Dette kapitel omhandler problematiseringen af erhvervslivets indvirkning på universiteterne. Pro-blematiseringshistorien viser, at erhvervslivet kun i et meget lille omfang involverede sig i univer-siteternes aktiviteter i 1960’erne, men langsomt skruede op for sit engagement i løbet af 70’erne og sidenhen har involveret sig dybt i uddannelsespolitikken på universitetsområdet. Det er en proble-matiseringsproces som fremviser problematiseringen af universitetsuddannelsernes relevans for det danske arbejdsmarked, og som ender med at fremsætte aftagerpanelet som en løsningsrespons, hvormed erhvervslivet og aftagerne blev gjort til veridiktionsstedet for hvorvidt en uddannelse er relevant.
Forhandlinger om det eksplosive studenterantal og udvidelser
At antallet af nye studerende på de danske universiteter voksede eksplosivt i løbet af 1960’erne nød-vendiggjorde flere reformer af universitetssektoren, hvilket kulminerede i oprettelsen af Odense Universitet, Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitetscenter.144 Ved behandlingen af lov-forslaget om disse udvidelser, omhandlede debatterne i Folketinget primært hvilke konsekvenser studentertilvæksten havde på de fysiske og praktiske rammer. Man diskuterede i mindre grad, hvil-ken konsekvens denne tilvækst havde for de færdiguddannedes beskæftigelsesmuligheder. Det nævntes således kun et par gange, at man måtte antage, at der ikke ville blive oprettet flere studie-pladser end der var brug for, men udover disse få bemærkninger, syntes det ikke at have været en væsentlig bekymring, da man havde brug for kvalificeret arbejdskraft, som det fremgik af Venstres, Axel Kristensens, bemærkning: ”I øjeblikket er vi underforsynet alle vegne, men derfor kan man jo ikke gå ud fra, at det bliver ved at være sådan, når denne udvikling kommer”.145 Socialdemokratiets Lis Groes udtrykte under samme lovbehandling en stærk tiltro til, at udbygningsarbejdet var en fornuftig prioritering for samfundet:
144 Lotte Rienecker, Universitetspædagogik (2013), 20.
145 Folketingstidende 1965/66, tillæg F, sp. 4443.
45
Det er så ofte blevet fremhævet, at vi befinder os midt i en uddannelseseksplosion, og jeg tror, at der i hele befolkningen vil være bred tilslutning til at ofre noget, når det gælder om at skaffe vore unge den bedst mulige uddannelse og derigennem sikre Danmarks konkurrenceevne og hele vort kulturelle niveau.146
Det problem der på dette tidspunkt fik politisk prioritet, var altså først og fremmest at finde plads nok til de mange studerende, og hvor de nye universiteter skulle placeres i landet, dog uden at be-skæftigelsesspørgsmålet var totalt fraværende.
I Planlægningsrådets Skitse for udbygningen af de højere uddannelser var den voksende studenter-bestands beskæftigelsesmuligheder en del af rådets prognoser for fremtiden. Dermed havde rådet undersøgt beskæftigelsesmulighederne for akademikere frem til 1980, men dette arbejde var ikke blevet lavet ved at henvende sig direkte til erhvervslivet. I stedet havde de rådført sig hos akademi-kerorganisationer, som havde hjulpet dem til at
foretage en opførsel over de i 1965 erhvervsaktive akademikere (…) og deres fordeling på uddan-nelsesretninger og beskæftigelsesområder. De sidste er dog kun karakteriseret ved arbejdsplad-sens art, medens det ikke har været muligt at få bestemt den arbejdsfunktion, de pågældende udfører.147
Undersøgelsen havde udelukkende vist i hvilke virksomheder eller offentlige institutioner akade-mikerne var ansat, men ikke hvilke stillinger de bestred og hvilke funktioner de udførte. Dermed udvikledes vurderingen af beskæftigelsesmulighederne ikke i et direkte samarbejde med erhvervs-livet, hvor deres vurderinger af behov kunne udgøre en væsentlig del af beslutningsgrundlaget for udvidelserne af universitetssektoren. Det blev blot konstateret hvor akademikerne arbejdede, og derudover blev der altså ikke planlagt på baggrund af erhvervslivet behov, da de ikke tog del i denne del af planlægningen.
