Årsager til fortielse af kærestevold

I fokusgruppeinterviewene diskuterede de unge også hvilke grunde, der kan være til at en person bliver sammen med en voldelig kæreste og ikke fortæller nogen om op-levelserne. Mens pigernes forklaringer tager afsæt i egne erfaringer og/eller kendskab til veninders voldsudsættelse, udtrykker drengene i højere grad deres holdninger ud fra scene-rier om piger, der bliver sammen med voldelige drenge.

De unge taler grundlæggende om to hovedårsager til, at unge ikke taler om volden og opsøger hjælp. Det ene er tendensen til at opfatte voldshandlingerne som en normal del af forholdet, og det andet er det tabu, der ligger i at bryde tavsheden, og identificere sig selv som offer for kærestevold.

NORMALISERING AF VOLD EN

De unge piger med kærestevoldserfaring fortæller, at de opfattede deres voldsople-velser som en normal del af forholdet, og derfor ikke fortalte om dem til nogen. Ud af de seks piger i vores undersøgelse, der selv havde oplevet kærestevold, havde de fire først fortalt om deres oplevelser, enten lige før eller lige efter forholdet var afsluttet.

Pigerne fortæller, at de gik alene med oplevelserne, fordi de havde meget lidt eller ingen tidligere erfaringer med kæresteforhold, og derfor var usikre på, hvad der er normalt i et kæresteforhold, og fordi de mente, at jævnaldrende havde lignende op-levelser med deres kærester.Det er i overensstemmelse med, hvad tidligere undersø-gelser har vist, nemlig at unge sjældent fortæller nogen om oplevelserne, og hvis de gør, er det som regel til en ven eller veninde (Ashley & Foshee 2005a; Ashley &

Foshee 2005b; Barter 2009).

Normalisering af volden blandt ofre for partnervold er en kendt tendens blandt voldsudsatte kvinder, hvor årsagerne til volden gradvist vendes mod dem selv (Enander 2010).

”Jeg sagde i hvert fald ikke noget højt, for det første tænkte jeg at det var normalt, og efter et stykke tid tænkte jeg ’måske er det ikke helt normalt at han slår mig’. Jeg kunne jo selv mærke, at jeg ikke synes, at det var behageligt, jeg synes ikke det var fedt på den måde, men jeg tænkte ’det er et forhold, sådan er det’.”

(Charlotte, 18 år)

For de unge hænger normaliseringen også sammen med en tendens til at bagatellise-re volden og en usikkerhed på, hvad kæbagatellise-restebagatellise-relationens indebæbagatellise-rer, og begrænsede eller ingen tidligere erfaringer om kæresteforhold. De giver udtryk for, at det er svært for unge at vide, hvad de kan forvente, og hvad der forventes af dem i et kærestefor-hold, og det medfører en form for usikkerhed omkring relationen.

108

Interviewer: ”Var det [kærestevolden] noget du fortalte til nogen?”

Maria: ”Nej, det var det ikke, jeg holdt alt for mig selv, også hvad jeg synes, der var af problemer. Ja, for det var jo bare mig, der var tosset og fjollet, men det var sikkert ikke noget, og han er jo så fantastisk og gør alting og blablabla. Så jeg sagde heller ikke noget selv, fordi at al-ting synes jo, på et eller andet punkt, stadig at være rigtigt nok, når man står i det. Det er igen det dér med, når du ser det indefra dig selv, så kan du ikke se de problemer, der er lige for næsen af dig, og at det ikke er det [forholdet], det bør være. Der kunne jeg godt have brugt, at der var et par stykker, der havde taget fat i mig og sagt, ’hør lige, det her det er altså ikke godt for dig, du er helt væk nu altså’.

Det havde været rart.”

(Maria, 22 år) BAGATELLISE RING OG SELVBE BRE JDELSER

Blandt voksne er det velkendt, at et offer for partnervold ofte har svært ved at identi-ficere sig selv som voldsudsat og i behov af støtte og ikke sjældent bagatelliserer vol-den og retter bebrejdelser mod sig selv (Ismail et al. 2007; Wiklund et al. 2010). Der er en tendens til at både partner og den voldsudsatte skyldbelægger offeret for at have fremprovokeret volden.

”[…] jeg følte ligesom, at jeg havde en del af skylden, så havde man ligesom gjort noget som havde provokeret ens kæreste, så er man vel også selv lidt skyld i det, selvom det ikke retfærdiggør det”.

(Olivia, 19 år)

I voldsofres sociale netværk og i samfundet som sådan kan der også findes en ten-dens til at bebrejde den voldsudsatte person for ikke at forlade partneren eller for at finde sammen med partneren igen (Ismail et al. 2007; Reinicke 2005; Wiklund et al.

