Dette kapitel omhandler to typer af TTA-indsatser. For det første be-skrives resultater fra studier af indsatser, som enten helt eller delvist fo-regår på en arbejdsplads. Vi fokuserer i den forbindelse på de arbejds-pladsbaserede indsatser, som på den ene eller anden måde involverer forsikringsudbyderen – i Danmark er det kommunen (og staten) – fordi det er mest relevant ud fra et politisk perspektiv. De arbejdspladsbasere-de indsatser består meget ofte af en kombination af flere indsatser. Det kan fx være samtaler, fysisk træning, tilpasninger af arbejdsforhold eller gradvis tilbagevenden til arbejde.
For det andet beskriver vi studier af indsatser, fx revalidering, som foregår i tilknytning til den beskæftigelsespolitiske indsats. I en dansk kontekst kan indsatsen fra 2009 også omfatte aktive tilbud ifølge lov om aktiv beskæftigelsesindsats.
Nogle indsatser består i træning i at udføre specifikke arbejdsop-gaver og arbejdsfunktioner (fx Physical Conditioning Programs eller Work Hardening Programs). Disse indsatser kan have en vis tilknytning til arbejdspladsen, men da de primært består af fysisk og/eller psykisk træning, beskrives de i kapitel 5 om sundhedsmæssige indsatser.
38
MULIGE EFFEKTER
Lønmodtageres sygefravær kan skyldes et misforhold mellem den syge-meldtes kapacitet, fx helbredsmæssigt, og kravene i den sygesyge-meldtes job (Nagi, 1965; Verbrugge & Jette, 1994). Indsatser på den sygemeldtes ar-bejdsplads, fx i form af delvis tilbagevenden til arbejde og tilpasninger af arbejdsforhold, kan reducere kravene til den sygemeldte midlertidigt eller varigt og dermed øge mulighederne for, at den sygemeldte kan arbejde igen. Nogle indsatser kan tænkes at øge den sygemeldtes kapacitet og dermed mulighederne for tilbagevenden til arbejde. Det kan fx være ud-dannelser og kurser uden for arbejdspladsen eller kurser og optræning på arbejdspladsen. Herudover kan nogle indsatser, fx jobsøgningsassistance, tænkes at medføre, at den sygemeldte kommer i arbejde, hvor den syge-meldtes kapacitet bedre matcher kravene i jobbet.
INDSATSER PÅ ARBEJDSPLADSEN
I litteratursøgningen fandt vi frem til seks litteraturstudier med arbejds-pladsindsatser (Borg m.fl., 2010; Carroll m.fl., 2010; Franche m.fl., 2005;
Gabbay m.fl., 2011; Lund, 2003; Palmer m.fl., 2011; van Oostrom m.fl., 2009) og 17 enkeltstående studier (Ahlgren m.fl., 2008; Anema m.fl., 2009; Anema m.fl., 2007; Anema m.fl., 2004; Arnetz m.fl., 2003; Blonk m.fl., 2006; Gabbay m.fl., 2011; Jensen m.fl., 2005; Karjalainen m.fl., 2003; Karlson m.fl., 2010; Klink m.fl., 2003; Lambeek m.fl., 2010a;
Lambeek m.fl., 2010b; McCluskey, Burton & Main, 2006; Oostrom m.fl., 2010; Schene m.fl., 2007; Steenstra m.fl., 2006. Ud over litteraturstudier-ne af Lund (2003) og Borg m.fl. (2010), som er danske, fandt vi ingen danske studier.
De arbejdspladsbaserede indsatser forudsætter, at der er en ar-bejdsplads, som den sygemeldte kan vende tilbage til. Indsatsen omfatter ændringer af de fysiske rammer, nyt udstyr, reduceret arbejdstid, ændrin-ger i arbejdsopgaver, arbejdstidens placering eller arbejdets organisering.
Herudover indgår ofte også tilrettelæggelsen af (eventuelt gradvist) tilba-gevenden til og fastholdelse af arbejdet (TTA-koordinering).
