I denne første del af analysen vil fokus være rettet mod, hvordan man ved hjælp af Honneths anerkendelsesteori kan overskride de gennemgåede værker. Som anført i metoden er der fire grundlæggende måder, hvorpå dette kan lade sig gøre. Denne analyse er derfor delt op i fire dele, som hver beskæftiger sig med en af de fire måder
D
ET INTERSUBJEKTIVE FORHOLD I IBOENDE MOTIVATIONSom det fremgår ovenfor er en af de vigtigste årsager til deltagelse i OSS, den umiddelbare fornøjelse programmørerne får. Denne tendens kan spores både i de kvantitative studier såvel som i de kvalitative. Der bliver således tale om selvdeterministiske årsager for deltagelsen, som ikke umiddelbart har nogen intersubjektiv karakter men i stedet den personlige udfordring ved programmeringen.
Således skriver Lakhani og Wolf også: ”The most important findings in our study relates to both the extent and impact of the personal sense of creativity developers feel with regard to their F/OSS projects.” (Lakhani & Wolf, 2005, s. 15). Det centrale for denne motivationsgruppe bliver derfor, hvordan behovet for en intellektuel stimulus driver udviklingen.
Som kort berørt ovenfor er det dog interessant at undersøge denne umiddelbare simple form for motivation lidt nærmere. Dette skyldes udsagn som dem registeret hos Torvalds, en nærmere definition af den selvdeterminisme Hars og Ou omtaler, samt Ryans og Decis forståelse af iboende motivation. Når disse sættes i lyset af Honneths forståelse af både den abstrakte ret samt det konkrete fællesskab får fornøjelsen nemlig en intersubjektiv rettethed.
For at begynde med sidstnævnte burde det på nuværende tidspunkt stå klart, at iboende motivation for Ryan og Deci berører handlinger, som i sig selv opfattes som interessante. Der er således tale om en motivation, der har en begrænset intersubjektiv karakter. Dog kan motivationen forstærkes ved hjælp af belønning eller feedback, såfremt denne er ledsaget af en følelse af autonomi. Med dette menes, at såfremt programmørerne føler, de er frie i deres handlinger, og samtidig ser det som underholdende i-‐sig-‐selv at programmere, vil en udefrakommende tilskyndelse forstærke deres lyst. Den iboende motivation får dermed en intersubjektiv karakter i tråd med det, Honneth betegner i solidaritetssfæren.
Denne forståelse af iboende motivation som havende en udadvendt rettethed kan ligeledes spores hos Hars og Ou, hvor selvdeterminisme skal forstås som ens muligheder for selv at bestemme ens forhold til ens omgivelser. Det kræver et autonomt individ med et medfødt begær til at programmere, der dog samtidig skal forstås i forhold til dets omgivelser. Hars og Ou bestemmer denne form for motivation til at være yderst vigtig for programmørerne med hele 79,7%, som fremhæver den.
Interessant bliver det, når dette forstås i lyset af Torvalds udtalelser vedrørende det underliggende behov for at vise, hvor dygtig man er samt den indirekte anerkendelse, der ligger i at vide, at det, man har programmeret, bliver brugt. Torvald hævder, at det, der driver udviklingen hos den enkelte, er lysten til at deltage, men samtidig snakker han flere gange om disse to underliggende mekanismer. Det tyder derfor på, at der i tråd med det, som Ryan og Deci samt Hars og Ou beskriver, er en social dimension til denne ellers meget individuelle iboende motivation.
Ved at adoptere et Honnethsk perspektiv, giver denne sociale dimension også yderligere mening. Man kan således på sin vis sidestille programmøren, der udelukkende deltager grundet en indre fornøjelse uden noget intersubjektiv forhold, med individet der kun forholder sig til andre gennem den abstrakte ret. Han vil således kun forstå sin programmering for sig selv og ikke sætte det i nogen social kontekst.
