Det bedste, du kan gøre for dit barns trivsel i skolen, er det, du kan gøre for klassens fællesskab, siger mobbeforsker Helle Rabøl Hansen (Johansen og Carboni, 2013, s. 24).
Det overstående citat benyttes i en artikel, som reklamerer for brugen af for-ældrefiduser og ligesom i ’familielæringsmaskineriet’ benyttes der altså også her eksperter i materialerne til at bakke op om opfordringerne til at involvere sig i trivselsarbejdet. Spørgsmålet er, hvad det sker, når forskerne eller
forsk-ningen ’oversættes’ til råd til forældrene? Hvad betyder det journalistiske for-mat med særlige ’råd til forældrene’ i en tekstboks ved siden af interviewene?
Oversættelserne ser jeg som en central del af Skole og Forældres aktive poli-cing af forældreinvolveringsbudskaber, dvs. skabelsen og vedligeholdelse af fortællingen om forældre som nogen, der skal guides til at involvere sig mere i barnets skolegang i dette tilfælde i forhold til ’trivselsmaskineriet’. Det er en journalistisk teknik, som jeg vil vise, en teknik, som skaber et massivt fokus på forældres individuelle handlinger og ansvar. Også selvom budskaberne el-ler fokusset fx i mobbe- og trivselsforskningen kan anskues som havende sine hovedærinder andre steder, fx rettet mod lærernes eller skoleledelsens pro-blemforståelser, metoder i undervisningen eller organisering af samarbejdet.
Teknikken om ’råd til forældrene’ medvirker dermed aktivt til ’making up’-klassifikationerne af forældre som nogen, der anskues som vigtige ressourcer, der bør involverer sig i ’trivselsmaskineriet’. Det vil jeg give et eksempel på i det følgende.
I et nummer med temaet mobning og trivsel er det mobbeforsker og leder af det store mobbeforskningsprojekt Xbus Dorte Marie Søndergaard, som giver råd til forældrene om forebyggelse af mobning. Grundlæggende er hendes budskab i artiklen, at både forældre og skolernes voksne skal begynde at tæn-ke på, hvordan de kan være med til ”at ”reparere” det sociale fælleskab på det kollektive niveau (Halberg, 2014). Ved siden af artiklen er der en indrammet rubrik med række råd til forældrene, som har overskriften: ”Råd til forældrene fra Dorte Marie Søndergaard”. Rådene er, at forældre ikke kun skal tænke på sit eget barn, men på klassen som helhed, at forældre skal have den indstilling, at alle har lov til at være her, og at det skal afspejle sig i alle former for sociale aktiviteter, som forældrene tager initiativ til.
Det nytter ikke, at de marginaliseredes forældre står i et hjørne og skutter sig (Halberg, 2014, s. 9).
Disse råd peger i retning af, at forældre skal have en særlig indstilling til for-ældreinvolvering i relation til fælleskabet i klassen. Det handler nemlig ikke kun om at mødes og lave de sociale aktiviteter. Pointen i Søndergaards råd handler også om, hvordan man bør forholde sig og omgås hinanden i praksis for at forebygge eller intervenere overfor mobning. De næste råd handler om forældres forholden sig til deres eget barn. Her opfordrer Søndergaard dels forældre til at støtte deres børn i ”at have forståelse for alle børn” (ibid., s. 9) og
somme på deres eget barns trivsel og stole på barnet, hvis det føler sig mob-bet (ibid., s. 9).
Forældre skal altså ifølge disse idealer både være opmærksomme på deres del-tagelse og bidrag til fælleskabet i klassen, være opmærksomme på deres barns fortællinger om andre børn og interagere i forhold til det og være opmærk-somme på deres eget barns trivsel. De få råd kan anskues som komplekse idealer, som fordrer arbejde af forældre med stor sensitivitet, refleksivitet og navigeringsevne, både i forhold til klassens fælleskab og i forhold til deres eget barns oplevelser. Det er idealer, som viser, at forventningerne til det ’in-tensive forældreskab’ (jf. kap. 2) er omfattende og går langt ind i forældres fø-lelsesliv med forventninger om, at de kan og skal forholde sig til børnenes so-ciale samspil i skolen på bestemte måder. Spørgsmålet er, hvad det betyder, når den ’nye’ mobbeforsknings væsentlige og interessante perspektiver og opdagelser om betydningen af at se på sociale processer og dynamikker frem-for individualiserede frem-forståelser af mobning og individualisererede processer i interventioner overfor mobning bringes i Skolebørns journalistiske skabelon?