Litteraturstudiet af Lund (2003) gennemgår randomiserede og ikke-randomiserede studier af arbejdspladsbaserede indsatser. Reviewet omfatter både studier, som måler beskæftigelse direkte, og studier, som
måler beskæftigelse indirekte som modtagelse af sygedagpenge eller ar-bejdsskadeydelse (Worker’s Compensation Benefit). I alt 16 studier ind-går i reviewet, hvoraf seks studier vurderes til at have en høj kvalitet. Ba-seret på disse studier konkluderer Lund (2003), at indsatser på arbejds-pladsen, som inkluderer tilpasninger af arbejdsforholdene, øger syge-meldtes chance for tilbagevenden til arbejde.
Reviewet af Franche m.fl. (2005) omfatter både randomiserede (RCT’s) og ikke-randomiserede studier. Forfatterne gennemgår og kvali-tetsvurderer studier af beskæftigelseseffekten af arbejdspladsbaserede indsatser for lønmodtagere, som var fraværende fra arbejde pga. muskel- og skeletbesvær eller andre smerterelaterede sygdomme. Reviewet omfat-ter både studier, som måler beskæftigelse direkte, og studier, som måler beskæftigelse indirekte. Forfatterne fokuserer på arbejdspladsbaserede indsatser, som består af en eller flere indsatser i form af tidlig kontakt mellem arbejdsgiveren og den sygemeldte (inden 3 måneder efter første fraværsdag), tilbud om tilpasninger, kontakt mellem sundhedsvæsen og arbejdsplads, besøg på arbejdspladsen med fokus på ergonomi og TTA-koordinering. 10 studier var af så god kvalitet, at de blev inddraget i re-viewet. Selvom indsatsen i alle studier bestod af mindst to elementer, konkluderer artiklen på effekten af hvert enkelt element i indsatserne.
Forfatterne konkluderer, at der er stærk evidens for, at indsatser, som omfatter henholdsvis tilbud om tilpasninger og kontakt mellem sund-hedsvæsen og arbejdsplads, øger chancen for beskæftigelse. Ligeledes konkluderer de, at der er moderat evidens for, at indsatser, som omfatter henholdsvis ”tidlig” (inden for de første 3 måneder af fraværet) kontakt mellem arbejdsgiveren og den sygemeldte, besøg på arbejdspladsen med fokus på ergonomi og TTA-koordinering, øger chancen for beskæftigelse.
Carroll m.fl. (2010) undersøger, om beskæftigelseseffekten af indsatser for sygemeldte er større, når arbejdspladsen er helt eller delvist involveret i indsatsen, end når arbejdspladsen ikke er involveret. Re-viewet omfatter otte RCT-studier og et kontrolleret studie (hvor udvæl-gelsen til indsats- og kontrolgruppe ikke sker tilfældigt). Syv studier om-handlede sygemeldte med rygsmerter, mens to studier omom-handlede sy-gemeldte med henholdsvis muskelsmerter og forskellige helbredspro-blemer. Tre af RCT-studierne er de samme, som indgår i reviewet af Oo-strom m.fl. (2009), se nedenfor. I 4 af de 9 studier bestod indsatsen af møder mellem en bedriftslæge (Occupational Health Practitioner), den sygemeldte og arbejdsgiveren eller af sådanne møder efterfulgt af
tilpas-40
ninger af arbejdsforholdene. I tre studier bestod indsatsen fortrinsvis af fysisk træning på arbejdspladsen eller af fysisk træning udviklet i forbin-delse med besøg på arbejdspladsen. Indsatserne i kontrolgrupperne be-stod af den sædvanlige indsats (Treatment as Usual), fx kliniske test og lægelig behandling. Forfatterne konkluderer, at reviewet understøtter, dels at arbejdspladsbaserede indsatser øger rygsygemeldtes chance for at komme i arbejde, dels at indsatser, som inddrager aktive, strukturerede samtaler mellem den sygemeldte, arbejdsgiveren og en bedriftslæge, er bedre end indsatser, som ikke bygger på dette element.