Bekymring om beskæftigelsesmulighederne
Forøgelsen af antallet af studerende fortsatte op igennem 1970’erne, som det var blevet forudsagt af Planlægningsrådet, hvormed spørgsmålet om hvorvidt det var muligt for disse mange studerende
146 Folketingstidende 1965/66, tillæg F, sp. 4442.
147 Planlægningsrådet, Skitse for udbygningen af de højere uddannelser, 39.
46
at få arbejde gjorde sig bemærket. I årsberetningen fra 1974-1975 udtrykte rektor for Handelshøjsko-len i København således at ”[d]et må anses for tvivlsomt, om så store tal kan finde passende beskæf-tigelse efter endt uddannelse”148 og i årsberetningen fra 1976 skrev han videre, at ”[e]t vigtigt led i ministeriets planer for en bedre tilpasning af de højere uddannelser til erhvervslivets behov er etab-lering af en formaliseret kontakt og informationsvirksomhed fra uddannelsesinstitutionen til om-verdenen”.149 Der begyndte nu at vise sig initiativer til direkte konsultation hos erhvervslivet, fordi man begyndte at bekymre sig om hvorvidt man uddannede kandidater til arbejdsløshed. I den sam-menhæng udsendte Industrirådet (i dag Dansk Industri) i 1975 en pjece i hvilken de opfordrede til
”at der hurtigt etableres en central rådgivende kontakt mellem industrien og uddannelsessektoren, og at det behovsrettede element i uddannelserne prioriteres”.150 En forbindelse der dog allerede var etableret til erhvervslivet, var igennem de deltidslærere, der underviste på universitetet. Især på Handelshøjskolen var uddannelserne
i høj grad baseret på, at deltidslærere fra erhvervslivet, centraladministrationen m.v. tilfører un-dervisningen den faglige kvalitet, som praktisk ekspertise i behandlingen af problemerne inde-bærer.151
På Københavns Universitet beskrev man i samme periode et lignende behov for at ”knytte eksterne specialister til undervisningen”, som bidrog med praksisnær viden.152
Problematiseringen af universitetsuddannelsernes forbindelse til erhvervslivet udgik også fra forskellige studentergrupperinger. I 1970 oprettedes studenterorganisationen Moderate Stude-rende, som arbejdede for at Handelshøjskolen i København skulle blive ”erhvervslivets universi-tet”.153 Denne organisation stod i opposition til De Studerendes Fællesråd, som især var stærkt re-præsenteret på Københavns Universitet, og Handelshøjskolen blev af studerende fra de øvrige uni-versiteter anset for at være ”snævert arbejdsgiverorienteret”.154 Denne opfattelse blev ikke delt af højskolens studerende og disses aftagere. I højskolens skoleblad, Fabrikken, blev det skrevet i 1979, at ”[b]åde indenfor og udenfor skolens mure har der i mange år været enighed om at studiet er
148 Københavns Handelshøjskole, Årsberetning, 1974-75 (1975), 7.
149 Ibid., 10.
150Folketingstidende 1976/77, tillæg F., sp. 5082.
151 Københavns Handelshøjskole, Årsberetning, 1976-77 (1977), 7.
152 Københavns Universitet, Årsberetning 1977-1978 (1978), 3.
153 CBS Gennem 100 år, 207.
154 Ibid., 207.
47
forældet”.155 I 1982 fremgik det i Børsen, at en undersøgelse blandt højskolens aftagere viste, at disse vurderede at højskolens uddannelser var for teoretisk betonede og det blev konstateret at ”det eneste de har lært på Handelshøjskolen er teori, og dimittenderne kan ikke oversætte det til praksis”.156 Denne direkte vurdering af uddannelserne fra erhvervslivets side gjorde det klart, at man måtte uddanne i de kompetencer, som erhvervslivet efterspurgte.157
Erhvervslivet inviteres indenfor
I oktober 1986 havde man på Københavns Handelshøjskole taget initiativ til at afholde en konfe-rence, hvor man inviterede erhvervslivets ledere indenfor til en samtale, netop om hvilke kompe-tencer disse aftagere efterspurgte hos de studerende. Erhvervslederne var enige om, at man efter-spurgte studerende med brede faglige erhvervskompetencer og tværfaglige tilgange.158 På konferen-cen blev især humanioras rolle i erhvervsuddannelserne fremhævet som noget positivt, og vicedi-rektøren i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Tøttrup, beskrev endda, at ”hans hjerte banker for hu-maniora” og den administrerende direktør for Håndværksrådet, Laue Traberg Smidt, tilføjede yder-ligere at
De små virksomheder har ikke råd til specialister, men de har brug for folk, der kan tænke. Det har RUC forstået betydningen af. I stedet for – som alle vore konkurrenter – at satse på teknolo-gien, skulle vi hellere satse på humanister der kan tænke.159
I november 1991 afholdtes en lignende konference, som dog denne gang var blevet initieret af Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Dette var en uddannelsespolitisk konference under navnet Erhvervslivet og de videregående uddannelser. Konferencen resulterede i et debatoplæg, hvor det i forordet fremgik, at motivationen for konferencen var, at arbejdsmarkedet på daværende tidspunkt var i opbrud og at de unge, der tog lange videregående uddannelser ville skulle finde beskæftigelse i det private erhvervsliv. Derom burde samarbejdet og dialogen mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervs-livet udbygges.160 Om end konferencen ikke var et direkte svar på Undervisningsminister Bertel Haarders redegørelse Et åbent marked for videregående uddannelser (1991), henviste formanden for
155 “HA-reformens fødsel og endeligt” Fabrikken, 01.09.1979, 6-7.