Dette vil have en negativ konsekvens for det specifikke OSS, da udvikling dermed udelukkende drives af individers egen nytte og softwaren formentlig vil miste sin generelle anvendelse. Udviklingen må snarere have en social rettethed, hvilket bevirker, at motivationen hos den enkelte programmør må have en social rettethed.
Dertil kommer, at den enkelte programmør i et Honnethsk perspektiv vil miste muligheden for egentlig subjektivering, da dette kun kan ske i en intersubjektiv kontekst. Således påpeger Honneth også, at anerkendelsen i solidaritetssfæren bygger på ens specifikke bidrags konkrete værdi for fællesskabet. Når Torvald omtaler den indirekte anerkendelse, der finder sted ved at andre bruger ens software, har det netop den konsekvens, at ens bidrag får en konkret værdi. Så hvor en række af de empiriske undersøgelser finder frem til, at den simple fornøjelse er den vigtigste motivator hos programmørerne, da de bliver intellektuelt stimulerede herigennem, viser der sig med Honneth nu et andet perspektiv. Argumentet er ikke, at fornøjelsen og den intellektuelle stimuli slet ikke spiller nogen rolle. Snarere er påstanden, at man ved hjælp af Honneth synes at spore en bagvedliggende årsag til, hvorfor fornøjelsen egentlig finder sted. Det
er således evnen til at skabe noget, som andre finder anvendeligt, der er den egentlige motivator.
Det er dog vigtigt at påpege, at denne iboende motivation samtidig skal forstås i lyset af Ryans og Decis definition heraf. Dette bevirker, at foruden den grundlæggende sociale dimension, finder programmørerne også en form for glæde i programmeringen i-‐
sig-‐selv. De deltager altså ikke bevidst for at blive anerkendt, men anerkendelsen skal snarere forstås som en underliggende subtil motor, der forstærker denne fornøjelse.
N
ORMATIVITETEN I FÆLLESSKABETCentralt for Honneth er den normative forventning til enhver social interaktion. Det er derfor interessant, at der netop foreligger en ekspliciteret normativitet i OSS miljøet. En normativitet som i høj grad kan sidestilles med Honneths, hvorfor en konkretisering af empiriens normativitet vil være passende.
Generelt kan det siges, at dette normative forhold har to dimensioner, som allerede ovenfor er blevet udlagt: en hackeridentitet samt teorien om gaveudvekslingen. Grundet sidstnævnte burde det allerede på nuværende tidspunkt stå klart, hvorfor der bliver tale om et normativt forhold. Således påpeger Eilhard også, hvordan: ”[…] common to all gifts is that they include the obligation to reciprocate. This obligation grows stronger the closer the relationship becomes, for example reciprocity is generally less important among acquaintances than among family members.” (Eilhard, 2009, s. 23). Denne normative forpligtigelse, til at gengive hjælpen man modtager, kommer specielt til syne hos Shah, da hun registrerer en tendens hos de behovsdrevne bidragere til kort efter de har fået hjælp at gengælde denne. Dog er der kun tale om en kortvarig forpligtigelse, da deres engagement i miljøet relativt hurtigt stopper.
Man kan igen sidestille dette med Honneths ide om den abstrakte ret og moraliteten samt med ideen om den generaliserede anden. Kort efter en behovsdreven programmør har modtaget hjælp fra miljøet, ser vedkommende sig selv i forhold til den generaliserede anden, men der er samtidig tale om en patologisk generaliseret anden.
Da den behovsdrevne programmør ikke egentlig er interesseret i at deltage, men blot forstår det som en gensidig forpligtigelse, misforstår han omfanget af sin forpligtelse.