Oostrom m.fl. (2009) omhandler RCT-studier, som belyser ef-fekten af arbejdspladsbaserede indsatser på sygemeldtes chance for at komme i arbejde og/eller deres sygefravær. Artiklen gennemgår resulta-terne af seks undersøgelser, som omhandler sygemeldte med forskellige helbredsproblemer: rygsmerter (tre), andre muskel- og skeletproblemer (to) og mentale helbredsproblemer (et). Den arbejdspladsbaserede ind-sats bestod af mellem to og fem elementer. Ændringer i arbejdspladsens fysiske rammer eller i udstyret indgik i alle undersøgelserne, ændringer i organiseringen eller tilrettelæggelsen af arbejdet indgik i fem, TTA-koordinering indgik i fire, mens ændringer i arbejdsmiljø og arbejdsfor-hold (Working Condition) indgik i henarbejdsfor-holdsvis tre og to undersøgelser.
Effekten af disse indsatser blev sammenlignet med effekten af sædvanlig behandling eller lægelig behandling. Oostrom m.fl. (2009) konkluderer, at der er evidens af begrænset kvalitet (Moderate Quality) på, at arbejds-pladsbaserede indsatser øger beskæftigelseschancen blandt sygemeldte med muskel- og skeletbesvær, mens det på baggrund af kun et studie ikke er muligt at drage konklusioner om effekten af arbejdspladsbaserede indsatser for sygemeldte med mentale helbredsproblemer.
Det danske studie af Borg m.fl. (2010) gennemgår litteraturen om effekter af indsatser for sygemeldte med mentale helbredsproblemer, herunder arbejdspladsbaserede indsatser. I modsætning til Oostrom m.fl.
(2009) inddrager forfatterne også ikke-randomiserede studier. Borg m.fl.
(2010) fandt frem til 11 studier af indsatser rettet mod sygemeldtes tilba-gevenden til arbejde: To af studierne omhandlede ”minimale” indsatser, som primært består i information og vejledning. Fire af studierne om-handlede personorienterede indsatser, hvor en psykolog eller sagsbe-handler forsøger at øge den sygemeldtes evne til fx stresshåndtering, af-slapning, konflikthåndtering eller kommunikation. Fem af studierne om-handlede kombinerede person- og arbejdspladsorienterede indsatser
(bå-de indsatser, som foregår på arbejdspladsen, og indsatser, som foregår uden for arbejdspladsen). På grundlag af de forholdsvis få studier af ”minimale” indsatser og personorienterede indsatser konkluderer Borg m.fl. (2010), at der ikke er evidens for, at disse indsatser påvirker delta-gernes sygefravær/chance for at komme i arbejde. Derimod konkluderer reviewet, at der er indikation for, at indsatser gennemført af fagpersoner med ekspertise i arbejdsmiljø og arbejdsmarkedsforhold med fokus på person- og arbejdspladsorienterede indsatser har en positiv effekt.
Gabbay m.fl. (2011) giver en kortfattet gennemgang af resulta-terne af et review, som blev udført i forbindelse med, at det engelske in-stitut, National Institute for Health and Clinical Excellence (NICE), pub-licerede anbefalinger og retningslinjer for håndtering af langvarigt syge-fravær og uarbejdsdygtighed. Reviewet omfatter 45 studier af indsatser for at øge sygemeldtes tilbagevenden til arbejde og reducere antallet af kortvarigt sygemeldte, som bliver langvarigt sygemeldt. De studier, som indgår i reviewet, benyttede forskellige metoder (ikke kun RCT’s). Med hensyn til de arbejdspladsbaserede indsatser konkluderer forfatterne, at studier, hvor indsatsen involverer arbejdspladsen, herunder arbejdsmæs-sig rådgivning (Vocational Counselling), oftere rapporterede om positive effekter end studier af indsatser, hvor arbejdspladsen ikke er involveret.
