kongressen fik både elektrochok og det hvide snit i den følgende tid positiv omtale i den danske presse, og begge behandlinger havde en central rolle i lægernes bestræbelser på at forbedre offentlighedens opfattelse af psykiatrien. Som andre af periodens terapeutiske

nyskabelser indgik de i en større fortælling om revolutionerende lægevidenskabelige fremskridt, der kom patienterne i særforsorgen til gavn.

Dagen efter Ugo Cerletti og Lucio Binis foredrag sluttede kongressen, og bekymringen om en kommende krig skulle kort efter vise sig velbegrundet. Allerede på kongressens anden dag var ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjet blevet annonceret, og en uge efter kongressens afslutning rykkede tyske tropper ind i Polen, hvorefter 2. Verdenskrig brød ud. På dansk grund holdt befolkningen vejret frem til den 9. april 1940, hvor krigen for alvor blev nærværende med Operation Weserübung-Süd, som resulterede i den tyske besættelse af Danmark.

Flødeskumsfronten

De danske institutioner under særforsorgen og børneforsorgen oplevede dog ikke radikale ændringer i tiden under og lige efter besættelsen. Problemerne handlede mest om rationering af kosten og i vintermånederne om den bidende kulde, som prægede krigsårene. Fra 1939 til 1942 oplevede danskerne de koldeste vintre i mands minde med den hidtil laveste temperatur i Silkeborg den 29. januar 1942, hvor termometeret viste -31ºC. På særforsorgens institutioner måtte man ofte fyre med brunkul og kul, og temperaturen på afdelinger og sovesale var nogle steder så lav, at enkelte patienter begyndte at klage over forholdene.¹²⁷

Men i forhold til andre lande, som blev invaderet af tyskerne under krigen, lå de danske gener med frost og fødevarer trods alt ikke i den tunge ende af skalaen. Den tyske besættelsesmagt lagde ingen hård kurs over for de danske afvigergrupper, der blev forskånet for de rædsler, som mange oplevede syd for grænsen. I Tyskland var ideen om ”dødshjælp” til de sindssyge allerede blevet ført ud i livet med ”T4-programmet” i oktober 1939; og i perioden frem til 1945 blev over 180.000 tyske patienter enten gasset, udsultet, skudt eller fik dødbringende indsprøjtninger. Også handicappede børn var blandt de mange ofre for T4-programmet, og det anslås, at mindst 5.000 børn blev dræbt frem til 1941. I besatte lande som Polen fulgte tyskerne en ligeså morderisk linje og tømte sindssygehospitalerne for patienter, der blev gasset ihjel i store tillukkede lastvogne eller mejet ned med maskingeværer. Samme skæbne overgik patienter i Baltikum, Ukraine og andre østeuropæiske lande. I Frankrig led over 40.000 psykiatriske patienter en mere langtrukken død, da de i stedet sultede ihjel under den tyske besættelse, og det samme skete i lande som Italien og Grækenland, hvor halvdelen af de indlagte patienter omkom under krigen.¹²⁸

Set i dette perspektiv slap Danmarks åndssvageforsorg, børneforsorg og

sindssygehospitaler mere end nådigt fra mødet med de tyske soldater. Der var ikke nogen stigning i antallet af dødsfald på de psykiatriske hospitaler, og der blev ikke rapporteret om større konflikter

mellem den tyske besættelsesmagt og de ansatte i særforsorgen.¹²⁹ De fleste steder kunne man fortsætte arbejdet som hidtil. Tyskerne blandede sig i det hele taget kun nødigt i institutionernes gøremål og ligesom med andre dele af det danske samfund, ønskede den tyske værnemagt færrest mulige problemer på ”flødeskumsfronten” i Danmark.

Først i slutningen af 2. Verdenskrig foretog det tyske sikkerhedspoliti aktioner mod uønskede grupper af danske ”asociale” og ”vaneforbrydere”, der havde været engageret i sortbørshandel og anden kriminalitet. Fra september 1944 til januar 1945 blev omkring 430

”asociale” sendt til koncentrationslejren Neuengammen nær Hamburg, hvor ca. 140 af de

tilfangetagne endte deres dage. En enkelt rydning af et psykiatrisk hospital foregik også i Danmark, men karakteristik nok, skete det stilfærdigt og uden tab af menneskeliv. I april 1945 ønskede tyskerne at benytte Sindssygehospitalet i Vordingborg til sårede soldater, der skulle sejles ind med skib fra den Østpreussiske havneby Pillau (den nuværende Baltijsk i den russiske Kaliningrad-region). Men hospitalet fik en uge til at evakuere patienterne, der blev kørt med bus til andre hospitaler på Sjælland. Opholdet uden for Vordingborg blev også kortvarigt. Allerede i oktober 1945 var alle patienter tilbage i vante rammer.¹³⁰

I åndssvageforsorgen var de praktiske problemer en smule større, og på Sjælland måtte man allerede kort efter besættelsen evakuere afdelingen ”Hübertz Minde” i København. Til gengæld stod den helt nye institution Andersvænge i Slagelse næsten færdig, og de 190 beboere fra København kunne relativt let transporteres dertil. I Jylland måtte de Kellerske Anstalter efter ordre fra

Værnemagten den 3. maj 1940 afgive institutionen for kvinder på Sprogø. Tyskerne var ved

overtagelsen dog ikke helt klar over, hvad institutionen blev brugt til og troede, som overlæge H.O.