156 Britta Lysheim, ”Det tager fire år at modne en nyudklækket civiløkonom,” Børsen, 29.10.1982, 15.
157 CBS Gennem 100 år, 217.
158 Ibid., 257.
159 Ibid.
160 Dansk Arbejdsgiverforening, Erhvervslivet og de videregående uddannelser, 1.
48
Dansk Arbejdsgiverforening, Poul Hedegaard, direkte til denne, som en redegørelse DA havde ”stor sympati for” da redegørelsens synspunkter mindede om ”tilkendegivelser, DA i de senere år har fremført i medierne”.161 Formanden skrev yderligere
Vi mener, at en af de bedste måder at sikre kvaliteten i undervisningen på er, at aftagersiden får indflydelse på udformningen af uddannelsernes faglige indhold. Aftagerne skal have lejlighed til at drøfte spørgsmål som f.eks.: Hvilke fagområder og færdigheder er der brug for at undervise i?
Hvilke discipliner og niveauer skal de unge kandidater beherske, når de forlader uddannelsesin-stitutionen? Svarene på disse spørgsmål kan fås ved at spørge de sektorer, brancher og virksom-heder, der i fremtiden skal ansætte de færdiguddannede.162
Hedegaard var altså af den overbevisning, at aftagerne af kandidaterne skulle have indflydelse på selve indholdet af uddannelserne og på hvilke færdigheder de burde tilegne sig. Han tilføjede yder-ligere, at det dermed var aftagerne, der kunne besvare spørgsmålene om, hvilke færdigheder, disci-pliner og fagområder der var brug for på arbejdsmarkedet og i samfundet.
Rektorkollegiet udgav i 2001 en antologi med titlen Universiteter for Fremtiden, hvortil de havde in-viteret forfattere fra både uddannelsesinstitutioner, erhvervslivet og politiske institutioner. Davæ-rende Undervisningsminister, Margrethe Vestager, skrev i den sammenhæng, at hun gerne så at
”universiteterne i endnu højere grad end i dag udvikler nye måder, hvorpå de kan komme i en forpligtende dialog med de erhverv, som beskæftiger kandidaterne”,163 og chefkonsulent fra Dansk Handel & Service, Birgit Bangskjær, præsenterede samme holdning i sit afsnit af antologien, dog med en noget mere utålmodig attitude over for universiteterne. Således skrev hun
Dansk Handel & Service udsendte i november måned debatoplægget ”Mens vi venter – krav til dansk forskning og udvikling”. Vi så at sige venter på, at universiteterne bliver gearet til videns-samfundets krav om et aktivt samspil mellem universiteter og erhvervslivet om forsknings-, ud-dannelses- og efteruddannelsesindsatsen. (…) Den indadvendte orientering på danske universi-teter forringer desværre relevansen og kvaliteten af de forskningsbaserede uddannelser, fordi den
161 Ibid., 3.
162 Ibid., 3-4. (Min kursivering).
163 Margrethe Vestager, ”Universiteter i videnssamfundet,” i Universiteter for Fremtiden ed. Rektorkollegiet (2001), 158.