Således vil han i en kort periode tage hele fælleskabets moralitet på sig og være yderst aktiv. Patologien opstår dog ved, at der altid er flere spørgsmål, som han kan svare på,
hvilket efterlader ham i en position af handlingslammelse. Denne position medfører uundgåeligt et skift hos programmøren fra udelukkende at forstå sit forhold til fællesskabet gennem moraliteten til i stedet at forstå det udelukkende gennem den abstrakte ret. Programmøren vil nærmest gå ud af OSS miljøet (som eksempelvis afskrivning fra mailinglister) og opstille et distanceret minimalistisk forhold til det, indtil næste gang han har behov for hjælp. Således kan man forstå de behovsdrevnes forhold til OSS miljøet som en oscillering mellem den abstrakte ret og moraliteten, hvor de aldrig opnår Honneths forståelse af sædeligheden og dermed en egentlig subjektivering gennem OSS miljøet. Årsagen til denne tendens kan muligvis skyldes programmørenes generelle forhold til OSS miljøet. Ved kun at forholde sig til miljøet gennem et konkret behov internaliserer de ikke deres handlinger, og det specifikke subjekt, som deres handlinger udtrykker, forstår de ikke som en essentiel del af dem selv.
På den anden side ses det, hvordan der er en anden gruppe af programmører, hvis forhold til miljøet er den diametrale modsætning. Denne gruppe kan således siges at internalisere det at være OSS programmør centralt i deres subjekt, hvilket medfører et helt andet forhold til den normative forventning. For at kunne forstå denne gruppes forhold til OSS miljøet er det fordelagtigt kort at knytte en yderligere kommentar til teorien om gaveudvekslingen. For foruden det normative krav ligger der også en implicit magtrelation i gaveudvekslingen, hvor giveren står i en stærkere position end modtageren. Således omtaler Shah, hvordan nogle af hobbyisterne opnår status af comitter ved at bidrage mere til fællesskabet end de resterende programmører.
Ligeledes kunne der hos Ghosh et al. og Lerner og Tirole spores en tendens til, at en lille gruppe programmører står for en relativ stor procentdel af udviklingen.
Gruppen af programmører, som har internaliseret det at være OSS programmør i deres subjekt, er dog ikke isoleret til denne gruppe af committers. Dette ses blandt andet ved at over 80% i Lakhani og Wolfs studie sagde, at de enten helt eller delvist var enige i at hackerfællesskabet udgjorde en primær kilde for skabelsen af deres identitet. En tendens, som får opbakning af Hertel et al.
Denne implicitte magtposition, som ligger i gaveudvekslingen, og som kommer mest direkte til udtryk i en ekspliciteret status som fx committer, skal derfor ikke forstås som begrænsende for gruppen, der internalisere det at være OSS-‐udvikler i deres subjekt.
Snarere skal det forstås som et ekspliciteret anerkendelses-‐udtryk, hvilket gængse OSS
udviklere kan arbejde sig hen i mod. Det ses hermed, hvordan anerkendelsen overskrider den simple forståelse udtrykt hos Ryan og Deci som introjection regulation.
Hvordan anerkendelsen overskrider denne forståelse, vil blive analyseret separat nedenfor. Det skal blot her nævnes for at kunne forstå normativiten i fællesskabet bedre.
Den implicitte magtposition i gaveudveklingen bliver hermed interessant, når man ser på den anden dimension af normativiteten i fællesskabet: skabelsen af en hackeridentitet. Man kan således med rette argumentere for, at den anden gruppe, hobbyisterne, i Shahs artikel på sin vis opsummerer ganske klart, hvad denne hackeridentitet indebærer. Således er denne gruppe mere engagerede i OSS miljøet og ser programmeringen som mere end blot et værktøj. Det blev tidligere vist, hvordan det at programmere bliver mere end blot en mulighed for at blive underholdt. I stedet bliver det en central del af deres identitet. Ligeledes beskriver Torvald, hvordan det at være en del af Linux fællesskabet som både det, der giver mening for den enkelte programmør men samtidig også det, som får Linux som helhed til at fungere. Det står i skarp kontrast til den tendens, der kunne spores hos de behovsdrevne, hvor programmørne ikke er egentligt engagerede.