Medfører formatet ”Råd til forældre” ikke den risiko, at pointerne om at stå mobning i relation til sociale dynamikker i stedet kan medvirke til et for-øget fokus på forældres individuelle ansvar? Og bliver det ikke til et ansvar, som bliver grænseløst og udefinerbart, når det formuleres i denne skabelon?
På trods af at det fremhæves, at mobning er alles ansvar (Halberg, 2014, s. 8) eller ”de voksnes ansvar” (Børns Vilkårs kampagne med Trygfonden, se Børns Vilkårs hjemmeside) medvirker rådene og de anbefalede institutionelle involveringsteknologier i Skole og Forældres materialer rettet mod forældre til, at det primært bliver forældres ansvar at få ’trivelsmaskineriet’ til at funge-re. Som i ’familielæringsmaskineriet’ formidles det som forældre bør gøre, som noget, der bare kræver viljen til at engagere sig i styrke klassens fælle-skab.
Inklusion som ny dagsorden – at overbevise forældrene
Som sidste aspekt i ’trivselsmaskineriet’ vil jeg i dette afsnit vise, hvordan de politiske bestræbelser på at få sat inklusion af ’børn med særlige behov’ på dagsordenen også finder vej til Skole og Forældres materialer med opfordrin-ger til, hvad forældre kan gøre. I 2013 skriver projektleder Signe Ejersbo fra Skole og Forældre i forbindelse med opstarten på en forældrerettet kampagne om inklusion i folkeskolen, at:
Inklusion er på dagsordenen i stort set alle folkeskoler i disse år. Kommuner-nes og skolerKommuner-nes håndtering af de nye udfordringer har stor betydning for alle elever i klassen, forældrenes oplevelse af skolen, lærernes arbejdsmiljø og kommunens økonomi. Men alt for ofte er diskussionerne om øget inklusion præget af bekymringer og usikkerhed, og fremtiden beskrives som en udvik-ling fra slemt til værre og som et spil med mange tabere og ingen vindere.
Det vil landsorganisationen Skole og Forældre være med til at ændre (Ejers-bo, 2013, s. 15).
Som vi ser her, vil Skole og Forældre som organisation gerne medvirke til, at loven om inklusion fra 2012 kan implementeres, og de problematiserer, at
”debatten om øget inklusion er præget af bekymringer og usikkerhed”. De ser det som en ”nødvendig opgave” (ibid., s. 15), hvor:
Alternativet er ikke bare værre, det også uacceptabelt, set både fra et etisk, et politisk, et økonomisk og et pragmatisk perspektiv (ibid., s. 15).
Skole og Forældre markerer ingen vægtninger af, hvilke perspektiver de læg-ger mest vægt på, men beskriver, at:
Kampagnen vil komme alle forældre i møde ved at tage bekymringer alvorligt og vise veje til, hvordan skolens forældre kan bidrage til bedre inklusion (ibid., s. 16).
Forældres bekymringer skal tages alvorligt, men målet er at finde veje til bedre inklusion. Det beskrives, hvordan kampagnen gennem kurser skal give skole-bestyrelsen redskaber til at få en ”aktiv rolle i skolens inklusionsarbejde”
(ibid., s. 16), og der skal arbejdes med oprettelse af en hjemmeside, hvor:
(…) skolebestyrelser, kontaktforældre og andre interesserede forældre kan hente inspiration til deres arbejde med inklusion (ibid., s. 16).
Ligesom i arbejdet med at modvirke mobning anskues styrkelse af forældre-fælleskabet også her som et centralt indsatsområde. Signe Ejersbo skriver i sit indlæg, at det er en:
(…) vigtig forudsætning for gode faglige og sociale børnefælleskaber (ibid., s.
16).
Inklusion beskrives i en artikel i 2015 som en dagsorden, som mødes af skep-sis af forældre, og således refereres her til en undersøgelse blandt 5.575
foræl-trykte bekymring overfor om det faglige niveau ville blive negativt påvirket af inklusionsindsatsen. Psykolog Jørn Nielsen udtaler i artiklen, at:
Det er dokumenteret, at forskellighed kan være med til at øge det samlede faglige niveau og berige eleverne på en lang række områder (ibid., s. 9).
I artiklen problematiseres det, at;
Forældrene ikke har en tydelig og klar forståelse af inklusion. Undersøgelsen viser nemlig også, at to ud af tre forældre ikke kender deres børns skoles til-gang til inklusion (ibid., s. 9).
Og det anbefales:
”Det kan tyde på, at der forestår et ret stort informationsarbejde, hvis man ønsker, at forældrene skal trække på samme hammel i inklusionsindsatsen”
står der i rapporten. (ibid., s. 9).