49
manglende interaktion med aftagerne bevirker, at forskningen og uddannelserne ikke i tilstræk-kelig grad bringes i overensstemmelse med aftagernes efterspørgsel på kvalifikationer.164
Det blev her gjort klart, at man mente, at universiteterne burde være i dialog med aftagerne, hvis de skulle kunne sikre, at de leverede uddannelser, som var relevante og af den rette kvalitet. Dansk Handel & Service var desuden af den holdning, at det kollegiale styresystem, som stod for ledelsen på universiteterne på dette tidspunkt, udgjorde en ”væsentlig barriere for et nødvendigt samarbejde mellem erhvervsliv og universiteter”.165 Universitetsloven havde været til diskussion i længere tid, både inden ændringen i 1992 og også siden, og den blev altså igen vurderet til at være en forhindring for universitetets bidrag til ”dansk erhvervslivs konkurrenceevne i en global videnøkonomi”.166 Dette ændrede sig grundlæggende i 2003, da Danmark fik en ny universitetslov, som skabte grund-læggende forandringer på de danske universiteter.
Det ultimative aftagerpanel
I 2002 præsenterede den daværende VK-regering handlingsplanen Bedre Uddannelse, som beskrev en række initiativer for ændringer i uddannelsessystemet. I denne plan fremgik det at ”Regeringen vil (…) tage initiativ til, at der i samarbejde med erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne bliver udviklet pålidelige og accepterede metoder til individuel kompetencevurdering”,167 og at det skulle skabe ”basis for aktiv inddragelse af interessenters vurdering af den kvalitet og de resultater, insti-tutioner yder”.168 Året efter udgivelsen af denne handlingsplan blev den nye universitetslov vedta-get. Denne ændrede ledelsesstrukturen således, at rektor ikke længere blev valgt af kollegiale orga-ner, men nu i stedet blev ansat af en bestyrelse, som bestod af et flertal af eksterne medlemmer. Helt op på ledelsesniveau blev der nu formaliseret en forbindelse til erhvervslivet, som kunne sikre at universiteterne forholdte sig til det samfund og arbejdsmarked, som de studerende skulle ud på efter afsluttet uddannelse. Universitetsbestyrelsen kan på den måde siges at udgøre det ultimative aftagerpanel.
164 Birgit Bangskjær, ”Interaktive universiteter er markedsorienterede universiteter,” i Universiteter for Fremtiden, 197 & 201.
165 Ibid., 197
166 Ibid.
167 Regeringen, Bedre Uddannelse (2002), 12.
168 Ibid., 16.
50
I 2006 indførte Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling et nyt styringsredskab, Ud-viklingskontrakter, som ifølge ministeriet havde til formål at ”fremme institutionens strategiske ud-vikling samt skabe synlighed om institutionens arbejde med at opfylde samfundsmæssige udfor-dringer”.169 I både CBS’, AUs og AAUs udviklingskontrakter blev planer for konsolidering af sam-arbejdet med erhvervslivet beskrevet. CBS satte som mål, at andelen af studieprogrammer, der havde eget aftagerpanel skulle stige fra 13% i 2005 til 80% i 2008.170 I den sammenhæng skrev CBS, at ”dimittenderne skal forlade CBS med kompetencer, der er relevante i forhold til aftagernes be-hov”, hvilket lignede AAUs formulering af, at de havde gennemført dimittendundersøgelse, som var ”med til at sikre uddannelsernes løbende tilpasning til arbejdsmarkedets behov”.171 AU beskrev, at de ville sætte øget fokus på beskæftigelse og at de allerede i 2005 havde nedsat rådgivningspane-ler, som bl.a. bestod af potentielle aftagere.172
De danske universiteter var dermed allerede forberedte på det element af den nye universitets-lov fra 2007, der omhandlede de obligatoriske aftagerpaneler. I førstebehandlingen af Universitetslo-ven udtrykte de fleste ordførere begejstring for beslutningen om aftagerpaneler, hvor Socialdemo-kratiets ordfører, Rasmus Prehn, bemærkede at ”Socialdemokratiet [er] glade for, at det nu sikres, at universiteterne rådgives om kvalitet og relevans i uddannelserne. Aftagerpanelerne vil bidrage med nyttig viden om det arbejdsmarked, den færdige kandidat skal ud på”.173 Charlotte Fischer fra Radikale Venstre var enig i, at et aftagerpanel ville være fornuftigt, men hun udtrykte dog skepsis overfor, at det netop var denne løsning man havde valgt at lovgive om: ”Der må da være en hær af andre metoder, man kan bruge for at få kontakt og komme i dialog med aftagerne uden for mu-rene”.174 Ikke desto mindre blev loven vedtaget og i denne stod det således i §13 a. at
Universitetet nedsætter et eller flere aftagerpaneler, der sammensættes af udefra kommende med-lemmer. Medlemmerne skal tilsammen have erfaring med og indsigt i uddannelsesområdet og de ansættelsesområder, som uddannelserne giver adgang til.