Ved hjælp af Honneth bliver det muligt at tillægge disse hobbyister en ny forståelse.
For hvor de behovsdrevne programmører led under et patologisk selvforhold, kan der argumenteres for, at hobbyisterne har formået at opnå et mere sædeligt selvforhold.
Således kan det argumenteres, at hobbyisterne har en sund balance mellem de to ufuldstændige frihedsformer. På den ene side forholder de sig til deres individuelle selvstændige rettigheder ved kun at tage projekter, som de finder interessante. Dette kommer til udtryk i flere af artiklerne, og kan opsummeres af følgende citat:
I pick and choose the work that’s most interesting to me … it’s great when you find a challenging problem to work on – either on your own or because someone needs it – you can spend hours on it … The routine stuff is okay, but I don’t do much unless I just want to hack for a while and there are no really interesting problems around… When I get bored, I will leave.” (Shah, 2006, s. 1007)
Hobbyisterne deltager hermed mest i de projekter, som de finder interessant og dermed holder på de deres individuelle rettigheder. Dette kunne pege på, at de primært forholder sig til den abstrakte ret ligesom de behovsdrevne, da de, som citatet fortæller, forlader projektet, hvis de finder det kedeligt. Årsagen, til at dette ikke er tilfældet, skal findes i, at både det meste af vedligeholdelsesarbejdet (Shah, 2006) samt de
rudimentære besvarelser af spørgsmål på fora kan siges at blive foretaget af hobbyister (Lakhani & von Hippel, 2003). Begge disse opgaver har tilfælles, at de må betegnes som relativt trivielle samt mere har det fælles gode for øje end den individuelle programmørs egennytte. Det kan derfor med rette argumenteres, at programmørerne, som identificerer sig med en hackeridentitet, i hvert fald i et vist omfang har formået at opnå et positivt selvforhold.
Det ses hermed, hvordan der findes en generel normativitet i OSS miljøet, og hvordan de to grupper, de behovsdrevne og hobbyisterne, forholder sig til denne normativitet. For de behovsdrevne medfører den normative forventning, som kan spores tilbage til Honneth, at de ender i en konstant oscillering mellem den abstrakte ret og moraliteten. Dette er på sin vis ikke noget problem for denne gruppe, så længe de ikke knytter deres identitet til hackeridentiteten. Omvendt betyder netop dette, at det for denne gruppe aldrig vil være muligt at opnå det positive selvforhold, som kræves for en egentlig selvrealisering som hobbyist. Overfor dette står netop hobbyisterne, som har optaget denne hackeridentitet. Dette medfører, at de i et relativt stort omfang har formået at opnå en sædelig kombination af de to ufuldstændige frihedsformer. Det er dog vigtigt, at dette ikke forstås som en statisk position, da det normative anerkendelsesgrundlag, hvorpå hobbyisterne bygger, konstant er i udvikling, hvorfor det kræves af dem, at de ligeledes er i en konstant udvikling.
S
ØGEN EFTER NYE KOMPETENCERSom beskrevet tidligere er en af de store udefrakommende motivationsmekanismer en søgen efter nye kompetencer. Således viser flere af studierne, at tilegnelsen af nye kompetencer både er årsagen til, at programmørerne indgår i OSS miljøet, samt hvorfor de bliver.
Som det allerede burde stå klart fra de to første dele af analysen, så har de behovsdrevne programmører et mere distanceret forhold til OSS miljøet end hobbyisterne, da de førstnævnte ikke internaliserer rollen som OSS programmør. I tråd med dette ligger deres fokus ikke på at udvikle nye kompetencer for altid at være opdaterede på udviklingen, da de i stedet kun er interesserede i at kunne anvende det konkrete OSS til et mere specifikt formål. Omvendt står det klart ovenfor, hvordan
hobbyisterne altid må udvikle sig i overensstemmelse OSS miljøet, og det er netop denne udvikling, som kommer i centrum i dette afsnit.