Palmer m.fl. (2011) gennemgår og vurderer (ligeledes på bag-grund af NICE) litteraturen om effekten af bl.a. arbejdspladsbaserede indsatser for personer med muskel- og skeletbesvær. Studiet er nærmere beskrevet i kapitel 5. Af de 42 studier i reviewet omhandler 17 af dem indsatser, hvor arbejdspladsen indgår. På grundlag af studierne i reviewet beregner og sammenligner forfatterne effekten af forskellige indsatser, og de konkluderer, at arbejdspladsbaserede indsatser har en positiv be-skæftigelseseffekt, både målt i form af tilbagevenden til arbejde og syge-fravær. Ud over indsatsernes effekt på tilbagevenden til arbejde beregner Palmer m.fl. (2011) indsatsernes effekt på sygefraværets varighed, hvilket giver et enkelt udtryk for effekternes størrelse. Selvom effekten af ar-bejdspladsbaserede indsatser er forholdsvis stor sammenlignet med an-dre indsatser, er effektstørrelsen forholdsvis beskeden. Medianreduktio-nen i sygefraværet var 1,64 dage pr. måned for de arbejdspladsbaserede indsatser.
Alle reviewene understøtter således, at indsatser, som i mindre eller større grad indeholder et element af arbejdspladsbaserede indsatser, øger sygemeldtes chance for at vende tilbage i arbejde.
42
ENKELTSTÅENDE STUDIER
Denne rapport fokuserer på studier om arbejdspladsbaserede indsatser, hvor forsikringsudbyderen (i Danmark er det kommuner og staten) er involveret. Baggrunden for denne afgrænsning er, at resultater fra studier, som involverer forsikringsudbyderen, må formodes at have størst rele-vans for tilrettelæggelsen af en national sygefraværsindsats i Danmark.
De gennemgåede reviews omfatter imidlertid studier om arbejdspladsba-serede indsatser, uanset om forsikringsudbyderen er involveret eller ej.
Det kan imidlertid være svært at afgøre, hvornår forsikringsudbyderen er involveret. Dels fordi det ikke altid fremgår af studierne, dels fordi an-svaret for sygefravær og indsatsen for tilbagevenden til arbejde i nogle lande er uddelegeret til andre aktører. Flere studier kommer således fra Holland, hvor arbejdsgiverne sammen med en tilknyttet lovpligtig be-driftslæge har ansvar for at sikre tilbagevenden til arbejde. På den bag-grund har vi valgt at kategorisere de hollandske studier som studier, hvor forsikringsudbyderen er involveret.
Blandt studier fra 2001 eller senere, som er gennemgået i Lund (2003), Franche m.fl. (2005), Oostrom m.fl. (2009), Carroll m.fl. (2009) og Borg m.fl. (2010), er der tilsyneladende fem studier, hvor forsikrings-udbyderen i mindre eller større grad er involveret i indsatsen, og hvor arbejdspladsen er involveret ved, at (en del af) indsatsen foregår på ar-bejdspladsen, eller arbejdsgiveren inddrages fx gennem kontakt4 (Anema m.fl., 2007; Arnetz m.fl., 2003; Blonk m.fl., 2006; Klink m.fl., 2003;
Schene m.fl., 2007.
I en dansk kontekst er studiet af Arnetz m.fl. (2003) særlig rele-vant, fordi den svenske sygefraværspolitik på flere områder minder om den danske (der er dog også forskelle, fx har svenske arbejdsgivere et større ansvar for at fastholde sygemeldte medarbejdere på virksomhe-den). Studiet, som omfatter 137 personer sygemeldt med lægediagnosti-ceret muskel- og skeletbesvær, bygger på data fra Forsikringskassen og spørgeskemaoplysninger fra de sygemeldte. Deltagerne blev tilfældigt udvalgt til indsats- og kontrolgruppe. Indsatsen bestod af tre elementer.