Wildenskov fra de Kellerske Anstalter bemærkede, at Sprogø var ”en dansk koncentrationslejr”.¹³¹ Selve evakueringen foregik dog i fordragelighed, og piger, husdyr og indbo fra anstalten blev sejlet over til fastlandet i fiskerbåde. Det lykkedes endda Wildenskov at opnå en aftale med tyskerne om en økonomisk kompensation for flytningen samt betaling for efterfølgende brug af Sprogø. I krigens sidste tid kom der imidlertid nye tyske krav om, at den jyske institution Sølund i februar 1944 skulle bruges til Luftwaffes hovedkvarter. Men heller ikke her var der tale om en brutal fremfærd over for beboerne på åndssvageforsorgens institutioner. Det var snarere et større problem for de ledende læger i åndssvageforsorgen at holde de kvindelige beboere fra de tyske soldater og omvendt. Pigerne stak ofte af fra anstalterne og stod i forhold til soldaterne, og da lægerne ikke længere kunne isolere pigerne på Sprogø, blev alternative løsninger som at klippe pigerne skaldede taget i brug i Vodskov og Brejning – uden at det dog afholdt pigerne fra undvige.¹³² På mændenes

anstalt på Livø dukkede et uventet problem op med de kolde isvintre, der fik fjorden rundt om øen til at fryse til. I 1940 lå isen så længe, at personalet havde svært ved at styre situationen med de frihedshungrende mænd. Opsynet måtte skærpes, og en del af de anbragte blev lagt til sengs, da man frygtede, at de ville flygte over isen.¹³³

For den danske børneforsorg lagde besættelsen en dæmper på reformplanerne, og prisstigninger og vareknaphed gjorde dagligdagen vanskelig på institutionerne. Ligesom i

åndssvageforsorgen og psykiatrien frygtede man i børneforsorgen, at værnemagten ville overtage bygningerne til brug for tyske tropper, men det skete kun i mindre udstrækning. Et større problem var det voksende antal børn, som skulle anbringes. I besættelsestiden skete der er stigning på 30 procent i anbringelserne, således at den samlede antal anbragte børn nående op på knap 15.000.

Langt den største del af børnene blev anbragt på grund af manglende forsørger, mens en tredjedel og fjerdedel var anbragt på grund af dårlige forhold i hjemmet.¹³⁴ Der opstod også en ”betydelig pladsmangel på opdragelseshjemmene”, navnlig for de store piger og drenge, da ”krigsforholdene, besættelsen og mørkelægningen har medført en forøget kriminalitet hos de unge mænd og en stigende usædelighed blandt de unge piger”.¹³⁵ Men også for de fleste andre børnegrupper var der problemer med manglende pladser. Økonomien på mange af hjemmene var samtidig dårlig, og staten måtte allerede kort efter krigens udbrud give særlige krisetilskud til børneforsorgen. De knappe ressourcer under besættelsen og den større gruppe af børn var en hæmsko for institutionerne under børneforsorgen, der allerede i de foregående år havde klaget over manglende midler.

For arbejdsanstalterne betød besættelsen også nye udfordringer. Arbejdsløsheden steg atter i 1940’erne, og kontrollen med de arbejdsløse blev skærpet, da man ville undgå misbrug af

arbejdsløshedsforsikringen og sikre, at de arbejdsløse tog det arbejde, der var at få.¹³⁶ Samtidig stillede den tyske besættelsesmagt krav om, at Danmark skulle stille arbejdskraft til rådighed for den tyske industri. Det skabte røre, ikke mindst i den danske fagbevægelse, men også på landets arbejdsanstalter mærkede man til kravet.¹³⁷ Hvervningen af tysklandsarbejderne foregik generelt på frivillig basis, men der må unægtelig have hvilet et pres på arbejdsanstalternes klienter, der intet havde at miste, både hvad angår anseelse, rettigheder, indtjenings- og fremtidsmuligheder. Det totale antal af danskere, der tog arbejde i Tyskland i perioden 1940-1945, vurderes til omkring 100.000, eller ca. 5 % af den samlede arbejdsstyrke.¹³⁸ Heriblandt var altså også et ukendt antal klienter, der var dimitteret direkte fra landets arbejdsanstalter. Fra den 18. juli 1940 til den 20.

september 1944, ved vi eksempelvis, at i alt 14 såkaldte subsistensløse mænd fra arbejdsanstalten Viebæltegaard i Svendborg dimitterede til arbejde i den tyske industri. Blikkenslagersvenden Oluf

var en af dem. Han var 52 år gammel og placeret på arbejdsafdelingen for de uværdigt trængende.

Han dimitterede til arbejde i Tyskland den 9. april 1942 og satte ikke sine ben på arbejdsanstalten igen.¹³⁹

På arbejdsanstalten Sundholm mærkede man også på anden vis til krigen. Anstaltens sygeafdeling blev inddraget til nødlazaret i 1940, og to år senere åbnede man porten for at kunne tage imod en stor gruppe husvilde familier, der var blevet evakueret efter det allierede bombeangreb på København den 27. januar 1943. Ved krigens slutning kom Sundholm desuden til at fungere som interneringsfængsel for besættelsestidens landssvigere.¹⁴⁰