Ifølge artiklen konkluderes det i rapporten, at:
Der ligger en vigtig opgave for skolerne i at gå dialog med forældrene og få dem overbevist om, at inklusionsindsatsen er til gavn for alle børn (ibid., s. 9).
Skole og Forældre ser det også som deres opgave at være en organisation, som medvirker til at overbevise forældrene om, at de kan bidrage til at få in-klusionen af ’børn med særlige behov’ til at lykkes. I min gennemlæsning af materialerne er det bemærkelsesværdigt, hvordan Skole og Forældre i deres materialer udelukkende beskriver tiltag om, hvordan der kan arbejdes med inklusion ud fra eksempler på ’best practice’40. Hermed medvirkes til at skabe fortællinger, som kan understøtte arbejdet med inklusion, hvor forældre ek-sempelvis ses som medaktører, hvor inklusion beskrives som en gevinst for hele klassen, og hvor et højt informationsniveau om børn med særlige behov til alle forældre i en klasse ses som en væsentlig forudsætning i hverdagen (Frovin, 2015, s. 23). Forældres bekymringer og usikkerhed, som blev nævnt som del af debatten i forbindelse med igangsættelse af kampagnen, får sjæl-dent plads i Skole og Forældres materialer. Ligesom organisationens øvrige arbejde om forældreinvolvering kan det derfor ses som en særlig form for
’overbevisningsarbejde’ uden plads til beskrivelse eller diskussioner af
ambi-40 I den forbindelse er det også interessant at se, hvordan eksemplerne på inklusions-bestræbelser, der fremhæves, knyttes til særlige interventioner som PALS og familie-klasser, hvilket jeg vender tilbage til senere.
valenser og dilemmaer. Det ser derfor ud til, at Skole og Forældre ser det som deres opgave at skabe forældre, som kan få den aktuelt besluttede lovgivning til, at virke41. I forhold til organisationens arbejde med inklusionsloven i 2012 (se kap. 1) ser det ud til at være et arbejde, som skal medvirke til at få vendt nogle forældres skepsis, usikkerhed og kritik til opbakning og involvering.
Det ser her ud til, at et afgørende argument er, at inklusion af børn med sær-lige behov i folkeskolen fremhæves som et initiativ, der kan medvirke til at øge det faglige niveau for alle børn. På denne måde bliver inklusion af børn med særlige behov også knyttet til en del af den konkurrencestatslige investe-ringslogik om formålet med uddannelse, hvor det handler om, at det forøger uddannelsessystemets effektivitet (se kap. 2). Inklusion af børn med såkaldte særlige behov kunne også italesættes som knyttet til et anti-diskriminatorisk, ligestillings-, mangfoldigheds- eller rettighedshedsperspektiv for børnene (Dyson, 1999). Selvom disse aspekter indgår i filmene i den forældrerettede kampagne, er det interessant at se, hvordan der i artiklerne i Skolebørn lægges særligt vægt på argumentet om løftet af det faglige niveau for alle børn som resultatet af øget inklusion af børn med særlige behov. Desuden er det be-mærkelsesværdigt, at det er bekymringerne fra forældre om det faglige niveau, som der gives stemme til, mens eventuelle bekymringer eller problematiske erfaringer i forhold til de politiske inklusionsbestræbelser fra forældre til børn med særlige behov ikke gives plads eller reflekteres i materialerne. Set ift. at Skole og Forældre også står for den uvildige forældrerådgivning og dermed har stort kendskab til sådanne erfaringer, er det bemærkelsesværdigt, at de ik-ke inddrages. I en analyse af mailhenvendelser konstaterer de således, at om-kring halvdelen af henvendelser kommer fra forældre til børn med ”psykiske og sociale vanskeligheder” (Christensen og Skov, 2016, s 15).
Som interesseorganisation knyttes og knytter Skole og Forældre sig, også her, som aktør tæt sammen med statens aktuelle politik, hvor argumentationen om, at inklusion styrker alle børns læring, har været fremført. I de næste afsnit vil jeg gå tættere på, hvordan forældre opfordres til at involvere sig i inklusi-onsarbejdet.
41 Her har andre skolepolitiske aktører, fx Autismeforeningen, Ordblindeforeningen og foreningen Folkeskoleforældre på forskellige måder kritiseret inklusionsbestræbel-serne i sammenhæng med implementering af skolereformen for at skabe store pro-blemer for børnene og forældrene (Hyldal, 2014, Stanek, 2019 og Folkeskoleforældre,