For det første et semistrukturet interview med fokus på den sygemeldtes sociale og beskæftigelsesmæssige situation (fx uddannelse, erhvervserfa-ring, fysiske og psykosociale jobkrav, belastninger, helbredsproblemernes
4. Studier med indsatser, hvor indsatsen kun indebærer kontakt til arbejdspladsen for en del af de sygemeldte, eller hvor den sygemeldte opfordres til selv at tage initiativ til indsatser på arbejds-pladsen, inddrages ikke.
indflydelse på arbejdsevnen samt muligheder for tilpasninger og revalide-ring). For det andet efter yderligere ca. 1 uge et møde på virksomheden med deltagelse af arbejdsgiver, den sygemeldte, Forsikringskassens op-følgningsmedarbejder og en terapeut eller ergoterapeut, hvor fysiske og psykiske belastninger blev vurderet, mens den sygemeldte udførte sæd-vanlige arbejdsopgaver og i forbindelse hermed. For det tredje blev rele-vante tiltag iværksat (ergonomiske forbedringer eller tilpasninger og gradvist øget arbejdsoptræning). Formålet med mødet på arbejdspladsen var også at tilskynde arbejdsgiveren til at udarbejde den lovpligtige reha-biliteringsvurdering (Rehabilitation Investigation), som arbejdsgiveren er pligtig til at indsende til Forsikringskassen efter senest 8 uger og herved fremskynde iværksættelse af en egentlig fastholdelsesplan (Rehabilitation Plan). Deltagerne i kontrolgruppen fik hverken tilbudt det semi-strukturerede interview hos Forsikringskassen eller besøg på arbejdsplad-sen med tilknyttede tiltag. Artiklen viser, at de sygemeldte i indsatsgrup-pen havde væsentlig mindre sygefravær det første år efter sygemeldin-gens begyndelse (145 dage) end sygemeldte i kontrolgruppen (198 dage).
Ligeledes havde sygemeldte væsentlig større sandsynlighed for at ophøre med at modtage sygedagpenge i indsatsgruppen end i kontrolgruppen (i artiklen omtales dette som en sandsynlighed for at komme i arbejde).
Studiet af Anema m.fl. (2007) omhandler hollandske lønmodta-gere, som var delvist eller fuldt sygemeldt mellem 14 og 42 dage med lænderygsmerter. Studiet bygger på spørgeskemadata. Deltagerne blev tilfældigt udvalgt til en gruppe bestående af personer, der modtog ar-bejdspladsbaserede indsatser (96 personer) og en gruppe bestående af personer, der modtog ”Treatment as Usual”(100 personer). Den ar-bejdspladsbaserede indsats, som var en tilpasset udgave af en canadisk indsats (Loisel m.fl., 1997), bestod af en vurdering af den sygemeldtes arbejdsforhold og barrierer for tilbagevenden til arbejde, og efterfølgende blev der iværksat tilpasninger af arbejdsforholdene. Både den sygemeldte, arbejdsgiveren, den alment praktiserende læge og bedriftslægen (som alle arbejdsgivere er forpligtet til at tilknytte med henblik på at forebygge sy-gefravær og øge tilbagevenden til arbejde) deltog i indsatsen. Sygemeldte i kontrolgruppen modtog sædvanlig opfølgning af deres bedriftslæge. De sygemeldte, som ikke var tilbage i arbejde efter 8 uger, blev tilfældigt ud-valgt til en indsats med fysisk træning (Graded Activity) og ”Treatment as Usual” (beskrives ikke yderligere her). Studiet viser en signifikant posi-tiv effekt af den arbejdspladsbaserede indsats. De sygemeldte i
indsats-44
gruppen kom væsentlig oftere i arbejde (i mindst 4 uger) end sygemeldte i kontrolgruppen. Medianvarigheden indtil arbejde (dvs. varigheden for den person, hvor 50 pct. har en længere varighed, og 50 pct. har en kor-tere) var 77 dage i gruppen med den arbejdspladsbaserede indsats mod 104 dage i kontrolgruppen.
Blonk m.fl. (2006) måler beskæftigelseseffekten af to forskellige indsatser for selvstændig erhvervsdrivende i Holland, som var sygemeldt mellem nogle få uger og nogle få måneder på grund af arbejdsrelaterede psykiske helbredsproblemer såsom angst og depression. Den ene indsats, som blev udført af psykologer, bestod af intensiv kognitiv adfærdsterapi (Cognitive Behavioural Therapy, CBT) to gange om ugen i 11 uger med tilknyttede hjemmeopgaver, som i de fleste tilfælde tog udgangspunkt i den sygemeldtes arbejdssituation. Formålet med CBT er at identificere uhensigtsmæssige tankemønstre med henblik på at ændre disse mønstre i en positiv retning (Blonk m.fl., 2006). Den anden indsats kombinerede CBT med arbejdsrettet vejledning. Arbejdseksperter med ekspertise i bl.a.
arbejdsprocesser og arbejdsmiljø, som var trænet i CBT-baseret stress-håndtering, gav de sygemeldte to ugentlige CBT-sessioner i 5-6 uger.
