Skole/hjem-samarbejdet har traditionelt drejet sig om alt andet end skolens undervisning, nemlig: Festerne, udflugterne, normer og regler i klassen osv.
Selve skolens kerneydelse: undervisningen er kun i mindre grad blevet berørt af skole/hjem-samarbejdet. Det skal der laves om på. (Skole og forældres hjemmeside; http://www.skole-foraeldre.dk/artikel/for%C3%A6ldrene-og-skolen, lokaliseret 12 april, 2016).
Udsagnet her ser jeg som et eksempel på det, antropologen Susan Wright be-tegner som strukturen for et typisk policynarrativ, hvor der skabes en fortæl-ling om en fortid, som vi skal væk fra (’det traditionelle skole-hjem-samarbejde’), der definerer et problem ved, at der ikke har været fokus på skolens kerneydelse i skole-hjem-samarbejdet, og der skitseres og retfærdiggø-res en alternativ fremtid med udgangspunkt i problemet, som der skal laves om på (Shore og Wright, 2007). Udsagnet fra Skole og Forældre i 2016 har jeg valgt, fordi det på en meget præcis måde viser, hvordan organisationen er en aktiv politisk aktør, som i deres egen selvforståelse arbejder for at få ’aner-kendt forældre som ressource for deres børns læring’. Udsagnet danner et godt udgangspunkt for at ville dykke længere ind i organisationens aktiviteter
samarbejde til en ny form for skole-hjem-samarbejde, hvilket præsenteres gennem bestemte narrative styringer og gøres muligt gennem henvisninger til forskellige former for ekspertviden. Jeg vil vise og diskutere, hvad de aktuelle diskurser om forældreinvolvering handler om, og hvordan de ofte skrives frem gennem konstruktionen af en fortid, hvor graden eller formen for for-ældreinvolvering problematiseres, hvilket grebet fra policy-antropologien gi-ver mulighed for at sætte fokus på.
Når produktionen af vejledninger og råd til forældre er steget de senere år og deles på diverse kommunikative platforme finder jeg det interessant, at se på, hvordan det skaber nye mulighedsbetingelser for klassifikationer af menne-sker. Det vil sige at jeg med Ian Hackings begreber ser på organisationens ar-bejde med ”at klæde forældre på” til at involvere sig, som del af de processer, der indgår i det han kalder for ’making up’ people (Hacking, 2006). Derfor har kapitlernes overskrift ’at gøre forældre til ressourcer’ været oplagt, dels fordi det er meget anvendt udtryk i organisationens materialer, og dels fordi jeg med inspiration fra Hacking ser diskurserne om forventninger til øget forældreinvolvering som medkonstituererede for de mulighedsrum, som for-ældre skal agere i. Organisationen italesættelser om forfor-ældre, som skal ses og gøres til ressourcer, og de råd og vejledninger, som følger i forlængelse af denne italesættelse, ser jeg som en indgang til at forstå, hvordan organisatio-nen medvirker til produktioorganisatio-nen af mulige rum for skabelse af (sko-le)forældreidentitet og skole-hjem-samarbejde. Samtidig betyder min brug af Hackings begreb om ’making up people’, at jeg er bevidst, om at det her kun er diskurser og ikke sociale praksisser, jeg i denne tekstanalyse primært be-skæftiger mig med. Hvordan mennesker i hverdagslivet påvirkes af og påvir-ker diskurserne, altså hvordan de selv indgår som handlende aktører i ’making up’-processerne (Hacking, 2006) kan min analyse af Skole og Forældres mate-rialer ikke give indsigt i.