169 Uddannelses- og Forskningsministeriet, ”Udviklingskontrakter 2006-2017,” Styring og ansvar, (2020).
170 Copenhagen Business School, Udviklingskontrakt 2006-2008 (2006), 10.
171 Aalborg Universitet, Udviklingskontrakt 2006-2008 (2006), 5.
172 Aarhus Universitet, Udviklingskontrakt 2006-2008 (2006), 11.
173 Folketingstidende 2006/07, tillæg F, sp. 3930.
174 Folketingstidende 2006/07, tillæg F, sp. 3937.
51
Stk. 2. Universitetet sikrer dialog mellem aftagerpanelet og universitetet om uddannelsernes kva-litet og relevans for samfundet og inddrager aftagerpanelet ved udvikling af nye og eksisterende uddannelser samt ved udvikling af nye undervisnings- og prøveformer.175
Det blev dermed lovpligtigt for alle uddannelser at have et aftagerpanel, og forbindelsen mellem erhvervslivet, arbejdsmarkedet, og universiteterne blev dermed tvunget igennem, som en obligato-risk forbindelse det var pålagt universiteterne at skabe. I praksis er ansvaret for skabelsen af afta-gerpaneler de fleste steder blevet lagt ud til studienævnene, som siden 2007 altså har haft til opgave at opsøge personer fra de aftagervirksomheder- og institutioner, som man finder mest relevante og hvor kandidaterne har tendens til at søge hen.
Uddannelsernes relevans
Når man undersøger kandidatproduktionserfaringen gennem en undersøgelse af aftagerpanelernes problematiseringshistorie, viser der sig et spørgsmål om uddannelsernes relevans. Hvorvidt en ud-dannelse er relevant, kan alene besvares, hvis man bliver i stand til at besvare spørgsmålet: relevant i forhold til hvad? Eller spurgt på en anden måde: hvem kan afgøre, om uddannelsen er relevant? I den danske universitetspolitik har udlægning af svaret på dette spørgsmål været, at det er aftagerne, der kan afgøre om uddannelsen er relevant. I dansk sammenhæng har man gjort relevans synonymt med kvalitet. Således udtalte daværende Uddannelsesminister, Morten Østergaard, på Uddannelses-mødet 2013, at ”relevans er kvalitet” og videre at ”jeg tror, at der er en tendens til inden for uddan-nelsessektoren at skelne mellem kvalitet og relevans. Men det gør man altså ikke ude i virksomhe-derne. Her er relevans kvalitet”.176 På samme måde kan en uddannelse kun akkrediteres såfremt den er relevant, hvortil direktøren for Akkrediteringsinstituttet, Anette Dørge, meget tydeligt skrev det i et notat i 2014: ”For enhver uddannelse gælder det, at kvalitet og relevans hænger uløseligt sam-men. Er en uddannelse ikke relevant, er den ikke god nok”.177 Måden hvorpå Akkrediteringsinsti-tuttet måler på, om en uddannelse har en høj nok relevans, er ved at vurdere uddannelsens samar-bejde og dialog med det obligatoriske aftagerpanel. Anvendes aftagerpanelet ukorrekt eller har det
175 Folketingstidende 2006/07, tillæg C, sp. 597.
176 Morten Østergaard, Relevans er kvalitet. Uddannelsesmødet 2013, 5.
177 Anette Dørge, ”Universitetsuddannelser udfordret på relevansen,” Danmarks Akkrediteringsinstitut (2014), 1.
52
en utilstrækkelig indflydelse på udviklingen af uddannelsen, så vurderes uddannelsen af Akkredi-teringsinstituttet til ikke på tilfredsstillende vis at leve op til kriteriet om relevans.178
Dette betyder også, at aftagerne har indflydelse på den kandidattype som uddannelserne pro-ducerer. Det er med andre ord uddannelsernes opgave at sikre, at aftagerne får dét de efterspørger, og der dannes dermed en slags kunde- og producentrelation mellem disse to grupper. Aftagerpane-lerne bliver derfor svaret på den del af kandidatproduktionsproblemet der omhandler hvad der skal produceres. Der skal ganske enkelt produceres dét, som aftagerne ønsker sig. Og for at sikre, at man producerer det rigtige, har man givet aftagerne adgang til at påvirke og udvikle ”produktionsfacili-teterne”, om man vil. Forudsætningen for dette er naturligvis, at aftagerne ved hvad de vil have og at man forventer, at universitetsuddannelserne kan indrettes og styres således, at man kan skabe dét, som de vil have.