Herudover gav arbejdseksperterne råd om arbejdsprocesser, bl.a. om muligheder for at reducere arbejdsbelastningen, uddelegere opgaver, planlægning og arbejdsorganisering. Dette resulterede ifølge forfatterne i mange tilfælde i gradvis tilbagevenden til arbejde. Kontrolgruppen mod-tog to konsultationer hos en alment praktiserende læge med henblik på at sikre, at de sygemeldte var berettiget til at modtage sygedagpenge fra det private forsikringsselskab. De sygemeldte blev tilfældigt udvalgt til de tre grupper. Artiklen, som bygger på spørgeskemaoplysninger om ca. 30 personer i hver af de tre grupper, finder en positiv effekt af den kombi-nerede indsats, men ingen effekt af intensiv CBT-terapi. Medianvarighe-den indtil fuld tilbagevenMedianvarighe-den til arbejde var 122 dage i gruppen med Medianvarighe-den kombinerede indsats mod 320 dage i kontrolgruppen.
Schene m.fl. (2007) belyser effekten af psykiatrisk stressbehand-ling i kombination med en arbejdspladsbaseret indsats. Studiet bygger på surveydata om 62 hollandske lønmodtagere med alvorlig depression, som i gennemsnit havde en sygeperiode på 8 måneder inden for et år.
Deltagerne blev tilfældigt udvalgt til en indsatsgruppe (30 personer) og en kontrolgruppe (32 personer). Syv personer i indsats- og 5 personer i kontrolgruppen var i arbejde. Kontrolgruppen modtog psykiatrisk be-handling, mens indsatsgruppen modtog samme behandling og en
ar-bejdsrettet indsats (Occupational Therapy). Denne indsats bestod i en afklarende fase (4 uger), en terapeutisk fase (24 uger) og en opfølgende fase (20 uger). I den terapeutiske fase, som foregik som både gruppe- og individuelle sessioner, forberedte deltagerne sig på tilbagevenden til ar-bejde. I gruppesessionerne blev der udvekslet erfaringer om forskellige emner, fx blev stress på arbejdspladsen gennemgået og diskuteret. I den terapeutiske fase blev der taget kontakt til arbejdspladsen, og den syge-meldte genoptog arbejdet, hvis det var muligt. Analysen af de sygesyge-meldte, der var sygemeldt ved studiets begyndelse, viser, at den arbejdsrettede indsats i kombination med sædvanlig behandling havde en positiv be-skæftigelseseffekt. Indsatsgruppen kom således væsentligt hurtigere i ar-bejde (207 dage) end kontrolgruppen (299).
Van der Klink m.fl. (2003) undersøger effekten af en indsats for lønmodtagere, som var sygemeldt i mindst to uger med en tilpasningsre-aktion (stressrelateret lidelse), på en stor hollandsk virksomhed. Studiet bygger på survey- og registerdata. Deltagerne til indsatsgruppe (109) og kontrolgruppe (83) blev udvalgt via blokrandomisering. Bedriftslæger, tilknyttet virksomheden, blev tilfældigt opdelt i indsats- og kontrollæger, og virksomhedens sygemeldte, som blev behandlet af disse læger, indgik i en indsats- og kontrolgruppe. Bedriftslæger i indsatsgruppen modtog et tredages kursus i en speciel form for kognitiv adfærdsterapi. Indsatsen, som var manualbaseret, bestod af fire eller fem konsultationer på mindst 90 minutter og en konsultation efter tilbagevenden til arbejde. Konsulta-tionerne fokuserede på at øge deltagernes evne til at tackle problemer, genvinde kontrol over egen situation og gradvist øge aktivitetsniveauet.