For at forstå denne udvikling bedre viser det sig relevant at gå tilbage til begyndelsen af OSS bølgen og se på, hvad der fik den sat i gang. Således blev det i indledningen beskrevet, hvordan alt software i 1960’erne og 70’erne var frit tilgængeligt, men at der i starten af 80’erne skete et brud med denne udvikling, hvor en række af åben software blev til proprietær software. Skabelsen af OSS miljøet skal derfor ses som en reaktion mod denne udvikling, og der ligger således også en underliggende idé blandt en række programmører om, at source codes bør være frie. Denne tendens kan blandt andet spores hos Lakhani og Wolf (2005), der i deres studie har kunnet registrere, at den fjerde største grund til deltagelse skyldes en overbevisning om, at source codes bør være frie.
Ifølge Honneth giver denne udvikling af OSS god mening. Generelt forstår Honneth udviklingen af samfundet i forhold til individets krænkelse. Da individet er en del af et fællesskab, og det kun er gennem dette fællesskab at subjektiveringen lader sig gøre, vil enhver krænkelse af individet føre til en modreaktion. Således vil enhver krænkelse af det enkelte subjektets selvforhold potentielt føre til en udvikling af samfundet. ”Disse sårede følelser kan imidlertid kun blive et motivationsgrundlag for kollektiv modstand, hvis subjektet er i stand til at formulere dem inden for en intersubjektiv fortolkningsramme, som kan godtgøre, at de er typiske for en hel gruppe.” (Honneth, 2010, s. 210). Samfundets og dermed også OSS’ miljøets udvikling sker altså på baggrund af en ringeagt af enkelte individer, som dog gennem en intersubjektiv proces formår at få støtte i deres modstand mod denne ringeagt eller krænkelse. Det ses hermed tydeligt, hvordan Stallmans oprindelige OSS initiativ kan ses i lyset heraf. Det var netop en krænkelse af, hvad Stallman mente var en basal rettighed (det at have fri adgang til source codes), som førte til modreaktionen.
På trods af at det nu er over 30 år siden, at Stallman initierede OSS bølgen, har dens locus som en modstand mod en krænkelse af basale rettigheder stadig indflydelse på udviklingen i dag. Lerner og Tirole identificerer to potentielle udfordringer, som OSS miljøet og dermed de enkelte udviklere står overfor i dag Specielt den ene kan spores tilbage til denne oprindelige krænkelse. Denne udfordring omhandler manglende dokumentation, support og brugervenlighed samt graden af konvertibilitet mellem nye og tidligere udgaver, hvilket alt sammen er mere udbredt hos OSS end hos proprietær
software. Årsagerne herfor kan være mange, men Lerner og Tirole peger på, at OSS programmører generelt er mere sofistikerede. Således fremhæver de følgende citat fra en programmør:
[I]n every release cycle Microsoft always listens to its most ignorant customers. This is the key to dumbing down each release cycle of software for further assaulting the non personal-‐computing population. Linux and OS/2 developers, on the other hand, tend to listen to their smartest customers. (Lerner & Tirole, 2002, s. 203)
Denne ide om, at OSS udviklere er mere sofistikerede end generelle computerbrugere samt behovet for at fremhæve dette, kan spores tilbage til den oprindelige krænkelse fra 80’erne. Dette medfører en tendens til nærmest at overkomplicere OSS, da man hermed formår at optegne en klar distinktion mellem proprietær og frit tilgængeligt software.
Præcist af denne årsag vil der være et krav til den enkelte programmør om konstant at udvikle sine kompetencer, da der i OSS miljøet ligger en naturlig tendens til at udvikle sig i en retning, som på sin vis bliver sværere at forstå. Såfremt en programmør anser sig selv for hobbyist (bevidst eller ubevidst), vil han derfor være nødsaget til konstant at følge med denne udvikling, hvis han ønsker at opnå den dertilhørende anerkendelse.