Desuden ønsker jeg med analysen at vise, hvordan eksperter og ekspertviden anvendes som en del af den narrative styring, som Skole og Forældre anven-der i ’making up’ forældre, som ressourcer for anven-deres børns læring. I tråd med og inspireret af Niels Krygers analyse af forskellige policies om skole-hjem-samarbejde (se kapitel 2) ser jeg også på, hvordan fortid, nutid og fremtid ta-les frem gennem problematiseringer af skolen og forældres rolle og ansvar i relation til hinanden. Men hvor Krygers analyser tager udgangspunkt i de of-ficielle politikker, sætter jeg i forlængelse af min interesse for forældres arbej-de her mere konkret fokus på råd og vejledninger til forældre, hvorfra jeg kan
beskrive og fremanalysere diskurser om det arbejde, forældre bør gøre eller ikke bør gøre. Jeg er på udkig efter, hvilke gode råd og vejledninger til foræl-dre om deres involvering i skole-hjem-samarbejdet, som formuleres i organi-sationens materialer, der henvender sig til forældre, fordi det er her organisa-tionens politikker får sin mest konkrete form. I analysen sætter jeg dels fokus på de tekster20, som henvender sig direkte til forældre, hvorigennem teksterne får karakter af former for vejledninger og råd om, hvordan de kan og bør gø-re degø-res arbejde som forældgø-re til skolebørn. Dels er jeg optaget af tekster, som eksplicit tematiserer, problematiserer eller diskuterer forældres rolle i re-lation til skolen, hvor (forestillinger om) forældres praksisser eksplicit eller implicit indgår. Det er nemlig tekster, som fortæller noget centralt om de brydningsfelter eller konflikter, som skole-hjem-samarbejdet indlejres i. Jeg arbejder med en tekstforståelse, hvor jeg trækker på Smiths definition:
Institutional ethnography uses the notion of text to refer to words, images, or sounds that are set into a material form of some kind from which they can be read, seen, heard, watched, and so on. (…) Their material forms are such that are given form of words, images, or sounds are replicable; that is that anyone anywhere else can read, see, hear, and so on the same words, images. (Smith, 2006, s. 66).
I analysen af materialerne inddrager jeg derfor forskellige tekster, som kan re-pliceres, herunder også videoer og visuelle illustrationer. Samtidig ser jeg på, hvordan teksternes råd og vejledninger kobles sammen med forskning og
”uddannelses- eller børneeksperters” viden om forskellige temaer, og hvor-dan knyttes de sammen med aktuelle skolepolitiske dagsordner. I forhold til søgning efter uddannelses- og børneeksperter har jeg haft en ’bred’ og udfor-skende tilgang til ekspertbegrebet, dvs. at jeg har været på udkig efter, hvem organisationen benytter til at formidle råd og anbefalinger til forældre, og hvem de dermed tildeler ekspertstatus.
Jeg arbejder ikke med en særlig opfattelse af, hvilke kriterier der bør gøre sig gældende for at kunne betegne nogen som ekspert, men ser kun på, hvem der gøres til eksperter i materialerne, ved at de bliver anset som kvalificerede til at give råd til forældre om, hvad de bør gøre. Inspirationen til at se efter, hvor-dan viden og eksperter benyttes i organisationens materialer er blandt andet kommet efter læsningen af sociologens Frank Furedis arbejde om forældre-skabets forandringer (Furedi, 2001, 2008). Furedi diskuterer her
konsekven-serne af den øgede videnskabeliggørelse af ’parenting’, som han identificerer og argumenterer for har medvirket til en radikal forandring af forældreskabet.
Et forældreskab, som han beskriver som kendetegnet af paranoia og som en forandring, han forholder sig meget kritisk til. Min begrundelse for, at be-skæftige mig med brugen af eksperter og ekspertviden er endvidere, at jeg ser det som en af de konkrete måder, hvorpå en analyse af Skole og Forældres materialer kan åbne for forståelse af, hvordan råd og vejledninger bliver del af tekstlige medierede vidensdiskurser om forældre, som indgår i intertekstuelle skolepolitiske diskussioner (inspireret af Smith, 2006, s. 4; Griffin i Smith, 2006; Nichols og Griffith, 2009). Med det mener jeg, at organisationens råd og vejledninger knytter sig og bevæger sig på tværs af politiske visioner, kon-krete reformtiltag, vidensbidrag og institutionelle teknologier og dermed bli-ver de del af tekstmedierede relationer.
I første omgang læste jeg alle materialerne med blik for alt, der havde med skole-hjem-relationer at gøre, og ud fra denne læsning udvalgte jeg de publi-kationer/materialer, hvor forældres arbejde i særlig grad blev tematiseret. Jeg har forsøgt at læse dem med en etnologisk nysgerrighed på, hvordan opfattel-ser af forældres arbejde blev tematiopfattel-seret og konkret beskrevet i materialerne.
Som systematik for min læsning stillede jeg konkret følgende spørgsmål til materialerne, hvor opfattelser af forældres arbejde var det orienterende be-greb for min læsning:
1)Hvilke former for arbejde opfordres forældre til at gøre?
Hvad omfatter det helt konkret?
Og hvilket arbejde bør de ikke gøre i relation til deres børns skolegang?
Hvilket arbejde gør forældre i artiklerne?