2010). I fokusgruppeinterview udtrykker nogle af drengene en tilsvarende holdning i forbindelse med, at en af dem har berettet om en episode, hvor en pige blev udsat for fysisk vold.

Rasmus: ”[…] Hun var helt grædefærdig, og så slog hun op med ham – og alle var sådan jubel over det. Men nu er de samme igen, hvor man tænker ’så kan det sgu også være lige meget altså.’”

Sigurd: ”Ja, så må hun sejle i sin egen sø.”

(Rasmus og Sigurd, 19 år)

Frygten for at blive opfattet som værende ’dum’, når man som voldsudsat bliver i et kæresteforhold, som drengene hentyder til i ovenstående citat, er en central barriere i forhold til at opsøge hjælp (Enander 2010).

109

”Jeg tror også, at der er mange unge der… der er jo mange initiativer med ’bliver du slået af din kæreste, så ring på det her nummer’, og det er et rigtig godt tilbud, på den måde for dem der gør det, men jeg så ikke mig selv som et offer, da jeg blev slået. Jeg ville føle mig som et offer, hvis jeg skulle ringe og sige ’jeg bliver slået af min kæreste’, og den opfattelse havde jeg jo ikke, jeg havde det jo ikke som et of-fer. […]”

(Olivia, 19 år)

Positionen som ’offer’ og den offergørelse der ligger i at bede om hjælp, mener nogle af pigerne også kan afholde unge fra at fortælle om oplevelserne og søge professio-nel hjælp.

TABUISE RING OG SKAMFØLELSE

De unge opfatter generelt kærestevold som et tabubelagt problem, men med en ten-dens til at opfatte kærestevold mod drenge som mere tabubelagt end vold mod pi-ger. En tendens der også blev fundet i Kærestevoldsundersøgelsen 2008 (Schütt et al.

2008) og som genfindes i andre undersøgelser (Johnson et al. 2005).

Pigerne mener, at grunden til at man kun sjældent hører om drenge, der udsættes for kærestevold, er at drenge finder det mere ydmygende og skamfuldt end piger at blive udsat for vold fra en kæreste.

Sofia: ”Tror I ikke, at det ligger i ydmygelsen på en eller anden måde, fordi det kan godt være det gør ondt på kvinder det slag de får, men det må da også gøre ondt på en mands manddom og en mands per-sonlighed og mands alt, at blive slået af sin kvinde.”

(Sofia, 18 år)

Sofia beskriver, at fysisk vold kan opleves som en krænkelse af mandens maskulinitet og kønsidentitet. Det opfattes som et svaghedstegn, når en dreng udsættes for fysisk vold af en pige, fordi hun anses for at være fysisk svagere end ham. Resultatet bliver som nedenstående diskussion illustrerer, at drenge der udsættes for fysisk kæreste-vold latterliggøres.

Adel: ”Man kan heller ikke tage det seriøst, når jeg ringer til Sexlinjen f.eks. ’ja, jeg har lige fået tæsk af min dame’, det giver jo ingen me-ning.”

Jonas: ”Det kommer an på, om du er sådan en meget lille én og spin-kel, nu kan jeg jo ikke lige komme på én.”

Adel: ”Jeg ville ikke tage det seriøst, hvis der var en kammerat, der kom og sagde, ’jeg har fået tæsk af min kæreste’.”

Jonas: ”Ja, det kunne jo godt være, jeg lige skulle holde mig for mun-den for ikke at grine.”

(Adel og Jonas, 18 år)

110

For pigerne kan fortielsen også handle om at beholde den status, som erhverves gen-nem kæresteforholdet. Som Charlotte forklarer i nedenstående citat, havde hun igennem sit forhold med en ældre dreng fået en høj social status. Voldsoplevelserne beskrives i citatet som skamfulde, og med muligheden for at ødelægge den status, som hun havde fået i kraft af en ældre kæreste.

”[…] Der hvor jeg boede, var der en ret stor status, hvis man gik i ud-skolingen - 7., 8., 9. klasse - og så have en kæreste fra gymnasiet, så var man altså noget, det havde en status, og jeg ville gerne beholde den dér status ik’, så jeg sagde jo ikke til nogen, at jeg blev slået. Men at min kæreste gik i 3. g., og det var ret vildt, og det var en ret stor status […]”

(Charlotte, 18 år)

Denne tendens genfindes også i et canadisk studie, hvor fokusgruppeinterview med piger viste, at på trods af at være udsat for både fysisk, psykisk og seksuel kæreste-vold så valgte pigerne at blive i kæresteforholdet, fordi dét at være i et kærestefor-hold associeredes med høj social status. Den værdi som et kæresteforkærestefor-hold tillagdes af pigerne, påvirkede dermed opfattelsen af deres situation og opfattelsen af deres handlemuligheder i forhold til at opsøge hjælp og undgå kærestevold (Banister et al.

2003).

111