A
NERKENDELSE SOM NOGET MERE END BLOT INTROJECTION REGULATIONEfter denne analyse af det intersubjektive forhold i fornøjelsen ved at programmere, normativiteten i fællesskabet samt en nærmere undersøgelse af hvad der driver udviklingen i OSS miljøet, er det nu på sin plads at se nærmere på, hvordan behovet for anerkendelse egentligt kommer til udtryk. Dette afsnit vil derfor først undersøge, hvordan behovet ikke blot kan simplificeres til introjection regulation for derefter at undersøge nærmere, hvordan anerkendelsen egentlig kommer til udtryk søgt gennem Lerners og Tiroles signal-‐incitamenter samt Roberts et als. hypotesedrevne studium.
For at undersøge hvordan anerkendelsen kan siges at overskride den simplificerede udlægning fundet under overskriften introjection regulation, giver det først mening kort at opsummere, hvad denne overskrift dækker over. Således blev det tidligere beskrevet, hvordan der er tale om en motivation, hvis locus ligger udenfor individet selv. Denne form for motivation er således ikke egentligt indlejret i individet som sådan, men påvirker snarere blot individets handlinger. Ryan og Deci hævder dog, at introjection
regulation har påvirkning på individets selvværd, hvilket interessant nok er den samme betegnelse Honneth bruger, når han omtaler anerkendelsen i solidaritetssfæren. Noget kunne derfor tyde på, at de to former for motivation på sin vis har en del til fælles. Dette er dog umiddelbart ikke tilfældet, da selvværdsættelsen spiller en meget større og mere eksistentiel betydning for Honneth, end det er tilfældet hos Ryan og Deci. Dette skyldes blandt andet det faktum, at der for at opnå denne form for anerkendelse ifølge Honneth kræves et selvreflekterende subjekt, som formår at forholde sig til sig selv gennem den generaliserede anden, hvilket dermed muliggør subjektets selvrealisering. For Ryan og Deci bliver der i stedet blot tale om en søgen efter relativ overfladisk anerkendelse.
Det bliver derfor interessant at se nærmere på, i hvilket omfang der for OSS programmørerne er tale om en motivation, styret af en anerkendelse i overensstemmelse med Honneth eller Ryan og Deci. Igen viser distinktionen mellem behovsdrevne programmører og hobbyister sig at være yderst anvendelig. Det vil være hensigtsmæssigt først at starte med de behovsdrevne, da denne gruppe på sin vis er mere simpel end den anden.
Det er allerede blevet vist, hvordan de behovsdrevne som sådan egentligt ikke er interesserede i den eksplicitte eller implicitte anerkendelse, der ligger i deltagelsen i OSS miljøet. Deres fokus er primært rettet mod de funktionelle aspekter af det specifikke software, hvorfor det intersubjektive omfang af deres deltagelse er relativ lille. Dog blev det vist, hvordan de i perioder efter af have modtaget hjælp vil optage hele miljøets moralitet på sig og være yderst aktive. Den følelse, der driver dem til denne midlertidige deltagelse, kan sidestilles med Ryans og Decis introjected regulation, da en af de underliggende årsager her netop er at undgå en skyldfølelse. Det burde på nuværende tidspunkt stå klart, at der er en klar distinktion mellem Ryans og Decis introjected regulation og Honneths anerkendelsesteori, hvilket betyder, at da de behovsdrevne kan siges at falde under den førstnævnte, kan de ikke også siges at falde under sidstnævnte.
Dermed kan det konkluderes, at de behovsdrevne ikke deltager i OSS miljøet af andre årsager end et behov samt en skyldfølelse, og at de derfor ikke kan opnå deres selvrealisering gennem deres deltagelse.
På den anden side står hobbyisterne. Denne gruppe er på sin vis en smule mere kompleks, da der er flere forskellige mekanismer, som driver denne gruppe. Disse