2)Hvordan begrundes det, at dette arbejde bør gøres (eller ikke bør gøres)?
Hvilke argumenter gives der for, at det er vigtigt?
Hvordan tales der om fortid, nutid og fremtid?
Og hvilke former for viden/eksperter inddrages til at argumentere for det?
3)Hvilke begreber og udtryk anvendes der i denne argumentation?
Hvilke ’billedsprog’ bruges der? Hvilke følelser italesættes?
Formuleringerne af arbejdsspørgsmålene fulgte i forlængelse af en særlig ana-lytisk fremgangsmåde. En anaana-lytisk fremgangsmåde, hvor jeg med inspiration
fra policyantropologisk blik for skabelse af politiske narrativer og fra etnolo-gisk kulturanalyse blik for at ’aflæse’ forestillingsverdener vil betegne som en konkret fortolkende kulturanalyse af tekster med et særligt fokus på forældres arbejde. Lidt mere abstrakt formuleret ser jeg således teksterne i denne analy-se som kulturelle tekster med indlejrede forståelanaly-ser og forestillinger om, hvordan mennesker er eller bør være (Shore and Wright, 1997, s. 15; Ehn og Löfgreen, 2000, 2014)21. Antropologerne Shore og Wright skriver om poli-cytekster:
They can be treated as classificatory devices, as narratives that serve to justify or condemn the present, or as rhetorical and discursive formations that func-tion to empower some and silence others (Shore and Wright, 1997, s. 15).
Som analytisk værktøj hjælper policy-antropologien mig til at se teksterne som nogle, der implicit eller eksplicit bærer narrativer om fortiden, nutiden og fremtiden. Narrativer, som iværksættes for at erobrer fortællingen, fx som her om skole-hjem-samarbejdets tilstand. Udover at fortælle narrativer om det, der skal tages afstand fra, og det, som ses som en ønskværdig fremtid, indgår de også i diskursive formationer, som giver magt til nogle former for forestil-linger om verden, mens andre minoriseres eller gøres tavse. Formålet med denne analytiske tilgang er blandt andet at få øje på uudfoldede opfattelser af (ud)dannelse og familieliv, som kan fremanalyseres i disse materialer. Hermed kan man diskutere, hvilke diskurser om forældreskab som bliver domineren-de, mens andre diskurser om forældreskab bliver gjort tavse eller minoriseres.
Den policy-antropologiske og etnologisk inspirerede fremgangsmåde er en teknik og en særlig tolkningsramme, jeg ligger ned over materialet. Formålet med det er således at tolke teksterne på en anden måde end de, som har skre-vet dem, har haft til hensigt. Med den etnologiske kulturanalyse er jeg blandt andet blevet inspireret til at se på, hvordan opfattelser af det moralsk gode eller passende optræder i forskellige forestillingsverdener, og til at se, hvilke syn på forældres arbejde der udfoldes, og herigennem hvad det fortæller om relationen mellem forældre og børn (Ehn og Löfgreen, 2000, s. 32). Råd og
21 Jeg arbejder kun med Shore og Wrights policy-antropologiske blik i relation til Sko-le og Forældres dannelse af policy narrativet/erne om forældre som ressourcer og ikke dens mere brede perspektiver på at følge en policy gennem dens mange kampe om fx nøglebegreber blandt mange aktører (Wright, 2017). Jeg benytter også Ehn og Löfgreens etnologiske kulturanalyse på en bestemt måde, da jeg kun bruger dem til at
vejledninger til forældre om, hvad de skal gøre har i sin egen selvforståelse som intention at ville hjælpe forældrene og skolen gennem anvisninger af handlemuligheder og dermed forbedre samarbejdet om børns læring. Men råd og vejledninger kan også læses som udtryk for idealer om, hvad der anses for det moralsk passende at gøre. Mit ærinde er i forlængelse af denne tradition at undersøge og synliggøre de virkelighedsopfattelser om forholdet mellem sam-fund, forældre og børn, som er indlejret i teksternes opfordringer til forældres arbejde. På den måde fungerer analyserne af materialet som et kulturelt vin-due for forestillingsverdener om forældres arbejde – om hvordan ’det gode forældreskab’ bør gøres (Sparman et al., 2016). Hermed er ambitionen at syn-liggøre, hvordan forældreskab og skole-hjem-samarbejde kan anskues som et kulturelt fænomen, som indeholder særlige forestillinger om, hvad der anses for at være ideel og passende forældreadfærd i en særlig historisk tidsperiode.