Noget tredje der viser sig ved problematiseringshistorien om aftagerpanelerne er, at aftagerne ikke altid har haft en direkte indvirkning på uddannelserne og ikke intervenerede i lige så høj grad, som de gør i dag. I problematiseringshistorien ser man, at der især i løbet af den økonomiske krise i 1970’erne begyndte at komme mere lyd fra erhvervslivet i forhold til deres behov for kandidater. I løbet af 1980’erne begyndte erhvervslivet direkte at kommentere på og kritisere kandidaternes ev-ner, og i løbet af 1990’erne, hvor internationaliseringen slog igennem og de danske virksomheder skulle konkurrere internationalt og hvor man risikerede, at de dygtigste kandidater flyttede til uden-landske konkurrenter, begyndte erhvervslivet i meget højere grad at tage del i uddannelsesdebatten og bevæge sig helt nært ind på indholdet af uddannelserne. I dag ser man dermed også uddannel-sesafdelinger i de store brancheforeninger som Dansk Industri og Dansk Erhverv, der udvikler kon-krete uddannelsespolitikker og deltager aktivt i uddannelsesdebatten med udgangspunkt i deres medlemmers interesser. Man ser ligeledes, hvordan virksomhederne afholder ”karrieredage” på universiteterne, sponsorerer case competitions og uddeler likvide præmier til specialer eller stude-rende med årgangens højeste gennemsnit.179
178 Ibid.
179 Copenhagen Business School, ”Deltag i dette års HA-dimittendreception 2018,”CBS Nyheder. Set 15. februar 2021 på Dimittendreception.
53
Problematiseringshistorien om aftagerpaneler viser, at spørgsmålet om universitetsuddannelsernes relevans i høj grad har gjort sig gældende i forhold til kandidatproduktionserfaringen. Historien viser dermed, at man siden slutningen af 1960’erne problematiserede hvorvidt universitetsuddan-nelserne var relevante i forhold til det arbejdsmarked de studerende skulle ud på efterfølgende, hvormed man parallelt med denne problematisering altså også har spurgt, hvordan det ville være muligt at vurdere denne relevans. Her er aftagerpanelet blevet fremlagt som en løsningsrespons for hvor man kan finde svar på, om en uddannelse møder den efterspørgsel, som aftagerne giver udtryk for.
Erfaringsanalytisk delkonklusion: markedsveridiktion
For den erfaringsanalytiske dimension vedrørende veridiktionsdomæner, er det for kandidatpro-duktionserfaringen karakteristisk at arbejdsmarkedet udgør veridiktionsstedet. I kandidatproduk-tionserfaringen finder man således markedsveridiktionen sådan som Foucault beskriver den i Bio-politikkens Fødsel, hvor ”markedet (...) skal sige sandheden om regeringspraksissen”.180 Det fremgår af de diskursive praksisser, som indgår i kandidatproduktionserfaringen, at der må henvises til ar-bejdsmarkedet, for at falsificere eller verificere en løsningsrespons’ funktionalitet. Det er altså med henvisning til arbejdsmarkedet, at erfaringen søger at kunne udsige sand viden om produktionen af kandidater. Når der henvises til arbejdsmarkedet, bliver det i ovenstående problematiseringshi-storier således enten i kraft af ledighedstal eller aftagerpaneler. Dermed kan oprettelsen af universi-tetsbestyrelserne ligeledes begribes som en måde at forkorte afstanden mellem arbejdsmarkedet – som kan fortælle sandheden om universitetets ledelse – og universitetet. Fordi bestyrelsens majoritet netop består af eksterne medlemmer, forventedes det, at disse kunne fungere som ”brobyggere og ambassadører overfor det omgivne samfund”,181 og dermed være den instans indefra universitetets ledelse, som kunne fungere som stedfortræder for arbejdsmarkedet og derfor have en veridiktorisk funktion i vurderingen af universitetets virke.
180 Michel Foucault, Biopolitikken Fødsel. Forelæsninger på Collége de France 1978-1979 (2009), 49.
181 Folketingstidende 2002/03, tillæg F, s. 4017.
54