Herudover skulle bedriftslægen have kontakt med arbejdsgiveren mindst tre gange inden for de første 3 måneder. Sygemeldte i kontrolgruppen modtog sædvanlig behandling af bedriftslægen (konsultationer med fo-kus på empatisk rådgivning, information om stress, disfo-kussion af ar-bejdsproblemer med den sygemeldte og arbejdsgiveren). Studiet viser, at indsatsen reducerer tiden indtil delvis eller fuld tilbagevenden til arbejde (median på henholdsvis 37 og 51 dage). Indsatsen reducerer også tiden indtil fuld tilbagevenden til arbejde (median på henholdsvis 60 og 83 da-ge) – denne effekt er dog kun signifikant på et 10-procents-niveau.
46
INDSATSER TILKNYTTET BESKÆFTIGELSESSYSTEMET I vores litteratursøgning har vi fundet frem til to danske studier (Boll m.fl., 2010; Høgelund & Holm, 2005) og fire udenlandske studier af ind-satser, som foregår i tilknytning til det beskæftigelsespolitiske system, og hvor indsatsen ikke direkte involverer den sygemeldtes arbejdsplads (Braathen, Veiersted & Heggenes, 2007; Chan m.fl., 2006; Frölich, Heshmati & Lechner, 2004; Li-Tsang m.fl., 2008; Purdon m.fl., 2006).
De danske studier omhandler effekten af henholdsvis uddannelsesmæs-sig revalidering og samtaler kombineret med aktive tilbud, fx virksom-hedspraktik og jobtræning. I Danmark har sygemeldte kunnet modtage aktive tilbud tilsvarende dem for ledige siden 2009.
DANSKE STUDIER
Høgelund & Holm (2005) undersøger beskæftigelseseffekten af revalide-ring i form af deltagelse i kurser eller uddannelse. Studiet omfatter 433 lønmodtagere, som i 1995 var sygemeldt mellem 3 og 4 måneder med lænderygproblemer. De sygemeldte blev interviewet fire gange i en peri-ode på knap 5 år. Analyserne foretages i en varighedsmperi-odel, hvor der bl.a. ved brug af instrument variabel-metoden tages hensyn til uobserve-rede forskelle mellem sygemeldte, der deltager i uddannelse, og syge-meldte, der ikke deltager i uddannelse. Studiet viser, at uddannelse har en negativ beskæftigelseseffekt. Uddannelse reducerer beskæftigelseschan-cen, mens uddannelsen foregår, mens afslutningen af uddannelse ikke påvirker beskæftigelseschancen signifikant.
Boll m.fl. (2010) undersøger effekten af en kombineret indsats med samtaler og aktive tilbud, herunder delvis raskmelding. Analysen bygger på registerdata og omfatter 4.898 sygemeldte, som deltog i den første opfølgningssamtale, der normalt finder sted efter 8 ugers fravær.
På dette tidspunkt blev deltagerne opdelt i en indsats- og en kontrol-gruppe (afhængigt af fødselsår). Der er således tale om, at deltagere i ind-sats- og kontrolgruppe tilnærmelsesvis er udvalgt tilfældigt, hvilket bety-der, at de to grupper kan antages at være identiske med hensyn til både observerede og uobserverede karakteristika. Indsatsgruppen deltog i ugentlige opfølgningssamtaler og aktive tilbud, mens kontrolgruppen deltog i den normale sygedagpengeopfølgning. De aktive tilbud var på mindst 10 timer om ugen og omfattede arbejdsrettede tiltag (vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og delvise raskmeldinger) og
fo-rebyggende tilbud (motion, fysisk træning, psykologsamtaler, kurser i håndtering af egen situation og kostvejledning). Analysen viser, at indsat-sen ikke påvirker deltagernes selvforsørgelsesgrad de første 50 uger efter
fo-rebyggende tilbud (motion, fysisk træning, psykologsamtaler, kurser i håndtering af egen situation og kostvejledning). Analysen viser, at indsat-sen ikke påvirker deltagernes selvforsørgelsesgrad de første 50 uger efter